Nu er jeg jo ikke den hurtigste knallert på havnen når det kommer til trends og så´n, vel …men det dér Pinterest?! Dét er simpelthen noget af det hyggeligste jeg længe er stødt på.
Min konto er hér, og der kommer nye pins til hver dag. Hvis du er lige så langsom som mig, så gør dig selv en tjeneste og log på i dag.
Du kommer til at elske det!
Nåmmen altså. Udenfor den lokale Skoda-pusher i Nørresundby havde de sat et skilt op.
“Vi mangler din brugte bil eller mc”, stod der.
Jeg tvivler. Virkeligvirkelig!
Den dér lyd jeg fortalte om?! Den er blevet værre. Og der er dukket en ny op der om muligt gør mig endnu mere hed om ørerne. Så nu siger den en meget gennemtrængende *klonkklonkklonkklonkklonkkkkk* med ekstra volumen ved højresving (damn you, roundabouts!!!), men det forsvinder heldigvis når jeg ikke rører speederen.
Jeg tilrettelægger derfor nu mine ruter, således at jeg fortrinsvist triller ned ad bakkestrækninger i frigear. Så spinder den nærmest som en killing.
Indtil jeg skal bremse, that is. Dét frembringer nemlig en skurrende rædsel af en lyd fra venstre bagdæk; dén slags der får fodgængere til at vende sig forskrækket, og småbørnsmødre til at hive deres afkom tæt ind til kroppen. Vi ved allesammen, at den slags bremselyd får det til at løbe koldt ned ad ryggen, nicht wahr?! Som fingernegle på en tavle…
Så dét prøver jeg så også at lade være med. Sådan da. Det kan jo blive nødvendigt fra tid til anden.
Men for det meste sniger jeg mig afsted med 40-60 km/t, og prøver at gøre mindst mulig væsen af mig.
Og så håber jeg Troldmanden fra banken får tryllet med tallene, og giver grønt lys for nyindkøb af næsten lydløst, ninja-agtigt køretøj.
Helst meget, meget snart.
Som før nævnt er vores bedagede Mazda stationcar ved at synge på sidste vers. Desværre går dét vers ikke stille af sig, men lyder i stedet i retningen af *klonkklonkklonkklonkklonkklonkkkkkkkkk*, med ekstra meget knald på når vi drejer til højre. Søren og de andre tekniske hoveder siger det er noget med trækakslen?!
Mig kan de i virkeligheden bilde alt ind. Jeg ved bare at lyden er pizzeirriterende, og at jeg efterhånden føler mig alt andet end sikker på, at bilen kan bringe mig fra A til B uden at give op halvvejs.
Så nu sjopper vi snart bil. Fandenfisemig.
Lige nu er vi igangværende med det stadie hvor vi kun kigger. Skiller skidt fra kanel, og prøver at blive kloge. I dén forbindelse tog vi jo så på rundfart den anden dag, bare for at prøvesidde x antal biler, og se hvilke vores langbenede tøsebørn ikke kunne være i, for eksempel.
I dén forbindelse rendte vi ind i John*.
John er bilsælger. Supersælger velsagtens, hvis du spørger John selv. Beklageligvis har John bare solgt biler på samme måde de sidste 15 år, så nu har han lidt svært ved at skrue ned for den jyske charme når der går et par dollartegn rundt og beser hans vognpark.
John startede for eksempel ikke roligt ud. Han spurgte os pænt om der var noget han kunne hjælpe med – og ignorerede i virkeligheden vores høflige “nej tak, vi skal bare lige kigge os omkring”.
Den næste time/halvanden var vi taget gidsler af John.
Han viste os a-l-t hvad en supersælgers hjerte kunne begære af ekstraudstyr, gejl og unødvendigheder. Han gjorde bestemt sit for at få os på vildspor, og havde en fabelagtig evne til aldrig at svare på det vi spurgte om, men i stedet tale upåvirket videre i samme rille som han var startet.
Men det værste… det allerallerværste, var at John på intet tidspunkt spurgte os (eller hørte efter når vi talte til hinanden) til vore navne, men i stedet insisterede på at titulere os Fatter og Mutter hele vejen rundt gennem biludstillingen! Bare sådan for nemheds skyld, tænker jeg – og fordi John selv synes det var åh, så jovialt og hyggeligt.
