Ude på landet...

Da der blev to onsdage i én uge…

2011-11-23T14:18:00.001+01:00

var så åbenbart nu! I dag er det nemmerlig helt ægte onsdag, hvor det i går var sådan en mere forloren en af slagsen.

Den ægte vare er bedre, skulle jeg hilse at sige.

I dag har mit humør været klart bedre, og dét er jeg svært glad for. Jeg er endda så up-beat, at jeg tror jeg kan formå at forklare hvorfor indlæggene her på bloggen er blevet som klattet havregrød; de kommer i klumper, og er som oftest grå og intetsigende.

Okay så. Here goes.

I en rum tid har bloggen her været min ventil. Jeg har brugt den når jeg er i humør til et grin, når jeg har gjort mig store tanker (i mit univers, that is), når jeg vil dele en stolthed. Jeg har aldrig ønsket at skrive en bitterblog, eller endnu værre: En intetsigende blog.

Jeg vil sprede glæde og smil – og selv glædes over det jeg kan læse tilbage på. Om det så er et stykke krimskrams jeg har skabt, en kage jeg har forkælet familien med eller en flok bevingede ord med sarkastisk tone er underordnet. Jeg vil bare have det godt med at udgive det jeg skriver.

Det har jeg ikke lige nu.

Når jeg ser tilbage på de sidste mange indlæg er det lort jeg ikke selv ville gide læse andre steder. Simpelthen.

Jeg er kørt træt, og smider af og til et indlæg på bloggen i forsøget på at overbevise mig selv om at den stadig lever. Det gør den bare ikke. Den er på life-support, og ligger nu og sygner hen som en anden grøntsag. Og det faktum at jeg en sjælden gang smider ekstra ilt ind gør ikke at den vågner igen. Der skal meget andet og mere til.

Lige nu vælger jeg at lade den ligge for en stund. Den løber ingen vegne, og måske kommer jeg en dag tilbage og genopliver den. Måske får den lov at dø.

Lige nu vil jeg hellere leve mit liv end skrive om det. Der er mange ting der fylder. Ting, jeg ikke har lyst at skrive om herinde, for de handler om andre end mig, og det skal respekteres. Men jeg vil hellere være sammen med de mennesker og bruge mine sparsomme kræfter dér, end sidde foran pc´en.

Sådan må det være. Og sådan blev det. Da der blev to onsdage i én uge.

Onsdagsstatus

2011-11-22T18:52:00.001+01:00

Update 19.35 (indlæg udgivet 18.52): Aarh, crap!!! Så gik det lige op for mig at det ikke engang er onsdag… Lortedag.

I virkeligheden er min onsdag jo bare helt almindelig. I virkeligheden er der ikke rigtig sket noget som helst, men alligevel går jeg med en utilfredshedsfornemmelse i maven som – i virkeligheden – er helt og aldeles uberettiget.

Agnes har ligget på sofaen hele dagen. Feberramt og med ondt i halsen. Dét var jo lidt noget lort, men til gengæld fik vi set Orla Frøsnapper. Den var der så ingen af os der faldt på halen over.

Da jeg syntes jeg havde nået min max-kvote af børnetv fik jeg den fabelagtige idé at sy mig en nederdel til julefrokost på jobbet på fredag. Fordi jeg synes vi kan bruge vores penge på andet end nyt tøj til mig, sagde hunden.

And thus gik jeg i gang med at slagte en fin rød dug med ivævede guldtråde, købt i den lokale genner. Hvad ellers, når det nu var julefrokost, og dresscoden er meldt ud som “Jul, jul, jul!”.

Og hvorfor er jeg så så skideirriteret nu? Fordi den flippin´ nederdel er alt for stor, og pisseuklædelig til mig.

I virkeligheden er det jo et luksusproblem. Jeg har tabt mig, men af gammel vane syr jeg stadig tøj i str. 46 (!!!!!!!). Hvad fanden gør jeg dét for?

Nu står jeg hér, og burde egentlig være glad for at jeg har tabt mig – men i stedet er jeg sur over skønne, spildte kræfter og smukke materialer der er gået tabt. Og nej, jeg syr den ikke hverken ind eller om igen. Fandeme nej.

Og så er det jo ikke en skid den nederdel der gør mig trist. Det er bare fordi jeg savner den dejlige mand der arbejder langt væk lige nu, og først kommer hjem i overmorgen. Pisosse!

What´s new, pussycat?

2011-11-14T22:21:00.001+01:00

Not much, really. Og vel egentlig slet ikke nok til at skrive et blogindlæg om det, men nu gør jeg det alligevel. Hvis mine børn engang fatter interesse for hvor actionpacked deres mors liv var som næsten-ung, kan de jo læse tilbage i skripterne, og få syn for sagen.

Og actionpacked, dét er det. Jeg har for eksempel bestilt uld til at filte tørklæder af i dag. Til jobbet ganske vist, men det tæller da alligevel, gør det ikke??!

Jeg tror også jeg har jokket et hundehår op i foden, og kan nu mærke det lille *prik* hver gang jeg tager et skridt. Alligevel har jeg zumba´et i dag. Livin´ on the edge. Jeg sagde det jo.

Nåja, og så holdt vi fest i lørdags. Dét er alligevel værd at få med! Selvom jeg jo faktisk lidt havde håbet på at være standervissen omkring klokken 11, og det så i stedet udviklede sig til sådan en ret stille fest. Med søde mennesker, god musik, masser af mad og drikke (Asti, jeg elsker dig!), grin og ballade. Og Gæt-og-grimasser. Ja. Vi er så nået dertil i vores liv, hvor vi tilhører det segment der faktisk kan få sjov ud af at kravle rundt på gulvet som Grethe Sønck* look-a-likes i vores salige minibrandert.

Ellers er vi just omtrent same old same old.

Hvis vi pludselig oplever noget á la million-Lotto-gevinst, en efternølers ankomst eller et jordskælv hører I fra mig igen. Og måske før. Men kun hvis jeg rent faktisk synes det er noget der er nogenlunde værd at skrive hjem om.

Deal?

*Forbrugerinfo til de der har forvildet sig herind ved en fejl, og eventuelt er født ultimo 1980´erne eller efter; Grethe var et lørdags-aftens ikon da mor var dreng. Send Onkel Google efter hende, så bliver du klogere.

Gennembrud!

2011-11-10T22:19:00.001+01:00

Jeg har i aften (for første gang i lang, laaaang tid!) fattet lærred og pensler – og det virker rigtigt. Nu håber jeg bare ikke jeg er gået hen og er blevet “rusten”… *indsæt selv præstationsangst her*

Jeg tror ikke jeg har været bevidst om hvor meget jeg har gået og savnet det. I mange år var det jo “min ting”, det med tegning, farver, komposition og udtryk. Først senere er det gået mere over i garn, tekstiler og det mere håndarbejdsprægede, og så gik tegneriet i glemmebogen. Eller… det blev negligeret, i hvert fald.

Nu fortryder jeg lidt. Jeg var faktisk rigtig god engang. Nu; not so much. Jeg har glemt rigtig meget af det rent tekniske, kan jeg mærke – og inden der nu sidder nogen derude og messer “kreativitet skal komme indefra, og teknik har ikke noget med sagen at gøre”, så tillad mig at sige: I beg to differ.

Kreativiteten kommer så meget nemmere, hvis basis er i orden. Hvis man ikke skal famle sig frem, og opfinde den dybe tallerken på ny hver gang, bliver det altså lidt sjovere. Måske mest fordi det så indbefatter succesoplevelser, i stedet for fiaskoer. Nå.

Egentlig pizzeligemeget. Jeg kan mærke at det kribler i mine fingre for at komme til lærredet igen. Lidt noget lort at det eneste jeg kan gøre lige nu, er at se på mens det tørrer mellem lagene…

Fyldt

2011-11-06T21:14:00.001+01:00

Jeg har holdt weekend med weekend på.

Pigefødselsdag, bageri, WII-spil, flere legekammerater, selvbevidst zumba i stuen, Ikea-møbel-samleri, tøjvask, godt selskab og alt det løse er gået op i en højere enhed, og nu er jeg fyldt op. På den rare måde.

I de stille stunder har jeg siddet med Trines strik mellem hænderne, men det går ikke for hurtigt. Opskriften fejler ikke noget, men det gør jeg åbenbart. Jeg ved ikke om der findes en diagnose på “strikke-skulder”, men ellers stiller jeg gerne op som forsøgskanin. I hvert fald gør min højre skulder naller hver gang jeg har siddet en halv time med pindene. Og hvor kom dét lige fra??!

Nevermind. Jeg holder ved, gør jeg. Det er lækkert garn at arbejde med, og opskriften er fandenfiseme lige at gå til. Og nu er jeg såmænd snart 35 cm inde i ponchoen (på omkring 14 dage. Crap!!), så mon ikke jeg når målet lige pludselig?

Asta er allerede lidt misundelig over at den ikke er til hende, så hvis ellers skulderen vil samarbejde tror jeg der kommer en mere på pindene bagefter. Bare lidt større, forstås.

Og nu? Nu giver jeg den en skalle mere med garnet – og måske en god film dertil. Det sidste weekend skal nydes…

Thank heaven - for little girls

2011-11-05T20:53:00.001+01:00

Jeg slap for at lave flagermusen!! Barnet ombestemte sig i allersidste sekund – og tak for dét.

Stemningsmedley´et ser cirka sådan her ud…

…og i virkeligheden er ord helt overflødige.

Alligevel vil vi dog lige sende en varm tak til Rie Elise for at lave så smukke papirer, og Minimega for idéen (hvem kan sige “rip-off”?) til poserne! Dét satte prikken over I´et, da alle småpigerne fik slik med hjem i sådanne skønheder.

Og så har jeg forøvrigt gemt skabelonen jeg lavede dertil, for det bli´r ikke sidste gang.

Nu er der bare tilbage at sige: God aften derude. Om lidt rammer jeg sofaen – og så vil jeg snuppe tre-fire gulerødder med, for ikke at blive fristet af dagens leftovers…

“Nogen” jeg kender…

2011-11-04T17:24:00.001+01:00

blev otte år for et stykke tid siden. Derfor skal “Nogen” holde temmelig forsinket fødselsdagsfest i morgen. Og derfor står “Nogen”s mor nu i køkkenet og bager på livet løs.

“Nogen” har nemlig bestilt en flagermuseformet fødselsdagskage. Halloween in mind, og alt det dér.

Mens flagermusen køler af skal der foldes godteposer af fint papir og laves aftensmad, ryddes op og vaskes tøj.

Der´ altid nåed at gøre for en husmor…

Psst…! Hvis den der flagermus lykkes, bli´r I billedspammet i morgen. Needless to say; hvis der så ingen billeder er, så ved I med sikkerhed at den er blevet helt og aldeles ynkelig at se på.

Here I am!

2011-11-01T20:23:00.001+01:00

Jeg er faldet i YouTube-fælden…

Og så kommer man jo ikke op lige foreløbig, vel?

Se bare hér! It´s all oldies but goldies:

Pas nu på. Hvis man først er faldet i gryden som barn er man hooked. Men der er fandeme hyggeligt på bunden…

Jeg tror ikke jeg kommer op igen i aften.

´tis the season to be jolly

2011-10-21T10:02:00.001+02:00

Vi plejer at være håbløst bagefter når julen er lige om hjørnet. Især tøsebørnene, som sidder og lægger sidste hånd på årets værker d. 24. om formiddagen. Dét giver moderen sved på panden, for som altfavnende blæksprutte og medhjælper-til-alt synes jeg det som regel medfører en “al gang foregår i løb”-seance herhjemme, som jeg godt mener jeg kan være foruden bare en enkelt gang.

Så: Begge tøsebørn var bænket til sofaen i går p.g.a. sygdom, snot, hoste, let feber og generel dvaskhed. What to do, hvis man ret hurtigt begynder at kede sig til Nickelodeon, Disney og Boomerang? (Og hvad er der egentlig blevet af alle de gode børnefilm der engang i tidernes morgen var selvskrevne til efterårsferie-filmkavalkader??)

Vi begyndte da på årets julegaver! (Og hvis man nu er Mormor, Tante Malene eller Moster Lillian og læser med, så luk straks skærmen ned – eller lad i det mindste være med at sladre til lille fætter Lækkermås!)

En tur i Stof&Stil den anden dag gjorde at vi ikke selv skulle bruge ho´derne ret meget. Haps!, dér lå da lige julegaven til pigernes lille fætter; Niels-Oscar. Og på kun én lille dag fik Agnes færdiggjort sin del af den.

Værsesgo! Ideen er som sagt ikke min, men damerne bag Stof&Stil deler gerne, det ved jeg.

Ét styk fint memory-spil til den lille fyr, med specielle motiver, udvalgt, klippet og syet af Agnes. Fandeme jo.

Det var med tungen lige i munden, og med en hjælpende hånd fra undertegnede – men hun gjorde det fileme! Det eneste jeg hjalp ekstra til med var da der skulle klippes huller i det orange(!) filt. Det er en dygtig ung dame vi har lavet dér.

Der er i høj grad tænkt på motiverne da stoffet blev udvalgt, og det er godt. Nu er vi blevet enige om, at Niels-Oscar garanteret bliver helt vildt glad for den fine gave – og at Onkel og Tante måske ikke helt kan lade være med at tage et spil memory når den lille er lagt i seng…

Asta var også i gang i går. Målet er et lille udvalg af amigurumi´er på en barnevognssnor af fine perler i klare farver, så der er lang vej endnu, men:

½ skildpadde er s´gu ikke så ringe endda på en lille arbejdsdag. Faktisk er jeg vildt imponeret, for det lød grangiveligt som om hun var klar til at skrotte lortet op til flere gange.

Når han er ved at være færdig skal I nok få lov at se. jeg blærer mig nemlig gerne med mine unger! ;-)

Advarsel! Surt, urimeligt, infantilt (og heldigvis kort) indlæg forude!

2011-10-20T22:24:00.001+02:00

Véd I hvad jeg ikke tåler??!

Nåmmen så skal jeg da hellere end gerne fortælle jer det – når I spø´r så pænt: Når “folk” (læs; professionelle mennesker, selvbestaltede eksperter o.lign.) i medierne ikke formår at kalde tingene ved deres rette navn.

I dag har jeg for eksempel både på tv og i radioen hørt to voksne danskere sige “bedler”. Det hedder billeder!, for fanden. Det andet der er ikke engang et ord.

Jeg får røde knopper i nakken når “folk” laver det nummer!

Ligeså får jeg det af (forkert udtalte) ord som “psykriater”, “trælst”, “skelrose” og “hångklæde”. Men bedler er altså et af de værste – og desværre også et af de mest udbredte.

Hvad fanden sker der?

Ville det være for meget forlangt…

2011-10-19T20:13:00.001+02:00

at børn (og deres forældre) kunne få lov at nyde en tiltrængt efterårsferie uden følgeskab af årstidens mest forhadte følgesvend; Influenzaen?!

