Puha!

Den står på god, gedigen, gammeldaws hovedrengøring i disse dage. Jeg tror snart det er ved at være nemmere at skifte Jean Paul Gaultiers eau de toilette ud med Ajax - jeg dufter af det alligevel...

Kom, november

Det er lidt som at vinde i lotteriet. Jeg har købt billetter nu, til Søren og mig selv. Åh, hvor jeg glæder mig - det bliver intet mindre end genialt, det véd jeg bare.

Det er selvfølgelig koncerten jeg taler om; Volbeat og The 20Belows på Studenterhuset. Nu mangler jeg bare at få indfanget pigernes Mormor eller Bedste til børnepasning, og at få koordineret med chefen at jeg ikke skal arbejde den dag - og så er der bare tilbage at vente på november...

Det glade vanvid

Jeg skulle ud og handle med pigerne i dag. Temmelig ligetil, vi skulle såmænd bare have købt nye gymnastiksko til dem begge. Det lykkedes ikke.

Normalt er jeg en temmelig god mor. Sådan en der kan multitaske, er vældig tålmodig og overbærende med både 5- og 7-årig, og samtidig formår at skære igennem når det kræves. Dét var jeg så ikke lige i dag.

I dag var jeg sådan en mor, der sad og bankede hovedet ned i rattet mens hun knurrede. Helt bogstaveligt. Primalmor.

Not my proudest moment.

Nu er jeg så mig selv igen. Helt uden brug af Valium eller andre dæmpende præparater. Heldigvis.

Pisosse! II

Så skete det cateme igen! Hvorfor pokker æder blogger den linieafstand jeg laver i indlæggene?

Nogle bud? Anyone???

Gi´r du kaffe?

Flere gange om ugen starter jeg dagen på den bedste måde jeg ved, stille og roligt og i godt selskab. Jeg har nemlig en god veninde, der, ligesom jeg, har lidt ekstra tid om formiddagen inden alvoren tager over.

Vi ved det begge - når ungerne er afleveret får bilen nogle gange bare sit eget liv, den styrer direkte mod en anden indkørsel end ens egen, og så lyder det: "Gi´r du kaffe?"

Altid. Jeg gi´r altid kaffe til Iben, for hun er så dejlig at være sammen med. Vi har ikke meget mere end en halv time til overs der om morgenen, men i dén halve time kan verdenssituationen altså også vendes godt og grundigt, for der er masser af ord i os begge. Eller, verdenssituation er måske så meget sagt, for ofte bliver snakken nu meget lokal, men det er også rart.

Noget at det jeg nyder mest ved vores morgenseancer er, at det er så dejlig afslappet. Vi kender efterhånden hinanden så godt, at der ikke er nogen af os der hæver et øjenbryn ved at mødes i morgenjoggingtøj og troldehår. Der er heller aldrig nogen af os der får dårlig samvittighed over, at resterne af ungernes havregrød måske stadig står på køkkenbordet, eller at nullermændene efterhånden har taget form af vindhekse. Vi har begge både børn, hund og kat i huset, så vi véd hvad der venter - det er ligesom derhjemme.

Der skal ikke stilles noget pænt an; det er bare ud til havebordet med Nescafé Guld, uens kopper og askebæger - og så fødderne op. Tid til snak. Og når klokken så nærmer sig 9.45 bryder vi op, for så er det altså ved at være sidste udkald, hvis hun skal nå at klæde om inden forretningen skal åbnes.

Hvor er det skønt, at have muligheden for at starte dagen med alvor, hygge og et godt grin. Tak for det, Iben.

Frisør, måske...?!?

Alle forældre tænker vel fra tid til anden over hvad fremtiden mon bringer for deres børn. Agnes tydeliggjorde i aftes, lige før sengetid, hvad 5-årige pigebørn altså vil være når man bli´r stor - lige næst efter politi- eller cowboypige, selvfølgelig.

Den fik hele armen med hårspænderne, våde hårbørster og diverse dillerdaller.

