Hybelkaniner til salg

... bare fordi det alligevel lyder sjovere, og mere attraktivt, end nullermænd.

Han er sød, og jeg elsker ham, men... Næste gang vi skal have hund, vil jeg altså have en kinesisk hårløs.

Should I stay or should I go...?

Overskriften er der såmænd allerede taget stilling til, så dét behøver I slet ikke kommentere. Jeg bliver. Det er simpelthen for hyggeligt dette her.

Dette er mit indlæg nr. 100 på blog´en. Yeih! Velsagtens en slags mini-jubilæum, eller i hvert fald en lille milepæl af en slags. Da jeg startede, virkede 100 indlæg helt uoverskueligt, men pludselig gik det jo stærkt.

Jeg nyder skribleriet. Der er ikke mange der kommenterer på indlæggene (endnu?), men der er da nogen der læser med fra tid til anden - sladrehanken ude i siden afslører jer ;-) Og det er ok med mig. Hvis jeg bare får lov at beholde min lille legeplads her, så er jeg såmænd glad.

Gaab...

Apropos sidste indlæg, så kan jeg mærke allerede nu, at det ikke bliver spor nemt med omstillingen fra sommertid til vintertid. Akkurat ligesom alle de andre år.

Jeg er helt og aldeles konfus med hensyn til tidsfornemmelse. Sheesh!

Doh!

Jeg reddede mig en ekstra time i morges. Gad vide, hvor mange der, udover mig, er kommet liiige rigeligt tidligt op på en søndag morgen... ;-)

De kæreste skatte

Min farmor var en gæv kvinde. Flittig, kærlig, kontant, omsorgsfuld og dejlig. Olga, hed hun. Hun var dén der samlede familien - og med fire børn og otte børnebørn fordelt i hele landet var det sikkert ikke altid en særlig nem opgave.

Det er efterhånden omkring 7½ år siden hun døde, men jeg tænker på hende hver dag alligevel. Hun er i hjemmet her, uanset hvor jeg kigger hen. Det er dejligt.

Farmor var en ufattelig dygtig kvinde. Hun var kreativ og arbejdsom altid. Hver dag, hvert minut - og hun formåede altid at forene det praktiske, med hendes evne og lyst til at skabe noget enestående. Hun var landmandskone, så selvfølgelig blev der plukket høns, slagtet svin, syltet, bagt og henkogt til den helt store guldmedalje - men jeg tror, at det hun elskede allerhøjest var håndarbejdet.

Stolen var min studentergave for 15 år siden. Den har oprindeligt tilhørt min oldefar, men farmor har selvfølgelig broderet nyt betræk dertil, ligesom hun også har udstyret hvert eneste af hendes børn og børnebørn med hver deres håndbroderede fodskammel. Ikke to er ens.

Jeg elsker den stol. Og jeg passer ufattelig godt på den. Desværre er den skrøbelig, så vi sidder ikke på den mere. Ikke lige nu, i hvert fald. Det ene ben er gået løs, så indtil det bliver lavet bliver stolen brugt som regulær prydgenstand i stuen.

I den anden ende af stuen står farmors dækketøjsskab. Dét bliver til gengæld brugt hver eneste dag. Det er proppet til randen med fotoalbums, spil, bøger og meget andet. Det er et ordentligt skrummel af et skab, lågerne hænger lidt, og kan som regel kun låses hver anden gang - men det ryger aldrig ud.

Det kan det ikke. Det gemmer på en kær skat...

Mågerne. De måger, som jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle have til at stå i mit hjem, simpelthen fordi jeg syntes de var så forbandet rædderlige at se på. Nu har jeg skiftet mening. Man har jo et standpunkt, ikke...? Dem fik jeg samtidig med dækketøjsskabet, og jeg har helt ærligt elsket dem lige siden. Jeg fik senere spædet lidt op med måger, da min grandonkel fandt ud af at jeg nu havde lidt, og så syntes han da også jeg skulle have hans. Søde Hans... Der har ikke været mangel på dejlige mennesker i min familie.

For nu at være helt ærlig, er mågestellet ikke særlig ofte fremme. Af flere grunde. For det første, fordi jeg så gerne vil bevare dem mange år fremover, og er lidt ræd for at komme til at smadre for mange af delene. For det andet, fordi jeg synes de er liiige en tand for pyntede til min ellers meget almindelige stue. Og for det tredie, fordi de skal vaskes op i hånden! Ærlig snak.

Men de var fremme den anden aften, da jeg fik besøg af min faster og onkel fra Sjælland, som jeg ellers kun ser cirka hvert femte år. Det synes jeg ligesom var på sin plads, at farmor også var lidt med der :-)

Jeg, en morderske

Nåmenaltså... For lige at råde bod på gårsdagens forvirrede indlæg, må jeg vel hellere forklare. Jeg var ikke selv klar over det, men jeg kom til at gøre noget frygteligt i går.

Jeg kom til at køre pigernes (og vores) højtelskede Bølle-Bob ihjel. Den lille l*** var åbenbart kravlet op under bilen lige inden jeg kørte afsted, for Søren fandt ham lidt nede ad vejen 10 minutter senere. Han ringede til mig mens jeg sad i bilen med Agnes, på vej hjem fra dans, og fortalte at der altså lå en kat ude i laden der skulle begraves...

*Tænketænketænke...!*

"Skal man fortælle ungerne sandheden? Eller måske vælge den nemme løsning, og fabrikere en historie fra de varme lande, om en kat der er bortgået i håbet om at finde en sød og smuk livsledsagerske?" What-to-do, what-to-do............

Agnes er jo ikke dum. Hun kunne godt høre på mit tonefald, at der var sket ét eller andet slemt - og derudover kender jeg altså mine børn godt nok til at vide, at de ville gå og vente på at katten skulle komme hjem igen, hvis jeg valgte den fabrikerede historie. Så jeg gjorde det rigtige, og fortalte (næsten) hele sandheden.

I den officielle version, ved vi nemlig ikke hvem der kørte katten over. Dér blev jeg lidt en kylling, og ræsonnerede mig frem til, at det fik de intet ud af at få at vide. Dén del af historien må så komme frem om et par årtier, og give lidt ekstra i lønposen til terapeuten, når pigerne engang skal have pillet navle ;-)

Begivenhedsrig. Eller...

Ja, jeg véd egentlig ikke rigtig hvad jeg skal kalde dagen i dag. Mærkelig, tror jeg ordet må blive.

Så nu sidder jeg her. To arbejdsrelaterede møder, to danselektioner (pigernes, ikke mine), en overkørt yndlingskattekilling og et mågestelsopdækket kaffebord senere.........

Sært. Yderligere ord unødvendige.

Pause

Så er der ryddet op i klædeskabene, og det var heldigvis ikke nær så slemt som jeg havde forestillet mig det ville blive. Nu er pigerne godt kørende med tøj et stykke tid endnu - og forældrene får meget nemmere ved at finde det de leder efter i skabene.

Om et par timer går turen mod dejligt selskab, men inden da tager jeg lige en velfortjent pause. Strikketøjet ligger klar (og ja, det er stadig farveladetrøjen, jeg er altså ikke turbostrikker) og jeg har lavet mig en cafe latte dertil. Det er altså vanedannende, det latte.

Vil det mon se åndssvagt ud, hvis jeg sniger mælkeskummeren med i tasken i aften??? ;-)

Med udsigt til... kaos og hygge

Endnu en dejlig dag er gået. Morgendagen venter lige om lidt, med udsigt til oprydning i pigernes klædeskabe...........