Dét syntes jeg overhelehovedet ikke det var. Tværtimod var jeg tæt på at få en nedsmeltning efter nogen tid, efter forgæves – og gentagne gange - at få John til at forstå at det var mig der kommer til at køre bilen hver dag. Alligevel insisterede supersælgeren på at åbne førersidedøren for Fatter hver gang, for derefter at forsøge at gelejde mig over mod passagersiden og, med galant fejende armbevægelse, byde Mutter sædet.
Jeg satte mig ikke på passagersædet én eneste gang.
John var rigtig god til at male billeder, siger jeg jer. Mentale billeder, igen med fejende armbevægelser, af “når Fatter lægger ne´ over Kasselbakken, så går´e altså godt i den hér! Og den opmærksomme bilist som Fatter er, har han se´føli lagt mærke til både klimaanlæg og gps. Så slipper Mutter også for at sidde mæ´ det kort, når det er svært at finde vej. Tø-hø.” Og det på trods af at vi fortalte John flere gange at vi aldrig kommer til at køre langt på ferie i bilen, og da ved gud slet ikke over nogen former for bakker eller alper.
Ved I hvad? Jeg kommer aldrig til at handle bil med John. Dét er et løfte!
__________________________________________________________
*Det rigtige navn er redaktionen bekendt. Vi synes bare John er sådan et fint bilsælgernavn. Lidt hen ad verdensherre, ikke sandt?! ;-)
*ADVARSEL! Svingende billedkvalitet kan forekomme i indlægget herunder. Dette er kun et udslag af at fotografen har været temmelig opslugt af næste motiv, allerede som udløseren bliver trykket på, og er på ingen måde toneangivende for bloggen som sådan. Eller nå´ed…*
For en lille uge siden var vi på telttur. Og nej, jeg har ikke fået berettet om det før, for jeg har haft travlt med at nyde sommeren, men I skal nu alligevel ikke snydes for lidt efterslæbsudgivelser hen ad vejen.
Djursland var målet i år. I virkeligheden mest på grund af Skandinavisk Dyrepark, som aldrig bliver kedelig at besøge – men området bød på en overraskelse af de meget underholdende. Jeg var ikke klar over det, men vi havde jo Friland i en spytklats afstand.
…og sådan ser det jo ud når man er indenfor grænsen, ikke sandt?!
Dét var inspirerende! Og tankevækkende, tænderskærende, kønt og frygteligt på én gang. Det hele i én stor pærevælling. Men meget, meget spændende, og i særdeleshed anbefalelsesværdigt på en solrig – eller regnfuld – søndag man alligevel ikke ved hvad man skal stille op med.
Og lad mig starte med at sige, at jeg vistnok skammer mig lidt. Jeg spurgte nemlig ikke nogen om lov til at tage billeder af deres fabelagtige, fantasifulde og nogle gange faldefærdige huse, men jeg håber det er okay. Og skulle det alligevel ikke være det, så skriv endelig en kommentar, så bliver billederne straks fjernet. Dette er kun et indlæg skrevet i dyb respekt for al den skaberglæde der var at finde på ét sted, og jeg er ikke ude på at træde nogen over tæerne.
Men altså! Uanset næsten hvor øjet vender hen på Friland, er der et nyt smukt motiv, idéer til senere afbenyttelse – eller bare et nyt smil til læben.
Den lille bygning herover, for eksempel, kunne jeg da sagtens se for mig hjemme i haven. Hvad jeg i virkeligheden skulle bruge den til, er da sekundært. De nærten organiske linier derpå, og de gamle, frønnede, vejrbidte brædder taler til mig. Det er fantastisk!
Haveentusiaster unite! Tag dog på tur til Friland, og få inspiration til træudskæringer, højbede extraordinaire, ruminddeling, alternativ beplantning, udnyttelse af hver en lille krog…
…og, nåja, drivhuse. Specialbyggede, that is.
Der er drivhuse overalt derude. Og ikke bare de der små snollede no´en vi andre drømmer om at købe på ´bud i Bauhaus til 2999,- ! Det er de totalt overdrevne, ginormous typer der er derude. Spækket med planter der strutter af vellyst, saft og kraft. Og ja, det lyder lidt vel svulstigt, men det er nu engang så´n det er.
Kykeliby´s drivhus var det allermest specielle – men det så bestemt ud til at vinen havde det godt derinde, under pyramidetaget. Men drivhuset var nu ikke det eneste specielle ved Kykeliby. Jeg har for eksempel aldrig før set så gult et hegn nogen steder.
Eller så fed en flagstang! Det er simpelthen et must-have når engang den vi har bliver for træls. Eller når jeg får overtalt Søren til at skifte den ud med modellen herover.
Og nu vi taler om fantasifulde løsninger, så holdt denne her også lige udenfor huset ovenfor. Der gik faktisk lige lidt tid, før jeg fik læst ordentligt efter…
Og hvem har ikke brug for et rask lille drop-kit til at hænge ned fra bakspejlet, hmm…?!
Nu er jeg jo ikke normalt dén der kaster med fordomme eller antagelser *host*, men er det mon rimelig sikkert at antage at det er den lokale original kunstneriske type der residerer her? ;-)
“Pjat med dig, Kirsten. Det kunne jo eventuelt også være ham med cirkusvognene, et stykke længere nede ad vejen!”
Nå ja. Sorry, dude.
You´ve got mail. Men du skal altså gå ned i postskuret og hente selv, for jeg tror ikke Postmand Per kan finde rundt i de små gader og stræder – uden navne – på Friland. Og så er det jo pænt smart at han bare skal kunne finde ét sted, hvor man så selv afhenter. Fra sin egen, individuelt pyntede/hjemmesnedkererede postkasse.
Og nej, jeg har nærmest ikke vist jer billeder af husene, for dem skal I selv tage ud at se. Og tage stilling til, ikke mindst – for dét kommer man til derude.
Men jeg vil da gerne vise jer et lillebitte udsnit af havelågerne. Fordi der er en ny hver gang man drejer om et hjørne.
Og kom så afsted. De venter på dig derude.
Det kan faktisk berettes ganske enkelt, og i stikordsform.
Kæmpestor have. Skovl og spade. Tung, tung jord. Fyldsand en masse. Jernbanesveller á cirka 100 kg stykket. I pluralis, ja. Tunge betonfliser. Igen, i pluralis. Vabelfyldte, ru hænder. Arme så lange som en orangutangs.
Og en øm, øm krop, med ab-so-lut ingen energi tilbage.
Men hey! On the upside …så er vi ikke engang færdige endnu.
*Suk*
Jeg var så myoseramt i hele mit gamle korpus, at jeg var tæt på at være grædefærdig i aftes – men da havde vi (Søren og jeg) til gengæld også færdiggjort flisebelægning på 20 kvm, fyldt en gigantisk plantekasse op med jord og prepareret en svelleomkranset bålplads på 35-40 kvm. Alt sammen på to arbejdsdage. Og det ser godt ud.
I dag har jeg lavet et absolut minimum. Alt har været hyggebetonet, og har været i “pynte-hygge-nusse” afdelingen af hvad der så også følger med den slags havearbejde.
Jeg har købt stauder ind. Jowjow. Dét, der ellers aldrig burde ske, er sket. Jeg er nu officielt blevet en del af staudefolket. Og jeg har placeret dem nøjsomt i giga-plantekassen, som vel i virkeligheden sagtens kunne bære dobbelt så mange blomster – men dét koster jo kassen. Nu måtte jeg nøjes med lidt, men godt. Lupiner, jacobsstige, lavendler, løg og andet godt pynter derude, og så må der komme mere til hen ad vejen.
Jeg har lumske planer om at skulle afsted efter flere lupiner og/eller lavendler en af de nærmeste dage, men det er til et andet sted i haven – og når mine fingre igen er samarbejdsvillige, knipser jeg løs med kameraet, så I kan se, at jeg ikke er fuld af løgn.
