Aftensol

Aftensol ved Saltum Strand. Det er ikke ret grimt.

Crafty Synergy

Jeg har fundet eye-candy! Crafty Synergy er en samling interviews med spirende kunstnere indenfor texstil, papirtryk, maleri og meget andet - og de er hamrende dygtige.

Kig selv indenfor her - http://craftysynergy.blogspot.com/ - jeg tror det er en tidsrøver.

Og nej, jeg har stadig ikke fundet ud af det smarte dér, som de andre kan med linkene! Det kommer nok...

Casper, det hvide spøgelse - del II

Så er vi på´en igen.

Nu er der gået to uger siden ældste fik sine skoldkopper, så i går morges vågnede yngste med de første små knopper... Hun var faktisk pænt godt tilfreds med det, for nu var det så hendes tur til at blive nusset lidt ekstra om. Hun viste også stolt sine knopper frem til alle der gad se, og var smil fra øre til øre over at have fået så fine nogle skoldkopper på kroppen.

I dag har piben fået en anden lyd. Nu er de nemlig begyndt at klø. Hun synes det er lige rigeligt, med både skoldkopper, myggestik og hud der skaller lidt af pga for megen sol - uh, hvor har jeg altså ondt af hende. I morges lød det, med grødet stemme...

"Hvis jeg ha´de vidst det var sådan, ville jeg ikke ha´ ønsket mig dem!"

Stakkels Agnes.

Varmt!!!

Hvis det går som et svin, sveder som et svin, og lugter som et svin, så må det jo være... mig!

Man må ikke brokke sig over en skøn, skøn sommer, men altså: Skygge, tak - og udendørs bruseniche med koldt vand. Så er jeg dækket ind.

Hjemme

Jeg var faktisk i tvivl da vi skulle købe hus for knap ni år siden. Om vi nu kunne falde til, finde os tilrette med at bo så langt ude på landet, oprette en bekendtskabskreds. Nu tager jeg tit mig selv i at tænke, at her hører jeg hjemme.

Her, langt ude på landet, i et gammelt skur fra 1928 der konstant trænger til at blive lavet et-eller-andet ved.

Her, sammen med min familie, hvor vi har oceaner af plads udenfor, og ikke andre begrænsninger end dem pengepungen sætter.

Her, hvor det arbejde jeg elsker kun er to minutter væk.

Her, hvor min mor også valgte at flytte til for et år siden, for at være tættere på børnebørenene.

Her, hvor det er nemt at få venner, for der er så mange rare, sjove, glade, hjælpsomme, gæstfrie mennesker.

Her, hvor man har højt til himlen og langt til horisonten.

Jeg er hjemme. Jeg skal ingen steder før jeg ikke kan mere.

Tak!

...for endnu en dejlig sommeraften!

Vi var i byen i går. Ikke så langt væk, det var såmænd i gå-afstand fra hjemmet, og sammen med nogle af de skønneste mennesker jeg kender.

Signe på 12 og Viktor på 3 fyldte år næsten samtidigt, så i aftes skulle de fejres. Vi var en ordentlig flok samlet, for de og deres forældre har heldigvis en stor have der snildt kan rumme 27 mennesker til børnefødselsdag.

Maden var fantastisk! Hjemmelavede burgere på grill, med diverse lækre salater, oliven, feta, hjemmesyltede agurkestænger med hvidløg og ingefær (uhm!), nye kartofler med friske grønne bønner og meget, meget andet. Og så selvfølgelig kræmmerhus med is og jordbærguf til dessert, og cheddar-cheese chips i lune skåle til kaffen bagefter. Det var altså lige før jeg skulle trilles hjem derfra.

Viktor blev begavet med alt mellem himmel og jord; kæmpefodbold, tøj, sko , vandpistoler og what-not. Han blev rigtig glad for det hele, fodbolden især, man er vel knægt med stort K. Dén fodbold fik både drenge og fædre altså også megen tid til at gå med i aftes.