Det er dét der er kaos-delen, hvis nogen ellers skulle være i tvivl. De tøser vokser jo, som om de blev betalt for det. Jeg synes ikke det er ret mange uger siden jeg sidst kunne gå turen ned til Astas bedsteveninde med posevis af aflagt tøj, men nu må vi så til det igen.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde at jeg glæder mig til lige netop dén arbejdsopgave i morgen. Det plejer at tage enormt lang tid, og som regel er hele stuen inddraget til bunkesortering. *Suk!*

Heldigvis skal vi ikke ud og investere helt vildt i nyt, for vi er også glade aftagere af brugt tøj, så der ligger kassevis af tøj derhjemme, som pigerne endnu ikke var store nok til sidst jeg ryddede ud. Måske er vi heldige at finde nogle godter deri denne gang.

Men, heldigvis er der balance i tingene. Når jeg har kæmpet mig gennem bjergene af tøj i morgen, tager jeg mig nemlig en en familiefri aften.

Yep! Der er læsegruppe i morgen, og jeg glæder mig. Det er dét, der er hygge-delen, og det bliver skønt. Jeg er helt vildt spændt på hvad vi får for af "lektier" til næste gang. D´damer er nemlig fabelagtigt gode til at holde på hemmeligheder, så der er ingen der ved en hujende fis om hvad det bliver.

Jeg synes det er så skønt, at der er nogen der gider tage stilling til, hvad jeg skal læse. Jeg selv bliver nemlig nemt så vægelsindet, når jeg står på biblioteket. Der er for mange bøger der frister - og nogle gange er der ingen bøger der frister. På denne måde véd jeg, at jeg får læst noget. Det er ikke altid noget godt, men så har man i det mindste taget stilling.

Aah, ro...

Nu er der tomt i huset igen, bortset fra de faste beboere - og det er skønt.

De sidste fire timer har vi været belejret af 10 femårige og to syvårige, for der skulle holdes fødselsdag for Agnes igen-igen. Denne gang var det kammeraterne fra børnehaven der skulle festes med, og de to syvårige havde meldt sig som "tjenere" og generelle opsynsmænd for de små.

Hold da op, hvor sådan en flok kan larme. Skulle man på noget tidspunkt indenfor den sidste periode have været en smule skruk, skal jeg lige love for, at sådan en børnefødselsdag kan tage toppen af det! Hvor er jeg glad for, at vi kun har de sædvanlige to børn tilbage lige nu. Men det har nu altså været rigtig hyggeligt og sjovt, dét skal der ikke herske tvivl om :-)

Nu er der så gjort rent bord. Resten af kagemanden ligger i fryseren, og opvaskemaskinen kører i højeste gear - for om cirka 2½ time venter "High School Musical on ice" i Gigantium. Det er en ren gulddag for tøsebørnene, det her.

Jeg er bange for, at det eneste jeg får at se, er indersiden af mine øjenlåg...

Store bagedag

Det er jo i dag! Den 16. oktober. Det kom jeg pludselig i tanke om, så nu må jeg da hellere få gjort alvor af de grovboller jeg har haft lyst til de sidste tre dage.

Opskriften er en gammel, gammel én, jeg engang fik vredet ud af min faster, og den er fast bestanddel af husholdningen herhjemme, og vist også i resten af familien på min fars side. Den er altså også uovertruffen.

Den svarer til cirka 30 store (eller 20 enorme) boller, og den kommer her, hvis du skulle få lyst til at prøve.

9 dl vand
1 pk gær
2 tsk salt
2 spsk honning
2 spsk olie
2 dl hvedeklid
200 g knækkede hvedekerner
2 store håndfulde hørfrø, kogt i en smule vand
2 store håndfulde solsikkekerner
1.600 g hvedemel

Alle ingredienser blandes i nævnte rækkefølge, æltes godt og stilles til hævning i et par timer. Dejen skal være lidt klæg, den må endelig ikke få for meget mel.

Lad bollerne efterhæve på plade med bagepapir i cirka 30 minutter, og pensl med vand inden de ryger i ovnen. Bag ved 200 grader i omkring 12-15 minutter.

Velbekomme :-)

Så´ der lys i lygten, lille mor

... og starten på de mørke måneder er skudt i gang med stil. De første græskarlanterner er lavet, dog står der stadig to hele græskar ude på køkkenbordet. De ved ikke hvad der venter dem. Muahahahaha!!!

