WTF…??!

I mit hoved svirrer idéer rundt disse dage. Skabertrangen er høj, og der er masser af ting jeg gerne ville give mig i kast med.

Gamle møbler der trænger til… nej, skriger på restaurering, touch-up og løft.

Kasser og kurve fyldt til randen med stoffer i lækre farver og labre mønstre, der bare venter på at blive transmogriffet om til tasker, børnetøj, puder og magasinholdere.

Halvslidt tøj der mangler lige dét for igen at blive nyt og lækkert. Bare lige lidt patchwork hist eller en gang italiensk quilt her. Ååååh, italiensk quilt, jeg savner dig…

Store, hvide lærreder der står i et hjørne inde på alt-mulig-værelset og håner mig. De kalder og driller; hvisker “Du tør ikke, du tør ikke, du tør ikke………..”

Garn og mønstre der ville være så fine sammen. Bare lige en lillebitte sweater til hver af pigerne, ikk´…

Jeg synes bare ikke tiden er der. Jeg ved godt jeg har sagt det før, og jeg ved godt det lyder helt grotesk. Jeg går jo bare herhjemme og er arbejdsløs, for catan. Jeg burde have al den tid i verden jeg kunne ønske mig.

Det har jeg bare ikke. Jeg er Dronningen Af Ufærdige Projekter.

Jeg synes min tid (igen. Eller stadigvæk) går med opvask, tøjvask, hente/bringe børn, lufte/fodre hunde, støvsugning og alle de andre sindsoprivende beskæftigelser “man” sådan kan få fyldt sin dag ud med som mor.

Om jeg begriber hvordan de/I derude kan finde tid til alt det, plus lige at sprøjte otte retropudebetræk, fjorten lækre Liberty-kjoler og tre par økologiske tullebukser igennem maskinen hver og hveranden dag??!

Hvad fanden er opskriften? Hvis I vil ud med dén, spørger jeg aldrig om noget igen. Ama´r halshug.

Oh, fryd…

Jeg har været en tur på biblioteket i dag. Egenlig mest fordi jeg er en af dem der hellere end gerne vil give en skilling til nyindkøb af bøger på bibliotekerne (læs: jeg havde en bøde på ethundrede gode danske kroner til at ligge. Fordi jeg er en spade der aldrig afleverer til tiden, og åbenbart ikke har noget bedre at bruge mine penge til), men:

Nu er jeg kommet retur med 19 skønne bøger – allesammen indenfor håndarbejdsgenren, og allesammen til inspiration. Chokokaffen er lavet og de pink post-it´s ligger klar ved siden af.

See you on the flip side!

Hvad man gør og hvad man burde…

er to vidt forskellige ting. Som regel.

I dag er dog undtagelsen (med et par overspringshandlinger indlagt, men er det ikke også meget fair, hvahvahva´?), for jeg har rent faktisk koncentreret mig om det der er vigtigst. Ikke det der er sjovest, men det der er vigtigst.

Jeg ville meget hellere koncentrere mig om lystbetonede ting. Male mine gamle møbler, for eksempel – eller lave flere småting på hyggebasis, som denne her…

Sådan er livet bare ikke. Hvis jeg vil nyde, må jeg yde. Det er også okay, og selvom det lige trak lidt tænder ud at starte på ansøgningerne i morges, endte det jo med at blive helt okay.

De steder jeg sender til lige nu er det rene, pure guld. Jeg er vild med dem. Nu håber jeg bare følelsen er gengældt…

“Se mor! Jeg har stavet til TIGER!”

En kærlighedsaffære

Min mandag starter dejligt. Mens resten af verden kører forbi med tuneren sat på P3 og Medina starter jeg dagen op med en gammel kærlighed. For fuldt drøn.

Det går lang tid tilbage. Helt til dengang cd-afspilleren lige kom på markedet i lille Danmark.

Jeg fik mit første stereoanlæg; postkasserødt plast med radio og cd. Det var c.o.o.l – og fik selvfølgelig hæderspladsen på mit værelse hjemme hos mor og far. Men cd´er havde jeg ingen af i starten, så jeg ønskede mig dem til fødselsdag og jul.

