Misforstå mig ikke. Jeg elsker mine børn. Men.
Lige for tiden er Agnes fandengalemig på tværs. Hun samarbejder ikke for fem flade øre, er D Y B T ukoncentreret og skyer ingen midler for at få sin vilje.
Multitasking er ikke en del af det barns kompetencer. Som i Virkelig Ikke. Hun kan for eksempel ikke koncentrere sig om at spise og hyggesnakke samtidig. Det sidste tager fuldstændig over, og hun får slet ingen mad så.
Dét resulterer i at vi må bruge et helt måltid (igen og igen og igen og…) på at huske hende på at spise lidt også. “Nååh ja…” *kæmpestor voksen mundfuld i kæften så man ikke kan lukke munden mens man tygger. Resultat: Smaskesmaskesmaske højlydt*
Så må vi bede hende om at huske mindre bidder, og ingen smasken. Og ikke tale med mad i munden. Og gider du bruge din gaffel i stedet for fingrene? Og tage fødderne ned fra bordet, tak? Og vend dig ind mod tallerknen, i stedet for at snurre 360 grader imens du skulle forestille at spise??!
Det gider hun ikke høre på mere, så nu har hun da bare taget andre metoder i brug. Man skulle umiddelbart tro at det nemmeste ville være at strenge sig lidt an og prøve at sidde stille ved bordet, men nej. Agnes har valgt Martyr-metoden.
*indsæt selv Drama Queen-attitude og lettere hysterisk gråd uden tårer*
“Jeg er jo bare et baaaaaa-haaa-haaaarn!”
Okkeja. Jamen det er hun da. Men hun er ikke dum.
Nu prøver vi i stedet med lokkemad. Et givent, symbolsk beløb er blevet udlovet i dusør for hvert aftensmåltid vi kan komme igennem uden diskussioner, skæld-ud og attitude. Det er måske ikke pædagogik på højt plan, men whatever.
Hvis jeg bliver fattig som en kirkerotte, er de godt givet ud, de penge…