Billederne gør ikke lanternerne retfærdighed. Jeg synes faktisk, de er blevet rigtig gode i år - men når man tager billeder med en sølle Nokiatelefon, bliver det altså ikke gengivet ordentligt, især ikke når blitzen er nødvendig. Beklager.

Hvis man så lige kan se bort fra den ramponerede og afskallede dør på nederste billede, er det vel faktisk ok. Selskab fik jeg også, da jeg fotograferede. Hele to af kattene mente bestemt de skulle foreviges ;-)

Så nu har vi noget kønt at kigge på om aftenen - og vi kan hyggespise imens. Jeg tror kernerne fra de sidste to græskar skal chiliristes senere. Det kan kun blive godt.

Lyden af efterår

Hear the lonesome whipperwill
He sounds too blue to fly
The midnight train is whining low
I´m so lonesome I could cry

I´ve never seen a night so long
When time goes crawling by
The moon just went behind a cloud
To hide its face and cry

Did you ever see a robin weep
When leaves begin to die
That means he´s lost the will to live
I´m so lonesome I could cry

The silence of a falling star
Lights up a purple sky
And as I wonder where you are
I´m so lonesome I could cry

Tak, Hank Williams. Meget smukkere bliver det ikke.

Mæt

Vi spiste tidligt i dag, pigerne og jeg. Søren er ikke hjemme, så vi afveg fra madplanen og valgte noget nemt. Gode hjemmelavede burgere med krydrede bøffer, guacamole, godt med grønt, hvidløgssalsa og chilisyltede hvidløg. Ovnbagte kartoffelbåde "on the side".

Og nu skal jeg trilles rundt i stuen.........

KaCHINNG...!

Det er lyden af kassen der går op. Sjovt nok aldrig for at putte penge deri, men kun for at dræne den yderligere.

Helt og aldeles nødvendige indkøb i løbet af de sidste 5-6 uger har været: Nyt køleskab, ny (brugt) opvaskemaskine og ny (brugt) vaskemaskine. Sidstnævnte blev sat ind i dag. Alle tre udskiftet på grund af en alt for tidlig, og ganske urimelig, død.

Stopper det mon igen? Eller skal jeg bare sætte mig ned, og vente på at tørretumbleren også drager det sidste suk?

Let på tå

Jeg sidder og ser live-koncert med Justin Timberlake på TV2 Zulu, og indrømmer det gerne: Dén mand laver musik, der går lige i dansefødderne.

Dejligt :-)

En dejlig aften

Jeg må snart se nogle mennesker. Jeg tror det er ved at være tid til at invitere nogle stykker til god mad, øl og vin, snak - og måske chokoladefondue til kaffen.

Det er jo ikke fordi jeg aldrig ser nogen. Det er bare mere i hverdagens tegn det sker, og nogle gange kan man bare mærke at det mangler, det dér... Hyggen. Roen. Snak om alvor og pjat. Tiden.

Jeg må få konfereret med mand og kalender. Det bliver ikke nemt, når vi skal have det til at passe ind med både børnefødselsdag, arbejde, almen efterårsferiehygge med børnene, byggeri og alt det andet - men det skal lykkes. Jeg trænger til det.

Tryllekurv købes

Jeg ønsker mig en magisk vasketøjskurv. Én af dem, hvor man kan se bunden i.

Måske er de svære at få fat i. Jeg har hørt noget om, at de kun fremstilles af alfer og enhjørninge i fuldmåneskær...

Streger

Jeg savner det af og til. Dét, at sætte mig ned og tegne.

Engang gjorde jeg det hver dag. Og jeg var faktisk rigtig god til det. Nu halter det lidt med øvelsen, men det er jo lidt som at køre på cykel, ikke? Man skal bare lige varmes op, og så går det igen.

Det er egentlig en skam. Jeg har kasse- og skuffevis af FaberCastell, Pantone Tria, godt papir i alle størrelser, kul, kridt, akvarel- og acrylmaling rundt omkring, men det jeg kan svinge mig op til de fleste gange, er at sidde sammen med pigerne og en Mandala-malebog...