Helt naivt havde jeg bare skrevet “cd´er”, uden at skrive kunstnere på. Jeg gik da nok ud fra at dem der så min ønskeliste vidste nogenlunde hvad en ung pige ville høre (åh, som de Wham-drenge gjorde mig rød i kinderne…), men dér tog jeg så fejl. Grueligt fejl.

Jeg fik én cd det år. Med Johnny Cash.

Jeg skal være helt ærlig her. Jeg havde aldrig hørt om manden, men kunne allerede da jeg pakkede ud se at den ikke fik mange chancer, den cd. Selvom moster Ellen gjorde alt hvad hun kunne for at overbevise mig om at han var helt fantastisk, og en af de største kunstnere i vor tid.

Yeah right. Jeg spillede den et par gange, og selvom jeg godt kunne lide musikken en lillebitte smule, endte Johnny Cash cd´en alligevel sine dage som kastestjerne-attrap i skolegården. Ingen pis. Og undskyld, moster Ellen. Men det var bare ikke i orden at ligge inde med en Johnny Cash cd, når nu alle de andre havde Bros og Duran Duran, vel?

Årene gik, og han hang et eller andet sted ude i periferien, ham Johnny-boy. Jeg vidste ikke det var ham jeg så nådesløst havde været med til at slagte i skolegården, ejheller at jeg skulle gå rundt og fortryde henettelsen mange år efter.

Nu elsker jeg ham, og har gjort det i lang tid. Uforbeholdent. Nu er det ham der starter min dag på lydstyrke lort når pigerne køres i skole. Mens resten af verden kører forbi med P3 og Medina.

De ved ikke hvad de går glip af.

Og i morgen er det …mandag

Det er næsten en skam. Jeg kunne egentlig godt bruge en søndag mere, hvis den kunne være lidt ligesom den i dag.

Min salige søndag har været fyldt med brunch, familiekomsammen, WII spil, hæklerier, galleribesøg*, lækre kager, hyggesnak og ro.

Intet har vi skullet nå. Absolut intet.

………..

*…og hvis der er nogen her, der lige har et fiffigt tip til hvordan jeg hurtigst muligt stamper kr. 36.000,- op af jorden, hører jeg gerne fra jer. Så har jeg nemlig en aftale med en mand om en vædder.

Note til selv:

*Næste gang du får den fikse idé at gå i gang med en applikation, så lad være med at forestille dig at det nok skal gå, selv om du ikke har vliesofix i gemmerne!

Det. Lykkes. Ikke.

Husk det!*

 

Røv og nøgler – og pikkemænd på bøjler!

Det var et bust …men potentialet er der, så når materialerne igen er hjemme, skal Agnes nok få sit kranierygmærke. Det bli´r bare på en anden sweatshirt, for denne her blev skrottet.

It can´t all be hookers and sunshine…

En udfordring

Jeg er gået i sy-mode igen i dag, og det er skønt. Mens jeg forsøger mig frem med at udsmykke en af Agnes´ trøjer, spiller damen selv WII Fit i baggrunden, og dét er den perfekte baggrundslyd til en hyggelig lørdag.

Det er lidt af en udfordring hun har givet mig. Helt naivt troede jeg at jeg kunne få frie hænder til den trøje hun fandt i skabet, men det er jo ikke bestillingsarbejde for ingenting.

“Mor, jeg vil gerne ha´ et kranie.”

Okay, så??!

Nu prøver jeg. Efter lidt research på www og en frihåndstegning derefter, skal jeg se om jeg kan applikere denne på ryggen af en grå sweatshirt:

Der er jo ingen der har lovet det skal være nemt…

Og hvad så med os der ikke har tålmodighed til at hækle et helt tæppe…?

Vi køber os til de hæklede tæpper – og finder andre anvendelsesmuligheder for de få lapper vi trods alt har hæklet.

Ikke?

Farveleg

Mens jeg venter på at pigerne kommer hjem fra skole, har jeg fri leg i dag.

Lapper er blevet klippet, og nu sys der på livet løs. Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig sneg der sig blåtoner med. Faktisk blev det overvejende blåt og turkis, og jeg er da ellers slet ikke til blå.

