Duften af regn

...er også duften af forår. Jeg elsker den duft. Og selvom dette her absolut ikke er nogen have-/blomsterblog (for det har jeg slet ikke evner for) så kunne jeg alligevel ikke dy mig. Lige nu nærmer haven sig nemlig det punkt hvor den er allerskønnest. Det tidspunkt hvor alting er lige på bristepunktet til at blive til "noget".

Mælkebøtterne er allerede blevet til noget. Faktisk er de stærkt på vej til at blive en hel masse, men det gør mig ikke noget. Vi har en årlig diskussion om dem herhjemme - for Søren vil helst holde dem på et tåleligt niveau, og jeg elsker dem. For min skyld måtte de gerne dække alt græsset i en sprudlende gul eksplosion, og jeg må da også sige at jeg kommer målet nærmere for hvert år der går ;-)

Endnu er de ikke voldsomt dominerende, men det kommer! Nogle år har vi indgået et kompromis angående de fandens mælkebøtter, så Søren slår græsset næsten over det hele, men jeg får lov at beholde en mælkebøtteeng et eller andet sted på grunden. Det er ikke det store problem, for med knap 1½ ha er der sgu egentlig græs nok at slå.

Midt i haven foran huset står det bedste jeg ved.

Lige nu blomstrer det så smukt, så smukt, og det tyder på moreller i overflod - men jeg ved af erfaring fra de foregående år at vi skal være mere end almindeligt hurtige på aftrækkeren hvis vi skal nå at smage. Krager, råger, solsorte, bier og hvepse bestemmer sig år efter år til at lægge beslag på vores mørkerøde luksusgoder, og de skulle skamme sig, skulle de! Vi har truet med at lægge net over som værn mod fuglene hvert år indtil nu, men det bliver sjovt nok aldrig til noget. Og pyt så med det, så må vi jo dele og det er såmænd også godt nok.

På spring står også syrenen, som jeg har været meget spændt på. Vi satte læhegn mod vest for omkring 1½ år siden, og nu kan jeg begynde at ane farven på de blomster der kommer. Hiphurra for lilla, for dét var selvfølgelig hvad jeg havde håbet på. Syrenerne står inderst mod haven i læbæltet, så når de først når en anseelig størrelse kommer vi til at sidde i et flor af lilla velduft. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok...

Rabarberne er ikke nye. De har været her siden Klør Konge var knægt, tror jeg. I hvert fald stod de her da vi overtog huset for snart 10 år siden, og de er simpelthen ikke til at slå ud. Ikke at jeg har prøvet, for jeg nyder godt af dem hvert år når menuen står på rabarberkompot og bagt rabarber med marcipanlåg. De er i den grad klar nu, så måske man snart skulle få prøvesmagt varerne... Uhmm!

Udover at de selvfølgelig er kønne og velsmagende har de en genial sidegevinst. Eller; ungerne og jeg ser det som en gevinst, men Søren er ikke helt enig. Frøer! Det vrimler med små og store af slagsen dernede når vi når lidt længere hen på året, og de er så sjove både at betragte og at røre ved. Hvis man altså tør, og det er nok dér Søren kommer til kort... ;-)

En lille smule farve er der såmænd også allerede derude. Det er ellers ikke noget vi er forvænte med, for prydbede har vi altså ikke. For år tilbage var der ellers et kæmpemæssigt staudebed, og et endnu større rosenbed hele vejen langs huset, men vi nedlagde dem begge. Vi havde hverken tid eller knowhow nok til dem, så i stedet kom der græs i. Græs kan vi nemlig finde ud af. Eventuelle prydbede må så komme senere, når vi har fundet ud af hvad vi vil.

Men farverne er skønne, så det skal nok komme lidt hen ad vejen.

Indtil videre er det bare skønt med en have der kan nydes med alle sanser. Den kan ses, duftes, føles, smages og høres og det nyder vi i fulde drag. Og det vil vi benyttes os af så længe vi kan.