Agnes blev afleveret herhjemme midt i en noget forkortet miniferie fra bedsterne. Hun skulle egentlig have været der i dag med, men blev afleveret hér før tid “for hun virker altså noget sløj”.

Knapt var ordene udtalt, før barnet holdt sig temmelig sigende for munden, og afleverede den fiiineste brækstråle hele vejen gennem stue og køkken. Hun prøvede vel egentligt at nå ud på badeværelset, men det endte med køkkenvasken. Yummy.

Siden har hun siddet stille i sofaen. H-e-l-t stille. Med remoten fastklistret til hånden, og uden appetit på andet end en smule saltchips i ny og næ.

Dét er fandeme synd!

Og tag en dyyyyb indånding, Kirsten…

2011-10-18T11:20:00.001+02:00

Hvis mit kamera ellers ville samarbejde lige nu, så skulle I bare se løgsovs!!!

Agnes er på miniferie hos Bedste – og i et øjebliks overmod tænkte jeg at dét da ville være det perfekte tidspunkt at rydde op (og ud!) på pigebarnets værelse. Aka Rummet Der Ikke Kan Rengøres. Hvorfor? Fordi der er lort og skrammel overalt!

Undskyld! Kære, søde, elskede Agnes… Jeg véd godt du synes dine skatte er ganske fantastiske og uundværlige, men:

So far har jeg for eksempel fundet en lille samling af sammenkrøllet (og –foldet), klistret slikpapir, tapekugler(??), gummirotter og en utæt sæbebobledispenser – i smykkeskrinet. Hvor der forøvrigt ikke lå nogen smykker. Overho´det.

De lå nemlig jævnt fordelt under skabe, i bamsekasser, i kurvene med Barbiegrej (til Agnes´ forsvar var der jo god plads, for Barbie og alle hendes venner lå ud over hele gulvet på gangen) og godt rodet sammen med Playmobil og Build´A´Bear. Så er der jo altid smykker lige ved hånden, uanset hvad man er i gang med.

Jeg har også fundet jævnt mange døde fluer. Dét gav pludselig mening da jeg fandt vores fluesmækker – som jeg har ledt huller i jorden efter i laaang tid. Men okay; den er neonpink og formet som en sommerfugl, så hvorfor skulle den ikke bo hos Agnes. Bare pænt klamt med alle kadaverne, nå.

Til gengæld kan jeg ikke finde de nøgler der engang var til Agnes´ skabe. Nu er der kun én tilbage til fem låger, så dén bliver s´gu snart svejset fast til lortet.

Jeg har samlet mig tre sorte sække nu. Med konfetti, glimmer, gammelt tyggegummi og slikpinde, garn i store sammenfiltrede kugler, firehundrede næsten ens tegninger (prinsesser, feer og seje discotøser), småbitte the-selskabs-sæt der enten mangler halvdelen eller er propfyldt med modellervoks (eller tyggegummi?), opfindelser af gamle skotøjsæsker, køkkenruller, styroformkugler, piberensere og mælkelåg, tape-tape-tape!, GaJol-æsker, McDonalds-plasticpis fra diverse HappyMeals, ………… *bare indsæt resten selv. Intet er for stort, for småt, for vildt eller for usandsynligt*………

Jeg tør ikke kigge under sengen. Det er det e-n-e-s-t-e sted jeg mangler at rydde op nu. Men jeg er bange.

Meget, meget bange.

Jørgen Clevin har ikke levet forgæves…

2011-10-16T13:43:00.001+02:00

Agnes og jeg råhygger i dag. Resten af husets beboere er rendt fra pladsen, så vi har det hele for os selv, og dét udnytter vi!

Selvom den unge dame fyldte år midt i september har vi ikke nået at holde fødselsdag for klassens piger endnu (surprise!), men i dag fabrikerer vi invitationer. I stor stil, og med ganske umådeholdent forbrug af glimmer, farver, limstifte og fantasi.

De bliver helt som den unge dame vil ha´ dem. Et farveflor extraordinaire, med pynt og fniller-fnaller til den helt store guldmedalje.

Lige nu ligger de fine invitationer i pres under et væld af biblioteksbøger, men dét betyder ikke at vi holder fri. Vi puncher sommerfugle i fint papir og finder “alt der glitrer” frem fra skufferne. Jeg har en mistanke om at mine fingre ikke bliver glimmerfri lige foreløbig…

Det er den helt rigtige måde at bruge en efterårsferiesøndag på!

One in a million

2011-10-15T13:30:00.001+02:00

Det er en underlig lørdag i dag. Jeg er helt alene – som i totalt og aldeles, og har været det siden jeg slog øjnene op i morges. Børnene har sovet hos henholdsvis veninde og Mormor, og Søren tog afsted tidligt i morges for at hjælpe til hos en bekendt.

Jeg fejrede det med at sove til kl. 9.30.

Ha!

I virkeligheden har jeg ikke lavet en skid lige siden. Jeg n-y-d-e-r at efterårsferien er sparket i gang, og bestemte mig allerede i morges for, at det jeg ikke når i dag det når jeg i løbet af ugen.

Jeg har dog været en tur på posthuset, for dér lå en pakke og ventede på mig. Afsenderen er den altid søde Trine, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med at prøve kræfter med en af hendes strikkeopskrifter. Agnes kan snart forvente at kunne klæde sig i en sød poncho, i den smukkeste brune farve.

Nu håber jeg bare jeg gør arbejdet godt nok, for Trine har gjort et godt forarbejde – og jeg håber jeg kan fuldføre med succes.

Tak, Trine.

Og nu vil jeg nyde lidt mere af min lørdag! Peace out…

Aaaaah… FYRAFTEN!

2011-10-13T21:07:00.001+02:00

Dagens arbejde er vel udført, indkøbene klaret, danseholdene ovre, maden lavet, bordet ryddet, børnene puttet og madpakkerne til morgendagens Trim-dag sat på køl.

Og i morgen eftermiddag har jeg ferie!

Life is goooooood…

Farveglæde

2011-10-09T16:22:00.001+02:00

Agnes er gået hen og har sparet sig en helt pæn sum sammen. I tråd med den samme økonomiske fornuft som barnet (næsten) altid udviser, har hun nu bestemt sig for at de skal bruges i Ikea. Der skal nyt værelse til når man bli´r større, altså.

Dét synes jeg er en helt igennem fin beslutning, og vi tog så forskud på løjerne med et par af de bogkasser vi allerede havde til at stå.

Med lidt forskellige papirvarer, lidt spraylim og ditto lak kommer man såmænd et godt stykke vej – og kasserne er allerede blevet udnævnt til bamselejligheder, siger barnet. “Det ligner jo næsten at det er forskellige slags tapeter, mor.”

Nå, ja.

Snorene der hænger ned til højre er fra det pynt vi også har fået lavet til det nye værelse. Ikke fordi vi har opfundet den dybe tallerken – nøh; vi har s´mænd bare gjort som “alle andre”, og er hoppet i den store restekasse. Nu har vi vimpelranker i lilla og gul, så det hele kan få et farvespræl og lidt cirkus-feel…

Jeg ved ikke helt hvad næste skridt bliver, men jeg véd at vi har efterårsferie i uge 42 og så går turen til Ikea. Hun glæder sig, og det gør jeg også.

Jeg krydser fingre for skabe, skuffer og opbevaringsløsninger til Oda Opfinder………..

Hvis man kunne fantasere sig til fantastiske kræfter og evner…

2011-10-07T18:07:00.001+02:00

så skulle I se mig her i weekendén; transmogriffe mig om til et utal af Kirsten´er!

Der skulle være Fråde-Kirsten, der ikke ville være til at flå fra det store kagebord…

Dét ville så gøre at det ville blive strengt nødvendigt også at tage en tørn som Dancing-Kirsten…

Hygge-Kirsten gad godt tage på tur med ungerne mens hendes bedre halvdel knokler igennem…

Og i virkeligheden er der strengt brug for Hausfrau-Kirsten herhjemme, efter at Sølle-Kirsten har ligget på langs i sofaen de sidste 3 dage (dét kunne vi godt have været foruden, dér!)…

Teenage-Kirsten gad godt drikke sig en brandert til i mojitos og Breezer´e – for nej, mere voksen er jeg ikke, og Breezer´e smager godt!…

Når så Teenage-Kirsten sad med tømmermænd dagen derpå, kunne Filmfreak-Kirsten få lov at komme ud. Hun gider virkelig godt se tre-fire gode film i streg…

Og sidst, men absolut ikke mindst, gad vi godt se Krea-Kirsten på hjemmebane! Hun har kun fået lov at komme frem på arbejdspladsen den sidste lange tid, og hende savner vi!!!

Hvor lang sådan en weekend mon i virkeligheden skal være, hvis vi skal nå det hele?!?

Jackpot!!

2011-09-30T17:11:00.001+02:00

~~Dagens~~ ~~ugens~~ ÅRETS kup blev gjort i går.

Jeg havde i ånden allerede brugt i omegnen af 6-800 kroner på ny vinterjakke til Asta; Barnet der vokser med lynets hast, men…

Jeg skal måske lige ha´ flyttet en knap eller to, eller sætte et “pyntestykke” ind som ekstra rygvidde/dekoration…? Den er denondelynemig slimline, den jakke. Den passer hende lige præcis i livet (og knapt over brystet, som I kan se), men er godt lang på ærmerne – og jeg ved godt det er sådan den skal se ud, men det går altså ikke helt. Og hun er bestemt ikke tyk, barnet.

Nu bliver den customized, og det skal nok blive godt.

Tak til Mission Afrika, min lokale skattekiste af genbrug. Til 100 kroner kan det ikke være helt galt. Vel?

Psst…! Billedet snyder. Umiddelbart ser hun ikke begejstret ud – men der ligger et lillebitte smil på lur. Hun er så godt tilpas med at eje en rigtig, ægte skindjakke for første gang!

Motivation

2011-09-24T13:17:00.001+02:00

På en lækkerlørdag er der normalt ro i huset her. Det plejer at indbefatte legeaftaler, all-day nattøj og gode film, flydende spisetider, lystbetonede aktiviteter og tid, tid, tid…

I dag er det anderledes. Begge piger er i fuld gang med at rydde op på værelserne. Dét er ellers noget der skal både pisk og trusler til før de gør for alvor, men denne gang er det frivilligt.

De sidste to nætter har de sovet inde hos os. Hvorfor?

Torsdag aften var Agnes lige ved at falde i søvn, da hun fik øje på sådan en fætter her på gulvet…

Billedet er hapset på nettet, for ingen her i huset havde is nok i maven til at finde kameraet frem mens barnet skreg af sine lungers fulde kraft. I stedet blev en af Sørens tunge sikkerhedssko fundet frem i en gal hast – og resten er vel historie.

Jeg var ikke hjemme (thank god!), men kilder anslår at den var omkring otte centimeter fra …tåspids til tåspids? Og om det er akkurat samme slags som den på billedet skal jeg heller ikke kunne sige. Kartoffel-kartoffel. De er klamme allesammen.

Nu vil pigebørnene have gjort rent på værelserne. Det siger sig selv hvorfor. Jeg har selvfølgelig lovet at hjælpe, og heldigvis er det ikke noget stort arbejde for der var faktisk helt hæderligt inden de gik i gang. Jeg har nu alligevel ikke tænkt mig at fortælle dem at de ikke behøver gøre det, når nu motivationen endelig er der. Tak, lille Peter…

Så kan jeg også få min seng for mig selv igen. Win-win.

Når normaliteten forsvinder…

2011-09-21T15:49:00.001+02:00

Jeg er kom sent hjem i aftes efter en ekstraordinær biografoplevelse. Ikke at den var ny, for filmen var et gensyn – denne gang blot oplevet gennem en anden optik end sidst jeg så den.

Der er Psykiatridage i Aalborg. Dette indbefatter blandt andet en lille kavalkade af fantastiske film i Biffen på Nordkraft, alle med et oplæg inden, af en fagperson indenfor det felt i psykiatrien som filmen rører ved.

I aftes så vi Brødre…

Det er en gribende, rystende, følelsesladet, forfærdelig, god film – og om et emne der ligger lige til højrebenet for mig og de kolleger jeg var afsted med i går.

“PTSD… Det´ en svær én!”, som aftenens utroligt jordbundne, men meget kompetente, oplægsholder sagde. Med tyk, amerikansk accent. Peter Brigham er en dygtig mand, med kraft og viden bag hvert et ord han ytrer, og det var en stor og udsøgt fornøjelse at høre hans bud på filmen og temaet bagefter.

I dag har jeg haft indre billeder kørende fra filmen. Det er i virkeligheden ikke noget at ønske sig, for den er eddermug´me barsk! Jeg tror nu alligvel det er sundt for mig, for da jeg så Brødre første gang så jeg den fordi… jamen, det var jo Susanne Bier, og det var jo underholdning, og den var jo rost til skyerne, og, og, og…

Denne gang så jeg den med fag-brillerne på – og der var ikke ét symptom jeg ikke kunne genkende i nogen af de mange mennesker jeg omgives af til daglig. Kæft, det var vildt.

Jeg er helt sikkert at finde i Biffen igen d. 4. oktober. Der viser de Mary & Max – og selvom den har ligget og fristet på min hylde ved pc´en i fjorten dage nu, har jeg holdt mig fra den.

For (nogle) film skal ses i biografen…

10 Uomtvistelige Sandheder fra Mit Liv

2011-09-19T21:06:00.001+02:00

1/ Stømper og sokker er ikke noget man kan finde i en dertil sirligt indrettet skuffe herhjemme. Skuffen findes godtnok, og er endda naivt udstyret med en Dymo-label, mærket “Strømper”. Den er bare tom. I stedet skal man selv hen og lede efter to matchende strømper i en gigantisk pink kurv der ser ud som om den prøver at kaste op.

2/ Jeg. Er. Ikke. Løber. Jeg prøver halvhjertet at blive det fra tid til anden, men jeg ved ikke om det nogensinde lykkes. Men jeg vil sgu egentlig gerne. Ville bare ønske det kunne lade sig gøre at blive så´n en cool marathontype ved hjælp af tryllestav, aerodynamisk gear og en lille smule viljestyrke. Helst i løbet af en enkelt eftermiddag, og uden åndenød og sved på panden.

3/ Jeg har flere halvfærdige projekter end nogen anden jeg kender. Oftest fordi jeg slår for store brød op, og derfor når at blive træt af farve- og/eller mønstervalg når jeg er halvvejs igennem arbejdet. That sucks. Hvis jeg var klog, ville jeg gøre skidtet færdig og forære det væk bagefter.

4/ Jeg er ikke snerpet. Det er jeg altså ikke. Jeg har bare ikke lyst til at dele informationer om min krop og dens funktioner med Gud-og-hver-mand. Og jeg forstår ikke hvorfor andre mennesker føler trang til at dele samme informationer med mig. Jeg har intet behov for at blive delagtiggjort i hvem der har fået fjernet en byld i røven eller er plaget af hårsækinfektioner i skridtet. Det har jeg altså ikke. Og jeg ved slet, slet ikke hvad de forventer at jeg skal svare til det. Hen over en kop kaffe og et stykke kage.