Go figure…

De hæklede bedstemorfirkanter i Kauni jeg har haft liggende længe har jeg planer om skal indgå på en eller anden måde. Mest fordi de bare er lækre.

De farveskift er da ikke til at stå for – blåtoner eller ej.

En idé med alle lapperne er der skam, men ikke noget jeg løfter sløret for endnu. Jeg kender nemlig en der er vild med de farver jeg pludselig har valgt, så på den måde ender det hele jo som regel godt. Jeg får fornøjelsen ved at lave det, og forhåbentlig bliver en anden glad for en uventet gave. Hemmeligheder er til for at holde.

Nu håber jeg bare det bliver godt. Det tror jeg.

En stor dag

Jeg kan næsten ikke huske hvordan Asta ser ud uden briller på.

Hun fik dem da hun var to år, og de har været hendes faste følgesvend lige siden. Hun kan ikke klare sig uden. I nødstilfælde kan hun undvære dem i maximalt ½ time ad gangen – men så ender hun også med kraftig skelen og hovedpine.

Lige fra hun var en lillebitte fedling med deller omkring halsen…

…og til nu; en stor pige i 3. klasse.

Der er slet ingen tvivl; det er den samme pige – og altid med brillerne som karakteristika.

Hun ser dem ikke selv. Når hun bliver bedt om at specificere egne særlige kendetegn i skoleopgaver skriver hun “fregner” eller “høj”. Aldrig briller. De er en del af hende, men ikke én hun er specielt bevidst om gør hende anderledes - sikkert fordi hun aldrig er blevet drillet eller gjort opmærksom på det. Heldigvis.

I dag er en særlig dag. Vi var nemlig hos øjenlægen den anden dag, og fik at vide at

1/ hendes syn er blevet bedre!!! Hun er nu nede på en styrke på begge øjne på +5, og kun med bygningsfejl på det ene øje. Det har ikke været meget værre, men det har været værre.

2/ hun må gerne prøve med linser nu. Hun er stor nok, og de vil kunne gøre hendes hverdag nemmere når hun skal i svømmehallen, spille bold, ud i regnvejr, hoppe trampolin og alt andet en knap 10-årig nu gør.

Så nu skal pigebarnet have kontaktlinser. I dag. Håber vi.

Dét bliver altså mærkeligt…

Skal du med?

Jeg ved hvad jeg skal lørdag d. 25/9 mellem 13 og 16.

Jeg kom aldrig afsted sidste år, men i år vil jeg til Nørresundby når Hanne sælger ud af godterne!

Jeg drømmer om en piberygende, vejrbidt, stout fisker…

Jeg har lånt billedet fra Tulipaner & Tomaters webshop, og håber det er okay med Hanne. Jeg er altså helt pjattet med den taske!

Hvis lige præcis den taske er væk til den tid jeg når derud, håber jeg Hanne og hjælpepigerne har andre af samme kaliber i baghånden. Men der er nu noget over den fisker…

Åh gud, så åndssvagt…

Rastløsheden sidder stadig i mig. Jeg har lyst til at bryde ud af rammerne og gøre noget (for mig) fuldstændig atypisk. Men går jeg ud og drikker mig fuld i billig papvin? Nej. Sparker vejskilte ned? Nej. Finder en fyr med en gammel vindtør joint og lidt sjov i gaden? Nej.

Hvad gør jeg så?

Jeg pisser rundt i hele huset med støveklud og Nilfisk, fordi der skal komme en fremmed mand og købe den motionscykel jeg har sat i Gul&Gratis.

Jamen, hvad???

Hvad er jeg bange for? At han skal gå ud i Nordjylland, og fortælle om den Mutter Mögschwein han var hjemme hos, med hundehår på stuegulvet og støvede børnetegninger i vindueskarmen?

Jamen, det er sgudda for åndssvagt. Helt ærligt; hvorfor kan jeg ikke bare lade rod være rod, nullermænd være nullermænd og opvask være opvask – tage mandens penge og sige good riddens?

(Wo)man works in mysterious ways…

På den anden side, så har jeg vel lige gjort huset rent for 200 kr. Jeg plejer ikke at tjene en skid på det.

