Nogle dage …er ens børn altså bare dejligst når de sover

Sorry. Det er bare sådan det er. Og *surprise, surprise, surprise!* i dag er sådan en dag.

Agnes. Har. Ikke. Holdt. Kæft. I. To. Minutter.

Som i overheleho´det ikke. Hele dagen. Og det er jo ligesom ikke fordi hun har haft en masse fornuftigt på hjerte, vel? Det har været friggin´ lyde der er kommet ud af munden på hende!

 

“Ommenommenommenommenommenommenomme…*

“Yaddayaddayaddayaddayaddayaddayadda!!!*

“Traaaaaaaalalalalalalalalalala-tralala!”

…

“Agnes… Gider du ikke lige stoppe de lyde dér? Bare lidt?”

“Hvafforno´en lyde? Jeg si´r ikke lyde!”

…

“Hmmmmm-me-nemmenemmenemmenemmenemme!!!”

 

Jamen… GOSH OG GODDAMMIT! Så klap dog kaje lidt, barn! Men bare ærgerligt, Sonny-Boy – dét skete aldrig.

Hun holdt dog inde med lydene i 10 minutter af gangen over flere omgange i dag. For at diskutere med undertegnede. Bare fordi kompromis er et no-go lige for tiden, og fordi hun er syv år og waaaaaaay klogere end den gamle kost der kalder sig “Mor”.

Hvis jeg troede jeg var sløj, ude af drift og energiforladt i formiddags, så tillad mig at rette mig selv: Nej, det var jeg ikke. Jeg peakede i formiddags. Jeg var på TOPPEN, damn it. Jeg styrede. Totalt.

Nu derimod; nu er jeg udskidt havregrød. Træt med træt på, men mest i hovedet.

Thank heaven for Medical Night på tv. Thank heaven for little girls. Men mest af alt:

Thank heaven for sengetid.

Slow Mo

Jeg har meldt mig syg i dag. Jeg tror det er en snert af den s**** influenza der hærger det ganske, danske land for tiden.

Egentlig er jeg ikke supersyg, men alligevel nok til at jeg ikke orker at trække mig afsted. Jeg havde tre dage i sidste uge hvor jeg gjorde det alligevel, men nok er nok. Nu tager jeg en dag til at komme ovenpå igen. Eller to, alt efter hvordan jeg har det i morgen.

Så nu er der ro på. Der bliver hæklet zigzag på Astas tæppe, drukket kaffe, vasket lidt …og ellers ikke en fløjtende fis. Jeg slapper af, og det er faktisk dejligt. Lidt kedeligt, men okay.

Det er ægte slow motion på en blæsende dag. Det er godt husene er hule.

Hmm…?

Er det storhedsvanvid eller lovlydighed, når man vælger at parkere sin rollator på en afmærket p-plads til biler, for så at gå i Aldi og handle?

Overmod? Dumdristighed? Idioti?

OH…

MY…

DAMN!

Vi skal have pizza til aften. Bare en konstatering.

Et øjeblik i tid

På det sidste har jeg i dén grad forsømt at læse med alle de steder jeg normalt klikker rundt. Jeg savner det, kan jeg mærke. Jeg skal friskes op i blogroll´en ved først givne lejlighed, og jeg véd det bli´r et glædeligt gensyn med mange finurlige, sjove, idérige og inspirerende skribenter.

Men lige nu handler det meste om arbejde. Et nyt (jojo, det er det stadig) og spændende job opsluger al min energi – og såmænd også de fleste af de lyse timer. Damn you, vintertid. Jeg glæder mig til flere timer med livgivende dagslys, til bare tæer i sandaler og en let trøje over solrøde skuldre…

Indtil da kan man jo bare selv sætte kulør på hverdagen. Og det gør jeg så.

Både på jobbet, sammen med klienterne for jeg har jo sådan et job der handler om at være kreastiv all the time, a-l-l the time!!! Har I hørt det, harIhørtdethva´??! …

…og herhjemme, hvor jeg har grebet fat i en gammel traver, efter ønske fra Asta.

Indtil videre er der vist kun sengetæppe nok til liiige at dække fødderne, men kommer tid kommer …der sikkert også en god film eller to i fjerneren, så jeg kan finde ro til at hækle 3-4 striber i ny og næ.

Der er altså bare for lidt timer i døgnet lige p.t.

Men for fanden, vi hygger i dem der er!

Blandet landhandel

De sidste dage har budt på lidt af hvert ude på landet. Vi er jo ikke særligt velstrukturerede mennesker, min anden halvdel og jeg – så vi bestemte os i al hast for at starte på at rydde køkkenet denne weekend.

Det har trængt l-æ-n-g-e, så nu har vi købt nye (læs: brugte) køkkenelementer til Miniaturekøkkenet Fra Helvede. Det vi har nu er løst anslået fra ´60erne, og det “nye” er fra sidst i ´80erne, så det er da et lille skridt fremad. Det helt rigtige køkken, dét vi allerhelst vil have, får altså vente til Søren har udstået sin læretid, og dermed også til der går andet og mere end almisser ind på lønkontoen. Men så skal den også ha´ gas, Mads!

Nåmmenaltså, det var det dér med struktureringen vi kom fra.

Vådden ka´ det være, at vi vælger samme weekend til at starte på køkkenet, som selvsamme weekend der byder på

• ekstremt eksemramt ældstebarn, med tilhørende sygedage torsdag og fredag
• skovtur med Agnes´ klasse (og jeg skulle hilse og sige, at selvom turen både bød på varm suppe, bål, snobrød, køletaske-curling*, kaffe, kage og max hygge – så er det temperaturen jeg husker bedst. Og følelsen af stivfrosne tæer)
• dobbeltfødselsdagsfejring hos min bror og svigerinde
• legekammerater i rå mængder under selvsamme tag som det maltrakterede køkken

Hm?

Man undres…

Men det har fandeme været hyggeligt alligevel. Og hvor er jeg da glad for at vi gjorde det. Nu er vi jo i gang – og når vi først har krydset the point of no return, bliver vi jo også nødt til at blive færdige, ikke?

Alternativet ville vel være at leve lykkeligt til vores dages ende. Af rugbrødsmadder.

*”Køletaske-curling”: Den disciplin der pludseligt opstår, når to legesyge kvinder farer vild i skoven avec monstertung køletaske, fyldt med store beholdere med varm suppe – og det eneste der er foran dem er ufremkommelige, smalle, isbelagte, helvedes-stier i bakket terræn.

Pråliåhøhæer!

Er det kun mig der synes det er umyndiggørende og nedladende overfor de danske tv-seere, når DR beslutter at de voksne mennesker hjemme i stuerne nok ikke selv er i stand til at beslutte om de vil se håndbold eller X-Factor?

Hvorfor? Jeg gentager; hvorfor? skal sidstnævnte sendes to gange samme aften?

Jeg véd jo godt at det er af hensyn til de stakler som partout skal se håndbold først – men som så åbenbart (som jeg tolker DR´s sendeflade) er ved at få et hyperventilerende panikanfald, ved udsigten til at skulle *oh, ve og skræk* vente til lørdagens genudsendelse af Blachman & Co.

Jamen altså…