5/ Jeg bliver aldrig modeblogger! Jeg magter det simpelthen ikke. For det første ejer jeg ikke ét stykke tøj der ville kunne karakteriseres som moderne. Jeg har tøj i flere kategorier, men “in” er ikke en af dem. Til gengæld har jeg “beskidt, men kan bruges”, “velegnet til havearbejde”, “på vej til Blå Kors” og “smart i en fart”.* Den sidste er god til arbejde og fest. Der skelnes ikke her i huset. Nogle mennesker har et helt skab til festtøjet; den slags der skal skånes, og kun kommer ud til ganske særlige lejligheder. Høh. Jeg ejer ikke ét stykke tøj der hænger på bøjle. Ta´ dén, Jim Lyngvild!

6/ Jeg bliver aldrig interiørblogger! Punkt 1 siger vel nærmest det hele i sig selv, men: Jeg ejer ikke evnen til lige at smække et par hippe loppefund, en enkelt designklassiker og et kitchet tableau på benene så det ser smækkerlækkert ud. Og friske blomster i vaser? Not on my watch. Misforstå mig ikke: Jeg synes det er superlækkert – jeg magter det bare ikke. Jeg er mere så´n en der bor blandt hundehår, semikrøllede børnetegninger og slidte møbler der var moderne i ´90erne. Og når jeg endelig gør et loppefund, er Wiinblad-fadet altid skåret.

7/ Jeg elsker ord. Store, smukke ord der nærmest smelter på tungen. Jeg ville elske at skrive lange, floromvundne blogindlæg, klummer og bøger – men min drøm om ord er med tiden blevet ædt op. Af Monstret Med Tusind Ansigter. Tidsslugeren. I har også bemærket at Monstret er kommet ind i mit liv igen, ikke? Det dukker op i perioder af menneskers liv og æder al den tid der før var til overs. Lige nu er det hér, og det er Monstrets skyld at jeg efterhånden kun skriver blogindlæg i stikordsform. Damn you, Monster…

8/ Jeg er en sucker for lægeserier på tv. Lige fra dengang i tidernes morgen, hvor George Clooney dukkede op i ER, har jeg været hook´ed. Ikke kun på grund af George Clooney (selv om det da klart var et plus), men… Jamen, jeg ved egentlig ikke hvorfor! Nu er det Grey´s Hvide Verden, House og Private Practise der fanger mig – og jeg vil fandeme ha´ ro når det kører over skærmen! Hey… jeg syntes endda Lille doktor på prærien var fedt. Engang.

9/ Jeg ville ønske jeg kunne finde det meditative i havearbejde. Det ville bare lissom gøre alting meget nemmere om sommeren, ing´? I stedet synes jeg vist i virkeligheden det er lidt sur røv at hive ukrudt op, klippe hæk og slå græs. Fandeme ellers smart at slå sig ned på et nedlagt landbrug så, hva´?

10/ Jeg brokker mig jævnt tit over det nedlagte landbrug – og guderne skal vide, at der fandenfiseme også er meget arbejde i det, og meget vi sikkert aldrig bliver færdige med. Jeg er af og til ved at brække mig over halvfærdige projekter, murbrokker, jorddynger, træstubbe, mudder, byggearbejde og nedrivning. Men jeg elsker det gamle lort, og ikke mindst det stykke jord det ligger på. Herfra min verden går, og jeg håber at blive her indtil jeg skal bæres ud herfra. Om mange, mange år.

*Alle kan forøvrigt købes med fordel i Kvickly, Føtex og Bilka, hvis du ville vide det. Bare kald det venlig forbrugerinfo.

What to do…?

2011-09-19T14:12:00.001+02:00

Jeg har lige slettet et indlæg jeg skrev tidligere i dag. Det var simpelthen for sølle.

Du nåede måske at læse det, og hvis dét er tilfældet så beklager jeg! Dybt og inderligt. Jeg mener; come on! Et indlæg på vers, hvor det eneste jeg kunne få til at rime var ´”ikk´” og “p**!”…

Goddammit…

Jeg er et sølle, sygt skrog i dag, med ondt af mig selv. Jeg er plaget af dyb kedsomhed, og har henslæbt dagen i sofaen med strikketøj og dårligt tv. Men dérfra og så til at begynde at rime? Aaaaarh, vel?!

Tag dig nu sammen, Kirsten.

Måske jeg bare trænger til et andet strikketøj, for selvom dette her alligevel er ret lækkert i farverne, så melder jeg klart flag: Det er røvkedeligt at strikke!

Der er meeeeegalangt rundt på en enkelt pind – og når målet er et oversize vikle-rør-tørklæde er der sgis´me et stykke vej endnu. Jeg tror det dør inden da.

Alternativet er at gennemgå lageret-over-alt-mellem-himmel-og-jord, og se om det ikke kan lade sig gøre at finde et andet projekt eller to, så jeg har lidt at veksle mellem.

Jeg har lovet Søren en vamset strikketrøje (i uld der ikke må kradse. WTF?!), så dén skal jeg i gang med på et tidspunkt – men mangler garnet indtil videre. Tisosse…

What to do når man keder sig helt gudsjammerligt…? Udover at rime, that is.

Rødt felt

2011-09-17T19:10:00.001+02:00

Og lad mig nu starte med at sige tillykke (!) – for mens jeg tastede overskriften til et indlæg som egentlig skulle handle om noget helt andet, kom jeg i tanke om at jeg slet ikke har skrevet noget om den skelsættende, historiske begivenhed der fandt sted i Danmark for blot to dage siden.

Vi fik det jo som vi ville have det, alle os med røde hjerter. Og hvor er det dejligt. Nu slipper landet for en Løkke om halsen, og får i stedet Danmarks første, kvindelige statsminister(-inde?).

Jamen, er det ikke fantastisk?! Jeg synes i hvert fald bestemt der var et helt andet lys over landet da jeg kørte afsted mod arbejde i går morges. Jeg mener det helt bogstaveligt. Der lå pludselig et mere blidt, sensommeragtigt skær over veje og marker end i dagene op til.

Me like.

Og ud med Pia! Og ind med Johanne, Villy (my man) og Margrethe. Jeg er da helt på toppen over det her – selvom jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet da min bror (betjenten med det blå hjerte) i går bemærkede at “så mangler det da bare at Johanne bliver Justitsminister, frigør hashen og freder pusherstreet. Og så kommer jeg og bor hos dig, når jeg mister jobbet p.g.a. nedskæringer!”…….

Yikes! Men mon det går så galt?

Og tænk, i ren ekstase over valg og resultat deraf …har jeg nu glemt hvad dette indlæg i virkeligheden skulle ha´ handlet om.

Pyt. God lørdag aften derude. Og tillykke med fremtiden.

Agnes, 8 år…

2011-09-14T21:27:00.001+02:00

Den skulle altså med på billedet, den nye mobil! Det er en stadig søvnig Agnes der poserer for fotografen, men smilet er da ikke til at tage fejl af: Den smukke, store pige var lykkelig for sin gave i morges.

Vi har taget det hele stille og roligt i dag, kun med besøg af Mormor. Resten af fødselsdagsgæsterne er slet ikke i Nordjylland lige nu; næh, de er at finde så vidt forskellige steder som Kbh og Las Vegas, så dét får vente, det store familie-ryk-ind.

Men selvfølgelig var flaget alligevel hejst i haven, og fødselsdagssangen afsunget. Derudover var der endda kommet både fødselsdagskort i postkassen, og tillykke-sms helt fra USA. Alt var godt. Og den store pige var pænt stolt da hun pludselig svansede ud af døren og kvidrede “Jeg går lige ned til Luna. Du kan bare ringe, når jeg skal komme hjem…”

Så vi har haft en dejlig dag, lige efter fødselarens hovede. Jeg kunne pludselig flexe i eftermiddags, så hun blev hentet to timer før tid på fritteren (yei!) – og så gik resten af eftermiddagen ellers med at lære den nye Sony Ericsson at kende. Og med at lave aftensmenuen; ris og boller i karry! For enhver ved jo at det står på side 1 i Fødselarens Regelbog at man må bestemme når man fylder år. Også over aftensmaden.

Jeg havde nu bestemt hvad desserten skulle være. Også selvom det i virkeligheden ikke passede en skid sammen med boller i karry.

Og tak til Fru Rønne! De vakte lykke, de gode flødeboller, blandt både børn og voksne.

Jeg troede helt naivt at hver mand kunne spise to hver, men dét blev løgn. Der er altså pænt meget gods i sådan en fætter med mokka-, hindbær eller lakridsskum, skulle vi hilse herfra og sige…

Tak for flødeboller. Tak for en dag med masser af smil. Og tusind, tusind tak for en dejlig pige på allerede otte år.

Hørt hen over spisebordet

2011-09-07T20:53:00.001+02:00

(…i forbindelse med det snarligt upcoming valg)

Søren: Jeg ved s´gu snart ikke… Er det i virkeligheden de to kandidater der er at vælge imellem…?

Kirsten: Høh. Jeg ved hvad du mener. Det føles af og til sådan lidt “pest eller kolera” –agtigt, ikke?

…

Asta: Så skulle I da tage at vælge kolort, selvom det er ulækkert. Pest dør man jo af.

Dans, for satan!

2011-09-07T20:48:00.001+02:00

Nu er sommerferien forbi! Eller; det har den jo egentlig været i et stykke tid, men:

Dansesæsonen startede i går. Pigernes, that is. Det er ren hygge, og de elsker det. Det gør jeg faktisk også, selvom (og måske endda netop fordi) det betyder omkring tre klokketimer i umiddelbar nærhed af et par temmelig store højttalere med noget á la…

I morgen ta´r vi lige to timer mere…

Wrooooooooum…!

2011-09-05T18:49:00.001+02:00

Jeg har knapt nået at trække vejret i weekend´en – og den smule luft jeg fik i lungerne var fuld af udstødningsgasser. En lynhurtig pedal-to-the-metal-gennemgang må lyde noget i retningen af:

Komme hjem fra arbejde fredag eftermiddag, bage peanutcookies en masse, stege frikadeller galore og vaske tøj i lynfart. Og huske at fredagshygge med ungerne!
Sent i seng og tidligt op igen lørdag morgen.
Børn i bad, voksne i bad, alle i pæneste tøj og ud af døren – avec peanutcookies, frikadeller, drikkevarer, volleyballnet, skiftetøj og overnatningsgear til alle.
Ankomme til fætter-/kusinefest med omkring 30 voksne, middel og helt små familiemedlemmer fra nær og fjern - alle i gang med knusekramme “Aaaaaaaih, hvor er det bare længe siden, og hvor er det dejligt at se jer igen!!” (og det var det fandeme også!).
Så omtrent et døgn med frokost/aften/brunch/hygge/lege arrangement med masser af snak (der skulle jo catche´s up for omtrent 15 år), farvelritual á la gensynsritual dagen før…
…og direkte til Cool Car Race på Flyvestation Aalborg.
Nu fire timer med *wroooum!*, røg, brændte dæk, Ferrari og Porche – og et utal af letpåklædte eventpiger, for det hører sig jo ligesom til. Siges der.

Jeg var eddermame smadret i aftes!

Nu er jeg så småt ved at komme mig lidt igen. Halleluja for ganske almindelige mandage, siger jeg bare…

Wonder Who

2011-09-02T16:49:00.001+02:00

Jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at sidde ved pc´en. Weekendens fætter-/kusinefest er lige om lidt, og jeg er i fuld gang med madlavning, cookiebagning og tøjvask – men!

Jeg blev gjort opmærksom på strik extraordinaire i dag. Dette her, det er der ikke meget knold i nakken over. Det er strik ophøjet til kunst, med anarki, kant og charme – og jeg bliver simpelthen nødt til at eje……… Priserne er lige i overkanten af mit budget for at sige det mildt, men så kan man jo lade sig inspirere, ikke?

Kender du Wonder Who? Hvis ikke, så gør du lige om lidt. Det er bare et klik væk…

Den smukkeste gave…

2011-09-01T12:14:00.001+02:00

jeg nogensinde har fået, er denne her.

Jeg har fået den fra en af brugerne af mit værksted, og jeg knuselsker den! Giveren er en smuk og dejlig kvinde fra varmere himmelstrøg – og hun er fantastisk brodeuse.

Mønstret har hun i hovedet. Ingen tegninger at læne sig op ad, ingen diagrammer eller huskesedler. Hun kan bare. Og hun kan flere mønstre end dette her, det ene smukkere end det andet. Jeg ved det, for jeg har set sengetæpper, kjoler, puder og forklæder fra hendes hånd.

De er fantastiske. Farver og mønstre springer ud fra stoffet, væves ind i hinanden og kommer til forunderligt liv. Denne pude er et af de enkleste mønstre hun laver, men den er meget, meget smuk.

De småbitte sting fremstår kun som prikker når man kigger på puden i virkeligheden. Om jeg begriber hvordan hun kan sy så småt, og så hurtigt. Puden med de fjorten stjerner har taget hende tre-fire timer at lave…

Lige nu står den i udstillingsmontren udenfor mit værksted. Den skal ses, nydes og inspirere dem der går forbi. Men bagefter, så skal den hjem til mig og bo.

Jeg synes den er fantastisk! Og det er giveren også.

Puder, puder, puder…

2011-09-01T11:50:00.001+02:00

Jeg er svineheldig. Jeg har et job der indbefatter at jeg med jævne mellemrum har noget der minder om fri leg. Den sidste uges tid har jeg leget med puder.

Den allerforreste forjener et indlæg for sig selv, for den kan jeg desværre ikke tage æren for. Den er til mig, og jeg er meget, meget glad for den.

Og hvorfor så så mange puder? Tjooe, et-eller-andet skal jeg jo finde på at lave til inspiration til syglade-men-ikke-så-drevne damer, og puder er jo taknemmelige. Der er plads til fri leg med former, farver og teknikker, og sværhedsgraden er ikke høj. Det er med andre ord et perfekt projekt til at lære en symaskine at kende.

Det kan være med småbitte stykker, masser af tålmodighed og alt godt fra restekassen…

(og ja, jeg ved godt jeg vistnok har vist et detaljebillede engang for længe, længe siden af den samme pude, men den fortjente en revival selvom den nu har stået i udstillingsmontren i et stykke tid)

Det kan være med barnligt udtryk og knald på farvepaletten – og man behøver ikke have en specielt god finmotorik for at få lavet noget pænt alligevel…

Eller det kan være til dem der ikke er tryg ved en symaskine, men hellere vil bruge ekstra tid på at sidde med nål og tråd ligesom i de gode, gamle dage…

Jaja. Den sidste fik først fyld efter jeg havde fundet tid til at sy knapperne i. Dette her er lidt ligesom tv-køkkenet. Jeg snyder. Knapperne ligger bare løst på på billedet, men nu står den i montren ude på gangen og pynter.