Måske man skulle investere dem i billig papvin…

Jeg håber Allan forstår…

Kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
Vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér

Kom lad os splejse om en billig flaske Palanco
vi sender alvorsbetjenten på flugt
Vi retter ryggen til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil

Du skal ikke være bange for tvivlen
jeg kender tvivlen mere end alt for godt
Tvivlen er ensom og den hjemsøger natten
efter et sted hvor den får bedre fat

Jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil

For hver gang du trækker dit vejr 
du trækker dit vejr skal du huske 
at kisten den slæber sig langsomt nærmere 
og nærmere og nærmere

Vi har altid gjort som der stod skrevet
som om verden den blir’bedre af det 
I dag vil vi leve som om det gjaldt selve livet
som om vi bestemmer hvad der skal ske

Så lad os ta' en pjækdag sammen
vi går ud og sparker vejskilte ned
Lad os gå ud og slå hul i forstanden
så folk omkring os kan se vi er til

Jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil
jeg vil ik', jeg vil ik, jeg vil

……………………..

Tak til Allan Olsen for ufrivilligt lån af teksten. Jeg ved godt der er copyright på og alt det der, men i dag var hans ord bare så meget bedre end mine.

Intet nyt fra Vestfronten

Okay så. På jobfronten går det mildest talt af røv til.

Jojo. Jeg har da AOF i baglommen, men jeg ved jo endnu intet om hvor mange kursister der er tilmeldt mine hold …så i realiteten ved jeg ikke en skid. I realiteten er jeg stadig arbejdsløs, indtil jeg får andet at vide. Røv.

Jeg trawler jobnet, jobindex og nettet generelt med jævne mellemrum, men der er ikke lige noget der brøler “Her! Her er jeg! Dit drømmejob!!!”. Røv.

Fuck it. Jeg søger jo alligevel, for et job er vel et job – og jeg ved at når jeg finder et ender jeg også med at blive rigtig glad for det. Sådan er det jo altid gået indtil videre. Lige p.t. er det dog mest pædagogmedhjælpere de mangler heroppe nordpå, ikke pædagoger. Røv.

Nu har jeg så gjort Google til min bedste ven og skrevet et utal af steder op, der om ganske få dage får en uopfordret ansøgning fra en emsig, kvindelig nordjyde der lige vil gøre dem opmærksom på at de i dén grad mangler en kreativ medarbejder.

Kryds lige fingre for at i det mindste ét af stederne er enige med mig…

Af hjertet TAK!

Min minusdag er blevet vendt til plus.

Først, af en opringning fra min mor der bare ville fortælle at hendes liv pludselig er blevet vendt på hovedet på den gode måde, og dét gør mig glad. Grundene er helt private, så dén plusoplevelse holder jeg for mig selv.

Næst, af at vende Undreland hvor Anne fik mig til at grine højt, længe og helt nede fra maven. Dén plusoplevelse deler jeg hellere end gerne, så for dagens bedste grin burde du lige… Det er kun et klik væk – men meget, meget hjemligt ;-)

Det kunne gå bedre

Udenfor står det efterhånden helt klart, at sommeren definitivt er ovre. Alting ser bare så meget mere faldefærdigt, trist og slidt ud på en regnvåd efterårsdag.

Lige nu er solen brudt en smule igennem, men alligevel ikke helt nok til at illusionen om sensommer kan opretholdes. Jeg er slet ikke klar til efterår endnu, så det gør mig trist til mode.

Indenfor er varm cacao, kortspil, omsorg og huslige pligter hvad min dag består af på denne blæsende tirsdag.

Asta er syg. Hun snotter, hoster og taler med en stemme som henleder tankerne på grønne Cecil og Johnny Walker – så vi har spillet 500, set tegnefilm og hygget. Langsomt.

Agnes har været i skole, men er nu blevet hentet igen – kun for at gøre mig klart at dagen i dag bliver som den i går… Hun har et slemt anfald af “Moooooooooaaaaaaaaar!?!” lige for tiden, og mener bestemt ikke at jeg skal være længere væk end en armslængde. Hele tiden. Hun er ikke ked af det, heldigvis. Hun er bare opmærksomhedskrævende, men dét kan såmænd også være opslidende nok. For os begge.

