De små ting

Nogle dage skal der en hel masse til, for at trække én op af dyndet. Andre dage skal der bare en lillebitte ting til.

Jeg er heldig. De fleste dage skal jeg bare kigge på min venstre hånd, for at blive glad.

Jeg er gift. Godt gift - og har været det i snart syv år. En vielsesring fik jeg dog aldrig, for vi var en smule rebelske, og mente bestemt ikke vi havde brug for ringene. En kvik tur på rådhuset (klædt i sort!), og teltfest på matriklen bagefter for venner og familie. Dét var dét.

Så kom der nogle år, hvor jeg alligevel mente jeg havde brug for den vielsesring. Det blev bare alligevel ikke, for jeg synes også altid pengene ligesom kunne bruges bedre et andet sted - Praktiske Gris lever nemlig i bedste velgående herhjemme.

Og nu, tjaaeh... Nu bliver jeg bare så glad når jeg ser på min venstre hånd. Dér sidder nemlig den første ring jeg fik af min mand, købt for omkring 16 år siden, da vi bare var unge og kærestepar. Og den holder. Og det gør han også.

Jeg elsker den ring. Den er lige mig - rav i sølvindfatning, med snirklede blade og krummelurer. Ikke for fin til mine håndværkernæver, men alligevel præcis så feminin, at den er som skabt til min hånd. Og den er købt af en forelsket ung mand, der stadig gider mig i dag.

Jeg har stort set ikke haft ringen af siden jeg fik den, og tænker lidt nu, at jeg slet ikke har brug for den vielsesring mere. Jeg har jo min kærestering, og den kunne jeg aldrig drømme om at tage af alligevel.

Måske ændrer det sig igen med tiden. Når vi når kobberbryllupstid efterlyser jeg sikkert en vielsesring igen. Jeg er bange for ravringen heller ikke holder evigt...