Puha!

Den står på god, gedigen, gammeldaws hovedrengøring i disse dage. Jeg tror snart det er ved at være nemmere at skifte Jean Paul Gaultiers eau de toilette ud med Ajax - jeg dufter af det alligevel...

Kom, november

Det er lidt som at vinde i lotteriet. Jeg har købt billetter nu, til Søren og mig selv. Åh, hvor jeg glæder mig - det bliver intet mindre end genialt, det véd jeg bare.

Det er selvfølgelig koncerten jeg taler om; Volbeat og The 20Belows på Studenterhuset. Nu mangler jeg bare at få indfanget pigernes Mormor eller Bedste til børnepasning, og at få koordineret med chefen at jeg ikke skal arbejde den dag - og så er der bare tilbage at vente på november...

Det glade vanvid

Jeg skulle ud og handle med pigerne i dag. Temmelig ligetil, vi skulle såmænd bare have købt nye gymnastiksko til dem begge. Det lykkedes ikke.

Normalt er jeg en temmelig god mor. Sådan en der kan multitaske, er vældig tålmodig og overbærende med både 5- og 7-årig, og samtidig formår at skære igennem når det kræves. Dét var jeg så ikke lige i dag.

I dag var jeg sådan en mor, der sad og bankede hovedet ned i rattet mens hun knurrede. Helt bogstaveligt. Primalmor.

Not my proudest moment.

Nu er jeg så mig selv igen. Helt uden brug af Valium eller andre dæmpende præparater. Heldigvis.

Pisosse! II

Så skete det cateme igen! Hvorfor pokker æder blogger den linieafstand jeg laver i indlæggene?

Nogle bud? Anyone???

Gi´r du kaffe?

Flere gange om ugen starter jeg dagen på den bedste måde jeg ved, stille og roligt og i godt selskab. Jeg har nemlig en god veninde, der, ligesom jeg, har lidt ekstra tid om formiddagen inden alvoren tager over.

Vi ved det begge - når ungerne er afleveret får bilen nogle gange bare sit eget liv, den styrer direkte mod en anden indkørsel end ens egen, og så lyder det: "Gi´r du kaffe?"

Altid. Jeg gi´r altid kaffe til Iben, for hun er så dejlig at være sammen med. Vi har ikke meget mere end en halv time til overs der om morgenen, men i dén halve time kan verdenssituationen altså også vendes godt og grundigt, for der er masser af ord i os begge. Eller, verdenssituation er måske så meget sagt, for ofte bliver snakken nu meget lokal, men det er også rart.

Noget at det jeg nyder mest ved vores morgenseancer er, at det er så dejlig afslappet. Vi kender efterhånden hinanden så godt, at der ikke er nogen af os der hæver et øjenbryn ved at mødes i morgenjoggingtøj og troldehår. Der er heller aldrig nogen af os der får dårlig samvittighed over, at resterne af ungernes havregrød måske stadig står på køkkenbordet, eller at nullermændene efterhånden har taget form af vindhekse. Vi har begge både børn, hund og kat i huset, så vi véd hvad der venter - det er ligesom derhjemme.

Der skal ikke stilles noget pænt an; det er bare ud til havebordet med Nescafé Guld, uens kopper og askebæger - og så fødderne op. Tid til snak. Og når klokken så nærmer sig 9.45 bryder vi op, for så er det altså ved at være sidste udkald, hvis hun skal nå at klæde om inden forretningen skal åbnes.

Hvor er det skønt, at have muligheden for at starte dagen med alvor, hygge og et godt grin. Tak for det, Iben.

Frisør, måske...?!?

Alle forældre tænker vel fra tid til anden over hvad fremtiden mon bringer for deres børn. Agnes tydeliggjorde i aftes, lige før sengetid, hvad 5-årige pigebørn altså vil være når man bli´r stor - lige næst efter politi- eller cowboypige, selvfølgelig.

Den fik hele armen med hårspænderne, våde hårbørster og diverse dillerdaller.

Nogle vil måske mene det er en kende overpyntet, men hun mente bestemt det var helt perfekt.

Og til almen information, så er det altså for at skåne offentligheden, at jeg har valgt ikke at lægge billeder ind af mig selv, efter mit besøg på "Salon Agnes"... ;-)

Pisosse!

...som det nogle gange driller, det lort! Jeg hader når blogger ikke vil som jeg vil!