Signe derimod, fik kun én gave fra os allesammen, og heldigvis blev hun glad for den. Det var et seletøj til hesten, hendes kæreste eje, så nu kan hun begynde så småt at træne ham op til at trække vogn. Der gik heller ikke ret længe før han var hentet i den anden ene af byen, og stod med seletøjet på inde i haven. Og resten af aftenen så vi stort set ikke mere til Signe og de andre halvstore piger - hvis der hest i nærheden, er de tabt for omverdenen.

Alle vi andre, ja vi havde det bare storhyggeligt. Med stearinlys på havebordet når mørket falder på, kaffe, chips og smøger indenfor rækkevidde, og sammen med dejlige, glade mennesker - så bliver det altså bare ikke bedre.

En ordentlig mundfuld

Det er blevet sommer igen, og det er jeg glad for. Det er vasketøjskurven også. Den gik over sine bredder indtil for få dage siden, for når jeg skal være helt ærlig, så gad jeg ikke bruge ferie- og tørretumblertid på at vaske tøj.

Nu har vaskemaskine og tørresnor så været på overarbejde (med risikotillæg!) de sidste dage, men... Jeg har altså ikke lagt skidtet sammen, når jeg i stedet har kunnet sidde ude i haven, med kaffe, smøger, hækletøj og en god bog.

Nu har jeg så problemet. Hver gang vi skal finde rent tøj, skal jeg "dyngen" igennem, for at finde det jeg leder efter. Det holder altså ikke i længden. Det skal lægges sammen, og på rette plads inde i skabene. Normalt kan jeg faktisk godt lide at lægge tøj sammen, men det er altså bare for dejligt et vejr til det lige nu.

I morgen...

Uhm...

Hvor er det altså dejligt, når man med dags varsel kan tromme sammen til en hyggetur til stranden. Sådan én med madpakker, snak, sandslotte, kaffe og smøger, glade unger og tilfredse voksne. Og sommersvitsede rygge til dessert ;-)

Sådan en dag havde vi i går. På trods af at vi bor kun en spytklat fra det fantastiske Vesterhav, kørte vi altså bilkortegen tværs over Vendsyssel, for at ende ved Hou Strand. Den er nemlig superbørnevenlig, for man skal laaaangt ud før det bliver dybt.

Jeg tror nok vi nærmest fordoblede antallet af besøgende på stranden da vi ankom. Vi var nemlig mange. Rigtig mange... Det skulle bare lige have været en lille flok, men vi endte altså på 10 voksne og 12 børn. Derfor bilkortegen.

Men for sivan da osse, hvor vi hyggede! Ungerne havde rosinfingre og -tæer konstant, og heldigvis fik vi andre da også en dukkert, for vandet var skønt! Der blev samlet søstjerner, muslingeskaller, eremitkrebs, krabbekløer og hvad stranden ellers kunne byde på - og der blev drukket kaffe og røget smøger, spist madpakker og vandmelon, der blev kigget på lystbåde og der blev hyggesnakket i stor stil. Og det var dejligt.

Og sent på eftermiddagen lod min søde mand sig begrave fra top til bund i sandet, til stor fornøjelse for alle ungerne. De var nådige; hovedet fik han lov at beholde, men alt andet var dækket til - og så blev han selvfølgelig udstyret med diverse attributter mens han lå der ;-) Sikke nogle billeder der blev af det...

Den slags dage ryger lige i gemmekisten, allerinderst inde. Tak for dén.

Sommer er...

Venner i flok omkring bålet i haven.
Ristede marshmallows med Mariekiks omkring.
Kaffe ad libitum.
Glade unger på trampolinen.
Børnehår med skumfidus-snask i.
Latter, hygge og søvn i øjnene.

Sådan en aften havde jeg i går. Det var skønt.

