"Det er lidt ligesom at cykle..."

Det er fandeme så misvisende, når folk siger sådan! Virkeligheden er altså, at selvom du én gang har lært noget, så kan det sagtens gå i glemmebogen igen.

Se nu for eksempel det der med blogs, ing´?! Altså, helt tilfældigt...

For gud-ved-hvor-længe-siden var blogindlæg noget mine tanker kredsede sig omkring hele tiden. Hele tiden. Ikke med en dårlig undertone, for det stressede mig på ingen måde. Det var mere noget med at give sig tid til at smage på ordene, lege med formuleringer og finde måder at lave et lækkert indlæg om noget der vel i virkeligheden ikke altid var et indlæg værdigt.

Dét kan man nemlig sagtens. It´s all about the wrapping, you know. Og det gør sig forøvrigt gældene i mange af livets aspekter....

Menaltså. Lige nu er det svært, for selvom jeg har før har skrevet så der sprøjtede med bogstaver, så er det svært at finde rytmen. Den hjernemæssige motorvej der var så flittigt benyttet, har jeg svigtet. Jeg har taget mange andre veje i årene der gik, og motorvejen er groet lidt til hist og her. Det er jo hvad der sker, når der ikke er nogen der kører derpå. Nu er den hullet og revnet, nogle steder slet ikke til at benytte og andre steder bedre farbar - men jeg kan s´gu ikke køre 130 derpå!

Nu skal jeg så lige op på den der metaforiske (motor)cykel igen. Den slingrer lidt, og hakker i gearene - men jeg tror, at når jeg har kørt et stykke tid, og er kommet lidt op i fart ...så skal det nok gå. Måske kan jeg også få kørt noget af det mos i smadder der er på vejen, få lagt cyklen ned i både sving og kurver, komme uden om huller og revner - og igen få øjnene op for alle de små ting, der er værd at skrive om. Og så skal i bare se løjer.

Velkommen tilbage. Også til mig.

Hallooooo.....??!

Er jeg tilbage? Er jeg tilbage? Sådan rigtigt?

Jeg tror det s´gu.

Nu er jeg bare spændt på, om jeg er den eneste - eller om der stadig skulle være en enkelt der stadig har mig i blogroll´et ved en fejl... ;-)

Float

Jeg skriver ikke herinde. Igen.

Det føles ikke som “mit sted” længere. Eller bare lige nu. Jeg ved det ikke.

Jeg er opfyldt af det derude hvor man rigtigt lever, ånder og trækker vejret; der hvor man også er ramt af juletravlhed, arbejdspres, hverdagslogistik og …bare, livet.

Det har jeg det rigtig godt med lige nu, og gider ikke gå rundt og have dårlig samvittighed over at jeg ikke lige får skrevet noget herinde.

Jeg tror bloggen dør snart. Måske genopstår den et andet sted, måske ikke. Mine tanker skal lige tage ordentligt form, for lige nu flyder det hele lidt sammen for mig.

Så lige nu tænker jeg lidt over det. Igen.

Og imens kan I jo tage lidt pausemusik…

Når ens næse føles som et sandt overflødighedshorn...

bli'r Kleenex og Hall's ens bedste venner.

Det er bare med dem, som med alle venner. Selvom man er nok så glad for dem, må de altså gerne forsvinde igen på et tidspunkt.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som "før"-billedet i en reklame for næsespray.  Komplet med svampet tud, rindende øjne og dækket af et mindre bjerg af snotklude,  Strepsils, tæpper og selvmedlidenhed...

Crap. Det bli'r vist en lang nat, når hele kraniet snotter til, hver gang jeg prøver at lægge mig ned...

The act of killing

Jeg har set film i dag.

En af de mest absurde, uhyggelige beretninger jeg nogensinde har set - om et samfund med en fuldstændig forvrænget virkelighed.

Om magthavere gennemsyret af råddenskab, og om at man kan konstruere et lands historie som man vil - hvis bare man har våben, muskelmasse og penge nok.

Om et ødelagt normalitetsbegreb, afstumpede voksne og børn der udsættes for forfærdelige syn og oplevelser.

Og så var det ikke en gang fiktion.

Jeg ved ikke rigtig om jeg vil anbefale The act of killing.

Den er grum. Den er grim. Den er grotesk.

Du kan ikke undgå kvalme, tårer og en trang til at forlade filmen inden du har set halvdelen.

Og så er den vel egentlig også på sin vis nødvendig, i denne sære verden.

Det ville jeg ønske, den ikke var.

Dance

Jeg har set ude i blogland at der er ganske delte meninger om denne her. Jeg skal være ærlig:

Jeg elsker den.

Selv med møgondt i halsen tog jeg mig selv i at synge meget højt i bilen, da tonerne lød.

Og hvis jeg selv skal sige det, så synger jeg den da næsten lige så godt som Tina selv. Selv med ondt i halsen.

Indbydende

Mit broderigarn har ligget i en stor, sammenfiltret klump a.l.t for længe, og det har bestemt ikke indbudt til kreativitet.  Jeg har simpelthen ikke orket at skulle bruge minimum 30 minutter på at redde lidt garn fra filten, inden jeg kunne komme ordentligt i gang.

Nu er der anderledes styr på det. Takket være Pinterest, hvor ideen her var lige til at hapse.

Nu virker det hele pludselig anderledes indbydende - og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke jeg hopper i et broderi igen meget, meget snart...