Dyreliv

Ferietid er udflugtstid. Sådan er det i hvert fald her i huset, og heldigvis kender vi nogle dejlige mennesker der har det ligesådan, og forøvrigt er mindst lige så dyreglade som os - så i forgårs tog vi i samlet flok afsted, med retning mod Kolind og Skandinavisk Dyrepark. Vi har talt om at besøge parken i flere år nu, men det er bare ligesom aldrig blevet før nu. Og hvor er det dog en skam, for det kunne sagtens gå hen og blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

Parken er stor. Altså rigtig stor. Vi var meget overraskede over, hvor megen plads dyrene havde at færdes på. Dyrene trivedes fortræffeligt, både med hensyn til plads, men så sandelig også når det kom til almen trivsel. Alle steder hvor vi kom, så vi dyr der virkede tilfredse og rolige - de lod sig ikke irritere af de besøgende der (ligesom os) knipsede løs med kameraerne. Men vi var som besøgende også blevet godt informeret om parkens retningslinier, så dyrene kunne få mest mulig ro i deres egne omgivelser.

Parkens guides var meget, meget hjælpsomme, smilende, og utrolig vidende omkring dyrene. De havde god tid til at stoppe op og tage en snak med os besøgende, svarede villigt på selv de mest ubehjælpsomme spørgsmål - og uddelte gerne bonusviden, der viste sig at være utrolig interessant hver gang.

Og så var der jo dyrene...

Vi var blevet informeret om parkens retningslinier, men det var dådyrene nok ikke. Eller også kom de bare ud på stisystemet når de så de karakteristiske brune papirsposer. De kunne nemlig købes ved indgangen, indeholdende en god portion foder, rent guf for en dådyr- eller gedegane. De var godt i stand, de dådyr ;-)

Pigerne var lidt tilbageholdende i starten. "Bider de, sådan nogle Bambi´er?" - men snart kunne de jo ikke dy sig længere, man må altså prøve at lokke dem hen, for at få lov at ae sådan en skønhed med brune, brune øjne.

Kiddene lå godt gemt i buskadset langt væk fra stien, men med jævne mellemrum stak de et hoved op, så man lige kunne nå at skimte dem. Prøvede de på mere end dét, var mor hurtig til at få dem på plads igen. Man beskytter vel sine unger, selv om menneskene på den anden side af hegnet virker tilforladelige nok.

Ved et andet hegn kom dyrene ikke ud til os - og det var vi egentlig godt tilfredse med.

Isbjørne er prægtige dyr, men jeg føler altså ikke umiddelbart trang til at klø dem bag ørerne. Der var fire flotte bjørne i anlægget, med god plads til både vandgang og afslapning på græsarealer. Ren luksus var det også, for Skandinavisk Dyrepark har investeret i en ismaskine til bjørnene - fem tons is kunne de producere natten over, så bamserne kunne boltre sig på deres helt egen iskolde legeplads om dagen.

Anlægget er anlagt på en måde, så publikum via en gangbro kan komme vidt omkring i isbjørnenes territorie - selvfølgelig i helt sikker afstand, forudsat at man ikke får en ubændig trang til at hoppe i vandet til dem. Sådan er de fleste anlæg i parken forøvrigt lavet. Det er en fantastisk ide fra arkitekternes side; med en smule fantasi kan man fuldstændigt abstrahere fra det faktum at det er en dyrepark man bevæger sig rundt i, og nemt få et stemningsbillede frem af at bevæge sig rundt ude i dyrenes naturlige element. Og er man en ivrig fotograf, er der endnu et plus: Alle steder kan man komme til at forevige dyrene uden at få gitter med på billedet.

Bjørne var der nok af. Ham her havde fundet sig en "lille pind" at lege med.

De brune bjørne havde det varmt da vi var der. De fleste tog sig en lille morfar under gangbroerne, hvor der var rigeligt med skygge, men vores ven ovenfor havde fundet fidusen - gå glad i bad!

Så skulle vi videre til noget der havde gjort pigerne en smule nervøse... Ulvene.

Det var spændende. Billedet gør dem ikke retfærdighed, men det er altså begrænset hvor godt zoom´et er på en Nokia ;-)

Vi er hundemennesker herhjemme. Vi synes det er utrolig fascinerende med hele den hierakiske opdeling der findes i en hundeflok, kropssproget og de signaler de sender hinanden - og alt det var i dén grad synligt i ulveflokken. Man ser slægtsskabet helt tydeligt.

Med en smule stille observation af flokken blev det snart tydeligt hvem der var alfa-han. I en ulveflok er det kun alfa-hannen og -hunnen der får lov at få unger. Hvis andre skulle formaste sig, bliver der hurtigt slået ned på det, og ungerne bliver dræbt. Det virker barsk, men det er jo i sidste ende survival of the fittest, og naturens måde at sikre, at der er føde nok til alle.

Omega-ulvene var også til at kende fra flokken. De er dem der ligger absolut nederst i hierarkiet, og kan kendes på at de nærmest kryber langs jorden når de nærmer sig de andre. Man skulle tro at de mistrives med deres plads, men de opfylder faktisk et vigtigt formål. De fungerer nemlig nærmest som barnepiger når alfa-ulvene får unger. Og ulve er så sociale dyr, at de hellere vil have omega-pladsen i gruppen, end alternativet: At leve alene. Så at sammenligne "Den ensomme Ulv" med en stærk person, er altså meget misvisende.

Nu var de jo ikke allesammen store, stærke, farlige dyr. Jo, måske nok af sind, meeeen...

Gederne ville gerne klappes. De ville også rigtig gerne stange. Og allerhelst ville de gerne fodres, og kunne det ikke blive anderledes tog de da gerne en bid af snørebåndene, taskehanken eller buksekanten. De er nogle charmetrolde, og jeg bliver aldrig træt af dem. Jeg er helt sikker på at de ville trives godt hjemme på matriklen, men det får vente til efter hønseprojektet.

Der var mange flere dyr at kigge på, og ét især blev jeg helt betaget af - men det skal have lov at få et indlæg helt for sig selv på et senere tidspunkt...