En anderledes dag

Jeg vågnede ved telefonens ringen i morges. Jeg havde egentlig regnet med, at dagen i dag skulle være en stille og rolig ferie-/skoldkoppedag, hvor jeg bl.a. skulle have bagt de bagels som har hævet natten over.

Sådan blev det ikke. I den anden ende af røret var det min bror, der startede samtalen med at præsentere sig, efterfulgt af et "Nu skal du ikke blive bange, men....". Det var lige præcis dét jeg blev.

Det viste sig, at min mor var blevet påkørt bagfra på motorvejen, og nu var på vej til skadestuen i en ambulance - umiddelbart intet alvorligt, men hun skulle altså lige tjekkes under ordentlige forhold. Så med dén morgenvækning nåede jeg lige at vågne ordentligt under den kolde bruser med en kop discount-Nescafé i den ene hånd, før jeg sad i bilen på vej mod Aalborg.

Heldigvis ankom min bror og jeg til skadestuen samtidigt, hvor vi lige nåede at få en hurtig info-runde med et par af hans kolleger der havde været på ulykkesstedet. Det var rare folk, der relativt hurtigt havde fået slået fast hvad der var sket derude.

En ung mand var kommet kørende med hovedet oppe i r...., og havde komplet overset bilen lige foran ham. Ja, det er naturligvis min fortolkning af deres meget pænere ordvalg, men altså: Hvis konen (min mor) har kørt 110 km/t, hvor man egentlig må køre 130 km/t, og i inderste vognbane - og det har hun, for hun kører meget forsigtigt - og politiet har målt 70 meter bremsespor, direkte mod hendes bil..... Do the math, Einstein: Han har kørt råddent, bæstet!

Jeg er gal. Jeg er eddermugme afmægtigt rasende! Jeg véd godt at han blev der og påtog sig ansvaret. Jeg ved også godt at han helt sikkert er blevet rigtig forskrækket, og sikkert har det møgdårligt lige nu. Og jeg ved godt at det var rigtig, rigtig heldigt at der ikke skete noget med nogen, og at dét faktum at konens bil er totalskadet er helt ligegyldigt, men... Hvorfor kører sådan en knøs for helvede da ikke bare ordentligt?!?

Bilen ser forfærdelig ud, den har fået den sidste olie (eller benzin, efter lugten at dømme). Men mor har det okay. Føreren kørte også derfra uden en skramme - når man altså ser bort fra hans bil, og sikkert også hans stolthed. Det kunne være gået langt værre.

Jeg har brugt syv timer i Aalborg i dag. De er brugt på skadestuebesøg, betjent-snak, forsikringsselskabs-snak, autohjælp-snak, værksteds-snak... og utrolig meget kaffe sammen med min mor og min bror. Det var fint nok. Jeg var hvor jeg skulle være, og det var jeg glad for.

Men hvor vil jeg altså gerne være fri for sådan en omgang igen en anden gang. Jeg synes efterhånden jeg har prøvet de der "Nu skal du ikke blive bange, men..."-opkald for tit. Jeg vil dem ikke mere.

Så til alle de skvaddernosser i det ganske, danske land, der er mere optagede af at kigge dybt ned i kærestens kavalergang, tale i mobiltelefon, eller knibe øjnene sammen og spejde efter musvåger i horisonten: Vil I ikke nok holde øjnene hvor de skal være? Og let lidt på speederfoden, så er du sød!

Det vil blive værdsat.

Lækkersulten

Så blev det altså lige til små hjerteformede chokoladekager også...
Den lille furie krævede det - og jeg kan altid spise chokolade! ;-)

Casper, det hvide spøgelse

Asta har skoldkopper. I vores ferie, sgu! Så nu er hun dækket over det meste af kroppen med zinkliniment for at tage toppen af kløen - og ligner unægteligt ham der er nævnt ovenfor ;-)

Men; intet er så slemt, at det ikke er godt for noget, vel?!? Nu kan vi så ikke lige tage på sommerudflugter de næste dage, men i stedet bliver fryseren fyldt op, for bage, dét kan man altså godt, selvom man er syg.