Nogle vil måske mene det er en kende overpyntet, men hun mente bestemt det var helt perfekt.

Og til almen information, så er det altså for at skåne offentligheden, at jeg har valgt ikke at lægge billeder ind af mig selv, efter mit besøg på "Salon Agnes"... ;-)

Pisosse!

...som det nogle gange driller, det lort! Jeg hader når blogger ikke vil som jeg vil!

Småbitte skridt

Det skrider laaaaangsomt fremad... Jeg er ikke helt sikker på, hvor vild jeg er med farveskiftene, men den skal fandenfiseme færdiggøres. Og ender den så med at være helt elendig, er den sikkert alligevel fremragende til havebrug og når der skal fyldes piller på stoker-fyret.

Det gør lidt ondt...

Der skal væltes bygninger her på matriklen. Det er bestemt ikke første gang vi har skullet gøre det, så vi burde vel være vant til det efterhånden, men...

Da vi overtog grunden og bygningerne her for snart ni år siden, hørte der omkring 750 kvm udbygninger til. Det var måske liiige i overkanten til vores brug, så vi har i mellemtiden fået væltet en nyere staldbygning og en lille, ubrugelig garage, samt fået fjernet en stålbuehal der før var maskinhus. Pludselig var vi nede på noget der lignede 350 kvm udbygninger, og det passede os egentlig fint. Der var bare ét lille aber dabei derved - det er nemlig de absolut ældste, og mest gennemtærede bygninger der er tilbage. Men de har charme, har de.

Det er fantastisk håndværk, dette her. Det er smukt, det er velforarbejdet og det er imponerende. Og så er det råddent.

Så nu vælter vi igen. Det bliver vi simpelthen nødt til, for forsikringsselskabet vil ikke være med længere, og med alle de stormskader vi har herude vestpå kan vi ikke længere blive ved med at punge ud af egen lomme hver gang taget er ved at ryge af. Og det er tit, skulle jeg lige hilse og sige. Det er kommet dertil, at når stormvejret nærmer sig, er naboerne (med glimt i øjet, heldigvis) begyndt at satse penge på hvornår taget ryger...

Nu har vi så taget konsekvensen, og er gået i gang. Man skal være lidt påpasselig, når man sådan svinger hammeren derude, så jeg holder mig altså væk. Jeg sørger for mad, drikke og børnepasning, og så tager husbonden og godhjertede, behjælpelige venner sig af muskelarbejdet. Jeg tror nu faktisk de synes det er sjovt - der lyder i hvert fald nogle gode råb og grin derude fra tid til anden.

Og når man nu også bare kan banke hul i muren, for nemmere at kunne komme igennem med trillebøren, er det vel også meget sjovt.

Der bliver da også tid til en enkelt øl i ny og næ, når de altså synes de fortjener det. Det er altså yderst arbejdsomme mennesker vi har med at gøre her.

Der er vist også en grund til at øllen står lige netop hvor den står. Fyraftensmøderne bliver nemlig ofte holdt i umiddelbar nærhed af den gamle traktor - en Ford Dexter der er ældre end Methusalem, og ikke har kørt de sidste 20 år, mindst. Men den skal sparkes i gang igen, siger de kloge, og de skal skam nok også ende med at få ret. Det vil fryde mit hjerte, hvis de kan få den givet kunstigt åndedræt; det er nemlig et arvestykke, den gamle svend. Det var den allerførste traktor min morfar investerede i, efter at han langt om længe måtte erkende, at tiden for hest og vogn nok var omme. Og nu har den så stået her de sidste 6-7 år, og ventet på en fyr med en god tålmodighed, mekanisk sans og fingersnilde.

Når engang laden bliver væltet, vil jeg glæde mig til den udsigt jeg får fra mit køkkenvindue. Måske kommer der til at tøffe en gammel Ford Dexter rundt netop her...

Heldig

Så blev menuen til i aften alligevel lavet om. En godhjertet og gavmild ven fra nabolaget dukkede op med en pose friskopgravede aspargeskartofler af egen avl, og så får kartoffelsalaten altså lov at stå til i morgen.

Hvor heldig har man lige lov at være...

Tid til leg

Og så kom posten huleme lige med leverance herfra. Jeg kan mærke der snart skal findes tid til at sy børnetøj.

Køkkenskriver

Dagen i dag kommer til at foregå i køkkenet. Faktisk har jeg allerede stået derude længe, men jeg kan se frem til endnu en stund derude lidt senere.

Dejen er sat til hævning, så senere i dag kommer de skønneste grovboller ud af ovnen - jeg sulter mig selv lidt med vilje, for jeg har intet imod at være sulten når de er friskbagte. Lige en god ost ovenpå, og så er jeg helt igennem tilfreds.

Der skulle gerne blive en portion på omkring 30 store boller ud af denne her klump, så fryseren bliver også fodret.

Menuen til i aften er også fastlagt, for mand og børn skal til fætter-fest i morgen (nej, der er absolut ingen kusiner i den del af familien) og har fået bud om at tage kold kartoffelsalat med, så der er nok til 15 voksne og børn.

Jeg selv skal arbejde og deltager derfor ikke i år, men så skulle f..... da stå i at skulle skrælle seks kg kartofler, uden selv at smage, så... Kold kartoffelsalat og frikadeller er de altså tvangsindlagt til i aften, husstanden!

Godt med karry, sennep, purløg og alskens andre godter. Jeg glæder mig allerede.

Uhm, hvor får jeg mavepine senere i dag ;-)

En laber larve

Jeg var lige ude og luge lidt i læbæltet (for guderne skal vide det trænger!), da jeg fandt denne "lille" gut på omkring 10 cm.

Han sidder på én af de spæde syrener, og ligner én der har tænkt sig at æde hele skidtet! Jeg håber ikke han gør det, for så er vi ikke venner længere - og jeg lod ham endda sidde i god tro.

Hvor naiv kan man være...

Stress og farver

Jeg kan ikke gøre for det. Jeg véd godt man ikke skal lade sig påvirke af, hvad ens egen formåen er, set i forhold til andres, men altså...

Når jeg læser med ved Liselotte bliver jeg stresset. Dén kvinde er da turbohækler og -strikker af karat! Jeg bliver altid så inspireret af alle hendes frembringelser, men jeg kan umuligt følge med. Jeg er stadig på øverste 20 cm af hendes totalt-glad-i-låget-trøje - men det er nok mest fordi jeg var for hurtig på aftrækkeren. Jeg startede før hun lagde mønster ud på siden, så nu sidder jeg og fedter med en pind 3 i stedet for en pind 6, og jeg er såmænd også i gang med mit eget hjemmekomponerede forsøg på et mønster. Dét skal nok komme til at ligne noget en 5-årig har lavet ;-)

Nu har vi så balladen. Hun har nemlig også lige kreeret det absolut lækreste halstørklæde jeg nogensinde har set - og hvornår skal jeg så lige få lavet dét?!? Jeg elsker farver, og det halstørklæde er i dén grad farvelademættet.

Nu tror jeg så nok jeg har bestemt mig til, at Kauni´en skal være færdig inden jeg kaster mig ud i næste projekt - så måske har jeg et færdigt halstørklæde engang i 2011...

Himmelsk lyd

Jeg har fået øjnene op for Imeem. Det var dog et fantastisk forum.

Især blev jeg fanget af Me First and The Gimme Gimmes, som de fleste etablerede musikere sikkert synes er kopibandet fra helvede.

Jeg selv synes de er helt spektakulære - især synes jeg rigtig godt om deres versioner af numre som Jolene, Isn´t she lovely og selvfølgelig den altid fængende They´re coming to take me away som de vist også har en finger med i.

Dét er altså musik med humor - og rigtig, rigtig godt!

Ha!

Øvelse gør mester, siger de.