Jeg selv? Jeg sidder hjemme med et sygt barn i sofaen. Jeg burde egentlig sidde til en CETT konference i Vejle, men dét blev så ikke. Sådan kan vi så forsøge at lægge planer, indtil hverdagen kommer os i vejen.

Men jeg kunne jo prøve at udtænke nye idéer fra sofahjørnet. Det ville egentlig være ganske okay…

Ha!

2011-08-30T20:13:00.001+02:00

Idag fandt jeg den kalender der har været væk for mig i God-knows-how-long. Eller; faktisk ved jeg det også, for jeg kan se på datomarkeringen deri, at sidst jeg har bladret deri var i uge 25.

*Uff…*

Tør man mon kigge hvor mange fødselsdage, skolearrangementer og deslige der er glippet i mellemtiden? Jeg tror det ikke.

I virkeligheden er det lige i tide jeg finder den. De næste mange weekender er fuldt booket, og jeg er løbet tør for plads på whiteboardtavlen. Halleluja for Mayland med de mange, mange sider.

Jeg suger ekstra luft ind, og håber lungerne holder til de næste dage i full throttle. Lige om hjørnet venter nemlig kursus 1 (som jeg er med til afholde), 50års fødselsdag, kursus 2 (som jeg deltager i), almindeligt arbejde, frikadellestegning og kagebagning en masse og 2-3 dages fætter/kusine gensynsfest i weekenden (derfor frikadunser og kage, ing´?).

I skal ikke lige regne med en masse bevingede ord herfra de næste dage, m´kay? Men vi ses – lige pludselig…

Man har jo lov at være heldig

2011-08-28T15:29:00.001+02:00

…og således har jeg i dag

oplevet at have en vaskemaskine der igen ser ud til at virke, efter en uges intensiv strejke
oplevet at pakke sommerens telt ned – og blive færdig to minutter før regnen piskede os om ørerne

Nu tror jeg fileme jeg vil tjekke gårsdagens Lottokupon!

Og så kom der besked om valg!

2011-08-26T18:10:00.001+02:00

Om tyve dage, vel at mærke. Dét er vel ikke forbigået nogen. Det ser jeg frem til, og håber i al stilhed at vi får Danmark tilbage (lissom i de gamle dage…. Natasja-style).

Men: Tyve dage. T-y-v-e dage!

Det betyder så også at vi kan se frem til uendelige mængder af bla-bla-bla og yadda-yadda-yadda i både bedste og værste sendetid – og dét har jeg aldrig forstået.

Kan det virkelig være rigtigt – i 2011 – at vi sidder i et Danmark hvor folket ikke allerede har bestemt sig for hvor krydset skal slåes?!

Det kan s´gu da ikke passe…

Tømmermænd? På en tirsdag?

2011-08-23T16:44:00.001+02:00

Hvis jeg kunne, så ville jeg fotospamme jer for vildt lige nu. Men det kan jeg ikke, for jeg har haft alt, alt for travlt med at nyde, suge til mig (i mere end én forstand – tøhø!) og fordøje alle indtrykkene på det internat jeg lige er kommet hjem fra.

For det første blev jeg jo klogere. Jojo, for det kan man altid blive, og denne gang blev jeg så klogere på …mænd! En dygtig kultursociolog var indhentet for at lære os en ting eller to, og det lykkedes. Jeg deler ikke ud af visdomsordene hér, for det kan da ved Gud blive en lang og tør smøre at skulle igennem hvis det ikke lige tilfældigvis er i socialpædagogikken ens interessefelt ligger.

Men jeg deler glad og gerne ud af min viden om hvor mange glas vin (4? 5?!), fadøl (2!) og Lebanese Special Drinks (2!) der skal til før jeg selv mener jeg synger med den smukkeste, klare røst nord for Alperne. Jamen, det gjorde jeg altså! Og Signe spillede guitar til. I timevis…

Og jeg vil da også gerne dele med jer at en omgang vandpibe med æble-/mentholsmag godt kan holde en hel aften og lidt af natten med, hvis man blot er i godt selskab under stjernehimmel og med bål lige bagved. Og at man stadigvæk har både duft og smag til at hænge lidt på efterslæb dagen derpå – og at den så ikke bliver ved med at være lige så delikat når den kombineres med en let tømmermand, dér.

Kuren for tømmermændene deler jeg nu også gerne. “To panodiler og en frisk to-timers gåtur i Rold Skov, tak”. Det var så dejligt. Smukt og fredfyldt, selvom det nu ikke kun var fuglene der kvidrede i dag. Det var som om vi alle tyve stadig havde rigeligt med ord på kontoen efter gårsdagens fest og ballade …men jeg ved nu ikke helt hvor skidekloge vi var at høre på. What the hell. Vi følte os kloge, og hvis ingen siger andet højt, så passer det.

Nu er jeg tilbage i hverdagen. Agnes snakker nonstop, og dét giver ligesom en lille tømmermandsrevival. Not cool, men sådan set min egen skyld. Eller tjenerens, for det var ham der blev ved med at hælde vin i mit glas i aftes. Ja…! Ja, vi siger det var hans skyld. Meget bedre.

Fik jeg sagt at jeg overvejer at købe en vandpibe? Den ville passe så godt ind på en sommeraften ved bålstedet herhjemme…

Undskyld, Søren…

2011-08-21T18:01:00.001+02:00

Jeg tager på internat med alle kollegerne i morgen. I løbet af de næste dage skal der proppes lærdom, teori og fagsprog ind i mit lille hovede, og jeg glæder mig. Voldsomt.

Det lyder måske …underligt. Mange af dem jeg kender ville hade de dage, og synes at al den teori var noget Fanden havde skabt – men jeg elsker det. Jeg bider ikke på det hele og falder ikke på hale over det halve, men jeg synes altid det er spændende at høre nye teorier, tilgange og metoder når det kommer til mit arbejde. Jeg forbeholder mig dog retten til at tage de kritiske briller på, og plukke ud hist og her som jeg synes jeg kan bruge det til. Det tror jeg er det bedste.

(Sakset på nedded et sted – jeg husker ikke hvor, men den er da meget rammende)

Dét er noget af det jeg elsker ved min “nye” arbejdsplads. Muligheden for at udvikle sig selv og sin fagviden er tilstede. Hele tiden. Det er bare et spørgsmål om at råbe op, og gøre opmærksom på at man gerne vil.

Nu får jeg så lov, og oven i købet med den samlede personalegruppe. Dét er da for fedt!

Men jeg må huske i aften at sende en uforbeholden undskyldning til Søren på forhånd. Han er nemlig ikke lige så skideinteresseret i pædagogiske teorier som jeg, og jeg véd at han over de næste dage kommer til at høre en hel masse om dem.

Stakkels mand…

Farver og striber

2011-08-21T14:59:00.001+02:00

Jamen… Det var s´gu da meget bedre!

Ukrudtet vandt! Eller…

2011-08-20T17:07:00.001+02:00

Egentlig er jeg vel på vej mod en sikker sejr mod ukrudtet – men det vandt da 1. prioriteten på den omfattende liste af gøremål der lå foran mig i formiddags.

Nu – adskillige timer og endnu flere trillebørefulde senere – er jeg omtrent halvt færdig med gårdspladsen. Det er fandeme en noget nær umulig opgave at holde det skidt pænt (og lad mig med det samme være den første til at indrømme at det har været meget slemt den sidste lange tid!!).

Min redning bestod i en allieret. Min søde og hjælpsomme mor kom pludselig forbi, helt uden opfordring, bevæbnet til tænderne med greb, skuffejern og rive. And can we get an Amen!? Dét var da for fedt, for er der noget der kan få mig i minus på overskudkontoen, så er det da udsigten til ukrudt ad libitum …alene.

En partner in crime var lige hvad jeg havde brug for, og det hjalp; både på overskuddet og på gårdspladsen.

Hip hip hurra for mødre!

What to do, what to do…

2011-08-20T10:33:00.001+02:00

Jeg har tilbragt de første timer af dagen på sofaen, komplet med kaffe, garn og tv. Det har været dejligt.

Hidsigheden fra de sidste dage er trevlet op igen og jeg er startet forfra, for jeg kunne altså ikke komme overens med farveforløbet. Nu hersker anarki, og der vælges ikke længere. Der hives blot en tilfældig farve op ad restekurven, og det er meget bedre. Eller, det håber jeg det bliver…

Nu går den ikke længere. Foran mig ligger et sandt overflødighedshorn af herligheder, og jeg skal blot vælge hvor jeg skal starte.

Skal det være vasketøj, ukrudt, oprydning i stald og lade, støvsugning i stuen, gulvvask i køkken og bryggers, isætning af skabskabinetter eller…?

Sindsoprivende, ikke?

Jeg er fristet af blot at blive i sofaen…

Som perler på snor

2011-08-19T19:19:00.001+02:00

Jeg er blevet lidt bidt af at lave halskæder. Egentlig skulle det bare have været én, og det var kun fordi jeg lige stod og manglede en til en ny bluse. Som prikken over i´et, I ved.

Nu har jeg set mig lun på de lækre perler; i læder, sort/hvid, stram grafik og med et lille hint af farve og sølv.

Jeg elsker dem. Men jeg er ikke den eneste, så pigebørnene har allerede snuppet en hver. Deres er af åbenlyse grunde ikke kommet med på billedet, for de er ikke til at vride fra dem.

Jeg elsker farverne, og de runde, skarpe former. Jeg elsker lyden de laver når man bevæger sig rundt, og den stille pendulerende bevægelse der bare bliver ved og ved når jeg hænger dem fra mig. Og jeg elsker i særdeleshed den lille sort/hvide, zebrastribede perle der kan skimtes i baggrunden på billedet til højre.

Der kommer flere til, det kan jeg mærke. I rød, gul, lilla og orange måske, men hele tiden med det sort/hvide tema som basis.

Mmmmmmh…

Nød lærer nøgen kvinde…

2011-08-19T16:01:00.001+02:00

At hækle…?

Njøh. Ikke helt, vel? Men i bar kedsomhed fik jeg i hvert fald startet på en brødkurv der skriger til himlen i går. Jeg har manglet en længe, og når man nu alligevel sidder i sofaen og har en lillebitte smule ondt af sig selv kan man vel lige så godt tænke sig lidt om.

Jeg er nu ikke helt lun på farveforløbet. Den er eddermame hidsig i opstarten, den brødkurv. Måske kan den reddes med mere grøn og en smule lilla – og måske ender den sine dage i hjørnet med alle de andre uafsluttede projekter.

Idéen er nu fin nok. Jeg tror bare jeg overvejer det med farverne nøje inden jeg starter på næste. Bare fordi det er restekurven der har sponsoreret materialerne behøver det jo ikke nødvendigvis se ud som om den har kastet op, vel?

Hvordan man gør en ganske almindelig onsdag meget gladere:

2011-08-19T15:53:00.001+02:00

Man indtager i al hast en yderst akavet position, og forsøger at tage et billede af egne fødder iført spritnye Lola´er. Med lidet flatterende resultat, I might add. (Og så glemmer man forøvrigt alt om billedet indtil fredag eftermiddag, men altså…)

Så tripper man afsted på arbejde, og indkasserer en skamløs mængde smil og komplimenter for de prikkede skønheder. Og glæder sig til næste gang man skal have dem på!

“Aaaaa fili a la la…”

2011-08-18T10:57:00.001+02:00

Vi har bryllupsdag i dag. Jeg har også let feber, hovedpine, dårlig mave og kvalme, men dét er sekundært for jeg vil have lov at nyde at det er en ganske særlig dag i dag. Skide være med en sygedag fra arbejdet, for i dag har jeg været gift med den helt rigtige i 10 år og det er værd at nyde.

I går spurgte en af mine kolleger mig; “Hvordan gør man dét?” – underforstået; har det været nemt og helt uden problemer? Og gu´ har det da ej. Han synes af og til at jeg er en idiot, en doven skid og en sur kælling. Og jeg synes af og til at han er en idiot, en doven skid og en sur røv. Og vi taler ikke altid pænt til hinanden. Men jeg elsker ham, og han elsker mig håber jeg.

Vi har været gift i 10 år i dag, men har været kærester 10 år før det. Mon ikke vi efterhånden har fået slebet kanterne af, lært hinandens stærke og svage sider at kende – og ikke mindst lært at bære over med det vi ikke kan og skal ændre på?

Vi griner stadig sammen. Måske ikke hver dag, men det er da ganske tæt på. Dét er det bedste jeg ved.

Jeg er heldig!

Jamen… Det ER jo min lucky day!

2011-08-13T16:38:00.001+02:00

Jeg har jo blandt andet en mand der elsker mig rigtig, rigtig højt. Og som passer på mig. Og ikke vil dele mig med nogen anden.

Derfor har han købt en gave til mig i dag. For som han siger:

“Jeg har jo tænkt meget på, at du skal til den dér polterabend på Pigernes Kro. Og denne her…

…sikrer dig mod ubudne gæster i dåsen.”

Heldiggris!

2011-08-13T15:56:00.001+02:00

Det er mig! En totalt groovy mama havde nemlig for nogen tid siden udskrevet Verdens Fedeste Give-Away. Den ultimative give-away, i samarbejde med Lola Ramona *suk*.

Og gæt engang, hvem der rendte afsted med Pippi sandalen her!

Yep! Moi!

Nu satser jeg på at Lola-trippe afsted as soon as possible i mine spritnye dejligheder – og jeg glæder mig helt vildt. Lola er for lækker, og Pippisandalen i særdeleshed.

I love it! Og opførte da også en fantastisk hoppeglædesdans midt i rengøringen, da det gik op for mig hvor latterligt heldig jeg havde været.

Tak til Trine og folkene bag Lola Ramona. I er s´gu for skønne :-)

Næsten 11 år. Og stærkt på vej mod 16…

2011-08-11T19:55:00.001+02:00

Hvornår var det lige at min lille pige holdt op med at være lille? Jeg syntes da lige hun var en marcipanmås i sparkedragt for fem minutter siden; lillebitte nok til at kunne ligge på min mave og falde i søvn, og præcis så nem at bære at hun hang på min arm h.e.l.e tiden.

Nu starter hun i 4. klasse på mandag, er højere end begge sine bedstemødre, går kun i ålestramme jeans og “Bevar Christiania” t-shirt, har mobiltelefonen limet til højre hånd og fået farvet en hotpink (tak til Bedste!!) stribe i sit ellers blonde hår??!

Huh?

Jeg finder tryghed i at hun stadig sover med sine bamser…

Halleluja for sund fornuft!

2011-08-10T20:18:00.001+02:00

Var så tæt på at stoppe målløs op i dag og knipse et foto af vildtfremmed mand på åben gade i Aalborg Centrum i dag. Nåede heldigvis i samme splitsekund at tænke en fornuftig tanke, for det havde ganske sikkert været pænt dårlig idé.