Brunsvieren er lige taget ud af ovnen, havresnitterne står deri nu, og bagels med rosiner og kanel venter tålmodigt... Velbekomme!

Psst, Mette! Den opskrift på brunsvier bliver altså misbrugt på det groveste herhjemme. Hold op, hvor er den god! ;-)

Moosey on along

Jeg lovede jo at skrive lidt mere om ét bestemt væsen fra Skandinavisk Dyrepark. Det var et dyr der gjorde mig helt blød i knæene; kluntet og elegant på én og samme tid.

Lidt bøvet at se på hvis man kun koncentrerer sig om hovedet, og med en kropsbygning der virker helt forkert. Knæ og ben burde ikke kunne holde det enorme dyr, hovedet burde ikke kunne holde det enorme gevir - og så stort et væsen burde ikke kunne bevæge sig så lydløst.

Men smuk var han, elgen. Og det var alle hans artsfæller også, store som små.

De små her var da noget af det yndigste jeg nogensinde har set.

Og meget andet end det vil jeg sådan set ikke sige. Jeg betragtede dem stille i det meste af en time, og kunne sagtens have ladet mig nøje med at stå dér resten af dagen, selvom jeg så var gået glip af alt det andet.

De tryllebandt mig.

Nyindkøb

Grønt er godt for øjnene...

Dyreliv

Ferietid er udflugtstid. Sådan er det i hvert fald her i huset, og heldigvis kender vi nogle dejlige mennesker der har det ligesådan, og forøvrigt er mindst lige så dyreglade som os - så i forgårs tog vi i samlet flok afsted, med retning mod Kolind og Skandinavisk Dyrepark. Vi har talt om at besøge parken i flere år nu, men det er bare ligesom aldrig blevet før nu. Og hvor er det dog en skam, for det kunne sagtens gå hen og blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

Parken er stor. Altså rigtig stor. Vi var meget overraskede over, hvor megen plads dyrene havde at færdes på. Dyrene trivedes fortræffeligt, både med hensyn til plads, men så sandelig også når det kom til almen trivsel. Alle steder hvor vi kom, så vi dyr der virkede tilfredse og rolige - de lod sig ikke irritere af de besøgende der (ligesom os) knipsede løs med kameraerne. Men vi var som besøgende også blevet godt informeret om parkens retningslinier, så dyrene kunne få mest mulig ro i deres egne omgivelser.

Parkens guides var meget, meget hjælpsomme, smilende, og utrolig vidende omkring dyrene. De havde god tid til at stoppe op og tage en snak med os besøgende, svarede villigt på selv de mest ubehjælpsomme spørgsmål - og uddelte gerne bonusviden, der viste sig at være utrolig interessant hver gang.

Og så var der jo dyrene...

Vi var blevet informeret om parkens retningslinier, men det var dådyrene nok ikke. Eller også kom de bare ud på stisystemet når de så de karakteristiske brune papirsposer. De kunne nemlig købes ved indgangen, indeholdende en god portion foder, rent guf for en dådyr- eller gedegane. De var godt i stand, de dådyr ;-)

Pigerne var lidt tilbageholdende i starten. "Bider de, sådan nogle Bambi´er?" - men snart kunne de jo ikke dy sig længere, man må altså prøve at lokke dem hen, for at få lov at ae sådan en skønhed med brune, brune øjne.

Kiddene lå godt gemt i buskadset langt væk fra stien, men med jævne mellemrum stak de et hoved op, så man lige kunne nå at skimte dem. Prøvede de på mere end dét, var mor hurtig til at få dem på plads igen. Man beskytter vel sine unger, selv om menneskene på den anden side af hegnet virker tilforladelige nok.

Ved et andet hegn kom dyrene ikke ud til os - og det var vi egentlig godt tilfredse med.

