onsdag den 3. august 2011

Nu er jeg jo egentlig slet ikke chartertypen. Men…

For år tilbage var Søren ikke til at drive ud af landet. For at være helt ærlig var det faktisk pænt svært bare at få ham med ud af lilleputbyen. Han udviste klare tegn på hjemve lige så snart vi passerede byskiltet, og insisterede på at ferie var noget man holdt bedst hjemme – og skulle man partout afsted, så var der absolut ingen grund til at bevæge sig over landegrænser før man havde set Danmark. Godt og grundigt. Nå.

Dét har ændret sig efter vi købte überteltet for et par år siden. Da fandt manden nemlig ud af at man slapper af ved at komme hjemmefra, og at det er fantastisk ikke at skulle en skid!

Så nu vil han på chartertur. “For pigernes skyld”, siger han – men jeg ved bedre. Det er også og mest for pigernes skyld, men jeg ved at han nu har fundet ud af at han vil e-l-s-k-e at ligge ved en pool hele dagen lang, traske rundt blandt en forfærdelig mængde souvenirshops (aaarh, not so much!) og spise lækker mad ad libitum. En hel uge. Uden arbejde, hundelufteri, støvsugning, bilkørsel, madlavning, tøjvask og alt det andet.

Jeg er med. Jeg har ikke været på chartertur de sidste mange, mange år (og den sidste tur jeg var på husker jeg som et rent helvede!), og har flere gange ytret at det skulle blive en kold dag i Helvede før man fandt mig på Tenerife igen. Men.

Man har vel et standpunkt til man tager sig et nyt – og hvis det er chartertur de vil ha´, så er det chartertur de skal få. Jeg vil bare være glad for sol, tid og afslapning.

Men vi ved ikke en hujende fis om hvor det er skønt at tage hen i januar/februar måned. Vi ved intet om hvor de dejlige hoteller er, hvilke byer der er skønnest og hvor stranden er bedst.

Vi vil (måske) gerne til Gran Canaria…

Men skal man vælge Puerto Rico, Las Palmas eller Maspalomas? Eller noget helt andet? Hvilket hotel er tæskegodt når man har to piger med på hhv. 8 og 11 år, og er der pisselarmende discotequer i nærheden, for så gider jeg ikke?! Og det må jo heller ikke være alt for dyrt, så vi har bestemt os for at booke fly og hotel uafhængigt af hinanden…

Jeg kan mærke at vi er på udebane her, og kan ikke helt bestemme mig for om det er godt at høre andres erfaringer, eller om “for mange kokke…” forvirrer mig.

Så nu har jeg bestemt mig for at spørge jer! Har I nogen erfaringer med Gran Canaria, byerne, hotellerne, strandene, servicen og alt det andet – så meld endelig ind.

Vi vil gerne finde et sted hvor pigerne kan have det rigtig sjovt; lege, bade og hvine af fryd i poolen uden at de andre gæster synes det er pisseirriterende. Et sted hvor der ikke festes igennem i dødsdruk til den lyse morgen, men selvfølgelig må der gerne være festligt. Et sted med små, hyggelige ferielejligheder (avec lille køkken, for vi gider ikke restaurant hver aften, og heller ikke all inclusive) og gerne en lille terrasse. Et sted med indkøbsmuligheder, liv og palmetræer.

Et dejligt sted.

Ved du noget? Please, pretty please…

2 kommentarer:

Anne L sagde ...

Jeg ved ingenting, men jeg synes, at du er skøn. :-)

Connie sagde ...

sidste år var vi i puerto rico på et spies hotel der hedder altamar. Det er ferielejligheder med terasse alle med udsigt over havet. Hotellet var fint med pool og vi lavede selv mad en del aftener, men der er bus ned til selve centrum og man kan gå til Europacentret hvor der også er restauranter. Vi var afsted først i marts og vejret var perfekt.