Rastløshed…

Jeg er i venteposition. Jeg håberhåberhåber at blive ringet op, og komme til samtale på den ansøgning jeg sendte afsted i torsdags. Dét er noget nær en drømmestilling for mig, og jeg kan mærke helt ned i storetåen at jeg vil det her.

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal gøre af mig selv…

Jeg har allerede lidt afskrevet muligheden, for de har jo ikke ringet endnu – men på den anden side, så kontaktede en af vejlederne på kurset mig i dag, med et forsigtigt blik, “om de måtte få min ansøgning til fremtidig undervisning?”

Ja, for fanden da! Så kan den da ikke være andet end god, vel?

De skal ringe. De skal, de skal, de skal……………

Mosh-pit, here I come!

Har jeg sagt hvor meget jeg glæder mig til november???

Retro overkill

Jeg har syet veste. Helt enkle, søde børneveste til når der er brug for lidt ekstra varme og pynt i det ruskende, kolde, forblæste efterår.

Det var egentlig tænkt som én til Asta og én til Agnes, men… De var for små i størrelserne. Sådan går det, når man forsøger sig hovedløst frem, og tegner mønstre løseligt af efter det der allerede ligger i skabene, men ikke får gradueret størrelserne ordentligt op.

På plussiden kan Agnes nu passe den der var tænkt til Asta – og den der var tænkt til Agnes ryger til salg på Amio i løbet af dagen.

Jeg synes de er blevet rigtig fine – men fik lige rigeligt flashback til senhalvfjerdserne, og det tøj min mor syede til mig i sin tid. Se bare her:

Dén blev til Agnes, og den har da fået fuld skrue! Bredriflet jernbanefløjl med applikationer i ægte pædagoglilla og retrostof på ryggen. Kom ikke hér, nej.

Den der egentlig var tænkt til Agnes har også fået med den store lilla pensel, men her er det som foerstof og kanter. Selve vesten er syet op i batikfarvet retro-dug, og dét er bare i orden. Farverne er desværre ikke faldet så godt ud på billederne, men tro mig når jeg siger at det er så lækkert med den lilla/lime kombination på ryggen.

Jeg manglede lidt *pazzaaash!* i foeret, så jeg har ladet mig (meget) kraftigt inspirere af Rappedikke, og syet mærket i med lidt attitude. Det virker altså efter hensigten, så måske jeg benytter mig af det en anden gang også – og så håber jeg det er okay med Christina.

Jeg skyder på at batikvesten er i en størrelse 6-8 år, så hvis du bliver fristet vil jeg da råde dig til at holde øje med Amio i løbet af dagen. Lige pludselig er den der…

Kender I dét?

Nogle gange har man lidt brug for weekend – ovenpå weekend´en. Jeg tror godt den følelse kunne komme over mig engang i aften, ovenpå et døgn med turbo-tosser i hele huset.

Jeg har i skrivende stund fem pigebørn i huset!

1-2-3 store piger der har brugt tiden på at surfe internet, danse hiphop for fulde drøn på 1. salen så lamper gynger hernede, sminke sig som det første når de vågner, se film og gnaske chips som godnatsekvens på luftmadrasser, fortælle halvdårlige vittigheder og kærestehemmeligheder, mere internet, mere hiphopdans, grin, fjol og snaksnaksnaksnaksnaksnaksnak…………..

1-2 småpiger der tager den mere med ro. Der leges Barbie ovenpå i hiphop-kaos´et, men de tager det oppefra og ned. Jeg tror bare de er lidt taknemmelige over at måtte se på ;-)

Her er knald på – og det har der været siden kl. 14 i går, da den første veninde indfandt sig.

Oveni hatten fik vi gæster til kaffe; min mor stak hovedet indenfor, avec sød, ny kæreste der skulle præsenteres. Jeg har mødt ham før, men det havde Søren og pigerne ikke. Det gik rigtig fint, for Gert er sød og rar, rolig og tålmodig. Det blev han næsten også nødt til at være, i det kaos han kom til i går…

I dag lukker jeg mig lidt mentalt ud af børneflokken, og holder mig stille i baggrunden. Prøver at ignorere alle de kåde pigegrin og musikken der brager ud deroppe – for de hygger sig, og det skal de have lov til lige så længe de kan. Jeg prøver bare at skabe min egen lille bobbel af ro, og om lidt slæber jeg symaskine, overlocker, stoflager og mønsterpapir ind på spisebordet. Dét er nemlig søndagshygge for mig.

Nåja. Fik jeg sagt, at selvom man skulle tro der ikke kunne presses mere ind i denne weekend, formåede Asta også at knække en tand eller tabe en plombe i går? Jeg er ikke helt sikker på hvilken af delene, for med de plasticfyldninger man bruger nu, ligner det godtnok en tand rigtig, rigtig meget. Jeg tror det er en plombe – men uanset, bliver jeg nødt til at få en tid ved tandlægen til hende i morgen.

Farvel weekend. Goddag mandag. Jeg håber du er nådig.

Fladmast

Jeg ved ikke lige hvad der sker for mig i dag. Jeg er helt og aldeles udmattet. T-r-æ-t. Færdig som gårdsanger.

Jeg kom hjem ved 13-tiden, og har ikke lavet en s*** siden da. In-tet. Nada. Nix. Zip. Drukket kaffe, røget smøger, set tv og kigget et enkelt blad igennem. Nåja, og hentet børn og legekammerater, men det tæller ikke. Det hører bare ligesom med.

Der er nogen der har rapset mit overskud, og jeg synes det er vildt unfair. Lige nu kan jeg ikke lige overskue hvordan de der frikadeller skal stege sig selv til aften – ejheller hvådden salaten skal komme op i skålen.

Jeg vil bare slænge mig i sofaen, og lade den ene time tage den anden. Og så håber jeg min energi vender stærkt tilbage inden i morgen, for dér har Asta inviteret veninder (ja, i pluralis!) til overnatning.

Oh ve, oh skræk…

En all-time classic

Jeg var jo lige ved at glemme at I skulle have en fredagssang – og det er endda én jeg har glædet mig til at dele hele ugen!

Hvis du er utryg ved tanken om at komme til at smånynne og være glad resten af dagen, så skal du ikke trykke på linket. Jeg siger det bare.

Fjoget fredag

Vi var kun to, der havde taget dagen i dag til efterretning – men vi blev tre, for en kvindelig medkursist var lynhurtig til at pynte sig med havens blomster, da hun kom til morgen.

Undertegnede havde gjort det nemt og hurtigt, og havde bundet tre linierede blokke (get it?) sammen, og lavet en art gigantisk og temmelig uhåndtérbar halskæde ud af det …men Henrik tog alligevel prisen, da han dukkede op iført Cocker Spaniel ører, hundehalsbånd og pelsvest!

Sikken herlig måde at starte en fredag på! :-)