Tror ikke den hærdebrede, steroideramte, unge mand med armene ud fra kroppen havde kunnet se samme humor i billedet som jeg. Men det var altså lidt grinagtigt at se ham komme vraltende med hans frygtindgydende, kamphundeagtigtige …chihuahua!

Oh. My. God.

2011-08-08T19:26:00.001+02:00

Sådan en første dag efter ferien er pæææænt lang. Især når den består af et syvtimers møde.

Tror nok lige aftenen er helliget til en god bog og intravenøs kaffeforsyning dér.

Hverdag; here I come!

2011-08-07T22:16:00.001+02:00

Dér blev det lige pludselig virkelighed igen.

Midt i hverdagsmadpakkehelvedet…

Ferien er officielt slut. Nu er infernoet lige om hjørnet.

Hvis man nu havde lyst til lidt selvforkælelse på den allersidste feriedag…

2011-08-07T17:24:00.001+02:00

var det så ikke oplagt at bage lidt lækkert sammen med tøsebørnene? Med de næsten-allersidste friske jordbær i?

JO, for catan da!

Jamen, det gjorde vi så. Og nu håber jeg der er nogen der vil smage i dag eller i morgen, for det vil altså være for ulækkert hvis vi ender med at spise det hele selv…

Okay så. Man tager:

150 g mel, 100 g smør, 50 g sukker og ½ æg. Dét ælter man sammen til en mørdej, og fordeler denne i en smurt tærteform. Og hvis man har tålmodighed (det havde jeg ikke i dag!), sætter man den på køl en times tid.

Derefter rører man 100 g sukker, 100 g smør, ½ æg og 100 g revet marcipan sammen i nævnte rækkefølge. Denne blanding bredes ud ovenpå mørdejen, og bages ved 200 grader i cirka 20 min.

Lækkert karamelbrune skal de være (jojo, for jeg lavede jo dobbeltportion. Fordi jeg kan, blev der sagt!)…

Lad dem nu afkøle i et par timer eller så´n, mens du rører en vanillecreme sammen. Hvis du er rigtig flittig laver du den selvfølgelig fra bunden, men jeg har jo lige afsløret min egen utålmodighed lidt længere oppe, så jeg brugte i stedet lidt mælk og en pulverpose fra Onkel Oetker. Skidesundt, garanteret. Der går cirka en halv pose til hver tærte.

Når cremen har stået på køl en times tid, pisker du 2½ dl fløde til skum (pr. tærte), og blander dette sammen med kagecremen. Kan du se hvor jeg vil hen ad? Mmmmmmmmh…

Smelt 100 g mørk chokolade, og hæld det ud over den afkølede tærte.

…og husk endelig at lade børnene slikke skeen! Og gryden! Og alt hvad der ellers er kommet chokolade på i farten!

Nu skal det køle af igen. Vi er altså ude i noget etape-bagning hér.

Imens kan du begynde at rense bærrene. Jeg elsker jordbær, men har også før brugt både ribs, kiwi og andet med succes.

Der går omkring 500 g bær til en tærte, og dét er hvis du husker at halvere dem når du ligger dem på.

Når chokoladen er helt stivnet, fordeler du fløde/creme-blandingen på tærten, og pynter med bærrene. Og nu begynder det at ligne noget!

*Ommenommenomme…!*

Smelt nu et lille glas ribsgelé for svag varme i en gryde, og hæld det forsigtigt ud over tærten. Stil den på køl, og vent til geléen er stivnet før du skærer det første stykke.

Og bered dig så på mavepine.

Velbekomme!

SNYYYYYYYYYYYD!!!

2011-08-07T13:09:00.001+02:00

Sørens chef har lige ringet. Noget med om han havde noget imod at holde fri i morgen – første dag efter ferien? Om han mente han kunne finde noget andet at bruge tiden til?

Har lissom ikke meget tiltro til at jeg kan forvente samme slags opringning i løbet af eftermiddagen….

Moi – en af hverdagens helte!

2011-08-04T22:04:00.001+02:00

Mine arme er lange som en orangutangs i aften. De sidste dage er gået med rent og skært knokkelarbejde (helt efter planen), og det kan mærkes.

I går reddede jeg Sørens sjælero en smule, da jeg rensede cirka 300* gamle mursten for lige så gammelt cement, mørtel and what have you. Desuden reddede jeg et pindsvin fra hunden og fem frøer fra havetraktoren.

It´s all in a days work. Don´t thank me.

I dag har jeg så som sagt reddet mig et par lange arme – ved at slæbe en pæn sjat af de sten på billedet ovenfor – og desuden en nydelig hummeragtig kulør på det meste af kroppen, efter en eftermiddag i selskab med buskrydder (Nej. Ikke “bus-krydder”) og ufremkommeligt krat.

Jeg reddede mig også en lækkerlækker frokost… *Uhmmmm!* Ingen billeder, for jeg inhalerede den lige så hurtigt som den landede på bordet foran mig. Men den var smuk! Scrambled eggs med babyspinat, mexikansk krydret laks, honningristede valnøddekerner, lækker pølse, grøn salat og tomatsalat in all its glory. Han forkæler mig, min dejlige mand.

Nu er jeg lidt træt, men meget veltilpas. Og i morgen tænker jeg at jeg bevæger mig ligesom min ven her…

*og nej, det er ikke bare et tal jeg slynger ud for at overdrive. Trehundrede! er mange – og der ligger omtrent lige så mange derude endnu og venter.

Nu er jeg jo egentlig slet ikke chartertypen. Men…

2011-08-03T11:27:00.001+02:00

For år tilbage var Søren ikke til at drive ud af landet. For at være helt ærlig var det faktisk pænt svært bare at få ham med ud af lilleputbyen. Han udviste klare tegn på hjemve lige så snart vi passerede byskiltet, og insisterede på at ferie var noget man holdt bedst hjemme – og skulle man partout afsted, så var der absolut ingen grund til at bevæge sig over landegrænser før man havde set Danmark. Godt og grundigt. Nå.

Dét har ændret sig efter vi købte überteltet for et par år siden. Da fandt manden nemlig ud af at man slapper af ved at komme hjemmefra, og at det er fantastisk ikke at skulle en skid!

Så nu vil han på chartertur. “For pigernes skyld”, siger han – men jeg ved bedre. Det er også og mest for pigernes skyld, men jeg ved at han nu har fundet ud af at han vil e-l-s-k-e at ligge ved en pool hele dagen lang, traske rundt blandt en forfærdelig mængde souvenirshops (aaarh, not so much!) og spise lækker mad ad libitum. En hel uge. Uden arbejde, hundelufteri, støvsugning, bilkørsel, madlavning, tøjvask og alt det andet.

Jeg er med. Jeg har ikke været på chartertur de sidste mange, mange år (og den sidste tur jeg var på husker jeg som et rent helvede!), og har flere gange ytret at det skulle blive en kold dag i Helvede før man fandt mig på Tenerife igen. Men.

Man har vel et standpunkt til man tager sig et nyt – og hvis det er chartertur de vil ha´, så er det chartertur de skal få. Jeg vil bare være glad for sol, tid og afslapning.

Men vi ved ikke en hujende fis om hvor det er skønt at tage hen i januar/februar måned. Vi ved intet om hvor de dejlige hoteller er, hvilke byer der er skønnest og hvor stranden er bedst.

Vi vil (måske) gerne til Gran Canaria…

Men skal man vælge Puerto Rico, Las Palmas eller Maspalomas? Eller noget helt andet? Hvilket hotel er tæskegodt når man har to piger med på hhv. 8 og 11 år, og er der pisselarmende discotequer i nærheden, for så gider jeg ikke?! Og det må jo heller ikke være alt for dyrt, så vi har bestemt os for at booke fly og hotel uafhængigt af hinanden…

Jeg kan mærke at vi er på udebane her, og kan ikke helt bestemme mig for om det er godt at høre andres erfaringer, eller om “for mange kokke…” forvirrer mig.

Så nu har jeg bestemt mig for at spørge jer! Har I nogen erfaringer med Gran Canaria, byerne, hotellerne, strandene, servicen og alt det andet – så meld endelig ind.

Vi vil gerne finde et sted hvor pigerne kan have det rigtig sjovt; lege, bade og hvine af fryd i poolen uden at de andre gæster synes det er pisseirriterende. Et sted hvor der ikke festes igennem i dødsdruk til den lyse morgen, men selvfølgelig må der gerne være festligt. Et sted med små, hyggelige ferielejligheder (avec lille køkken, for vi gider ikke restaurant hver aften, og heller ikke all inclusive) og gerne en lille terrasse. Et sted med indkøbsmuligheder, liv og palmetræer.

Et dejligt sted.

Ved du noget? Please, pretty please…

Og nu er den snart slut…

2011-08-02T14:08:00.001+02:00

Min ferie er blevet brugt godt, men nu går den på hæld. Jeg har taget hul på den sidste uge, og har tænkt mig at rånyde de dage der er tilbage…

Jeg har haft kvalitetstid med min dejlige familie. Jeg har badet i både pool og hav, klappet dyr og oplevet Legoland på børnenes præmisser. Jeg har stegt i solen, og svalet mig i skyggen. Jeg har sovet i telt mange, mange varme sommernætter, og har nydt bålets varme næsten lige så mange varme sommerdage og –aftener. Jeg har krammet mine børn og kysset med min mand. Jeg har drukket mig halvfuld, rystet med patterne i kådhed og er cyklet hjem en varm, mørk sommernat. Jeg har leet og sunget, råbt og danset.

Jeg har levet og nydt. Og jeg har elsket det.

I morgen sender vi tøsebørnene til vort lands hovedstad sammen med mormor og “moster Lillian”. Ikke deres moster, men min. Det bliver forhåbentlig ren fløde for dem allesammen, og jeg ved at alle glæder sig.

Det gør jeg også, for så kan jeg få ryddet op på grunden, arbejdet i haven, gjort klar til hverdagen der nærmer sig med hastige skridt – og nydt det næsten-sidste af min ferie alene med min mand. Dét skal jeg ikke klage over.

Og hvis jeg er superduperheldig, så når jeg at drikke mig halvfuld og ryste med patterne i kådhed én gang til inden de kommer hjem igen…

*fnis*

Lykkesuk!

2011-08-02T11:42:00.001+02:00

Vi havde en dejlig dag i går. Én af den slags man kan nyde længe, og gemmer allerinderst inde. En dag af det ægteste, pureste guld.

Vi var i Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Syv timer fik vi til at gå, helt uden problemer – og da vi tog hjem til lukketid kunne vi sagtens have brugt længere tid. Hvis du ikke har været der, så kan det varmt anbefales!

Man får lykkelige børn, hvis de blot udstyres med et par foderposer hver og lukkes ind til en ordentlig røvfuld dådyr. Og lige så lykkelige forældre, for hvad er bedre end lyden af børnelatter og en syvårig der går rundt og taler gammelklogt med sig selv? “Det er jo mageløst. Maaaaageløst!”

Og hvad er bedre, og mere afslappende, end at gå rundt i et område på 450.000 kvm, i bragende solskin, og nyde synet af dådyr, vildsvin, brune bjørne, ulve, elge, røde ræve, sikahjorte, isbjørne, ildere, hugorme, moskusokser og meget, meget mere? I ro og mag, og uden hastværk. Og med iskoldt vand og madpakker.

Og hvad er bedre, end guider der altid har tid til at svare på spørgsmål, og glad og gerne fortæller om hvorfor de røde ræve ikke ligner hinanden, hvordan man kan genkende omegaulven i flokken, hvorfor man ikke kan få øje på egernet og hvordan man bliver guide i Dyreparken (bare sådan lige hvis man nu tilfældigvis var 10 år og synes det kunne være Verdens Fedeste Job).

Og hvad er sjovere, end frække geder der stanger hinanden på pandebrasken (og os i røven), i forsøget på at være den der får mest guf fra genkendelige, brune papirsposer? Ikke ret meget, skulle jeg hilse at sige!

Og findes der så forøvrigt et smukkere syn end hende her?

Det tror jeg faktisk ikke…

Vi sluttede dagen af herhjemme. I ro og mag, omkring bålet i haven. Først i tusmørke, og sidenhen i buldermørke og nattøj. Med varm kaffe, kolde sodavand, ristede marshmallows og bålpoppede popcorn. Under stjernerne.

Jeg tror ikke det bliver ret meget bedre.

Stiknarkoman…? Voldsoffer…?

2011-07-29T19:21:00.001+02:00

Nøh. Bare resultatet af intensiv volleyball fire dage i streg. Og så vandt vi ikke engang…

Men kæft, det gjorde naller!! Og kæft, hvor var det sjovt!! Og nu er mine arme lilla.

Lilleputbyen har nu investeret i volleyballnet til fremtidig træning – og selvom jeg tidligere på ugen bekendtgjorde at det dér holdsport slet ikke er mig, så har jeg allerede meldt mig som fast bestanddel af holdet.

Man har vel et standpunkt, til man ta´r et nyt.

Fik jeg forresten nogensinde sagt…

2011-07-25T16:26:00.001+02:00

at det der volley, ikk´oss´?? Ikke just min spidskompetence.

Jeg kan ryste ræv i et par zumbabukser. Jeg kan danse virkelig grimt i min egen stue. Jeg kan til nød vise mig i en svømmehal, hvis mine børn spørger mig rigtig, rigtig pænt. Men al anden sportslig udfoldelse…?

Not really me.

Jeg er sygt bange for holdsport.

For det første er jeg altid en af de ab-so-lut ringeste. Virkelig. Virkeligvirkelig. Jeg er en af dem der panikker og messer *nejnejnejnejnej* når bolden kommer hen mod mig – hvis jeg altså ikke når at dukke mig først. Du vil aldrig høre mig råbe ting som “jeg har!” eller “spil mig!”. Aldrig. Jeg går i flyverskjul længe før, og hvis jeg hører nogen råbe mit navn vil jeg til hver en tid reagere ved at kigge mig forvirret rundt og glemme alt om den skide bold. Ikke sådan et super hit hos medspillerne, vel?

For det andet (og som en direkte virkning af det første) er min selvtillid langt under nul på en boldbane. Any boldbane. Jeg véd jeg ikke kan serve en volleball. Jeg véd jeg skyder lortet langt uden for banen – hvis jeg rammer. Og jeg véd at når mine meget overbærende og pædagogiske medspillere siger ting som “godt kæmpet, Kirsten – du får den næste gang…”, så tænker de i virkeligheden *Fuck dét lort! Ku´ hun for helvede da ikke ha´ været på et andet hold!!*. Eller; det er så min below-zero-confidence der ved dét. Jeg selv ved jo godt at det er søde og rare mennesker jeg har med at gøre, og at de i virkeligheden er både overbærende og pædagogiske. Og bare synes det er vigtigt at ha´ det sjovt.