Isbjørne er prægtige dyr, men jeg føler altså ikke umiddelbart trang til at klø dem bag ørerne. Der var fire flotte bjørne i anlægget, med god plads til både vandgang og afslapning på græsarealer. Ren luksus var det også, for Skandinavisk Dyrepark har investeret i en ismaskine til bjørnene - fem tons is kunne de producere natten over, så bamserne kunne boltre sig på deres helt egen iskolde legeplads om dagen.

Anlægget er anlagt på en måde, så publikum via en gangbro kan komme vidt omkring i isbjørnenes territorie - selvfølgelig i helt sikker afstand, forudsat at man ikke får en ubændig trang til at hoppe i vandet til dem. Sådan er de fleste anlæg i parken forøvrigt lavet. Det er en fantastisk ide fra arkitekternes side; med en smule fantasi kan man fuldstændigt abstrahere fra det faktum at det er en dyrepark man bevæger sig rundt i, og nemt få et stemningsbillede frem af at bevæge sig rundt ude i dyrenes naturlige element. Og er man en ivrig fotograf, er der endnu et plus: Alle steder kan man komme til at forevige dyrene uden at få gitter med på billedet.

Bjørne var der nok af. Ham her havde fundet sig en "lille pind" at lege med.

De brune bjørne havde det varmt da vi var der. De fleste tog sig en lille morfar under gangbroerne, hvor der var rigeligt med skygge, men vores ven ovenfor havde fundet fidusen - gå glad i bad!

Så skulle vi videre til noget der havde gjort pigerne en smule nervøse... Ulvene.

Det var spændende. Billedet gør dem ikke retfærdighed, men det er altså begrænset hvor godt zoom´et er på en Nokia ;-)

Vi er hundemennesker herhjemme. Vi synes det er utrolig fascinerende med hele den hierakiske opdeling der findes i en hundeflok, kropssproget og de signaler de sender hinanden - og alt det var i dén grad synligt i ulveflokken. Man ser slægtsskabet helt tydeligt.

Med en smule stille observation af flokken blev det snart tydeligt hvem der var alfa-han. I en ulveflok er det kun alfa-hannen og -hunnen der får lov at få unger. Hvis andre skulle formaste sig, bliver der hurtigt slået ned på det, og ungerne bliver dræbt. Det virker barsk, men det er jo i sidste ende survival of the fittest, og naturens måde at sikre, at der er føde nok til alle.

Omega-ulvene var også til at kende fra flokken. De er dem der ligger absolut nederst i hierarkiet, og kan kendes på at de nærmest kryber langs jorden når de nærmer sig de andre. Man skulle tro at de mistrives med deres plads, men de opfylder faktisk et vigtigt formål. De fungerer nemlig nærmest som barnepiger når alfa-ulvene får unger. Og ulve er så sociale dyr, at de hellere vil have omega-pladsen i gruppen, end alternativet: At leve alene. Så at sammenligne "Den ensomme Ulv" med en stærk person, er altså meget misvisende.

Nu var de jo ikke allesammen store, stærke, farlige dyr. Jo, måske nok af sind, meeeen...

Gederne ville gerne klappes. De ville også rigtig gerne stange. Og allerhelst ville de gerne fodres, og kunne det ikke blive anderledes tog de da gerne en bid af snørebåndene, taskehanken eller buksekanten. De er nogle charmetrolde, og jeg bliver aldrig træt af dem. Jeg er helt sikker på at de ville trives godt hjemme på matriklen, men det får vente til efter hønseprojektet.

Der var mange flere dyr at kigge på, og ét især blev jeg helt betaget af - men det skal have lov at få et indlæg helt for sig selv på et senere tidspunkt...

Med hest og vogn

Vejrguderne var ikke just med os, da vi i fredags bestemte os for at vende bilen mod Dronninglund. Vi skulle til Holtegaard, hvor der i år skulle afholdes DM i hestevognskørsel.

