De kæreste skatte

Min farmor var en gæv kvinde. Flittig, kærlig, kontant, omsorgsfuld og dejlig. Olga, hed hun. Hun var dén der samlede familien - og med fire børn og otte børnebørn fordelt i hele landet var det sikkert ikke altid en særlig nem opgave.

Det er efterhånden omkring 7½ år siden hun døde, men jeg tænker på hende hver dag alligevel. Hun er i hjemmet her, uanset hvor jeg kigger hen. Det er dejligt.

Farmor var en ufattelig dygtig kvinde. Hun var kreativ og arbejdsom altid. Hver dag, hvert minut - og hun formåede altid at forene det praktiske, med hendes evne og lyst til at skabe noget enestående. Hun var landmandskone, så selvfølgelig blev der plukket høns, slagtet svin, syltet, bagt og henkogt til den helt store guldmedalje - men jeg tror, at det hun elskede allerhøjest var håndarbejdet.

Stolen var min studentergave for 15 år siden. Den har oprindeligt tilhørt min oldefar, men farmor har selvfølgelig broderet nyt betræk dertil, ligesom hun også har udstyret hvert eneste af hendes børn og børnebørn med hver deres håndbroderede fodskammel. Ikke to er ens.

Jeg elsker den stol. Og jeg passer ufattelig godt på den. Desværre er den skrøbelig, så vi sidder ikke på den mere. Ikke lige nu, i hvert fald. Det ene ben er gået løs, så indtil det bliver lavet bliver stolen brugt som regulær prydgenstand i stuen.

I den anden ende af stuen står farmors dækketøjsskab. Dét bliver til gengæld brugt hver eneste dag. Det er proppet til randen med fotoalbums, spil, bøger og meget andet. Det er et ordentligt skrummel af et skab, lågerne hænger lidt, og kan som regel kun låses hver anden gang - men det ryger aldrig ud.

Det kan det ikke. Det gemmer på en kær skat...

Mågerne. De måger, som jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle have til at stå i mit hjem, simpelthen fordi jeg syntes de var så forbandet rædderlige at se på. Nu har jeg skiftet mening. Man har jo et standpunkt, ikke...? Dem fik jeg samtidig med dækketøjsskabet, og jeg har helt ærligt elsket dem lige siden. Jeg fik senere spædet lidt op med måger, da min grandonkel fandt ud af at jeg nu havde lidt, og så syntes han da også jeg skulle have hans. Søde Hans... Der har ikke været mangel på dejlige mennesker i min familie.

For nu at være helt ærlig, er mågestellet ikke særlig ofte fremme. Af flere grunde. For det første, fordi jeg så gerne vil bevare dem mange år fremover, og er lidt ræd for at komme til at smadre for mange af delene. For det andet, fordi jeg synes de er liiige en tand for pyntede til min ellers meget almindelige stue. Og for det tredie, fordi de skal vaskes op i hånden! Ærlig snak.

Men de var fremme den anden aften, da jeg fik besøg af min faster og onkel fra Sjælland, som jeg ellers kun ser cirka hvert femte år. Det synes jeg ligesom var på sin plads, at farmor også var lidt med der :-)