Men jeg ved også at de synes det kunne være fedt at vinde.

Det synes jeg også. Og jeg er ellers aldrig konkurrenceminded. Jeg ville bare gerne kunne det her, for det er jo skidesjovt og jeg griner mere end jeg spiller. Måske i virkeligheden dét der er galt…

I aften træner vi igen. Og måske lykkes det mig at serve ordentligt allerede første gang. Eller bare syvende. Det ville også være okay.

Søndag med søndag på

2011-07-24T13:28:00.001+02:00

I dag er den ægte, søndagsstemningen. Der er gået dødvande i det lille hus ude på landet, og en dvask stemning har bredt sig på hele matriklen.

Dét er fandeme træls.

Heldigvis skal vi lige straks afsted til en omgang sved på panden, grin og glade mennesker, for vi skal øve volley til årets byturnering på onsdag. Måske kan dét få os op i gear og finde livsgnisten frem igen.

Jeg krydser fingre…

Stupidity galore!

2011-07-23T13:14:00.001+02:00

Overhørt i prøverum i Brønderslev:

Kælling 1: Det´ da os´ forfærdeligt det der er sket i Norge!

Kælling 2: Ja. Stakkels mennesker. Og ve´ du hva´? Det mest skrækkelige er da at vi ikk´ engang kan skyde skylden på muslimerne denne her gang!! Hvor kan man så vide sig sikker??!

…….

Christ! Åbenbart heller ikke i Brønderslev. I hvert fald ikke hvis man er muslim…

Undskyld, mor

2011-07-22T16:46:00.001+02:00

…men jeg bliver simpelthen nødt til at dele vores sms´er med verden!

………………………..

mor (på vej på ferie, avec ny Android med stavekontrol): Nu virker domstolen og jeg skAl nok lAde jer få fred vil du slukke lovteksten og sætte den på klem kh

mig: WHAT??!

mor: telefonen (red.: det er så åbenbart dén der virker)

mig: Stadigvæk – WHAT??!

mor: opvaskeren (red.: det er så åbenbart dén der skal sættes på klem)

mig: Nåååårh… Jeg syntes bare det var sortsnak ;-D …men det skal jeg nok. God ferie!

……………

Goodness gracious. Hvordan skal det nogensinde gå godt?

“Jeg shhzzzer nogle gange DR2!”

2011-07-22T16:10:00.001+02:00

Bare for info: Det blev en rolig aften for mig – mest fordi jeg hjemmefra var selvudnævnt designated driver. Og halleluja for dét, for den var eddermame blevet høj ellers.

De kan altså drikke igennem, de murere. Jeg ved ikke hvor meget der røg indenbords, men der skal altså noget til for at ryste de granvoksne, solide mænd. Men for catan, hvor bli´r de bare sjove!!

Ud på aftenen endte det i en gang decideret sort snak, og indlæggets overskrift er direkte sakset derfra. Yderligere detaljer udelod udsagnets ejermand fuldstændig, men han mente åbenbart at det var af yderste vigtighed at vi vidste det. Ytret med dyb, brysk, mørk mandestemme. Bare sådan, und nichts weiter. Heller ikke selvom vi spurgte ind til hvad det lige var han så, og hvorfor det var interessant. Det var det bare.

Resten af aftenen forstod jeg i-k-k-e e-n s-k-i-d af hvad han sagde. Og heller ikke hans sidemand, forøvrigt. Det var bare blevet til en monoton, dyb, nordjysk brummen - men med salige smil fra øre til øre, og så er det jo ikke helt skidt.

Det bliver ikke sidste gang. Måske jeg bare skulle hoppe med på ølvognen næste år. Hvis jeg kan følge med……….

Og så på en mandag!

2011-07-18T15:51:00.001+02:00

Vi skal i byen i aften. Med murere. Der kan drikke igennem.

Og jeg er – for at sige det mildt – slet ikke oplagt. Jeg håber på en stille og rolig aften, og tager afsted i visheden om at det mest bliver cola der ryger indenbords hos mig.

Jeg ved det bliver hyggeligt, for det er rare mennesker vi skal være sammen med. Men jeg håber også det bliver bare lidt afdæmpet.

Måske er jeg naiv…

Piss on you! Eller; Hvordan Verden nogle gange viser sig fra sin grimme side…

2011-07-17T20:26:00.001+02:00

På en helt almindelig søndag har der forvildet sig ét af naturens små vidundere ind på mit badeværelse.

Lillebitte, og ganske nem at overse. Men går man tæt på, er den så smuk at det næsten ikke er til at bære.

Måske er jeg naturignorant, eller måske giver jeg mig for sjældent tid til at se skønheden i de bittesmå ting – men jeg synes aldrig jeg har bemærket netop denne (og ganske sikkert helt almindelige) sværmer.

Den ville ikke sidde stille. Hele tiden virrede den med de fine følehorn og vippede med den endnu mindre snabel. Eller hvad sådan en nu hedder.

Men ved I hvad? Uanset hvor smuk man end er, så vil Verden på et tidspunkt tage pis på en.

I dette tilfælde nåede den smukke sværmer at sætte sig i toiletkummen et splitsekund før Agnes tissede…

WARNING, WARNING: Surt opstød forude!

2011-07-16T20:04:00.001+02:00

Kender I dem der fra “Luksusfælden”? Dem bliver jeg aldrig en af.

Lige p.t. ejer jeg for eksempel kun ét par sandaler. “Og hvad er problemet så?”, ville en rigtig mand tænke. Jo, ser du: Når det ene par man har tilbage (fordi de sidste er slidt op) er med ekstremt høj hæl, er det så lissom ikke dém man tager på til en casual slentretur i skov og på strand, vel?

Nope. Man pakker de sure, varme sommertæer ind i Converse. Fra Netto. Godtnok de “rigtige”, men de var fannermig på tilbud så det baskede. Heldigvis da.

Jeg ejer til gengæld to bh´er. Plus en sports-bh. Wow, hva´? TO??! Yep. Jeg er nemlig den lykkelige ejer af et par jader der ikke sådan lader sig lukke inde i hvad som helst, og jeg g-i-d-e-r ikke rende land og rige rundt efter bh´er i tide og utide. Så jeg finder dem når jeg finder dem. På tilbud tak – ellers lader jeg dem blive i butikken.

Det er ikke fordi jeg ikke gerne ville eje et par ekstra sandaler eller have skuffen fuld af lækkert undertøj. Det gad jeg da godt (som i rigtig godt). Jeg synes bare ikke det er en mulighed lige nu, og fatter nada når mennesker omkring mig køber ind i vildskab. Når de igen har fået nyt tøj, ny bil, ny pc, nyt fladskærmstv, ny, ny, ny……..

Hvor fanden får de pengene fra???

Vores penge går s´gu på dyrlægeregninger, herredyre briller til ældsteyngelen, benzin, mad, vedligeholdelse og upgrade af hus og have, tøj til børn i voksealderen og alt det andet der følger med.

Liberty, Lola Ramona og kasser fra Årstiderne kommer ikke herhjem. Her bruger vi vores bedste venner: Aldi, Netto og Fakta. Og dér kan man heldigvis få næsten alt.

…Måske lige undtaget et par lækre sandaler eller en bh.

Øvelse gør mester

2011-07-15T16:21:00.001+02:00

…og i dag har Asta bestemt sig for at hun vil mestre Pfaff!

Hun kanter små prøvelapper (og har gjort det nu i omkring 1½ time, incl. små pauser). De nye bukser hun har bestemt sig for at sy er klippet, men hun vil ikke sætte dem i maskinen før hun kan se at hun har totalt styr på det.

You go, girl!

Opsummering

2011-07-14T20:28:00.001+02:00

Dagen i dag har budt på:

Adam Sandler-film og sofahygge med tøsebørnene
ét styk totalt renskuret badeværelse
tonsvis af opvask (fordi maskinen selvfølgelig stod af i dét øjeblik køkkenet stod færdigt. Who would have guessed??!)
vasketøj, vasketøj, vasketøj!
ét styk sammenlappet og kastreret hankat
en mand der kom hjem med “ny” opvaskemaskine – yeih!
to styk pjaskvåde bårn, der mente at det absolut sjoveste tidspunkt at benytte trampolinen på var i øs-pis-regnvejr
et styk badeværelse der pludselig mistede glansen igen, efter at have huset både våde børn og nyopereret hankat

Og tid. Gudskelov. Masser af tid. Så skide være med at badeværelset må have en tur igen i morgen. Ungerne synger højlydt under den varme bruser nu og har en regulær fest derude – og hvad gør så lidt ekstra Ajax?

Morgendagen byder på ekstra lånebørn, nursing af halvsløj kat og mere tid. Livet er ikke det værste man har. Vel?

Arjmenaltså!

2011-07-14T18:45:00.001+02:00

I denne søde sommertid… kunne jeg godt ha´ fundet sjovere ting at bruge penge på, end en pludselig dyrlægeregning på “1 stk sammenlapning af forslået hankat med åbent, gabende sår – og kastration, nu vi alligevel har ham bedøvet”.

Fåk.

Ferie, ferie, ferie…

2011-07-14T15:35:00.001+02:00

Det er jo skønt. Effektiviteten har fået overtaget hos mig med al den tid jeg pludselig har tilgode, og dagen i dag er blevet brugt omhyllet i en sky af Ajax og Cillit Bang*. De der tærter jeg nævnte i går får lov at vente, for i dag gad jeg simpelthen ikke mere bageri. Gassen gik s´gu af ballonen, dér.

Nu er der kun én dag tilbage, så kan Søren også holde fri sammen med os andre og det bliver så dejligt! Vi har ikke lagt nogen store, forkromede planer, men har i stedet valgt at i år bliver hjemmesommer. Mest, i hvert fald.

I dag gik bookning´en nemlig igennem til et par dages ophold på Pejsegården, med tilhørende dag i Legoland(land). Hvem der glæder sig mest skal jeg ikke kunne sige, men jeg har da hørt Søren tale lidt om et par forlystelser (læs: mere eller mindre halsbrækkende ture der fremkalder opkastningsfornemmelser) han gerne vil forbi. Nu vi alligevel er der. For pigernes skyld, forstås.

Jeg glæder mig bare. Ikke til rutchebaneture, junkfood og “stå-i-kø”-disciplinen, men til at komme lidt hjemmefra. Til at kunne læne sig tilbage og bare nyde, være, leve, ånde, grine, slappe af og elske.

Livet, ferien og min familie.

………………..

*1/ Ja, jeg er sådan én der hopper på hvad de viser i reklamerne – til en vis grad. 2/ Når jeg finder det interessant at skrive om rengøring på bloggen, er der kun fordi det ikke sker alt for ofte. En markering er lissom på sin plads så, ing´?!

Så skru dog ned for ambitionsniveauet, dame!

2011-07-13T12:43:00.001+02:00

Man kan godt så´n lissom ane at vi har fået nyt køkken, hvis man tager et hurtigt kig i vores fryser.

Jeg bager. Som om selve livet afhang deraf. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg kan. Og jeg elsker det. Suzy Homemaker, read ´em and weap.

I fryseren er der nu pestoboller med hvidløg, pestoboller med persille, pestoboller med skinke og grovboller-grovboller-grovboller en masse! Senere i dag smider jeg et mindre vognlæs kærnemælksboller derud også - og hvis ikke feriefeberen rammer mig skal der bages madtærter de følgende dage, så vi er klar med fornuftig og billig aftensmad når hverdagen igen rammer. Senere. Meget, meget senere.

Det føles som en mild grad af sindssyge når jeg i stedet kunne placere min fede ferierøv i sofaen/på terassen, men jeg forsikrer mig selv om at det sikkert er helt normalt, når man har skullet undvære et rigtigt køkken i hvad der virker som en mindre evighed. Og ikke spor overskudsagtigt. Mere sådan lidt manisk…

Indrømmelse:

2011-07-13T11:08:00.001+02:00

Jeg er ikke helt fremme i skoene. Rider ikke den samme dag som jeg sadler, og alt det dér. Heller ikke altid den hurtigste knallert på havnen, men dét er en helt anden historie.

Det jeg vel egentlig vil frem til er, at det først er nu jeg har fået læst en af Julias bøger. Jo. Jojo. Det er s´gu rigtigt nok *undskyld*…

Til gengæld åd jeg “Hvor lagde jeg babyen?” råt på under en dag – og jeg elskede den fra start til slut, selvom det er syv-otte år siden jeg befandt mig samme sted som Julia beskriver. Men jeg kunne genkende det hele (altså bortset fra at jeg ikke har en far der bor i Afrika, en mor der er død, og at jeg begår mig i et miljø med væsentligt færre kendisser, kunstnere og joints. Selvom det med joints´ene lyder pænt festligt).

Alt derudover var head on. Når bare man tager i betragtning at for syv-otte år siden var Liberty ikke da shit, så de småblomstrede øko-mødre var ikke småblomstrede, men gik stadig lige meget op i at maden var hjemmelavet, øko-friendly og uden sukker. Og midaldrende kvinder mente også dengang at de havde svarene på Alt Mellem Himmel Og Jord. Og retten til at råbe dem til verden.

Tak, Julia. Jeg ville ønske din bog havde eksisteret dengang. Nu vil jeg til gengæld love at forære den til den næste førstegangsmor jeg møder, og håbe at hun tager det hele til sig.

Og så vil jeg selv i gang med “Sandheder fra en løgner”!

My prescious… (part II)

2011-07-12T17:25:00.001+02:00

Nu med billeder!!

Og ja; der roder lidt – men jeg er jo stadig ved at finde ud af hvad der skal være hvor, og om IKEA eventuelt skal raides yderligere for skuffeopdelingsdimsedutter og andet hejs.

Men der er fandeme fint!

My prescious…

2011-07-12T10:35:00.001+02:00

Long time, no see. Men nu er jeg tilbage, i hvert fald for en stund. Dage, timer, minutter er gået med alt det sådan noget nu går med af løst og fast – og rigtig, rigtig meget med køkken. Men nu står det også næsten færdigt. Kun en gang vinduesmaling og lidt lister, gerichter og hygge mangler der derude og dét kan jo aldrig vare. Eller hvad?

Mangeårig erfaring viser at sådan noget med lister og maling godt kan have en arbejdstid på op til flere år, men det skal blive løgn denne gang, skal det. Det køkken er bare så lækkert nu, og det skal fileme være tip top i orden ASAP.

Og billeder? Dem får I da. Lige så snart jeg har fundet kameraet i bunden af en af bunkerne…

Dette er IKKE en kontaktannonce. Det er bare ærlig snak. Really.

2011-06-25T11:59:00.001+02:00

Måske bli´r det mudret, dette her. Måske bli´r det bare skriveri for min egen skyld, og måske er der andre der kan genkende det. Måske ikke, for nogle gange føles det som at være helt alene i verden med det.

Det handler om venner. Eller veninder vel egentlig, mit køn taget i betragtning.