Selv opvasken kan være en prøvelse (som om det ikke var nok at maskinen stadig er i stykker, og mine hænder efterhånden er lige så rynkede som min gamle farmors var), for det er altså åbenbart ikke holdbart for den unge dame at jeg står knap otte meter væk, bøjet over køkkenvasken.

“Mooooooooooooaaaaaaaaar!?! Kan du lige hjælpe mig med…? Og vil du lige komme?!! Og vil du lige finde……?? Mooooooooaaaaaar!!?”

Jeg tror godt jeg vil bede om en trylleknap der kan nulstille sådan en tirsdag. En ommer ville ikke gøre noget nu.

*Suk*

Okay så. Jeg kan lige så godt være hudløst ærlig her.

Jeg har lige siddet og set p.s. I love you over gud-ved-hvilken kanal. Jeg har hørt meget godt om den, og nu bød chancen sig.

Filmen var okay. Ikke fantastisk, bare okay.

En helt basic, romantisk, sød film på den gængse opskrift – men den formåede altså ikke at få tårerne frem på noget tidspunkt, og det tror jeg ellers har været det helt klare formål.

Alligevel så jeg den til ende.

Hvorfor?

 

Ååååååh, Jeffrey Dean Morgan. You charmer, you!

Og ja; jeg ved godt at billedet går helt ud i sidebaren, men det er Jeffrey Dean Morgan, for pokker! Han må ikke vises i mindre størrelse. Jeg er sikker på det er en grundlovssikret ret, kun for ham.

Og ja igen; hån og drilleri er berettiget her. Indlægget er åbenbart skrevet af “Kirsten, 16 år”.

Bytte-update

Hvis der er interesserede aftagere derude, har jeg stadig ikke byttet de to dyrearter (sæl og leopard) bort…

Anyone?

For at være helt fair, vil jeg sige at jeg har sagt pænt nej tak til at bytte med broderede duge. Jeg synes jeg har nok af den slags lige nu, men bytter stadig gerne med almindelige metervarer.

Fem fede fund

Jeg er blevet tagget af Lisbeth/Kolorista i en lille ting om fem fede fund fra loppemarkeder. Lidt for sjov og lidt for alvor, for Lisbeths håb er at vi på den måde kan dele de gode steder med hinanden.

For min skyld ingen alarm. Jeg deler glad og gerne, for i virkeligheden køber jeg vist ikke så meget på loppemarkeder som jeg gerne ville. Jeg synes nemlig der er langt mellem de virkelige godter – eller også er det bare fordi jeg ikke har øjnene med mig.

Jeg er blevet nødt til at inddrage genbrug´ser og diverse i legen, for nogen extraordinær loppehaj er jeg altså ikke.

Here goes…

Sidste nye fund; skamlen som deler vandene herhjemme.

Jeg elsker den. Søren elsker at hade den. Men helt ærligt; skal den ikke bare lige have en gang med hvidtekosten og et nyt bånd under betrækket for at blinke for vildt??!

45 kroner hos Mission Afrikas Genbrugsbutik i Aabybro.

Superdupertasken med plads til både varm trøje, strikketøj, kalender, diverse colaflasker, cigaretter, mobil, toiletgear, notesbog og alt hvad hjertet ellers begærer!

Jeg elsker den – men prøver at begrænse mig i hvor og hvornår jeg slæber den med. Kæft, den er tung når den er proppet til randen. Og når jeg har plads i tasken kan jeg altid lige finde én ting mere der skal med…

Et sted omkring 30 kroner ved det halvårlige (?) Lion´s Loppemarked i Saltum.

Et udsnit af min allerstørste loppesvaghed; gamle, bulede, halvrustne dåser.

Kan. Ikke. Gå. Forbi. Dem.

Pris og sted forbliver ukendt, for jeg kan simpelthen ikke huske det. “Rundt omkring” må blive svaret.

“En pung? Hvorfor viser hun en pung??”

Neeeeej! Ikke en pung; et lille fint syetui, købt komplet med fingerbøl og to nåle. Jeg er bare ikke kommet i gang med at bruge det endnu, for det har ligget i rodet på altmuligværelset og forputtet sig. Men det kommer, for det er i allerhøjeste grad anvendeligt.

