Jeg var faktisk i tvivl da vi skulle købe hus for knap ni år siden. Om vi nu kunne falde til, finde os tilrette med at bo så langt ude på landet, oprette en bekendtskabskreds. Nu tager jeg tit mig selv i at tænke, at her hører jeg hjemme.
Her, langt ude på landet, i et gammelt skur fra 1928 der konstant trænger til at blive lavet et-eller-andet ved.
Her, sammen med min familie, hvor vi har oceaner af plads udenfor, og ikke andre begrænsninger end dem pengepungen sætter.
Her, hvor det arbejde jeg elsker kun er to minutter væk.
Her, hvor min mor også valgte at flytte til for et år siden, for at være tættere på børnebørenene.
Her, hvor det er nemt at få venner, for der er så mange rare, sjove, glade, hjælpsomme, gæstfrie mennesker.
Her, hvor man har højt til himlen og langt til horisonten.Jeg er hjemme. Jeg skal ingen steder før jeg ikke kan mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar