WTF…??!

I mit hoved svirrer idéer rundt disse dage. Skabertrangen er høj, og der er masser af ting jeg gerne ville give mig i kast med.

Gamle møbler der trænger til… nej, skriger på restaurering, touch-up og løft.

Kasser og kurve fyldt til randen med stoffer i lækre farver og labre mønstre, der bare venter på at blive transmogriffet om til tasker, børnetøj, puder og magasinholdere.

Halvslidt tøj der mangler lige dét for igen at blive nyt og lækkert. Bare lige lidt patchwork hist eller en gang italiensk quilt her. Ååååh, italiensk quilt, jeg savner dig…

Store, hvide lærreder der står i et hjørne inde på alt-mulig-værelset og håner mig. De kalder og driller; hvisker “Du tør ikke, du tør ikke, du tør ikke………..”

Garn og mønstre der ville være så fine sammen. Bare lige en lillebitte sweater til hver af pigerne, ikk´…

Jeg synes bare ikke tiden er der. Jeg ved godt jeg har sagt det før, og jeg ved godt det lyder helt grotesk. Jeg går jo bare herhjemme og er arbejdsløs, for catan. Jeg burde have al den tid i verden jeg kunne ønske mig.

Det har jeg bare ikke. Jeg er Dronningen Af Ufærdige Projekter.

Jeg synes min tid (igen. Eller stadigvæk) går med opvask, tøjvask, hente/bringe børn, lufte/fodre hunde, støvsugning og alle de andre sindsoprivende beskæftigelser “man” sådan kan få fyldt sin dag ud med som mor.

Om jeg begriber hvordan de/I derude kan finde tid til alt det, plus lige at sprøjte otte retropudebetræk, fjorten lækre Liberty-kjoler og tre par økologiske tullebukser igennem maskinen hver og hveranden dag??!

Hvad fanden er opskriften? Hvis I vil ud med dén, spørger jeg aldrig om noget igen. Ama´r halshug.

Oh, fryd…

Jeg har været en tur på biblioteket i dag. Egenlig mest fordi jeg er en af dem der hellere end gerne vil give en skilling til nyindkøb af bøger på bibliotekerne (læs: jeg havde en bøde på ethundrede gode danske kroner til at ligge. Fordi jeg er en spade der aldrig afleverer til tiden, og åbenbart ikke har noget bedre at bruge mine penge til), men:

Nu er jeg kommet retur med 19 skønne bøger – allesammen indenfor håndarbejdsgenren, og allesammen til inspiration. Chokokaffen er lavet og de pink post-it´s ligger klar ved siden af.

See you on the flip side!

Hvad man gør og hvad man burde…

er to vidt forskellige ting. Som regel.

I dag er dog undtagelsen (med et par overspringshandlinger indlagt, men er det ikke også meget fair, hvahvahva´?), for jeg har rent faktisk koncentreret mig om det der er vigtigst. Ikke det der er sjovest, men det der er vigtigst.

Jeg ville meget hellere koncentrere mig om lystbetonede ting. Male mine gamle møbler, for eksempel – eller lave flere småting på hyggebasis, som denne her…

Sådan er livet bare ikke. Hvis jeg vil nyde, må jeg yde. Det er også okay, og selvom det lige trak lidt tænder ud at starte på ansøgningerne i morges, endte det jo med at blive helt okay.

De steder jeg sender til lige nu er det rene, pure guld. Jeg er vild med dem. Nu håber jeg bare følelsen er gengældt…

“Se mor! Jeg har stavet til TIGER!”

En kærlighedsaffære

Min mandag starter dejligt. Mens resten af verden kører forbi med tuneren sat på P3 og Medina starter jeg dagen op med en gammel kærlighed. For fuldt drøn.

Det går lang tid tilbage. Helt til dengang cd-afspilleren lige kom på markedet i lille Danmark.

Jeg fik mit første stereoanlæg; postkasserødt plast med radio og cd. Det var c.o.o.l – og fik selvfølgelig hæderspladsen på mit værelse hjemme hos mor og far. Men cd´er havde jeg ingen af i starten, så jeg ønskede mig dem til fødselsdag og jul.

Helt naivt havde jeg bare skrevet “cd´er”, uden at skrive kunstnere på. Jeg gik da nok ud fra at dem der så min ønskeliste vidste nogenlunde hvad en ung pige ville høre (åh, som de Wham-drenge gjorde mig rød i kinderne…), men dér tog jeg så fejl. Grueligt fejl.

Jeg fik én cd det år. Med Johnny Cash.

Jeg skal være helt ærlig her. Jeg havde aldrig hørt om manden, men kunne allerede da jeg pakkede ud se at den ikke fik mange chancer, den cd. Selvom moster Ellen gjorde alt hvad hun kunne for at overbevise mig om at han var helt fantastisk, og en af de største kunstnere i vor tid.

Yeah right. Jeg spillede den et par gange, og selvom jeg godt kunne lide musikken en lillebitte smule, endte Johnny Cash cd´en alligevel sine dage som kastestjerne-attrap i skolegården. Ingen pis. Og undskyld, moster Ellen. Men det var bare ikke i orden at ligge inde med en Johnny Cash cd, når nu alle de andre havde Bros og Duran Duran, vel?

Årene gik, og han hang et eller andet sted ude i periferien, ham Johnny-boy. Jeg vidste ikke det var ham jeg så nådesløst havde været med til at slagte i skolegården, ejheller at jeg skulle gå rundt og fortryde henettelsen mange år efter.

Nu elsker jeg ham, og har gjort det i lang tid. Uforbeholdent. Nu er det ham der starter min dag på lydstyrke lort når pigerne køres i skole. Mens resten af verden kører forbi med P3 og Medina.

De ved ikke hvad de går glip af.

Og i morgen er det …mandag

Det er næsten en skam. Jeg kunne egentlig godt bruge en søndag mere, hvis den kunne være lidt ligesom den i dag.

Min salige søndag har været fyldt med brunch, familiekomsammen, WII spil, hæklerier, galleribesøg*, lækre kager, hyggesnak og ro.

Intet har vi skullet nå. Absolut intet.

………..

*…og hvis der er nogen her, der lige har et fiffigt tip til hvordan jeg hurtigst muligt stamper kr. 36.000,- op af jorden, hører jeg gerne fra jer. Så har jeg nemlig en aftale med en mand om en vædder.

Note til selv:

*Næste gang du får den fikse idé at gå i gang med en applikation, så lad være med at forestille dig at det nok skal gå, selv om du ikke har vliesofix i gemmerne!

Det. Lykkes. Ikke.

Husk det!*

 

Røv og nøgler – og pikkemænd på bøjler!

Det var et bust …men potentialet er der, så når materialerne igen er hjemme, skal Agnes nok få sit kranierygmærke. Det bli´r bare på en anden sweatshirt, for denne her blev skrottet.

It can´t all be hookers and sunshine…