Eller også kan man bare spørge Lene til råds. Tak, Lene!

Og til alle jer andre: Læg venligst mærke til finten med linket... ;-)

De små ting

Nogle dage skal der en hel masse til, for at trække én op af dyndet. Andre dage skal der bare en lillebitte ting til.

Jeg er heldig. De fleste dage skal jeg bare kigge på min venstre hånd, for at blive glad.

Jeg er gift. Godt gift - og har været det i snart syv år. En vielsesring fik jeg dog aldrig, for vi var en smule rebelske, og mente bestemt ikke vi havde brug for ringene. En kvik tur på rådhuset (klædt i sort!), og teltfest på matriklen bagefter for venner og familie. Dét var dét.

Så kom der nogle år, hvor jeg alligevel mente jeg havde brug for den vielsesring. Det blev bare alligevel ikke, for jeg synes også altid pengene ligesom kunne bruges bedre et andet sted - Praktiske Gris lever nemlig i bedste velgående herhjemme.

Og nu, tjaaeh... Nu bliver jeg bare så glad når jeg ser på min venstre hånd. Dér sidder nemlig den første ring jeg fik af min mand, købt for omkring 16 år siden, da vi bare var unge og kærestepar. Og den holder. Og det gør han også.

Jeg elsker den ring. Den er lige mig - rav i sølvindfatning, med snirklede blade og krummelurer. Ikke for fin til mine håndværkernæver, men alligevel præcis så feminin, at den er som skabt til min hånd. Og den er købt af en forelsket ung mand, der stadig gider mig i dag.

Jeg har stort set ikke haft ringen af siden jeg fik den, og tænker lidt nu, at jeg slet ikke har brug for den vielsesring mere. Jeg har jo min kærestering, og den kunne jeg aldrig drømme om at tage af alligevel.

Måske ændrer det sig igen med tiden. Når vi når kobberbryllupstid efterlyser jeg sikkert en vielsesring igen. Jeg er bange for ravringen heller ikke holder evigt...

Slut!

Så er sommerferien forbi for i år. Første døgnvagt endte kl. 9 i morges, og hverdagen er tilbage. Måske ender det endda med at være mindre stressende end ferie...

Aaarh, altså...

Jeg véd godt det kun har regnet i et par dage nu, men kan vi ikke godt bestille solskin igen???

Det var trods alt skønnere at dyppe tæerne i havvand, end det er at skulle have svømmefødder på for at krydse gårdspladsen...

Endelig!

Volbeat er gået hen og blevet "Ugens Uundgåelige" på P3 med Maybellene i hofteholder. Jeg hørte den for første gang i dag, efter lang tids tålmodig venten på næste udspil fra de gæve gutter - og det holder!!! For catan, hvor er det godt.

Jeg er smil fra øre til øre!

Jeg ønsker mig...

Store, skyggefulde træer i haven - måske til en hængekøje når jeg engang bliver gammel og grå.

Syrenbuske med smukke farver og liflige dufte. De skal stå nede langs vejen, så det ikke kun er mig der kommer til at nyde dem.

Bonderoser op ad gavlmuren mod haven. Bare fordi der mangler farve derude, og de er nu så kønne.

En flisebelagt terrasse i haven. Nu er der kun græs, og det kunne nu være så skønt at sidde ved et havebord der ikke vipper hele tiden...

At få fældet de pistne graner der engang udgjorde et læbælte mod vest. Der er allerede sat nyt læbælte lidt længere væk fra huset, og det bliver så skønt, så skønt! Det vokser flot, og jeg glæder mig til at se farverne på syrenerne i inderste række når de engang blomstrer.

At få fjernet den gamle lade, og i stedet få en smuk, smuk udsigt mod skov og marker. Vi er allerede i gang med de forberedende øvelser - men for pokker da, hvor er der meget gammelt skrammel i sådan en svend, og den skal altså tømmes først, inden hammeren svinges mod murværket...

Et nyt kamera, så det hele kan foreviges........