Måske bli´r det mudret, dette her. Måske bli´r det bare skriveri for min egen skyld, og måske er der andre der kan genkende det. Måske ikke, for nogle gange føles det som at være helt alene i verden med det.
Det handler om venner. Eller veninder vel egentlig, mit køn taget i betragtning.
Jeg synes det er et ord der bliver brugt hele tiden. “Veninde”. På mig lyder det som om det er noget alle har; en rigtig, ægte veninde man kan betro sig til om alt, i vished om at det ikke kommer videre og bliver taget alvorligt. Én man kan grine og græde med, dumme og fulde sig med, fjolle og råbe med. En forlængelse af én selv.
Sådan synes jeg bare slet, slet ikke det er. Jeg synes eddermame der er langt mellem snapsene, for nu at være helt ærlig.
Jeg har ikke en veninde. Ikke én. Jeg synes tværtimod der er lidt “brændt barn skyr ilden” over mit forhold til det. Ikke at jeg ikke har haft dem, for det har jeg. Jeg synes bare det alt for ofte viser sig at de ikke er reelle, de kvinder/tøser/piger jeg har stiftet bekendtskab med gennem mit efterhånden betragteligt lange liv.
Min erfaring er at kvinder sladrer. De øffer over andres fremgang, lykke og succes – oftest med det formål at få deres eget liv til at syne bedre. Og måske er mænd ikke en skid bedre.
Jeg er ikke nogen helgen selv. Jeg er fandeme dårlig til at vedligeholde et venskab; jeg er ikke den der ringer i tide og utide, dukker uanmeldt op og arrangerer hyggelige sammenkomster. Mest fordi jeg vel i virkeligheden er pissebange for at komme til at virke stalker-agtig. Jeg har før oplevet at komme til at lægge mere i et venskab end “hende den anden” åbenbart gjorde, og dét var altså alt andet end fedt, skulle jeg hilse og sige – så det gør jeg så ikke mere, nå.
Men jeg sladrer ikke. Jeg kan holde min kæft i en evighed, hvis det er hvad jeg er blevet bedt om at gøre – og af samme grund går jeg så stadig rundt som en anden infotainer mange, mange år efter folk alligevel er forsvundet ud af mit liv. Men jeg holder min kæft, for alt andet er uanstændigt.
Og så er jeg i virkeligheden nok lidt misundelig, og mærker et lille stik indeni hver gang andre nævner deres veninder (pluralis?! really???), og alle de pissehyggelige ting de skal lave sammen.
Jeg gad jo faktisk godt at have én der kendte mig ud og ind. En at tage i biffen og til koncert med, og én der havde tid og lyst til at drikke bajere hele sommernatten lang hvis det lige var dét der var brug for. Og en der havde brug for mig.
Den sidste jeg havde, hende savner jeg. Der gik ingenting galt. Hun kunne holde på en hemmelighed, hun nedgjorde ikke andre mennesker for egen vindings skyld og hun havde altid tid. Og så lavede hun en mean kop kaffe, og en endnu bedre mojito. Hun var fantastisk.
Og så flyttede hun. Til Islands Fucking Brygge. Og så glider ting og venskaber ligesom bare ud i sandet, ing´?
Der er eddermame langt til Islands Brygge sådan en helt gennemsnitlig lørdag når man er trist til mode og ikke ved hvorfor.
11 kommentarer:
Åh Kirsten altså! Det er jo faktisk ret trist, at du har den oplevelse af veninder.
Jeg har indtil for få år siden haft samme opfattelse, men de sidste par år har jeg fået meget tætte veninder, som jeg ikke behøver tale med hver dag. Men jeg stoler 100% på dem, og jeg ved, at de som du kan holde på en hemmelighed.
Hvorfor har jeg så fået veninder så sent i mit liv? Jeg tror, det er fordi jeg er blevet bevidst om, at venskaber kræver arbejde, det kræver at man kæres om hinanden, husker de vigtige datoer og husker at ringe hvis man ved, at den anden skal noget særligt. Og så tilgivelse. I dag har jeg det sådan med mine veninder, at vi kan være så ærlige overfor hinanden, at vi kan aflyse en aftale, hvis vi ikke orker. Eller vi kan ligge under hvert vores tæppe og flade ud. Netop det gør, at jeg kan holde venskaber ud. Altså at jeg ikke skal oppe mig.
Hjælper det her dig mon, eller gør det det værre?
KH
Åh, jamen jeg har såmænd ikke brug for noget der "hjælper mig", Anne. Jeg synes derimod at det er superfedt for dig at du har fundet netop dét jeg nogle gange længes efter - og endda som voksen. Dét kan nemlig være tæskesvært.
Men jeg er ikke i tvivl om at du har ret. Det KRÆVER arbejde, omtanke og vedligeholdelse at bevare et godt venskab - lige netop de ting jeg er allerdårligst til. Det er jo bare ærlig snak. Men det er ikke fordi jeg ikke vil, og det er heller ikke fordi jeg glemmer det. Det er lidt fordi jeg ikke tør.
Jeg er en kylling, når det kommer til at blotte mig for meget.
Sådan er det vist bare. Men nu har jeg gjort det lidt her, og måske er det et skridt på vejen ;-)
Din kommentar gør absolut ikke noget værre. Mit indlæg var ikke ment som "kom og stryg mig med hårene, og fortæl mig jeg er god nok som jeg er". Det var mest for min egen skyld, fordi det nogle gange er fedt at få tingene sagt højt, eller få dem ned på skrift.
Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg har det jo godt, og er ikke et fattigt menneske. Jeg er heller ikke ensom, for jeg har masser af mennesker omkring mig. Det er bare nogle gange som om der godt kunne være plads til lidt flere :-)
Hov jeg ved godt det ikke var for at få medlidenhed at du skrev indlægget. Men nogle gange er jeg bange for at gøre andre kede af det...
I know. Men du gør ikke andre kede af det. Du spreder glæde på din vej, s'gu! :-)
Hm...Jeg tror faktisk ikke, at du er helt alene om den følelse og dine betragtninger. Jeg er også herre dårlig til den slags. Og for at det ikke skal være løwn, så bor min bedste veninde i Aalborg og der er megalangt fra Christianshavn til Aalborg. Ikke lige basis for en smuttur, hvor vi bare er sammen uden den store fest.
Kære Kirsten
På en måde er jeg lidt ked af at det ikke er en kontaktannonce, for det ville da være fabelagtigt at indlede et venskab med så ærlig snak.
Tænk at springe over "jeg er nødt til at finde på en undskyldning for at ringe" og gå direkte til "jeg vil gerne tilbringe tid med dig, og du vil gerne tilbringe tid med mig, og så behøver den ikke være længere". Sådan ved jeg slet ikke om det kan fungere i virkeligheden, men det ville da være forjættende enkelt hvis det kunne.
Jeg har det i hvert fald ret meget som dig. Selv folk jeg har kendt ganske længe kan jeg undlade at kontakte af angst for at trænge mig på. Jeg har et par piger som jeg kalder veninder, men absolut INGEN som jeg tropper uanmeldt op hos. Eller som kommer uanmeldt her, og det kunne jeg i grunden godt tænke mig.
Kærlig hilsen Laura
Wauuw.. Kirsten, der fik jeg mig da lige en " AHA "
Tænk at jeg ikke er den eneste i hele verden, der ikke vader i venninder, det gør det sgu lidt lettere at kapere.. Jeg har bare aldrig været god til det med at lukke nye mennesker ind...øv bøv, ville ellers gerne..
heldigvis er der et par herlige Quinder i mit liv, som altid har været der, som jeg altid kan stole på og blive forstået af..
Vi behøver altså ingen "vedligehold" der kan nemt gå måneder mellem, vi ses og alligevel er vi straks på bølgelængde, når det sker.
De, kan vel egentlig godt regnes som venninder, selvom vi er i familie.. Eller ???
mvh. Birthe
Altså... Jeg har læst dit indlæg mange gange nu. Oh jeg ved jo du ikke vil have ynk, men hvordan hulan skriver jeg så - uden at det lyder sådan :)
Jeg kender det godt. Eller, det vil sige, jeg KENDTE det godt. Jeg har også haft svært ved at lukke veninder ind i mit liv, og så har jeg har øvrigt altid følt mig 'forkert'. Ikke spændende at tale med, ikke som en der var sjov at være sammen med osv. Men der skete et-eller-andet, efterhånden som jeg blev ældre. Jeg tror jeg blev ligeglad. Jeg erkendte at jeg ikke kan drible med en venindekreds på +mange. Efter jeg blev skilt (siger altså ikke det er det der skal til vel, ha ha), blev mine tætte veninder endnu tættere. Og nye er kommet til, gamle bekendtskaber er blomstret op til at blive venindeskaber. Jeg plejer mine veninder, men ikke mere end jeg plejer så meget andet. Og jeg ELSKER mine veninder, og de betyder idag alverden for mig.
Tror bare det tager tid, og at det kommer, når det kommer :)
Kram Maria
Jeg kan sagtens følge dig, det er dog ikke afstanden der gør det, men mere 'udvalget' af personer i mit liv. Det hele kan dog være min egen skyld, men stadigvæk, så savner jeg lidt en person som du så fint beskriver, der kender en ud og ind, måske ikke lige en at drikke sig fuld med, men i hvert fald at kunne betro sig til, uden at skulle bekymre sig for om den går videre.
Susling: Ville der være logik i at vi byttede? ;-)
Laura: GUD, hvor jeg kender dét med undskyldningerne! Og hvor er det da fedt at finde ud af, at jeg ikke er den eneste der synes det er pissesvært :-)
Birthe: Selvfølgelig kan de det - og hvor er det fedt du har dem :-)
Maria: Skilsmisse, siger du? Hmmm... Njaaaarh, ved sgisme ikke helt om det er den vej jeg skal gå ;-) Men jeg læser jo selvfølgelig med hos dig også, og kan se at du stortrives i et herligt fælles- og venindeskab med nogle der virker som helt igennem dejlige kvinder. Fantastisk! :-)
Lorine: Velkommen til :-) Og alder har jo åbenbart ikke en skid at gøre med sværheden i det. Det er vist universelt, det der med at finde ud af "reglerne" for hvad man gør og hvad man ikke gør...
Hallooo dér!
Det er eddersparkme' en fed blog du har hér! En af de bedste jeg har set i laaaang tid!! Du skriver røvgodt, og lige dette indlæg er jeg meget tilfreds med.
/Zden
Send en kommentar