fredag den 24. april 2009

Et besøg værd

Det er snart tid igen. Her i lokalområdet er forventningens glæde allerede stor, for tiden nærmer sig for årets absolut hyggeligste weekend.

En weekend med glade mennesker (og spøjse originaler), sanseindtryk fra alle sider, muligheder for en rigtig god handel (man er vel nordjyde), kreativ inspiration, fantastisk mad, oplevelser extraordinaire, fest og sjov, med håndværk fra de go´e gamle dage, farver og former i overvældende mængder, tid til nydelse - og en weekend med muligheden for at rende på folk man ellers sjældent ser. Og forhåbentlig også en weekend med solskin fra en skyfri himmel.

Det er selvfølgelig årets Uldfestival jeg taler om.

Ud over alle de fantastiske kunsthåndværkere der udstiller deres arbejder i standene rundt om i byen, er der selvfølgelig igen i år "mandeparkering" i form af øl- og whiskysmagning. Der er fabelagtig mad flere steder i byen, og masser af hvilepladser med kaffe, the og kage. Og så er der jo alt det virkelig fede...

Berit Kiilerich kommer igen, og jeg glæder mig. Jeg var fuldstændig tryllebundet af hendes rolige facon og fantastiske samarbejde med hundene sidste år, og jeg er helt sikkert at finde på pladsen igen i år.


Den "bette" smed er også tilbage. Jeg har desværre fuldstændig glemt hvad han hedder, men synet af ham glemmer man ikke. Dét er da et pragteksemplar af en mand, det der! Og håndværket er så smukt at man glemmer tid og sted.

Graham Allen glemmer man heller ikke. Han er klart en af dem jeg tænkte på, da jeg kom til at skrive "spøjse originaler" længere oppe - men for catan, hvor er han altså skøn! Han har charme, humor og fåretække, og vi mennesker er nu altså også pænt glade for ham. Jeg glæder mig til at hilse på ham hvert år, for Graham er simpelthen så sjov, og man kan ikke andet end blive i godt humør af at være i selskab med ham.

Jeg glæder mig altså til den weekend. Det er alletiders begivenhed at tage til sammen med hele familien. Ungerne synes det er spændende med alle dyrene, farmand synes det er fedt med noget godt gammelt smedehåndværk (og øllerne er heller ikke ringe) og mor kan gå og mærke på alle varerne. Og så er der bare mange spændende mennesker der kan deres kram, så det bliver aldrig kedeligt.

Jeg er helt ked af at jeg kun får søndagen med i år, for lørdag er vi optaget andetsteds. Jeg kunne ellers sagtens få to dage til at gå med at snuse til det hele... Nåja, og så kunne man måske også være heldig at rende på hende her igen, og det var altså dejligt :-)

Så: Sæt nu kryds i kalenderen, kære venner! Det er d. 16.-17. maj det hele kommer til at ske, og hvis du vil vide mere kan du se et program lige her. For en god ordens skyld vil jeg lige sige, at billederne ovenover er direkte sakset fra Uldfestivalens eget billedgalleri, og det kan bestemt også anbefales at kigge på, hvis man nu sidder og er lidt nysgerrig på, hvad det dersens Uldfestival er for nå´ed.

And on a personal note: Jeg har lovet Asta at skrive, at man skal lægge mærke til "ledetråden" i byen. Byens strikkepiger (ca. 6-10 år gamle) har nemlig fingerstrikket på livet løs den sidste måneds tid. Målet er fingerstrik fra den ene ende af byen til den anden, således at man bare kan følge "ledetråden" rundt, hvis man vil være sikker på ikke at gå glip af nogle af de mange events. De fik målt fingerstrikken op i forgårs, og da havde småpigerne indtil videre fabrikeret 777 meter, så mon ikke nok de skal nå i hvert fald en stor del af målet inden deadline.

Vi ses til Uldfestival 2009 :-)

2 kommentarer:

Inge - Viva Italia sagde ...

Det bliver så dejligt..... Jeg har meldt mig til to workshops om lørdagen, så om søndagen må det blive ren ose-tur...

Kirsten sagde ...

Det bliver storhyggeligt, Inge! Og hvem ved - måske ses vi derinde... :-)