Moosey on along

Jeg lovede jo at skrive lidt mere om ét bestemt væsen fra Skandinavisk Dyrepark. Det var et dyr der gjorde mig helt blød i knæene; kluntet og elegant på én og samme tid.

Lidt bøvet at se på hvis man kun koncentrerer sig om hovedet, og med en kropsbygning der virker helt forkert. Knæ og ben burde ikke kunne holde det enorme dyr, hovedet burde ikke kunne holde det enorme gevir - og så stort et væsen burde ikke kunne bevæge sig så lydløst.

Men smuk var han, elgen. Og det var alle hans artsfæller også, store som små.

De små her var da noget af det yndigste jeg nogensinde har set.

Og meget andet end det vil jeg sådan set ikke sige. Jeg betragtede dem stille i det meste af en time, og kunne sagtens have ladet mig nøje med at stå dér resten af dagen, selvom jeg så var gået glip af alt det andet.

De tryllebandt mig.