Jeg synes det er et ord der bliver brugt hele tiden. “Veninde”. På mig lyder det som om det er noget alle har; en rigtig, ægte veninde man kan betro sig til om alt, i vished om at det ikke kommer videre og bliver taget alvorligt. Én man kan grine og græde med, dumme og fulde sig med, fjolle og råbe med. En forlængelse af én selv.

Sådan synes jeg bare slet, slet ikke det er. Jeg synes eddermame der er langt mellem snapsene, for nu at være helt ærlig.

Jeg har ikke en veninde. Ikke én. Jeg synes tværtimod der er lidt “brændt barn skyr ilden” over mit forhold til det. Ikke at jeg ikke har haft dem, for det har jeg. Jeg synes bare det alt for ofte viser sig at de ikke er reelle, de kvinder/tøser/piger jeg har stiftet bekendtskab med gennem mit efterhånden betragteligt lange liv.

Min erfaring er at kvinder sladrer. De øffer over andres fremgang, lykke og succes – oftest med det formål at få deres eget liv til at syne bedre. Og måske er mænd ikke en skid bedre.

Jeg er ikke nogen helgen selv. Jeg er fandeme dårlig til at vedligeholde et venskab; jeg er ikke den der ringer i tide og utide, dukker uanmeldt op og arrangerer hyggelige sammenkomster. Mest fordi jeg vel i virkeligheden er pissebange for at komme til at virke stalker-agtig. Jeg har før oplevet at komme til at lægge mere i et venskab end “hende den anden” åbenbart gjorde, og dét var altså alt andet end fedt, skulle jeg hilse og sige – så det gør jeg så ikke mere, nå.

Men jeg sladrer ikke. Jeg kan holde min kæft i en evighed, hvis det er hvad jeg er blevet bedt om at gøre – og af samme grund går jeg så stadig rundt som en anden infotainer mange, mange år efter folk alligevel er forsvundet ud af mit liv. Men jeg holder min kæft, for alt andet er uanstændigt.

Og så er jeg i virkeligheden nok lidt misundelig, og mærker et lille stik indeni hver gang andre nævner deres veninder (pluralis?! really???), og alle de pissehyggelige ting de skal lave sammen.

Jeg gad jo faktisk godt at have én der kendte mig ud og ind. En at tage i biffen og til koncert med, og én der havde tid og lyst til at drikke bajere hele sommernatten lang hvis det lige var dét der var brug for. Og en der havde brug for mig.

Den sidste jeg havde, hende savner jeg. Der gik ingenting galt. Hun kunne holde på en hemmelighed, hun nedgjorde ikke andre mennesker for egen vindings skyld og hun havde altid tid. Og så lavede hun en mean kop kaffe, og en endnu bedre mojito. Hun var fantastisk.

Og så flyttede hun. Til Islands Fucking Brygge. Og så glider ting og venskaber ligesom bare ud i sandet, ing´?

Der er eddermame langt til Islands Brygge sådan en helt gennemsnitlig lørdag når man er trist til mode og ikke ved hvorfor.

Os med lort på styret

2011-06-24T21:07:00.001+02:00

Jeg kan helt ærligt sige at jeg ikke har oplevet en masse den sidste uges tid. Men jeg har heller ikke kedet mig.

Hurtigt opsummeret har det været noget med at svede i spandevis til zumba, karte fra Herodes til Pilatus med dansende børn, holde Sct. Hans aften i selskab med alle de andre fra lilleputbyen, arbejd´-arbejd´og alt det løse der ellers hører til et gennemsnitligt børnefamilieliv ude på landet.

Køkkenet er for eksempel stadig ikke-eksisterende. Det var jo det jeg sagde; os med lort på styret. Men det lysner, gør det. Tømrermesteren med styr på lortet har meldt sin ankomst næste weekend, og så er der fremgang i det lille hjem! Jeg glæ-hæ-hæææææder mig til igen at kunne lave mad, smøre madpakker, skylle grøntsager og bage brød i ét og samme rum. Jamen, for catan da…

Indtil da tager vi det med oprejst pande og højt humør, ing´?

Nåja. Og når man nu ikke kan bruge køkkenet så meget, så finder man andre måder at gøre tingene på. Når vi f.eks. har haft svært ved at finde en oplukker i flyttekasserne på værelset ligger løsningen jo lige for. Og det er noget der ligner sommer, så nu har vi smækket en op på en fast plads på terrassen. Så er linien ligesom lagt.

Nu skal der indføres fast fyraftensbajer her i huset. Fordi vi kan. Og fordi white trash er det nye sort.

Spejdere bli´r aldrig det nye sort. Jeg har sagt det før, og jeg gentager gerne mig selv: Folk der går med kniv skræmmer mig. Men derfor kan man jo godt lade sig inspirere en lillebitte smule, for bål er fannermig hygsomt, og alt hvad der kan tilberedes over åben ild smager goooooodt. Så dét gør vi også. Hvis vi altså kan få en dag eller to uden vindstyrke lort, for det er fileme svært at styre ilden ellers.

Kan man mon leve af skumfiduser og snobrød alene…?

Pelle B overload!

2011-06-19T21:44:00.001+02:00

Okay så. Jeg sidder her med en følelse af at de sidste dage er pisset lige forbi mig; Verden suste afsted i en gal hast, og jeg hørte Lady Gaga imens…

De sidste dage har stået i dansens tegn for os – og lad det være sagt med det samme: Sæsonafslutninger er ikke det samme som da Mor var dreng!

I går var vi til Dansegalla (red.: Dét vi andre tog til i strutskørt og laksko, og kaldte “afdansningsbal” tilbage da verden endnu ikke var gået af lave), og dét var fandeme i orden. Jeg tager så meget hatten af i respekt for de instruktører, frivillige m.fl. der kan stable sådan en eftermiddag på benene, for jeg siger jer; Vild med dans kan godt pakke sammen i forhold til dette udstyrsshow.

Vi taler stroboskoblys, røgshow, farvede lysdiodedimser, spotlights, lyd *indsæt selv øresønderrivende “ufti-ufti-ufti”-rytmer hér*, pailetter, kostumer, lange øjenvipper, flere kostumer, flere kostumer, flere kostumer, fantasi, pynt, vimpler, flag, konfetti dalende fra loftet – og underholdning en masse. Med cirkustema!

Og logistik. Og koreografi. Og glade, stolte unger.

Dét er da lige til at blive rundtosset og glad i låget af, ing´?

Det var guld værd, akkurat ligesom det har været de sidste år vi har været afsted til dansegalla med Power-house, og de skuffer aldrig. Børnene har haft en fabelagtig dag hver gang, og de knokler gerne i dagene op til også, med både almindelig træning og generalprøver. Det er fantastisk.

Men når dét så er sagt, så er det edderbroderemig også nogle hårde dage for forældrene – med kørsel frem og tilbage, frem og tilbage, med mange dansetimer (og flere dage) i træk. Lørdag tog vi afsted kl. 10 hjemmefra – og landede på matriklen igen omkring kl. 18. Det er jo en pænt lang arbejdsdag, det dér. Med *ufti-ufti-ufti* nonstop. Og Lady Gaga. Og Pelle B.

Åh gud. Pelle B…

Jeg haster videre til egen cd-hylde lige om lidt. Jeg tror godt det kunne ende i noget skidt hvis jeg ikke straks får en antidosis af noget Thin Lizzy eller nå´ed!

Black power!

2011-06-15T16:36:00.001+02:00

Dagens absolut bedste grin so far indtraf fem minutter efter jeg var mødt ind på arbejde.

Huset var helt stille, og der var ikke et menneske i sigte. Meeeeget mærkeligt, for der plejer at summe af liv allerede fra morgenstunden. Da jeg bestemte mig for at gå op i administrationen så jeg hvorfor.

Vi fik leveret nyt kaffeaggregat i går. Af dén slags der kan levere både café au lait, cappucino, latte, chocolat og espresso – ad libitum! Og foran vidunderet stod til morgen husets samlede bestand af socialkonsulenter, fysioterapeuter, administrationspersonale plus det løse, mens de “iiiiiiih”´ede, “ååååh”´ede og “neeeeeej!”´ede sig igennem sortimentet.

Jeg kunne ikke lade være. Jeg lagde mig midt på gulvet, i noget der skulle ligne næsegrus beundring for den nye altertavle. I kan selv tænke jer til reaktionen…

Jamen for fanden da. Ikke at en ny kaffeautomat ikke er fed, men at den i dén grad kan samle en flok voksne mennesker i benovelse havde jeg ikke lige set komme. Man kunne få tanken, at det kunne have set ligesådan ud da den første telefon blev sat op engang. Det var lige før jeg forventede at en-eller-anden ærbødigt lænede sig frem og halvt hviskede til automaten:

“Latte, tak…”

;-)

De naturlige rusmidler er alligevel de bedste!!

2011-06-07T21:05:00.001+02:00

Jeg har haft én af den slags dage på jobbet man kan blive helt høj af. Den slags, hvor alting går op i en højere enhed og lykkes.

Jeg er glad med glad på.

Og fordi mit job er af den slags hvor man ikke udleverer info får I ikke mere end dét. Surt, hva´? ;-)

Du danske sommer…

2011-06-04T18:21:00.001+02:00

Jeg elsker dig!

Fint besøg

2011-06-02T19:07:00.001+02:00

Vi passer børn i dag. Eller; barn. Af den lettere eksotiske slags. Hun er smaskfyldt med charme, selvtillid og lækkert hår.

Rosa er pekingeser, og jeg har intet kendskab til racen. Jeg er sikker på at hun opfylder de kriterier der skal til for at vinde en skønhedskonkurrence indenfor sin art – men umiddelbart er der jo ikke megen skønhedsdronning over hende. Måske mere gremlin…?

Jeg har bare et blødt punkt når det kommer til den unge dame, og synes det er helt fantastisk med sådan en lillebitte miniaturevovse der tripper rundt i huset, når jeg nu er vant til de store læs der normalt er her.

Hun er så sød, og jeg passer hellere end gerne en anden gang!!

I alle regnbuens farver

2011-05-31T21:58:00.001+02:00

Dagen i dag er lige så stille forsvundet for mig. Timerne er gået ubemærket forbi, mens jeg har sovet mig fra starten på noget udefinérbart dårligdom og set uanstændige mængder af daytime-tv.

Jeg har mærket efter, og jeg har tænkt mig om. Jeg tror altså ikke jeg har spist agurk den sidste uges tid…

Søren var ramt af noget der lignede i går, men han var til gengæld helt sikker på at det var agurkerne der havde fået ram på ham. “Sig farvel, min sigøjner – sig farvel!”, var nogle af de ord der blev mumlet fra sofaens dybe gab – men han er nu på højkant igen, så helt alvorligt var det vist ikke alligevel. The deadly man-virus strikes again…

Nåmmen; jeg har jo ikke sovet hele tiden. Lapperne vokser i antal, og nu begynder jeg at pusle med tanker om hvordan farveforløbet på det færdige tæppe skal være.

Der er altså lang vej endnu.

Egentlig var det meningen at det bare skulle have været helt tilfældigt hvordan farvesammensætningen blev til sidst. Lapperne skal jo samles med neutral hvid alligevel, og jeg kan godt lide det lidt tilfældige, sprælske look det kunne give.

Men: Nu er jeg lidt ude i noget med skalaer. Startende med gule-orange-røde nuancer, for så at køre stille over i lilla-blå-turkis og slutte med de grønlige. Er det mon helt tosset?

Jeg har altså noget med gul lige nu.

Det er s´gu lidt sjovt. På alle andre tidspunkter af året hader jeg gul. Virkeligvirkelig. Men nu… *suk* Jeg tror det er noget med mælkebøtterne. Og rapsmarkerne.

I virkeligheden burde det vel være sommer året rundt. Så kunne det også være man (læs: jeg) kunne få en kulør så man kunne klæde sig i den fantastiske farve!

“Og det gi´r voksenpoint…”

2011-05-29T17:04:00.001+02:00

Måske er det ikke lige din stil det her, men den kører på repeat herhjemme. Du burde gi´ den en chance. Dét er s´gu humor, sandhed og lyrik på højt plan – alt sammen udført af et par vaskeægte, næsten voksne, drengerøve.

Enjoy!

“Gæt en ret”

2011-05-28T16:27:00.001+02:00

Vi laver madplan igen. Det er trods alt både tidsbesparende og fornuftigt med vores ugeskema, men spændende – dét bliver det aldrig. Ikke at lave den, i hvert fald.

Denne gang viste det sig dog at være sjovt – og en lille smule udfordrende. Pigerne skulle hver skrive syv ting ned de gerne ville have på menuen for den næste måneds tid, og her er Agnes´ forslag:

*Tøhø…!*

Man kunne næsten fristes til at lave en give-away på afkodning af ønskerne. Men det gør jeg ikke! Bud er dog velkomne alligevel ;-)

Vov-o-lol-a-pop-y-kok

2011-05-27T20:06:00.001+02:00

Eller; faktisk er det røversprog.

Der er gået fredag i den herhjemme, og efter en omgang formiddagsradio i selskab med Sara Bro og Adam Duvå Hall taler vi nu pludselig røversprog.

Ungerne synes det er herregrineren (for nu at bruge deres egen terminologi), og skriver hemmelige røversprogsbreve til hinanden henover aftensmaden.

Dodetot enondoderor doda hoheloltot gogaloltot. Nonåror vovi nonåror totilol momanondodagog totaloleror dode jojo ikokkoke anondodetot.

Fårk…

2011-05-25T18:35:00.001+02:00

Man når altså lige at synke en ekstra gang inden man svinger dankortet ved betaling af et helt køkken. Også selvom det er Ikea´s model, der prismæssigt slet ikke når op på siden af de rigtig dyre.

Jeg fik i hvert fald sved på overlæben og klamme håndflader. I dén situation er der kun én ting at gøre:

Luk øjnene og tryk “godkend”.

Der er jo en forskel

2011-05-24T20:21:00.001+02:00

Jeg ved godt hvad jeg bør gøre i aften. Der ligger lidt let læsning og venter på mig, for jeg vil så gerne læse op på nogle forskellige arbejdsrelaterede emner. Det er måske bare ikke lige nu energien er til det…

*Phew…!*

Jeg skal nok. Jeg vil jo gerne – men gør mig absolut ingen forhåbninger om at nå til bunds i stakken lige med det samme. Det er pænt tung læsning meget af det, men dét gør det jo ikke mindre interessant.

Måske man skulle… læse en vis portion, men stoppe tidsnok til at nå fire-fem lapper til bunken?

Ja da! Bare vift en gulerod for næsen af mig, og så går det hele meget lettere. Åh, så simpelt.

Fnis

2011-05-23T21:12:00.001+02:00

…og nej; mere moden er jeg ikke, end at jeg stadig synes den er pissesjov!!!

