Vive La France - eller, Hvordan man kan komme til at savne et almindeligt toilet

Det er ikke ofte (læs: aldrig!) jeg kan narre Søren med på en rejse. Så er det jo godt, at jeg har et arbejde med indlagt rejsetid 2-3 gange om året :-) På den måde får jeg styret min udlængsel lidt, og samtidig er der også de enorme goder i det, at jeg/vi/man får et meget bedre sammenhold med de unge på arbejdet - og jeg kommer også til at nå at savne min egen lille familie helt enormt inden vi kommer hjem igen, og det er faktisk en dejlig følelse, når alt kommer til alt.

Denne gang gik turen til Arles i Frankrig. Vi var 13 styk afsted; unge og gamle, tykke og tynde, glade og lalleglade. Ingen sure miner her. Vi stornød turen, og havde nogle skønne dage sammen.

Selv køreturen på knap 2000 km hver vej blev taget med højt humør, og så længe man er veludrustet med mp3´ere, gode bøger, strikketøj og Sudoku´er går alt jo godt. Der var ingen punkterede dæk, ingen nævneværdig "stau" på autobahn´en, og vi kom kun et par enkelte gange til at miskommunikere med GPS-Åse, så alt i alt gik det rigtig godt.

Indkvarteringen i Arles var lettere spartansk, men superhyggelig.

Mobilhomes er indrettede med kun det allermest nødvendige, men vi skulle altså også kun bo fire eller fem i sådan et, så det var rigtig fint. Vi havde tre styk på rad og række, og jeg var så heldig at bo i "centerhytten". Det var dén der blev udnævnt til samlingspunkt for måltider, almen hygge og tant og fjas - og det skortede ikke på nogen af delene :-)

Når man er afsted med seks unge mennesker i teenagealderen og lidt ældre er der altså liv omkring én. Og mine kolleger er bestemt heller ikke kedelige, så der var dømt sen hygge hver aften. Det var lidt småt med kortspil denne gang, men til gengæld oplevede jeg den lidt blandede fornøjelse det er, at have en "lille" vinbjergsnegl til at kravle fra næsespids til langt op i panden. Underholdning skulle vi altså nok finde ud af! Sjovt nok endte jeg med at være den eneste der prøvede det der med sneglen. *Kyllinger...!*

De lyse (og lune) dagtimer blev selvfølgelig brugt på at snuse rundt i Arles og de omkring-liggende byer. Jeg kan stadig høre musikken...

Det var jo påske, og i dén anledning skal jeg lige love for at der var liv i byen. Der var underholdning på mange planer, hvoraf de fleste indbefattede velvoksne tyre. Jojo, dem dér med horn i panden. Der var tyreløb i gaderne, tyrefægtning i arenaer og deslige - og så var der musik dertil. På hvert gadehjørne stod de, musikanterne. "Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig......" Det gjaldede ud overalt (på spansk og fransk, altså), og det i en grad så man på et tidspunkt overvejede flugtmuligheder. Længslen til flugt forsvandt dog igen, og så tog hyggen heldigvis over.Mest fordi man ikke kunne lade være med at skraldgrine så det kunne mærkes helt ned i maven, når de glade musikanter dansede rundt med instrumenterne, og til tider i Toreador-kostumer.

Måske handler det bare om at lade sig rive med, og lege franskmand. Tra-la-la-la-la-tra-la-la-la-la! :-)

Og så var der smukt. Amphithéâtre herunder lå i centrum af Arles, og det var blandt andet dér tyrefægtningerne fandt sted. Jeg gik ikke derind, sorry. Meget kan jeg tage, men jeg tror altså min grænse ville være nået der, selvom jeg er klar over at tyrefægtningerne er en del af deres kulturarv og alt det der. Det er bare ikke en del af min, så jeg ville alligevel hellere kigge på byen.

Og det gjorde jeg så. Personligt synes jeg nemlig man kigger helt vildt godt på sådan en by fra et lille bord på en herlig, fransk fortovscafé. Og dér var da hyggeligt.

Og der smagte også dejligt...

Det kan godt være kopperne ser små ud på billedet, men det var de altså ikke. Det var regulære baljer. Og uhmmm som det smagte. Hjemmelavet varm chokolade, lige til at smøre på sidebenene, dét kan vi lide.

Caféen havde desuden en ekstra sidegevinst, og ikke en uvæsentlig en når man er forvænnet dansker. De havde nemlig et rigtigt toilet. I ved, sådan et man kunne sidde ned på, med både bræt og alt muligt!!! Og papir til at tørre sig med bagefter! Og håndsæbe ved vasken til bagefter igen! Det var vi nemlig ikke forvænnede med fra campingpladsen. Eller fra de andre steder i byen hvor man kunne komme til at forvilde sig ind i jagten på le toilette.

De er s´gu sære, de franskmænd... ;-)