Dagen i dag er lige så stille forsvundet for mig. Timerne er gået ubemærket forbi, mens jeg har sovet mig fra starten på noget udefinérbart dårligdom og set uanstændige mængder af daytime-tv.
Jeg har mærket efter, og jeg har tænkt mig om. Jeg tror altså ikke jeg har spist agurk den sidste uges tid…
Søren var ramt af noget der lignede i går, men han var til gengæld helt sikker på at det var agurkerne der havde fået ram på ham. “Sig farvel, min sigøjner – sig farvel!”, var nogle af de ord der blev mumlet fra sofaens dybe gab – men han er nu på højkant igen, så helt alvorligt var det vist ikke alligevel. The deadly man-virus strikes again…
Nåmmen; jeg har jo ikke sovet hele tiden. Lapperne vokser i antal, og nu begynder jeg at pusle med tanker om hvordan farveforløbet på det færdige tæppe skal være.
Der er altså lang vej endnu.
Egentlig var det meningen at det bare skulle have været helt tilfældigt hvordan farvesammensætningen blev til sidst. Lapperne skal jo samles med neutral hvid alligevel, og jeg kan godt lide det lidt tilfældige, sprælske look det kunne give.
Men: Nu er jeg lidt ude i noget med skalaer. Startende med gule-orange-røde nuancer, for så at køre stille over i lilla-blå-turkis og slutte med de grønlige. Er det mon helt tosset?
Jeg har altså noget med gul lige nu.
Det er s´gu lidt sjovt. På alle andre tidspunkter af året hader jeg gul. Virkeligvirkelig. Men nu… *suk* Jeg tror det er noget med mælkebøtterne. Og rapsmarkerne.
I virkeligheden burde det vel være sommer året rundt. Så kunne det også være man (læs: jeg) kunne få en kulør så man kunne klæde sig i den fantastiske farve!
