Asta har sat sig for, at med ny hund i huset må far også ha´ en ny snor til fløjten. Dén hænger nemlig altid om halsen når hunden(e) er med ude, i tilfælde af at de (læs: Jagger) skulle blive momentant døv ved synet af rådyr, kat eller andet sjovt.
Søren har faktisk længe plaget mig om en ny snor, men nu tager Asta over. Hun kan nok godt se det har lange udsigter… Hvis det ikke er armen det er galt med, så er det motivationen. Jeg indrømmer det blankt. Udsigten til lige omkring 1 meter macramé tænder mig ikke!
Hun synes til gengæld det er hyggeligt :-)
Og nogle timer senere (og jo, der har været pauser. Det er jo ikke sweatshop-style vi kører her!) ser det sådan her ud:
Men tys! Det´ en hem´lighed ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar