En gang imellem, når der skal kommunikeres med nogle af Astas veninders bagland har jeg det lidt sådan. Økseskaft, agtigt…
Poden har verdens dejligste veninder; søde, sjove, pjattede, velopdragne, smukke og helt igennem skønne. Tøser med stort T.
Der er stor aldersspredning på dem, for selvom Asta “kun” er 9 år og går i 2. klasse, har hun altså mest tilfælles med pigerne i de større klasser – ergo har vi nogle gange haft 12årige piger med hjemme og lege, såvel som de 9årige fra Astas egen klasse.
Dét der nogle gange gør kommunikationen udfordrende (!) er, at mange af hendes veninder er “af anden etnisk herkomst end dansk”, for nu at tage den lange og politisk korrekte version.
I den korte version er de fra Uganda (hvad hedder dét egentlig? Uganda´ere? Ugandanesere? Uganda-hvafforenfisk?), og selvom vi bor i en lille by er der rigtig mange børn fra Uganda på skolen. Og selvfølgelig betyder det så også, at rigtig mange af Astas veninder er sorte*.
Nåmmenaltså: Som med alle andre, skal der en gang imellem kommunikeres med forældrene, og dét kan altså være svært! De taler af og til et meget gebrokkent dansk, af og til et okay engelsk, af og til perfekt fransk (og dét forstår jeg ikke en dyt af!) – og de fleste gange lykkes det alligevel at finde ud af at aftale det der skal aftales. Om ikke på andre måder, så med børnene som tolke i baggrunden :-)
Men i dag… I dag har jeg lidt sommerfugle i maven.
Asta skal til fødselsdag hos en pige fra skolen. Den første ugandaske ugandanesiske afrikanske pige der holder fødselsdag hjemme. Og jeg har ikke kunnet få kontakt med forældrene. Faktisk ved jeg ikke en hujende fis.
Jeg véd at de bor i nabobyen 7 km herfra, og jeg véd at pigerne skal med bussen derhjem. Jeg ved ikke hvornår de skal hentes igen. Faktisk ved jeg ikke engang om forældrene er klar over at fødselaren tager en flok kåde tøser med hjem, for pædagogerne i fritteren ved heller ikke noget – og jeg har spurgt om alle de tåbelige ting jeg kunne komme i tanker om derinde.
Nu håber jeg bare på det bedste; sender Asta afsted med buspenge og fødselsdagsgave (og min mobiltelefon, så hun kan ringe efter Søren hvis der bliver brug for det) og så kan det ikke gå helt galt.
Kan det?
………………………………………
*JO, de er! No need to sugarcoat it: De er ikke lysebrune, de er sorte. Som natten!
7 kommentarer:
Altså, vi har nogle skønne venner, hvor manden er en lækker steg, hvis mor er direkte importeret fra Afrika somewhere. Og for at alting ikke skal være så skide politisk korrekt, kalder han sig for neger, også selvom hans far var en maddikefarve dansker. Han har 2 lækre unger, som så også er negere, selvom de kun er 1/4 sorte - faktisk har de lige den der lækre lysebrune farve jeg ønsker mig hver sommer. Så er der ren røv at trutte i og i øvrigt er vi hamrende ligeglade, for vi kan lide dem fordi de er vores skønne venner :)
Jeg er sikker på at din Asta kan klare situationen, for hun er jo sammen med veninderne.
Og så kunne jeg såmænd snakke lææænge om glæden ved at lære folk fra andre lande at kende og more sig i fællesskab over manglende fælles sprog, bruge tegninger og kropssprog og efterhånden lære hinanden at kende, men det må blive en anden gang.
Klem fra
Mette
Du rammer ho´det på sømmet der, Mette - for jeg er også stærk tilhænger af at kalde tingene ved deres rette navn, men let´s face it: Det støder altså nogle mennesker.
Astas veninder kalder sig selv for negere. Eller afrikanere. Eller sorte. Og de har jo helt ret. Det er jo dét de er. Og så forøvrigt nogle af de sødeste og smukkeste piger jeg kender :-)
MEN: Jeg kender jo også en granvoksen mand (perifært); født i Afrika og opvokset i DK, som resultat af et blandet ægteskab, og han opponerer VOLDSOMT over ordet "neger".
Potato - Potato.
Det én synes er helt okay, synes en anden er provokerende. Og det er vel også i orden.
Men kulturforkelle og sprogbarrierer ER altså sjove. For filan, hvor har vi nogle gange skulle kæmpe os igennem akavede samtaler for at finde ud af om det var ok at den ene eller den anden spiste med, sov her eller andet... ;-D
Jeg er ligeglad. Jeg synes det er en ren velsignelse at pigerne har så mange forskellige venner og veninder, fra så mange steder i verden. Jeg ville ønske jeg selv havde haft muligheden da jeg var barn! :-)
Det er nemlig givende for alle parter med blandede venskaber: det øger horisonten lidt. Måske man kunne påtvinge blandede venskaber til udvalgte medlemmer af df?
Nåmen det allernemmeste er at spørge de pågældende venner om, hvad de vil kaldes. Så er man ligesom ud over alt det pinlige.
Klem
Tænk hvis vi kun måtte strikke i bestemte, blege farver... Næ, vi skal være glade for alle de mange farver, både i strikketøj og mennesker. Og Asta får forhåbentlig en dejlig fødselsdag.
Årh ja hvad mand, en mand på en strikkeopskriftsagtigblog..........hvad sker der lige med det dér???
Asta klarede det fint og forældrene til pigen var udmærket klar over hvad der skulle foregå, eller os´ havde de bare sat flag op i hele indkørslen for sjov.
derudover fik jeg en dejlig modtagelse, af moren til fødselsdagsbarnet, hun ku´ ikke ret meget dansk, men det hun ku´ var med et smil, det samme galt for faren, dog lidt bedre dansk, men søde mennesker og alle lød til at ha´haft en dejlig dag.
Hilsen din mand.
SØREN, for saddan da!!! Har DU vovet dig til at skrive herinde??? Nej, nu står verden sgudda ette længere! ;-D
.....men tak for skøn info omkring fødselsdagen! Dét er jeg glad for at høre :-)
Hov! I bar befippelse glemte jeg lige at skrive:
Mette B + Eva: I har helt ret, begge to. Og klogere ord kan vist ikke siges herfra lige nu (er stadig lidt i chok over at Søren skrev med) ;-)
Send en kommentar