Jeg elsker mine FaberCastell mest af alt. De ligger godt i hånden, og kan bruges til alt. Lige den rette hårdhed har de også. Jeg må snart i gang igen. Det giver et sug i maven efter det, hver gang jeg passerer dem - og det gør jeg tit. De ligger som regel fremme, for pigerne har også fundet ud af, hvor gode de er.

Heldigvis er der en gang imellem nogen der har brug for mit håndelag, og så er jeg tvunget ud i pensler, blyanter, skitser og alt det andet der følger med. Jeg har før nævnt mine skilte, men andet er det såmænd også blevet til.

Jeg har - indtil videre - lavet en enkelt opgave for dem her, men det er stadig så hemlig-nemlig, at det ikke må eller kan nævnes yderligere om. Jeg glæder mig til det færdige produkt kommer på gaden, og så skal I få det at se. Jeg tror det bliver rigtig godt, og for pokker, hvor var det sjovt at lave.

Indtil videre tror jeg bare jeg skal se, om jeg ikke en gang imellem kan huske at skifte strikkepindene ud med farverne. Det ville være dejligt.

Kælepot II

Det var egentlig aldrig meningen, at han skulle have været indenfor. Bølle-Bob, altså.

Han er p.t. den eneste killing på matriklen, og det er nok alligevel derfor det er gået galt. Han er simpelthen bare for yndig. Han er ikke til at tage ordentlige billeder af, for øjnene lyser i blitzen, og han sidder ikke stille længe nok til at man kan nå at fokusere ordentligt, så dette er hvad I må nøjes med.

Normalt kommer der ikke katte ind i huset. Her bor vi nemlig, og Jagger. Og selvom sidstnævnte er en overordentlig sød og rar skabning, er det altså ikke en god kombination med ham og katte sammen.

Han er ikke grim ved dem, overhovedet ikke. Faktisk synes han selv, at han er deres allerbedste ven. Det synes de bare ikke. Han jagter dem. Pisker afsted, pivende og gøende når han ser sit snit til det. Men han vil bare lege. Får han dem trængt op i en krog, bliver de slikket, puffet rundt og - en gang imellem - trådt lidt på. Bare for sjov, tror jeg han tænker. Kattene synes det er ufedt. De synes han et stort, dumt drog.

Jeg vil ikke have den fangeleg inde i huset. Jeg ved jeg ville få det, hvis han så en kat herinde. Så derfor er reglen nu: Hvis Bølle-Bob er inde, skal Jagger blive i bryggerset. Det fungerer ok. Indtil videre. Katten får lov at komme ind en gang imellem, får sig en godbid ude på køkkengulvet, og lægger sig derefter godt tilrette på et varmt skød i en times tid. Og så er det ud igen.

Vi burde jo bare lade ham blive derude, men han er alt, alt for charmerende. Går der og miaver, kigger op og smyger sig om benene på os. Han vil kæles, vil han - og pigerne især kan slet ikke stå for det.

Det kan jeg nu heller ikke.

Jeg tror det snart er tid til...

Efterårshygge!

Der var frost på bilen i morges. Tænk, det kom faktisk helt bag på mig. Godt nok er jeg trukket i vinterstøvlerne forlængst, men at det nu skal til at være jakkevejr også, dét havde jeg ikke lige planlagt.

Det gør nu ikke noget. Jeg elsker sommeren, men jeg elsker også efteråret. Og vinteren. Og foråret. De sidste to får vente lidt endnu, men nu glæder jeg mig til alle de ting vi plejer at få efteråret til at gå med. Levende lys i vindueskarmene er altså brandhyggelige, og hører de mørke årstider til.

Jeg tror jeg skal have købt græskar ind til på lørdag. Pigerne og jeg kan snildt få en dag til at gå ved det store bord inde i stuen med at udhule, snitte ansigter, sætte lys i - og ikke mindst få saltristet græskarkernerne i ovnen bagefter. De skal have rigeligt med groft salt, så de bliver rigtig gode, og jeg ved af erfaring at lageret ikke kommer til at holde længe.

