Øøøøøøøh…?

Når man (læs: jeg) modtager en pludselig sms fra svigermor, hvori der ganske simpelt (??!) står

Nr på spiongøg

dukker der flere uafklarede spørgsmål op i ens (læs: mit) sind.

1. Hvad fanden er en spiongøg – og er den mon lige så potentielt farlig som den lyder?
2. Hvad skal min ellers fredelige svigermor bruge dens nummer til?
3. Hvorfor tror hun jeg kan hjælpe med oplysningerne? Virker jeg lyssky udadtil?
4. Tør jeg overhovedet ringe og høre på en eventuel forklaring?

Der er selvfølgelig også den mere simple forklaring; at svigermor har svært ved at finde ud af mobilens stavekontrol – men jeg har tjekket. Spiongøg kan ikke blive til andet end spiongog – og dét er ikke mindre forvirrende…

The Eagle has landed

Og Ørnen, det er mig. I dag landede jeg endda herhjemme omkring kl. 13.30 – hele tre timer før jeg plejer (og det er uden at medregne det zumbahold jeg nogle gange tager på hjemvejen!).

På dén måde kunne jeg i dag, på en helt (u)almindelig mandag

• fritage Søren for indkøb og madlavning
• hente pigerne tidligt, og hygge med Disney-film i sofahjørnet
• nå hele tre maskinfulde vasketøj so far
• …og to opvaskemaskinfulde (jojo, for sådan noget kan altså godt gå i dvale på vores køkkenbord selvom det lige var weekend i går)
• nå at lufte hunde inden Søren kom hjem
• hækle den ene zig-zag stribe efter den anden på det tæppe Asta har bestilt til sengen

og nu; tage det hele med ro, og nyde duftene fra karry, peanut og kokos der breder sig i huset, mens

• Agnes får dagens bad inden aftensmaden
• Asta hygger på sit nyindrettede værelse ovenpå
• den tilfredse mand slipper for madtjansen, og i stedet nørder ud i sofaen med headset og X-Box (Christ…!)

Aaaaaaaah, flextid styrer…!

Det gør livet sådan set også.

*Phew!*

Okay så. Jeg er (måske) tilbage, efter en periode på lavt blogblus. Jeg tror ikke jeg er tilbage for fuld skrue endnu, for jeg skal lige være sikker på at alt er normalt først – eller bare noget der ligner.

Er der nogen der kan gennemskue at jeg går med både livrem og seler lige nu?

I den helt korte version hang det sådan her sammen: Astas eksem gik fuldstændig bananas i julen, og med dét fulgte en lang periode med psykisk underskud, ked-hed og stort søvnbesvær for pigebarnet. Nu kører vi med stram diæt uden hvedemel og mælkeprodukter, og et mindre arsenal af alternative kosttilskud og lotions …og heldigvis med succes, så det hele begynder at lysne igen.

Mit, Sørens og ikke mindst Astas overskud har været ikke-eksisterende de sidste uger. Alt har handlet om hendes velbefindende, og om hvad vi kunne gøre anderledes.

So there you have it. Intet alvorligt, men alligevel drænende. Seriøst drænende.

Nu er jeg bare træt-trætteræt-træt-trirum-træt. Og i aften håber jeg på at pigebarnet kan sove godt igen, for så får jeg også lov. For catan. I nat var det den rene svir, for dét var den første nat i omkring tre uger at Asta faldt i søvn inden kl. 23! For catan. Igen.

Det er fandeme godt vi aldrig er faldet for fristelsen til at få barn nr. 3…

*Indsæt selv lusket, lettet smiley!*

Her er lidt stille for tiden

…men det er kun fordi hverdagen herhjemme er temmelig anderledes end den plejer at være. Det er ikke alvorligt, men det kræver alt mit overskud, og levner ikke meget spillerum til fri leg, kreative tanker, pjank og pjat.

Jeg kommer tilbage på et tidspunkt…

Nogle gange er det bare de små ting der gør forskellen

Som for eksempel den søde Føtex-pige der i dag pakkede mine poser, lige da jeg selv slet ikke orkede!

Tak, Føtex-pige! You made my day!

Og jeg ved godt hun får løn for det, men jeg er ligeglad. Hun var sød, var hun.

Hvor kom dét nu lige fra??!

…og hvordan skulle man kunne sige sig selv, at den samme pige som elsker både Harry Potter og Indiana Jones i filmversionerne, ville få mareridt og søvnbesvær af at se Terkel i knibe?

Jeg har sunget

• Elefantens vuggevise (tre gange)
• I skovens dybe, stille ro (to gange)
• Jeg ved hvor der findes en have så skøn (to gange)
• Jeg ved en lærkerede (to gange)
• Langt ude i skoven lå et lille bjerg (i fuld længde!!!, men kun én gang)
• Solen er så rød, mor (én gang)

plus det løse jeg ikke kan huske nu (og uden sangbog. Drumroll, please!), men det tog den sidste times tid. Nu er jeg kommet ned for at få et glas vand og klare stemmen lidt – og så har Søren taget over for en stund.

Pigebarnet ligger i vores seng, og med tynde agurkeskiver på øjnene i håbet om at det

1. tager lidt af eksemet
2. virker beroligende så hun snart falder i søvn igen.

Uden mareridt, tak.

Og pludselig var den væk!

Nytårsaften, altså. I al virakken glemte jeg nærmest at tage billeder og dem jeg tog er elendige, men det gør ikke så meget. Vi hyggede os!

Søren havde lavet fabelagtig god mad! Kyllingefileter, sovset ind i chorizo/chili puré og bagefter lagt i en sovepose af bacon er en gudespise, ved jeg nu – og sammen med karamelliserede perleløg, hasselback-kartofler, bearnaise, en god salat og ciabattabrød med rigeligt af både tomater, hvidløg, urter og mozzarella var jeg noget nær i himlen.

Mens maden simrede fandt vi cd-samlingen frem, og både Mavericks, Volbeat, Offspring og Tom Jones stod for passende musik til en god aften. Det var super – selvom Asta vist godt ville have byttet sin mor en gang eller to når musikken var ekstragod. Og høj.

Og vi kom på rundtur. Og vi havde kransekage med, for Søren havde bagt. Og den var god.

Og det var aftenen også! Pigerne holdt ud til kl. 02.45, og havde på det tidspunkt både lavet løjer, skålet i børnechampagne, spist chips til den store guldmedalje, fået nytårskys af deres mor og far, leget, hygget og grinet af de voksne og deres tåbeligheder. Og så godnat.

Og velkommen, 2011.