Opsummering

Dagen i dag har budt på:

• Adam Sandler-film og sofahygge med tøsebørnene
• ét styk totalt renskuret badeværelse
• tonsvis af opvask (fordi maskinen selvfølgelig stod af i dét øjeblik køkkenet stod færdigt. Who would have guessed??!)
• vasketøj, vasketøj, vasketøj!
• ét styk sammenlappet og kastreret hankat
• en mand der kom hjem med “ny” opvaskemaskine – yeih!
• to styk pjaskvåde bårn, der mente at det absolut sjoveste tidspunkt at benytte trampolinen på var i øs-pis-regnvejr
• et styk badeværelse der pludselig mistede glansen igen, efter at have huset både våde børn og nyopereret hankat

Og tid. Gudskelov. Masser af tid. Så skide være med at badeværelset må have en tur igen i morgen. Ungerne synger højlydt under den varme bruser nu og har en regulær fest derude – og hvad gør så lidt ekstra Ajax?

Morgendagen byder på ekstra lånebørn, nursing af halvsløj kat og mere tid. Livet er ikke det værste man har. Vel?

Arjmenaltså!

I denne søde sommertid… kunne jeg godt ha´ fundet sjovere ting at bruge penge på, end en pludselig dyrlægeregning på “1 stk sammenlapning af forslået hankat med åbent, gabende sår – og kastration, nu vi alligevel har ham bedøvet”.

Fåk.

Ferie, ferie, ferie…

Det er jo skønt. Effektiviteten har fået overtaget hos mig med al den tid jeg pludselig har tilgode, og dagen i dag er blevet brugt omhyllet i en sky af Ajax og Cillit Bang*. De der tærter jeg nævnte i går får lov at vente, for i dag gad jeg simpelthen ikke mere bageri. Gassen gik s´gu af ballonen, dér.

Nu er der kun én dag tilbage, så kan Søren også holde fri sammen med os andre og det bliver så dejligt! Vi har ikke lagt nogen store, forkromede planer, men har i stedet valgt at i år bliver hjemmesommer. Mest, i hvert fald.

I dag gik bookning´en nemlig igennem til et par dages ophold på Pejsegården, med tilhørende dag i Legoland(land). Hvem der glæder sig mest skal jeg ikke kunne sige, men jeg har da hørt Søren tale lidt om et par forlystelser (læs: mere eller mindre halsbrækkende ture der fremkalder opkastningsfornemmelser) han gerne vil forbi. Nu vi alligevel er der. For pigernes skyld, forstås.

Jeg glæder mig bare. Ikke til rutchebaneture, junkfood og “stå-i-kø”-disciplinen, men til at komme lidt hjemmefra. Til at kunne læne sig tilbage og bare nyde, være, leve, ånde, grine, slappe af og elske.

Livet, ferien og min familie.

………………..

*1/ Ja, jeg er sådan én der hopper på hvad de viser i reklamerne – til en vis grad. 2/ Når jeg finder det interessant at skrive om rengøring på bloggen, er der kun fordi det ikke sker alt for ofte. En markering er lissom på sin plads så, ing´?!

Så skru dog ned for ambitionsniveauet, dame!

Man kan godt så´n lissom ane at vi har fået nyt køkken, hvis man tager et hurtigt kig i vores fryser.

         

Jeg bager. Som om selve livet afhang deraf. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg kan. Og jeg elsker det. Suzy Homemaker, read ´em and weap.

I fryseren er der nu pestoboller med hvidløg, pestoboller med persille, pestoboller med skinke og grovboller-grovboller-grovboller en masse! Senere i dag smider jeg et mindre vognlæs kærnemælksboller derud også - og hvis ikke feriefeberen rammer mig skal der bages madtærter de følgende dage, så vi er klar med fornuftig og billig aftensmad når hverdagen igen rammer. Senere. Meget, meget senere.

Det føles som en mild grad af sindssyge når jeg i stedet kunne placere min fede ferierøv i sofaen/på terassen, men jeg forsikrer mig selv om at det sikkert er helt normalt, når man har skullet undvære et rigtigt køkken i hvad der virker som en mindre evighed. Og ikke spor overskudsagtigt. Mere sådan lidt manisk…

Indrømmelse:

Jeg er ikke helt fremme i skoene. Rider ikke den samme dag som jeg sadler, og alt det dér. Heller ikke altid den hurtigste knallert på havnen, men dét er en helt anden historie.

Det jeg vel egentlig vil frem til er, at det først er nu jeg har fået læst en af Julias bøger. Jo. Jojo. Det er s´gu rigtigt nok *undskyld*…

Til gengæld åd jeg “Hvor lagde jeg babyen?” råt på under en dag – og jeg elskede den fra start til slut, selvom det er syv-otte år siden jeg befandt mig samme sted som Julia beskriver. Men jeg kunne genkende det hele (altså bortset fra at jeg ikke har en far der bor i Afrika, en mor der er død, og at jeg begår mig i et miljø med væsentligt færre kendisser, kunstnere og joints. Selvom det med joints´ene lyder pænt festligt).

Alt derudover var head on. Når bare man tager i betragtning at for syv-otte år siden var Liberty ikke da shit, så de småblomstrede øko-mødre var ikke småblomstrede, men gik stadig lige meget op i at maden var hjemmelavet, øko-friendly og uden sukker. Og midaldrende kvinder mente også dengang at de havde svarene på Alt Mellem Himmel Og Jord. Og retten til at råbe dem til verden.

Tak, Julia. Jeg ville ønske din bog havde eksisteret dengang. Nu vil jeg til gengæld love at forære den til den næste førstegangsmor jeg møder, og håbe at hun tager det hele til sig.

Og så vil jeg selv i gang med “Sandheder fra en løgner”!

My prescious… (part II)

Nu med billeder!!

Og ja; der roder lidt – men jeg er jo stadig ved at finde ud af hvad der skal være hvor, og om IKEA eventuelt skal raides yderligere for skuffeopdelingsdimsedutter og andet hejs.

Men der er fandeme fint!

My prescious…

Long time, no see. Men nu er jeg tilbage, i hvert fald for en stund. Dage, timer, minutter er gået med alt det sådan noget nu går med af løst og fast – og rigtig, rigtig meget med køkken. Men nu står det også næsten færdigt. Kun en gang vinduesmaling og lidt lister, gerichter og hygge mangler der derude og dét kan jo aldrig vare. Eller hvad?

Mangeårig erfaring viser at sådan noget med lister og maling godt kan have en arbejdstid på op til flere år, men det skal blive løgn denne gang, skal det. Det køkken er bare så lækkert nu, og det skal fileme være tip top i orden ASAP.

Og billeder? Dem får I da. Lige så snart jeg har fundet kameraet i bunden af en af bunkerne…