onsdag den 29. august 2012

Du ved du har været på charterferie, når…

  • du hjemmefra svor, at du på intet tidspunkt ville lade dig underholde på hotellet, men pludselig tager dig selv i at spille bingo ved poolkanten – “for det kunne da være meget hyggeligt for ungerne”.
  • …og de næste seks aftener er du fast bestanddel poolside, når hotellets tyrkiske entertainment-guide slår tonen an til Mr. Suntopia-konkurrence, karaokenight og Abba-sing-a-long.
  • du ikke længere skænker det en tanke, at du går rundt med vådt badetøj under strandkjolen – og dermed nemt kommer til at ligne én der simultant har pisset i bukserne og er sprunget læk i ammeindlæggene.
  • 34 grader i skyggen begynder at føles køligt.
  • den gode gamle Speedo-trusse til mænd bare begynder at være noget, der for dig indikerer, at en russer er på vej i pool´en.
  • den røde farve i et lyskryds giver dig lyst til at krybe sammen i fosterstilling …for lige om lidt fyrer chaufføren igennem det alligevel! Det er åbenbart bare vejledende, det med farverne.
  • du bare véd at det bedre kan svare sig at betale i Euro end i tyrkiske lir – og uanset møntfod kommer du alligevel til at skulle prange om prisen på den cola.
  • du indser, at har du mødt én skandinavisk guide, har du mødt dem alle. Men de svenske er alligevel bare vildt kernesunde at se på.
  • du hjemme igen ser på en melon og tænker *snif* “du er for evigt ødelagt for mig! Din tyrkiske fætter var bare så meget mere saftig, sødmefyldt og sprød…” (og jo; det er altså bare en melon jeg snakker om)
  • du efter hjemkomst bliver misundt den brune kulør. Af en afghaner!
  • du har ædt din egen vægt i honning og baklava. Dagligt.
  • du allerede efter fire dage tilbage i Danmark er begyndt at drømme om næste gang, og næste destination…