Efterårsferien venter lige om hjørnet, så en tur i Zoo skal det også nok blive til, og måske en tur i skoven efter mos og kogler. Og ned til genboen efter kastanier skal vi i hvert tilfælde også. De har det største, smukkeste kastanietræ lige i udkanten af gårdspladsen, og der er en veritabel overflod af flotte, skinnende kastanier hvert år, som jeg ved de gerne deler ud af. Jeg elsker kastanier.

Måske skulle vi også pakke os rigtig godt ind, og få tændt op i bålpladsen en dag. Varm cacao, ristede skumfiduser og røde kinder... Og lys i græskarlygterne.

Det bliver da skønt :-)

Gensynsfest

Så oprandt dagen i går for festen på mit gamle gymnasium.

Alle fra årgangen - alle, der kunne lokaliseres, vel at mærke - var inviteret, men kun omkring halvdelen dukkede op. Vi var omkring 60 mennesker samlet fra fem klasser, og deraf 12 fra min gamle klasse.

Det endte jo med at være ganske hyggeligt. Maden var god, og vi havde rig mulighed for at få talt sammen under spisningen. Heldigvis var vi placeret klassemæssigt, for skal jeg være helt ærlig, kunne jeg nok kun huske og genkende tre fra de andre klasser. Jeg er komplet uduelig, når det kommer til at huske ansigter og navne, og det har jeg erkendt for flere år siden, men jeg var nu ikke den eneste der havde det sådan. Der blev hvisket i krogene mange gange i aftes - "Hvem er det nu liiige...?"

Men dem jeg kunne kende - eller som kunne kende mig - fik jeg selvfølgelig talt med. Det var jo sjovt at høre lidt om hvor de nu befandt sig i verden, og hvad de nu lavede. Jeg synes altså at lige præcis vores klasse har en genereret en utrolig høj kvote af forskere, kendisser og udlandsdanskere på topposter, men dét var der nu intet der tydede på i de år vi gik på gymnasiet, synes jeg. Dér var vi sgu alle lige smådumme, drukfældige og useriøse - med visse undtagelser, selvfølgelig.

Aftenens store højdepunkt var efter spisningen, da vi fandt ud af, at de geniale hoveder der havde arrangeret festen, også havde tænkt i nostalgiske baner når det kom til musikken. De havde simpelthen fået fundet frem til de fem gamle elever (fra andre årgange end vores) der plejede at spille til gymnasiefesterne "way back when". Dét var sjovt. De havde ikke spillet sammen siden de selv fik studenterhuerne på, men hold da op, hvor de klarede det flot, og det på trods af, at de kun havde fået øvet en enkelt eller to dage sammen forinden. Retfærdigvis skal det siges, at de vist alle er gået hen og er blevet musiklærere i mellemtiden...

Alle de gamle numre blev genopfrisket. Det var lige før vi kunne forudsige playlisten inden de gik i gang, for selvfølgelig spillede de det gode gamle - numre med Jimi Hendrix, U2 og vist også et enkelt med AC/DC blev det til. Det var herligt, og dansegulvet var selvfølgelig fyldt med en flok tosser midt i 30´erne, der følte sig som 17-årige igen.

Alt i alt en dejlig aften. Det var nu alligevel okay at jeg tog med.

Æblesirup

Mit køkken dufter himmelsk lige nu. Der er blevet kogt æblesirup af lidt af mosten vi pressede i går.

Opskriften er som sagt taget fra DR Friland, og består i al sin enkelhed i, at cirka en liter friskpresset æblesaft koges op med 750 g rørsukker, og en vanillestang plus korn derfra. Så skal det bare have tid...

Af den angivne mængde, endte vi med hvad der er på billedet. To små flasker blev det til, og resten hældte jeg over en god håndfuld mandler. Jeg tror det kommer til at smage fantastisk til gode oste.

