torsdag den 30. april 2009

Hokus Pokus

Jeg har tryllet de sidste dage. Der har nemlig været hårdt brug for det, for jeg indrømmer det: Jeg hedder Kirsten, og jeg er et rodehovede.

Måske var det en fejl, dengang jeg bad om en l-a-a-a-a-a-n-g bordplade til symaskine, tegnegrej og deslige, for jeg har altså en rigtig dårlig vane (ligesom resten af husstanden), med bare lige at lægge tingene ind på bordet i stedet for at lægge dem på plads. Resultat: et l-a-a-a-a-a-n-g-t ubrugeligt bord.

Nårh! Hvad siger I så? Er dét ikke lige til Bo Bedre??! ;-)

Nu gik der så en djævel i mig; en hvid tornadolignende Ajax-djævel, der bare ikke kunne holde ud at se på det mere. Og også én der ikke længere gad de dårlige nerver, hvis der nu skulle komme en stakkels sjæl og åbne døren ind til kaos. Uh!

Nu er der ryddet op derinde, og det er skønt. Der er smidt ud, sorteret, indkøbt ekstra opbevaringsplads (for det var dér, det virkelige problem var), sat på rette plads, rengjort og hygget op. Aaah...

Jeg nåede endda at få lavet den opslagstavle jeg har truet med så pokkers længe. Med køer på. Bare fordi jeg kunne. De gør mig glad, de køer - og nu kan jeg så få fornøjelsen af at se på dem hver dag :-)

Og Hokus Pokus Filihankat: Jeg har sør´me tryllet bordpladen frem igen!


Nu er der igen orden i sagerne, og der er lyst og venligt at være. Alt er nemt at finde, og jeg har igen lyst til at være derinde. Og mulighed for det, ikke at forglemme.

Den ekstra opbevaringsplads jeg indkøbte vinder ingen designpriser, men den virker. X antal stabelbare klodskasser med låg og en lille rumdeler-agtig ting til kurve, magasinholdere, maling, bøger, symaskine og andet godt. Om ikke andet, så er det nu væk fra gulv, vindueskarm og bordplade, så det fungerer ganske fint.

Mit altmuligrum er stadig overfyldt. Det er stadig ikke optimalt, og der er ikke plads til de helt store udfoldelser - men det er mit, og det er okay.


Jeg er tilfreds - og nu kribler det igen i fingrene for at få gang i symaskine og tegnegrej. Så bliver det jo ikke meget bedre :-)

2 kommentarer:

Pernille sagde ...

Jeg kender det kun alt for godt - det der med at ligge tingene efter forgodtbefindende, i stedet for at rydde på plads...
At have et rum til det... luksus. Gid det var mig :)

Kirsten sagde ...

Jeg nyder det også helt vildt, Pernille. I hvert fald når det er ryddeligt ;-)