Det gør lidt ondt...

Der skal væltes bygninger her på matriklen. Det er bestemt ikke første gang vi har skullet gøre det, så vi burde vel være vant til det efterhånden, men...

Da vi overtog grunden og bygningerne her for snart ni år siden, hørte der omkring 750 kvm udbygninger til. Det var måske liiige i overkanten til vores brug, så vi har i mellemtiden fået væltet en nyere staldbygning og en lille, ubrugelig garage, samt fået fjernet en stålbuehal der før var maskinhus. Pludselig var vi nede på noget der lignede 350 kvm udbygninger, og det passede os egentlig fint. Der var bare ét lille aber dabei derved - det er nemlig de absolut ældste, og mest gennemtærede bygninger der er tilbage. Men de har charme, har de.

Det er fantastisk håndværk, dette her. Det er smukt, det er velforarbejdet og det er imponerende. Og så er det råddent.

Så nu vælter vi igen. Det bliver vi simpelthen nødt til, for forsikringsselskabet vil ikke være med længere, og med alle de stormskader vi har herude vestpå kan vi ikke længere blive ved med at punge ud af egen lomme hver gang taget er ved at ryge af. Og det er tit, skulle jeg lige hilse og sige. Det er kommet dertil, at når stormvejret nærmer sig, er naboerne (med glimt i øjet, heldigvis) begyndt at satse penge på hvornår taget ryger...

Nu har vi så taget konsekvensen, og er gået i gang. Man skal være lidt påpasselig, når man sådan svinger hammeren derude, så jeg holder mig altså væk. Jeg sørger for mad, drikke og børnepasning, og så tager husbonden og godhjertede, behjælpelige venner sig af muskelarbejdet. Jeg tror nu faktisk de synes det er sjovt - der lyder i hvert fald nogle gode råb og grin derude fra tid til anden.

Og når man nu også bare kan banke hul i muren, for nemmere at kunne komme igennem med trillebøren, er det vel også meget sjovt.

Der bliver da også tid til en enkelt øl i ny og næ, når de altså synes de fortjener det. Det er altså yderst arbejdsomme mennesker vi har med at gøre her.

Der er vist også en grund til at øllen står lige netop hvor den står. Fyraftensmøderne bliver nemlig ofte holdt i umiddelbar nærhed af den gamle traktor - en Ford Dexter der er ældre end Methusalem, og ikke har kørt de sidste 20 år, mindst. Men den skal sparkes i gang igen, siger de kloge, og de skal skam nok også ende med at få ret. Det vil fryde mit hjerte, hvis de kan få den givet kunstigt åndedræt; det er nemlig et arvestykke, den gamle svend. Det var den allerførste traktor min morfar investerede i, efter at han langt om længe måtte erkende, at tiden for hest og vogn nok var omme. Og nu har den så stået her de sidste 6-7 år, og ventet på en fyr med en god tålmodighed, mekanisk sans og fingersnilde.

Når engang laden bliver væltet, vil jeg glæde mig til den udsigt jeg får fra mit køkkenvindue. Måske kommer der til at tøffe en gammel Ford Dexter rundt netop her...