Det smagte i hvert tilfælde godt, de gange jeg "kom til" at dyppe en finger i det, mens jeg hældte på flasker....

Kunsten at drukne... i most

Så er mosteriet forlængst overstået. Og som jeg da havde undervurderet de æbler. Naive, lille jeg havde troet at vi nok ville få omkring 30 liter færdig most med hjem, men...

Det var sørme godt, at Henrik og Susanne havde sagt at jeg skulle tage rigeligt med poser med. Jeg havde medbragt 120 fryseposer á 2 liter, og tænkte, at jeg da så i hvert tilfælde kunne vise, at jeg tog dem alvorligt, når de sagde "rigeligt".

Jeg havde omkring 15 tomme poser med hjem igen! For ikke at nævne alle de fyldte poser, og to små piger der var smurt ind i æblemost fra top til tå.....

Der blev bare ved - og ved - og ved - med at komme most ud af pressen. To sølle æbletræer i vores have har nu genereret et sted omkring 100-110 liter most. Dét er da råvareudnyttelse, så det batter.

Jeg ved ikke om man kan se det på billederne, men de to æblesorter bliver vidt forskellige i farven når de mostes. Den ene lidt orange/brunlig, den anden den skønneste lyse pink. Jeg havde egentlig troet de begge ville antage en lidt plumret brunlig farve når de begyndte at ilte, men det er altså ikke indtruffet endnu.

I morgen skal en liter af den flotte pink forvandles til æblesirup. Idéen - og opskriften - er tyvstjålet fra DR Friland, som Susanne havde set den anden dag, så nu skal det prøves, og det i begge husstande med friskpresset most, tror jeg.

Nu ligger der så cirka 70-80 liter most tilbage i fryseren, for jeg har allerede taget en lille rundtur til flere venner i området, og prakket dem de friske dråber på. Det tror jeg bestemt ikke de havde noget imod :-)

Årets høst

Dette her er faktisk kun et udsnit af den. Tænk, at to sølle æbletræer kan give sådan en overflod.

Om en time skal de mostes. Jeg håber der er plads nok i fryseren.

Herren i huset

Dengang jeg syede vores kæmpestore sækkepude, var det egentlig meningen, at ungerne skulle kunne boltre sig i den på 1. salen. Sådan blev det ikke.

Herren her har mere eller mindre overtaget den. Han knuselsker den sækkepude - og vi andre lader ham hygge sig i den, for ellers ligger den mere eller mindre ubenyttet hen. Pigerne har jo krudt bagi, så de er sjældent på samme sted ret længe ad gangen alligevel.

Men Jagger (ja, som Mick, fra Rolling Stones) elsker den altså. Og kan han få sin "sutteklud" eller noget andet af sit legetøj slæbt derop også, er han lykkelig. Man slipper altså af sted med meget, når man har sådan et ansigt...

Kælepot.....

Efterlysning!

Der skal laves ny madplan for oktober i morgen. Nogle gode idéer? Anyone?

Så gik jagten ind

1. oktober er altså dagen, har jeg nu fundet ud af. Jeg er nemlig gift med en jæger, omend en nybagt én af slagsen.

Egentlig burde jeg vide det i forvejen, for jeg er af en familie, hvor både min far, min bror og flere andre af grenens (mandlige) medlemmer altid har været ivrige jægere - men jeg er åbenbart ikke gået ret meget op i det, for datoen var altså undsluppet min opmærksomhed.

Jeg tror nu jeg kommer til at huske det fremover, for Søren er lige hjemkommet fra sin første rigtige jagt. Han er glad. Det har været brandhyggeligt, med dejlig natur på trods af både regn, hagl og blæst, flotte oplevelser når dyrene kom tæt på, og så selvfølgelig de obligatoriske gule ærter bagefter.

Jeg tror nu ikke han har løsnet mange skud, for jeg har ikke opfattelsen af, at han er den store "dræber", men han er med for naturoplevelserne og det sociale - og sikkert også lidt adrenalinen.

Jeg bliver aldrig jæger. Jeg tror ikke jeg kan lide gule ærter.