Jeg befinder mig midt i orkanen i dag. Ikke i øjet, for dér siges jo at være helt stille, og det er der ikke her.
Luk øjnene, og forestil dig:
Mig, siddende på sofaen med Friends på skærmen og kaffe i koppen. Rundt om mig er der
- Seks katte udenfor, der af al vold og magt prøver at komme ind i varmen når yderdøren åbnes.
- To hunde herinde, der hellere end gerne vil jagte førnævnte katte. Altså, når de ikke lige i forvejen er optaget af at legeslås, bide stoleben i stykker (junior), skide på gulvet når jeg kigger væk (junior igen), hugge vasketøjet (junior igen-igen. Aner man et mønster her?) og humpe hinanden hver gang de får muligheden.
- Seks småpiger der konstant føler trang til at åbne yderdøren. Faktisk noget lort, de førnævnte scenerier taget i betragtning. Derudover har de travlt med at danse og grine, spille Buzz og æde popcorn, snakke (!!!) og fnise, lege og skændes, tigge frugt og flere popcorn, råbe og rende frem og tilbage, op og ned, ud og ind.
Søren er selvfølgelig ude og arbejde, og jeg prøver at følge med i slipstrømmen af unger, hunde og katte herhjemme. Jeg tager det nu koldt og roligt, for hvad kan jeg ellers gøre.
Muhammad hverken kan eller vil komme til alle de bjerge der kalder i dag, så bjergene må komme til Muhammad hvis de vil noget. Muhammad ser tv, lægger vasketøj sammen og drikker kaffe. Færdig!
;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar