Nogle dage …er ens børn altså bare dejligst når de sover

Sorry. Det er bare sådan det er. Og *surprise, surprise, surprise!* i dag er sådan en dag.

Agnes. Har. Ikke. Holdt. Kæft. I. To. Minutter.

Som i overheleho´det ikke. Hele dagen. Og det er jo ligesom ikke fordi hun har haft en masse fornuftigt på hjerte, vel? Det har været friggin´ lyde der er kommet ud af munden på hende!

 

“Ommenommenommenommenommenommenomme…*

“Yaddayaddayaddayaddayaddayaddayadda!!!*

“Traaaaaaaalalalalalalalalalala-tralala!”

…

“Agnes… Gider du ikke lige stoppe de lyde dér? Bare lidt?”

“Hvafforno´en lyde? Jeg si´r ikke lyde!”

…

“Hmmmmm-me-nemmenemmenemmenemmenemme!!!”

 

Jamen… GOSH OG GODDAMMIT! Så klap dog kaje lidt, barn! Men bare ærgerligt, Sonny-Boy – dét skete aldrig.

Hun holdt dog inde med lydene i 10 minutter af gangen over flere omgange i dag. For at diskutere med undertegnede. Bare fordi kompromis er et no-go lige for tiden, og fordi hun er syv år og waaaaaaay klogere end den gamle kost der kalder sig “Mor”.

Hvis jeg troede jeg var sløj, ude af drift og energiforladt i formiddags, så tillad mig at rette mig selv: Nej, det var jeg ikke. Jeg peakede i formiddags. Jeg var på TOPPEN, damn it. Jeg styrede. Totalt.

Nu derimod; nu er jeg udskidt havregrød. Træt med træt på, men mest i hovedet.

Thank heaven for Medical Night på tv. Thank heaven for little girls. Men mest af alt:

Thank heaven for sengetid.