Når mennesker tænker på andre mennesker…

gør mig så glad! Måske især fordi de mennesker der denne gang blev tænkt på, var mine små mennesker, men alligevel…

I går fik de en gave fra helt uventet kant. Min faster (som vi ikke ser andet end med et par års mellemrum, fordi der geografisk er pænt langt imellem os) har været udstationeret som sygeplejerske på (…i? …på?) Grønland for nylig – og hvad har hun så valgt at bruge de lange, mørke aftener på?

Jamen, er hun ikke sød, faster Lene? Og er de ikke fine? Og hvem er så lige de heldigste piger i verden?

Jeg føler mig i hvert fald heldig, at være omgivet af mennesker der bare gør sådan noget – fordi de tænker på andre. Dét i sig selv er fandeme fantastisk, i en tid hvor det meste ellers handler om “mig, mig, mig”.

Tak, Lene! Jeg tror ikke du læser med, men tak alligevel. Jeg blev helt rørt – og de samme piger som ellers ikke er til at drive i deres vanter, går nu rundt med luffer indendøre…

Kunsten at overleve i kaos

Eller: “Hvordan man bygger køkken om, uden egentlig at have en overordnet plan”

Det er jo dét vi gør.

Vi havde en plan. Dén holdt så ikke.

Nu har vi måske en ny – og et nyligt indkøbt, brugt køkken til at stå i stalden til ingen verdens nytte.

Lyder det forvirrende? Det er det også.

Den mere udførlige version lyder sådan her:

Vi var hurtige på aftrækkeren, og købte det dersens firserkøkken gennem Gul&Gratis. Da vi fik det hjem var det egentlig alt andet end charmerende, så nu overvejer vi Ikea-model i stedet. Og prisen er så rendt op i omkring tre gange så meget som vi først havde budgetteret med. Hårh.

Pengene? Dem har vi da. Ikke.

Køkkenet? Det er vi da gået i gang med at ødelægge. I skrivende stund er der banket puds ned i halvdelen, og alle vores tallerkner, glas, gryder, stegepander, ildfaste fade, krydderier, melposer, pastaditto, olier, viskestykker, karklude og knive står inde i stuen – sammen med microovnen og bagemaskinen. Bare sådan nydeligt arrangeret rundt omkring i flyttekasser, vindueskarme og på alle andre tilgængelige, vandrette flader.

Hårh.

Vil du herhjem og ha´ kaffe?

Jeg tror nemlig godt jeg kan finde el-kedlen…

Nogle dage …er ens børn altså bare dejligst når de sover

Sorry. Det er bare sådan det er. Og *surprise, surprise, surprise!* i dag er sådan en dag.

Agnes. Har. Ikke. Holdt. Kæft. I. To. Minutter.

Som i overheleho´det ikke. Hele dagen. Og det er jo ligesom ikke fordi hun har haft en masse fornuftigt på hjerte, vel? Det har været friggin´ lyde der er kommet ud af munden på hende!

 

“Ommenommenommenommenommenommenomme…*

“Yaddayaddayaddayaddayaddayaddayadda!!!*

“Traaaaaaaalalalalalalalalalala-tralala!”

…

“Agnes… Gider du ikke lige stoppe de lyde dér? Bare lidt?”

“Hvafforno´en lyde? Jeg si´r ikke lyde!”

…

“Hmmmmm-me-nemmenemmenemmenemmenemme!!!”

 

Jamen… GOSH OG GODDAMMIT! Så klap dog kaje lidt, barn! Men bare ærgerligt, Sonny-Boy – dét skete aldrig.

Hun holdt dog inde med lydene i 10 minutter af gangen over flere omgange i dag. For at diskutere med undertegnede. Bare fordi kompromis er et no-go lige for tiden, og fordi hun er syv år og waaaaaaay klogere end den gamle kost der kalder sig “Mor”.

Hvis jeg troede jeg var sløj, ude af drift og energiforladt i formiddags, så tillad mig at rette mig selv: Nej, det var jeg ikke. Jeg peakede i formiddags. Jeg var på TOPPEN, damn it. Jeg styrede. Totalt.

Nu derimod; nu er jeg udskidt havregrød. Træt med træt på, men mest i hovedet.

Thank heaven for Medical Night på tv. Thank heaven for little girls. Men mest af alt:

Thank heaven for sengetid.

Slow Mo

Jeg har meldt mig syg i dag. Jeg tror det er en snert af den s**** influenza der hærger det ganske, danske land for tiden.

Egentlig er jeg ikke supersyg, men alligevel nok til at jeg ikke orker at trække mig afsted. Jeg havde tre dage i sidste uge hvor jeg gjorde det alligevel, men nok er nok. Nu tager jeg en dag til at komme ovenpå igen. Eller to, alt efter hvordan jeg har det i morgen.

Så nu er der ro på. Der bliver hæklet zigzag på Astas tæppe, drukket kaffe, vasket lidt …og ellers ikke en fløjtende fis. Jeg slapper af, og det er faktisk dejligt. Lidt kedeligt, men okay.

Det er ægte slow motion på en blæsende dag. Det er godt husene er hule.

Hmm…?

Er det storhedsvanvid eller lovlydighed, når man vælger at parkere sin rollator på en afmærket p-plads til biler, for så at gå i Aldi og handle?

Overmod? Dumdristighed? Idioti?

OH…

MY…

DAMN!

Vi skal have pizza til aften. Bare en konstatering.

Et øjeblik i tid

På det sidste har jeg i dén grad forsømt at læse med alle de steder jeg normalt klikker rundt. Jeg savner det, kan jeg mærke. Jeg skal friskes op i blogroll´en ved først givne lejlighed, og jeg véd det bli´r et glædeligt gensyn med mange finurlige, sjove, idérige og inspirerende skribenter.

Men lige nu handler det meste om arbejde. Et nyt (jojo, det er det stadig) og spændende job opsluger al min energi – og såmænd også de fleste af de lyse timer. Damn you, vintertid. Jeg glæder mig til flere timer med livgivende dagslys, til bare tæer i sandaler og en let trøje over solrøde skuldre…

Indtil da kan man jo bare selv sætte kulør på hverdagen. Og det gør jeg så.

Både på jobbet, sammen med klienterne for jeg har jo sådan et job der handler om at være kreastiv all the time, a-l-l the time!!! Har I hørt det, harIhørtdethva´??! …

…og herhjemme, hvor jeg har grebet fat i en gammel traver, efter ønske fra Asta.

Indtil videre er der vist kun sengetæppe nok til liiige at dække fødderne, men kommer tid kommer …der sikkert også en god film eller to i fjerneren, så jeg kan finde ro til at hækle 3-4 striber i ny og næ.

Der er altså bare for lidt timer i døgnet lige p.t.

Men for fanden, vi hygger i dem der er!