Egentlig er jeg vel på vej mod en sikker sejr mod ukrudtet – men det vandt da 1. prioriteten på den omfattende liste af gøremål der lå foran mig i formiddags.
Nu – adskillige timer og endnu flere trillebørefulde senere – er jeg omtrent halvt færdig med gårdspladsen. Det er fandeme en noget nær umulig opgave at holde det skidt pænt (og lad mig med det samme være den første til at indrømme at det har været meget slemt den sidste lange tid!!).
Min redning bestod i en allieret. Min søde og hjælpsomme mor kom pludselig forbi, helt uden opfordring, bevæbnet til tænderne med greb, skuffejern og rive. And can we get an Amen!? Dét var da for fedt, for er der noget der kan få mig i minus på overskudkontoen, så er det da udsigten til ukrudt ad libitum …alene.
En partner in crime var lige hvad jeg havde brug for, og det hjalp; både på overskuddet og på gårdspladsen.
Hip hip hurra for mødre!
2 kommentarer:
Ja, mødre er godt nok de skønneste! Godt kæmpet.
Ja helt sikkert... hurra for vores mødre ;-)
Send en kommentar