Det så nu nærmest ud til, at det kun var os der ikke var velforberedte til det omskiftelige vejr. Parret foran os hyggede sig i hvert fald gevaldigt, regn til trods.

Vi skulle egentlig bare derover fordi pigernes onkel og morfar skulle lave en lille opvisning i politihundearbejdet. De er begge betjente, og siger glad og gerne "ja, tak", når de bliver spurgt om de vil komme ud og vise hvad hunden kan. Og vi vil altid gerne køre ud for at se på, for det bliver aldrig kedeligt at se det glimrende samarbejde mellem mand og hund.

At vi så også skulle blive grebet af at betragte det ligeså glimrende samarbejde mellem mand og hest - ja, det kom i dén grad bag på os.

Men hvor var det dog flot! Gamle, smukke vogne trukket af fabelagtigt flotte dyr - og med sikker hånd ført af de mest elegante kuske jeg længe har set. Iført køreforklæder, hatte og kørehandsker sad de, og med meget smukt påklædte passagerer - sikkert mest for syns skyld, men det var vi som publikummer rigtig tilfredse med.

Dansk Køreforbund skal have stor, stor ros for et flot arrangement. Det var tilrettelagt rigtig flot, og omgivelserne kunne umuligt have været bedre.

Det var dog ikke kun vogne vi fik at se...

Haflingeren her tog næsten pusten fra mig...

Det bliver ikke sidste gang vi tager afsted for at se hestevognskørsel - vi kan jo altid håbe de lægger det i Nordjylland igen en anden gang. Om de så nogensinde får mig overtalt til at køre i en igen, dét er en helt anden sag.

Ferietid

Jeg er én uge inde i ferien nu - og nyder det i fulde drag. Vi hører ikke til den del af den danske befolkning der rejser i vores ferier, faktisk bliver vi altid hjemme, og ser hvor vinden blæser os hen fra dag til dag.

Det er ikke helt med min gode vilje at vi ikke rejser. Jeg vil gerne, men herren i huset derimod... Han har det altså bedst hjemme, og så er det sådan det er indtil videre. Jeg selv får jo også min udrejsetrang styret qua mit job, og pigerne er endnu så små, at udlandsture ikke fylder for meget i deres bevidsthed endnu.

Så vi er trofaste hønse-, heste- og hundepassere når naboerne rejser. Og så sover vi i telt i haven i stedet. Så kan det jo være han vil gå med til at rykke det telt et par hundrede kilometer til den ene eller anden side næste år... ;-)

Ud at se...

Ikke med DSB, nej. Og de danske bus-selskaber er altså heller ikke lige så flot kørende som os, når vi tager på tur.

Som jeg har nævnt tidligere, har jeg lige været afsted på tur i det Sønderjydske med arbejdet. Vi kom hjem for en uge siden, men altså... jeg rider ikke nødvendigvis samme dag som jeg sadler, vel - så først nu får I lov at se vores prægtige ganger.

Hvor fin er dén lige, hva´? Den flotteste, knaldrøde Volvo - helt og aldeles uundværlig når man skal på teltferie i det danske sommerland. Den er nemlig helt fantastisk som opholdsstue til kortspil, hyggelæsning og generel sjov og spas, når man er mange afsted sammen.

Og ja, den er gammel. Rigtig gammel. Den hoster lidt med mellemrum, og det er som regel rigtig spændende om den overhovedet vil starte når vi skal til at tøffe afsted - men den er som "Old Faithful", den svigter aldrig i sidste ende. Jeg ville elske, hvis den var min. Men det er den ikke, og det bliver den aldrig. Jeg ville slet, slet ikke turde sætte mig bag rattet i sådan en kæmpe.

Jeg er derimod rigtig, rigtig glad for at der er andre der tør køre den, for jeg glæder mig som et lille barn hver gang vi skal afsted. Både fordi jeg er så glad for de mennesker jeg følges med, og fordi jeg véd, at den oplevelse det er, at få lov at køre de danske landeveje tynde i den gamle bus, er helt, helt speciel.