Og det med planterne er vel det jeg har lavet i dag, i virkeligheden. Nåja, og kigget bil i timevis fordi vi snart ikke kan køre i skramlekassen mere. Og prøvet at få øje på en solnedgang ved Saltum Strand, men jeg havde for travlt med at holde styr på stor hund og børn, så de eneste billeder der blev af dét er for mit indre øje. Ret synd for jer i virkeligheden, for hund vs. børn var et sight to remember…
Nu er der bagt pølsehorn til den tur der venter i morgen, og tændt for varmen i teltet i haven. Vi sover der så vidt muligt mens vi har ferie, bare fordi det er såååå dejligt, og vi bilder os ind at man sover meget bedre i frisk natteluft. Ingen ironi her, det lover jeg. Det er skønt!
I nat håber jeg bare linen på flagstangen er surret bedre fast, så vi slipper for *klappeti-klappeti-klappeti-klappeti…* hele natten lang…
men nu er jeg fandengalemig snart klar til noget tørke. Og så køber jeg bare nye planter, hvis de gamle dør grundet vandmangel!
Hvor er den SOMMERferie henne? Jeg havde altså bestilt én med sol og lange aftener ved bålet, men indtil videre ser det ud som om de har taget fejl af min bestilling ude i vejrkøkkenet, og i stedet givet mig det samme som ham den gamle, gnavne bonderøv ved bord 8.
Dét er fandeme dårlig service. Det bli´r sidste gang jeg bestiller sommervejr i Restaurant Danmark, nå. Blev der sagt!
Og så gør det pludselig ikke så meget, at skærmen gik i tusinde stykker på den gamle htc.
Jeg kan mærke der går teknologinørd i den lige om lidt… <3
For første gang nogensinde er det i år lykkedes os at lave hyldeblomstsaft. Ikke fordi det før er mislykkedes, men simpelthen fordi jeg ikke har anet hvad jeg skulle gribe og gøre i.
Nu ved jeg det er det nemmeste i hele verden – og derfor står nu omgang nr. 3 og trækker i køleskabet.
Det dufter intet mindre end himmelsk – og smagen kommer næsten derop også. Jaja, jeg ved godt det burde følges, men selvom jeg har givet saften mindre sukker og ekstra citron synes jeg nu stadig hyldeblomstsaft er en pokkers sød fornøjelse.
Nu har vi snart omkring 14 liter i fryseren til det næste års tid, og mon ikke det også burde kunne gøre det. Blomsterne synger på sidste vers derude, men hvis jeg kan finde sølle 120 klaser mere, så gør jeg det!
Jeg har benyttet mig af et blandingsforhold der hedder
Kog vand op med sukker, farin og citronsyre, og hæld den varme blanding over hyldeblomstskærmene og de skivede citroner. Lad det stå koldt under låg i omkring tre dage, og husk at røre lidt i det hver dag.
Så er der kun tilbage at si det, og hælde på flasker. Jeg er en doven skid, så jeg skolder gamle sodavandsflasker (helst plast, men de skal kunne klare varmen) og kommer hele herligheden i fryseren.
Og så er der sommer hele året rundt!
At tænke sig, for omkring to år siden ville jeg have forsvoret at farven gul nogensinde ville finde vej ind i mit liv.
Nu har jeg ferie, er helt og aldeles afslappet i krop og sind (sådan da. Det kræver vist i virkeligheden lidt mere end 4-5 dage at omstille sig…), og fandt mig selv ved kassen i Matas i går, betalende for en neglelak i netop den forhadte gule farve. Så hidsig som overhovedet muligt.
Hvad skete der lige?
I det hus jeg arbejder, taler vi meget med vore klienter om at “kroppen husker”. Dét gør vi fordi de har PTSD, og i langt de fleste tilfælde har de været udsat for horrible hændelser som intet menneske kan ryste 100% af sig igen.
Vi kender det allesammen, men heldigvis ikke alle i form af PTSD.
Ved en forelskelse får vi sommerfugle i maven og en varm fornemmelse i hele kroppen – og hører vi så pludselig “den sang vi dansede til første gang” 10 år efter, så står vi pludselig med den samme fornemmelse i hele kroppen. Nogle gange før vores hjerne har registreret at det er den samme sang.
Ligesådan er det med forskrækkelser. Er du kørt op i bagenden af en anden bil i et bestemt lyskryds, så er det dét lyskryds din krop reagerer på de næste 30 gange, med klamme håndflader, hjertebanken og anspændte muskler.
