Gi´r du kaffe?

Flere gange om ugen starter jeg dagen på den bedste måde jeg ved, stille og roligt og i godt selskab. Jeg har nemlig en god veninde, der, ligesom jeg, har lidt ekstra tid om formiddagen inden alvoren tager over.

Vi ved det begge - når ungerne er afleveret får bilen nogle gange bare sit eget liv, den styrer direkte mod en anden indkørsel end ens egen, og så lyder det: "Gi´r du kaffe?"

Altid. Jeg gi´r altid kaffe til Iben, for hun er så dejlig at være sammen med. Vi har ikke meget mere end en halv time til overs der om morgenen, men i dén halve time kan verdenssituationen altså også vendes godt og grundigt, for der er masser af ord i os begge. Eller, verdenssituation er måske så meget sagt, for ofte bliver snakken nu meget lokal, men det er også rart.

Noget at det jeg nyder mest ved vores morgenseancer er, at det er så dejlig afslappet. Vi kender efterhånden hinanden så godt, at der ikke er nogen af os der hæver et øjenbryn ved at mødes i morgenjoggingtøj og troldehår. Der er heller aldrig nogen af os der får dårlig samvittighed over, at resterne af ungernes havregrød måske stadig står på køkkenbordet, eller at nullermændene efterhånden har taget form af vindhekse. Vi har begge både børn, hund og kat i huset, så vi véd hvad der venter - det er ligesom derhjemme.

Der skal ikke stilles noget pænt an; det er bare ud til havebordet med Nescafé Guld, uens kopper og askebæger - og så fødderne op. Tid til snak. Og når klokken så nærmer sig 9.45 bryder vi op, for så er det altså ved at være sidste udkald, hvis hun skal nå at klæde om inden forretningen skal åbnes.

Hvor er det skønt, at have muligheden for at starte dagen med alvor, hygge og et godt grin. Tak for det, Iben.