Det absolut bedste ved denne årstid er…

2011-05-22T16:28:00.001+02:00

Torden og Lynild

2011-05-22T16:13:00.001+02:00

Der skal mere til end en smule vand fra oven, for at holde mine indianere inde i dag. Høvdingen - ham de kalder Vandrer med Hunde - har nemlig lavet buer til stammen.

Så nu er der pileskydningskonkurrence i haven – og debatten går lystigt derude kan jeg høre; om vi mon ender med at skulle have hund eller hest til aftensmad i dag… Jeg satser nu selv på en ganske almindelig kødbolle af dét Spar kan byde på, men det er måske mig der er for lidt eventyrlysten?

Jamen… jeg glemte det helt i farten!

2011-05-19T21:43:00.001+02:00

I skulle jo have haft et billede af den fine slange jeg var i gang med at strikke i et væld af drengefarver…

Dét blev så ikke, for i dag blev slangen overrakt til sin nye ejermand; det fineste lille nye drengebarn nord for Alperne – og min nevø. Han kom til verden ved middagstid i dag, og så glemte jeg helt at fotografere hans legekammerat.

Billeder af det lille nyfødte vidunder har jeg heller ikke, af to grunde. 1) Jeg har aldrig syntes om det spjæt jeg synes det giver i de helt små, når de bliver udsat for blitzlys. Jeg synes egentlig de har været indtryk nok igennem når de bliver hevet ud i denne store verden, så hvorfor skulle jeg så bidrage til chokeffekten ved at overbelyse dem lige ned i krydderen, dét kan jeg altså ikke se. 2) Jeg bryder mig generelt ikke om at lægge billeder på nettet af andre folks børn. Punktum.

All in all: En dejlig dag – men I må tage mit ord for det, for fotos får I ikke ;-)

Just landet…

2011-05-18T17:16:00.001+02:00

efter laaaaang og lettere kedsommelig dag (for kursusdage om MED-udvalg, personalepolitikker og paragraffer er bare ikke lige min kop the) kan jeg mærke at jeg trænger til at komme op i gear.

Jeg kan ikke komme på en bedre måde end denne…

Bare tag dem i en lind strøm – og klik dig ind på YouTube for flere perler. Så er der nostalgifest!!!

Brrrr…!

2011-05-17T20:59:00.001+02:00

Hvem har slukket for sommeren? Jeg. Vil. Ha´. Et. Svar.

Nu, tak! Og snarlig genåbning tilmed.

Jeg råfryser her. Det gør vi faktisk allesammen, for træpiller til fyret har vi ingen af. Dém lod vi jo være med at købe grundet varmen, ing´. Så nu er her hundehopkoldt. Som i “dynerne ned i sofaen og lange underhylere på”-koldt.

Absolute low var da jeg kom hjem den anden dag, og så at Søren havde sat vores lillebitte campingvarmeblæser ind i stuen. Dét gav ingen synderlig effekt på de knap 60 kvm han prøvede at opvarme, så derefter havde han tændt ovnen på 250 grader, varmluft – og lod ovnlågen stå pivåben, for at se om dét kunne hjælpe.

Lidt patetisk, faktisk. Men også ret sjovt.

De lange underhylere er nu det der virker bedst. Og at gå i seng før kl. 22 – hvis man bare har husket at varme dynerne nede i sofaen først…….

Man undres

2011-05-14T22:02:00.001+02:00

Lige nu; over hvorfor filan det kan være så svært for mig at få strikket et par børnestrømper færdig, når det samtidig er så legende let at strikke noget der minder om Verdens Længste Strømpe…?!

I just don´t get it…!

Pludselig druknede alt i regn…

2011-05-14T17:21:00.001+02:00

men inden da nåede jeg da et lillebitte smut til starten på årets Uldfestival – og i morgen er der jo atter en dag.

Noget af det første jeg mødte på min vej var hende her!

Billedet yder hende ikke retfærdighed, skulle jeg hilse at sige. Hun var helt og aldeles fantastisk, og jeg nåede lige at blive en lille smule træt af at det er en nevø der melder sin ankomst i løbet af den næste uge, og ikke en niece. Følelsen gik nu hurtigt over igen, men sød var hun bestemt.

Farvefloret i teltene var uovertruffent. Næsten som slik…

Og så var der yogatøjet!!! Dét var den fedeste stand jeg længe har set, og jeg fik helt lyst til et par strikkede bukser (en sætning jeg ellers aldrig havde troet skulle komme over mine læber).

Børnetøj lavede de selvfølgelig også, og bestemt ikke mindre attraktivt. Farverne var nøje afstemt, og i den lækreste, bløde alpaka var de vist ikke til at finde bedre nogen steder. Til meget rimelige priser, endda.

Mærket lød navnet sangha, og var taget hele den lange vej fra Arendal Yoga Studio i Norges land til Saltum. Jeg købte ikke noget, men kan godt mærke at det trækker i mig for at komme forbi igen i morgen…

Alt i alt: Slet ikke nogen ringe dag ved Knudepunktet i Saltum. Men i morgen håber jeg på bedre vejr, så jeg også kan snuse lidt rundt i den anden ende af byen!

WIP

2011-05-12T16:39:00.000+02:00

Det er cliffhangeren fra i går det handler om. Jeg fandt en kasse på arbejdet der nærmest bedst kan benævnes som Alle Grimme Stofresters Moderskib, men dét skulle vise sig at være en fed udfordring!

Hvad laver man når intet passer sammen? Når 80´erne åbenbart er kommet for at blive, og der i virkeligheden ikke er ret mange prints at vælge imellem?

Man går først i tænkeboks. Og så dukkede der ting op fra harddiscen! Jeg kan huske jeg engang har set noget der ligner (bare lavet i papir, og uden mellemrummene) men jeg kan ikke huske hvor – så hvis du kan kende det, må du meget gerne smide et link så jeg kan give props til dem der fortjener ;-)

Pænt fint, ikke? Jeg er langt fra færdig endnu, men det store billede ser sådan her ud so far…

Det´ da ikke så ringe endda. Helt uden at rødme synes jeg faktisk det har potentiale til at blive SUPERcool.

Bare en skam den færdige pude skal bo ude på værkstedet… *suk*

Alle mine kyllinger, kom hjem!

2011-05-11T18:32:00.001+02:00

Jeg er selv ude om det, jeg véd det godt. Jeg har ikke skrevet regelmæssigt i en rum tid, og dét kan ses på tallene. Læsertallene, altså. Og lad mig starte med at slå en ting helt fast:

Man kan som blogger godt prøve at bilde sig selv ind, at man udelukkende skriver for sin egen fornøjelses skyld – men det er altså lidt løgn. Det bliver dødt, trist og kedsommeligt uden respons – og helt ad helvede til hvis man tilmed kan se at læserskaren ikke blot glimrer ved ikke at kommentere, men helt glimrer ved sit fravær. Dét er fandeme træls!

Men i undertegnedes tilfælde, også selvforskyldt.

Uden at skulle gå i kedelige detaljer om statistikker og kurver, kan jeg rent fysisk se at jeg på Blogtoppen er raslet stille og roligt ned på en placering der hedder nr. 208.

Min højeste placering derpå har været nr. 62.

Fy, Kirsten. Skam sig.

Nu opper jeg mig altså. Ikke at jeg stiler efter nogen guldmedalje eller topplacering nogen steder – men for filan hvor vil jeg gerne ha´ det ligesom i “de gode, gamle dage”…………

Applikationspuslespillet fra Helvede

2011-05-11T17:26:00.001+02:00

…ender med at få et nærmest Himmelsk udtryk – og sådan kan selv den grusomste historie jo ende så smukt.

Billeder følger når projektet nærmer sig sin slutning. *Cliffhanger extraordinaire!*

…!

Okay så. Jeg har forsømt jer. Undskyld.

2011-05-10T18:00:00.001+02:00

Kort info (og så kan I jo tro mig eller lade være):

I den sidste tid er jeg rent faktisk blevet færdig med Astas hæklede zig-zag sengetæppe, er startet op på en lille patchwork ting i brune og lilla/blå nuancer (maskinsyet, fordi jeg er for utålmodig til håndsyning lige p.t.) og halvt igennem et sødt lille (semihemmeligt) strikketøj i alle regnbuens drengefarver.

Når og hvis jeg rent faktisk formår at blive færdig med det hele, lover jeg billedspamming af værste skuffe – efter d. 19. maj, for indtil da er det helt og aldeles hemmeligt, i tilfælde af at modtagerne skulle kigge med. Indtil da må I tage mig på ordet. Eller lade være. So be it.

Nu skal jeg nok komme tilbage på bloggen på mere “regular basis”. Jeg kan mærke jeg savner det…

Vi med hus og have

2011-05-09T21:05:00.001+02:00

…er også “vi med sortlakerede negle”. Mest fordi det er så skide praktisk til at skjule jord under neglene, og fjerner opmærksomheden en smule fra de malerpletter der ikke kunne fjernes med terpentin efter weekendens udskejelser.

Jowjow. Udskejelser. Hér står den nemlig ikke på Asti, dans til den lyse morgen og frivoliteter – men i stedet på nysnedkererede plantekasser i haven, sort maling og friskplantede yndigheder. Dét er vel også en slags fest. Ikke?

Der skulle nyt til når nu andre tager beslutningen om en haveomlægning for os. Lige før weekendens start var det nemlig dette syn der mødte mig i bunden af haven…

Store, gule dyr i horder, i færd med at æde sig et godt stykke ind på matriklen. Lige knap 900 kvm har de spist nu – men dét er heldigvis i en lang, relativt smal stribe langs vejen. Lige så´n i størrelsesorden med en cykelsti til poderne, og dét er jo kun til at klappe i sine små, fede gedepatter over!

Ungerne synes det var for fedt da dyrene var kørt i stald for natten…

Rooooolig nu, Mormor – og andre sarte sjæle. Der stod en voksen på den anden side af grøften, og vi havde tjekket om der var biler i sigte!

Nu er stykket døbt “Afgrunden” af børnene, og hvis der er noget i denne verden der er cool – så er det da at få lov at lege dér. Det får nærmest sådan et lidt uhyggeligt præg ved navnet alene, og at dømme ud fra Agnes´ ansigtsudtryk når hun står på kanten så kunne det lige så godt være Grand Canyon der lå i bunden af vores have.

Hvem har så brug for Fårup Sommerland, Bakken og Tivoli? Vi har en dynge jord. Og hus og have.

“Der findes jo ikke dårligt vejr…”

2011-05-04T21:43:00.001+02:00

“…kun forkert påklædning.”

Dén har du også hørt før, ikke? Sjovt nok altid i lettere bedrevidende tone, og med tjikkerlikkermagt* strålende ud til alle sider.

Det. Passer. Bare. Ikke.

Det´ jo løgn! Der findes smaskhamrende dårligt vejr – og jeg følte mig særdeles passende klædt, da jeg i går morges stod afsted på arbejde i sølvsandaler og capribukser. Det var jo næsten sommer, for hulan.

Jeg følte mig bare pissemeget til grin, da jeg i min frokostpause småløb ind i Aldi i samme påklædning. I snevejr.

Jamen, hvad skete der lige for dét??!

I dag havde mine lange DocMarten´s støvler således generobret mine kuldskære fusser – og nu sidder jeg her med sure, stinkende tæer, fordi jeg da endte med at svede tran i solen.

Hip hurra. Og pis med jer, vejrguder. Så tag dog stilling.

*Hvis jeg aldrig har nævnt det før, så gør jeg det gerne nu: Jeg hader tjikkerlikkermagt. With a vengeance.

Jeg har ikke tiltro til spejdere (eller nogen som helst andre der går med dolk), og ser ikke charmen i at kunne binde 439 forskellige former for knob, det fede i at kunne tænde bål på 3,837 nanosekunder uden tændbriketter eller det sindsoprivende i at nyde et stykke halvrå, salmonellabefængt fjerkræ tilberedt ved førnævnte bål. Ejheller er jeg den store tilhænger af salmesang og/eller Kunsten At Kunne Snige Et Fadervor Ind I Alle Sammenhænge.

So shoot me.

Paillethelvede tur/retur

2011-05-01T21:49:00.001+02:00

Vi var til konkurrencedans i går, for allerførste gang. Asta skulle deltage i kategorierne disco duo og disco solo, og vi var helt spejlblanke udi hvad det var der skulle foregå.

Dét var de fleste andre altså ikke. Vi stod i kø udenfor Ry-hallen, omgivet af småpiger med beautyboxe, dragtposer og højt, højt hår. Og mødre med stressede øjne og semiskingre stemmer.

Okayokay, ret skal være ret; sådan var de heldigvis ikke allesammen – men det var altså dem der gjorde det største indtryk. Á la familien Fredie-Pedersen.

Men bortset fra dét, så var vi selvfølgelig dem med allermindst tjek på tingene. Vi startede med at komme i sidste øjeblik, grundet dækskift (ikke vores, men vores kortege-kumpaners), motorvejskø og udueligt Krak-kort. Yep. Hele tre ting på én gang. Hvis man skal gøre noget, kan man nemmerlig lige så godt gøre det grundigt.

Men vi havde husket sikkerhedsnålene! Til rygnumrene, forstås. Jowjow, dét havde vi styr på. Og tøjet. Pigerne skulle jo danse duo, og så skal man være ens, synes de – så H&M var blevet raid´et i sidste uge, hvor mødrene sad udenfor prøverummet i knap 1½ time, mens hønsene kaglede i kor indenfor.

Det der konkurrencedans bliver altså aldrig rigtig mig. Selvfølgelig tager jeg med mine børn, selvfølgelig klapper jeg og selvfølgelig smiler jeg bredt og opmuntrer til det hele. Hvis de selv vil.

Men den konstante *ufti, ufti, ufti!* discorytme der gjalder ud i hallen, og det totale overload af 8-13 årige piger med Sidney Lee kulør, lakhår, fjer, pailetter og stretchstof i neonfarver – dét bliver aldrig mig!

Jeg synes faktisk det var rigtig, rigtig fint, at en vaskeægte bonderøv i tøj fra H&M kunne ende at rende med en guldmedalje i hendes solo-gruppering ;-)

The Day The Earth Stood Still

2011-04-29T20:21:00.001+02:00

At some point, the people of this Earth lost their grip of reality. Personally, I think it was about the same time that a prince of Great Britain decided to propose to his girlfriend.

We live in Denmark. D-e-n-m-a-r-k.

Then WHY the friggin´ hell does the whole bleeding nation come to a stand-still when a prince in Great Britain dresses up, goes to church and says “I do”??? And is it really the prince that has our interest – or do we stay glued to the screens to mock the british aristocracy, comment on the voluminous hats and quietly wish for The Mother of All Dresses for ourselves? Or are people just hoping, praying and spin-doctoring for Diana II?

Good grief…

And excuse me, if I have offended anyone. It was not my intent – but I am simply baffled of the media attention. Reallyreally!

And why haven´t I written in danish today? I guess it just seemed inappropriate. But for the same reason I simply can´t write anymore. I am in a loss of (english) words. Maybe… ;-)