Vores kroppe husker også arbejdsgange. Det er fingrene, ikke hjernen, der kan ti-finger-systemet på pc´en. Det er hænderne der præcis ved, hvor shampoo´en står i brusenichen om morgenen, når vi knap har forladt søvnstadiet endnu.
Og ligesådan husker min krop præcis hvordan arbejdsgangen er, når der skal vaskes tøj. Så den var ikke klar over, at da jeg havde fået fikset vaskemaskinen i går, glemte jeg at sætte tingene på plads igen omkring den. Og den var ikke klar over, at jeg i farten havde sat vaskepulveret i vindueskarmen – og at Søren havde sat hundefoderet hvor vaskepulveret normalt står.
Og sådan gik det til, at min hjerne slog til i samme sekund som jeg stod klar til at sætte en kogevask over med tørfoder i sæbeskuffen.
God mandag derude.
Og SÅ kom sommeren. Start, parat, go! Sved, for fanden – selv når du sidder lige så stille.
Selvfølgelig er det lige den dag vi har allermest travlt, og gerne vil nå det hele på den halve tid – for så kan jeg jo holde ferie med god samvittighed fra i morgen tidlig, og Søren kan komme afsted til Kbh uden hængepartier herhjemme.
Så ikke noget med at svede halvt hér. Vi går all in!
Fik jeg sagt, at Verdens Mest Vægelsindede Vaskemaskine vælger at gøre indsigelser imod at opfylde sit eneste friggin´ formål i hele dens tilværelse. I dag.
Jamenaltså…
Vi bli´r dem de andre ikke vil lege med.
Det får ikke lov at leve længe på mine fingre…
…men det var såmænd sjovt at prøve. Jeg holdt mig til den sort/hvide variant, men pigerne er gået helt bananas i farveladen.
Om lidt går der neglelakfjerner i den for mit vedkommende, men det bliver da ikke sidste gang jeg tester mani-looks med fri fantasi.
Hvis du også vil lege med det marmorerede look kan jeg anbefale dig en tur rundt på youtube. Det er supernemt efter de første otte mislykkede forsøg, og resultatet overrasker hver gang. Tjek f.eks. hér, og lad dig bare glide videre med links´ene. Der er til mange timers sjov med pigebørnene i sommervarmen.
…har pigerne og jeg i dag bestemt os for at lave absolut ingenting. Nu er youtube blevet gennemtrawlet i timevis, og vi er blevet inspireret til fri leg.
Heldigvis fandt vi en lille smule i gemmerne, så nu sætter vi den store mani/pedi i gang, og så er vi ferieklar.
Jeg overvejer om man skulle…
Og i virkeligheden er det jo unødvendigt at sige mere …men jeg gør det lidt alligevel.
Tre uger. T-r-e uger. Prøv at smag på det engang.
*Mmmmmmmh…*
Det smager godt.
Tre uger. Og de starter godt, gør de. Med regn der renser luften, blomster der lyser op på terrassen, libanesisk spread galore i maven, familien i sofaen og masser af tid foran os.
Nåja. Og udsigten til endnu en lille ferie efter sommerferien. Vi skal bare lige nå at tage på arbejde hurtigere end du kan sige “Bispens gibsgebis” – og så holder vi en uge mere. Fordi vi kan, og fordi børnene aldrig har set det store udland før.
Så:
Før du smører dig en mad med et tykt lag misundelse når du ser hvad vi har i udsigt, så husk at vi er fire mennesker med sommerfugle i maven, i ren glædesrus over endelig at have fået muligheden for andet og mere end en telttur til Sdr. Røvhul.
Hér er forventningerne store, og vi glæder os som aldrig før. Heldigvis er der endnu et stykke tid til, for dén fornemmelse er slet ikke så tosset endda, så vi tåler godt at glæde os et stykke tid endnu.
Desuden skal der da vist også sys et stykke sommerklædning eller to inden vi tager afsted! Og skaffes hunde-, katte-, fugle- og hussitter. For filan da. Men det bli´r så godt, og jeg tror de har ret.
Det bliver dage vi aldrig glemmer.
