1. oktober er altså dagen, har jeg nu fundet ud af. Jeg er nemlig gift med en jæger, omend en nybagt én af slagsen.
Egentlig burde jeg vide det i forvejen, for jeg er af en familie, hvor både min far, min bror og flere andre af grenens (mandlige) medlemmer altid har været ivrige jægere - men jeg er åbenbart ikke gået ret meget op i det, for datoen var altså undsluppet min opmærksomhed.
Jeg tror nu jeg kommer til at huske det fremover, for Søren er lige hjemkommet fra sin første rigtige jagt. Han er glad. Det har været brandhyggeligt, med dejlig natur på trods af både regn, hagl og blæst, flotte oplevelser når dyrene kom tæt på, og så selvfølgelig de obligatoriske gule ærter bagefter.
Jeg tror nu ikke han har løsnet mange skud, for jeg har ikke opfattelsen af, at han er den store "dræber", men han er med for naturoplevelserne og det sociale - og sikkert også lidt adrenalinen.
Jeg bliver aldrig jæger. Jeg tror ikke jeg kan lide gule ærter.
3 kommentarer:
Hvis det kun er kravet for at blive jæger - altså at man kan lide gule ærter, så er jeg jæger og har altid været det. Det er bare så godt med en skål gule ærter, kold kogt medister. Uhmm, mon ikke Ole laver det i morgen????
Njaaeh, mon ikke der alligevel er et par andre kriterier der også skal være opfyldt...
Men jæger bliver jeg nu aldrig alligevel. Skydevåben skræmmer mig, og jeg tror ikke jeg ville kunne sigte på bambi, og trykke på aftrækkeren. Paradoksalt nok vil jeg jo så hellere end gerne ha´ hende på tallerknen alligevel :-/
Og nej, jeg synes da ikke vi skal pålægge Ole, den stakkels overbebyrdede mand, at lave gule ærter i morgen. Jeg skal hellere end gerne stå for maden (selvom han er en meget bedre kok end mig), så kan vi få en ganske gennemsnitlig pastaret i stedet ;-)
Jeg vil gerne hjælpe Ole med, at lave de gule ærter i morgen, husk at jeg er der først og måske kan jeg påvirke Ole, hvem ved? ;-) Der mangler bare en lille ting, hvem mon der bestemmer, hvad vi skal spise? Der får jeg nok større problemer:-(
Send en kommentar