Øv, hvor er der pludselig lang tid til næste sommer...

Skilteproduktion

En gang imellem bliver jeg kontaktet af folk i lokalområdet, der har fundet ud af at jeg elsker at male. Jeg bor jo langt ude på landet, og heromkring findes der et væld af gårdbutikker - og de vil sjovt nok gerne have opfrisket deres skilte når sæsonen går ind for det ene eller det andet. Som oftest vil de gerne have lavet noget helt nyt, og det er jeg faktisk rigtig glad for - for jeg nyder at få lov at nørkle med skiltene.

Det sidste jeg lavede, var til et vennepar vi har, der producerer Nordeuropas bedste, sødeste og mest saftige jordbær.

Det ser umiddelbart ikke svært ud, vel? Men det var alligevel nok det mest krævende skilt jeg til dato har lavet. Der har ikke været en pensel på ét eneste sted - hele skidtet er malet med tandstikkere, Colgates finest!!! Skiltet er nemlig ikke stort større end 60x15 cm, og når teksten skal kunne ses på afstand skal den altså være af en anseelig størrelse - men skrifttypen jeg valgte, gjorde det jo unægtelig noget besværligt ;-)

Jeg synes det er blevet godt - og jeg véd at modtagerne er glade for det. Og jeg er glad for at jeg må male for dem, for det er ren katharsis for min sjæl, når jeg får lov at dykke ned i sådan en opgave.

Mere af den slags, tak!

Modsætningsfyldt

Jeg har gennem årene altid betragtet mig selv som... ja, måske ikke direkte kedelig, men så i hvert fald meget gennemsnitlig. De senere år - efter jeg er kommet godt ind i mit voksenliv, og især efter jeg har fået børn - er jeg begyndt at få en lidt anden opfattelse af mig selv. Jeg er egentlig ganske interessant. Sgu!

Jeg har lige været afsted fra familien i en uge. Jeg var på tur med mine søde kolleger og de dejlige, unge mennesker jeg arbejder med, og i den forgangne uge fik jeg et tilnavn, jeg selv vælger (efter nogen tids tilvænning) at tage som en kompliment. Gadedrengen.

Der er helt ærligt ikke meget dreng over mig ved første øjekast - men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se hvor hun* fik det fra...

Jeg elsker at strikke og hækle
- og jeg elsker tatoveringer, vil gerne ha´ flere.

Jeg er rigtig glad for mit liv ude på landet
- og jeg er så vidt muligt fast inventar ved Volbeat´s koncerter.

Jeg er dén der altid bager til skolens, børnehavens og byens arrangementer
- og jeg er som regel også den eneste kvinde i et selskab, der insisterer på at få en øl til maden.

Jeg er medlem af en læsegruppe med seks andre kvinder, hvilket jeg elsker
- og ved mere om film end om bøger.

Jeg har lange, (nogenlunde) velplejede negle
- og har aldrig lært hvordan man lægger make-up.

Jeg syr altid pigernes fastelavnstøj selv (og også almindeligt børnetøj, boligtilbehør mv.)
- og føler mig selv bedst tilpas i noget der ikke er feminint og pyntet.

Jeg elsker høje hæle
- og bruger aldrig mere end 25 minutter på at gøre mig klar til at gå ud af døren. Incl. bad! Heller ikke selvom jeg skal til fest.

Jeg har altid mine sølvsmykker på, selv når jeg sover og er i bad (ravfingerring, Bali- og Pandora-armbånd)
- og tager gerne ind at handle iført morgenhår og malerplettet tøj

...Og jeg kunne sikkert sagtens blive ved, men nu skal det jo ikke blive en hel knaldroman, dette her. Modsætningsfyldt, ja en smule. Utilpasset iflg. "hende"* - men når det kommer derfra, véd jeg det er positivt ment!

*"hun" er min chef. Tak, Susanne! ;-)