5 kroner i en lille genbrugssnask i Halvrimmen (tror jeg nok…?)

Loppesvaghed nummer to; gamle dynebetræk og andet til videreudvikling.

Jeg har ikke fundet meget, men det jeg har er jeg til gengæld glad for. Pris og sted er igen “Rundt omkring”, men jeg kan da afsløre at Mission Afrika i Aabybro og Lion´s Loppemarkedet i Saltum har været de rene guldgruber. Efter min smag, i hvert fald.

Mission Afrika tager omkring en flad 20´er for et dynebetræk, og hos Lion´s er de til at handle med. De er nu så rare ude på landet…

Det var dét. Nichts weiter.

Vil Mette B, UniKarina, Liselotte, Karen og Pernille mon lege med?

Nu véd jeg godt det hele ikke skal handle om livet med hund

…men helt ærligt: Jeg støvsugede i forgårs.

I forgårs!!!

Krafthelvede da osse…

De er så friggin´ heldige med at jeg ka´li´ dem, de skiderikker.

En farlig, farlig verden

Agnes kunne ikke sove i aftes. Hun er knap 7 år, og når man er det – og samtidig har en meget livlig fantasi – skal der ikke meget til før man bliver bange. For alt.

En af de ting der kan gøre Agnes bange er insekter. Alle insekter.

I aftes ville skæbnen at der sad en stor, ottebenet fætter med kors på ryggen lige udenfor Agnes´ vindue da hun skulle sove. Udenfor. Som i: Hvis den på nogen måde skulle kunne nå ind til hende, skulle hun selv åbne vinduet og invitere den indenfor – og dét var der ligesom ikke nogen mulighed for ville ske.

Så vi fortalte godnathistorie, sang en godnatsang og snakkede lidt om at edderkoppen selvfølgelig ikke kom ind. Og gik ned.

Fem minutter senere kunne vi høre hende græde.

Op igen. Snakke lidt mere. Svare på spørgsmål som

“Findes der giftige edderkopper i Danmark?”

“Hvad nu hvis der kommer en giftig edderkop med på et fly fra et af de varme lande?”

“Hvor langt væk ligger de varme lande?”

“Hvad nu hvis der slipper en giftig edderkop ud fra et terrarium i en dyrehandel, eller hjemme hos nogen?”

“Jamen er du sikker på at der ikke kan leve giftige edderkopper i Danmark?”

“Hvad så med malariamyg? Kan de flyve hertil?”

Svarene var så beroligende som overhovedet menneskeligt muligt – lige indtil omkring kl. 22. På dét tidspunkt slap pædagogikken nemlig op, efter at barnets far og mor havde skiftedes til at gå op og svare på spørgsmål i en lind strøm i lidt over en time.

Skæbnen ville at det var Søren der endelig fik hende til at lægge sig til at sove. Hun faldt i søvn med den vished at dét hun skal frygte mest i denne verden er ikke jordskælv, tornadoer, giftedderkopper, store hvide hajer eller malariamyg.

Men sin far ;-)

Sikke´n dejlig dag det er i dag!

Men I får ingen billeder, for jeg var for optaget af at hygge, snakke, drikke kaffe, sy patchwork, spise cookies og nyde søndagen i fulde drag…

Jeg tog dog et par billeder – men dem holder jeg for mig selv, for der var aaalt for mange ansigter med på, og i farten glemte jeg helt at spørge hvem og hvor mange der ikke har lyst til at blive udstillet på www avec foto und alles. Så: Billederne er mine, og bliver ikke vist. Punktum.

Himmelbjerget fik jeg aldrig sådan rigtig set, men det var jo i virkeligheden heller ikke det jeg var taget afsted for. Den jordknold får så vente til en anden god gang, for i dag var det kun plænen der blev indtaget men dét var altså også i orden.

Jeg “kendte” nogen, men langt fra alle. Ingen nævnt og ingen glemt er vist den bedste device at køre efter. Jeg fik dog udvidet min horisont betragteligt, for der var mange jeg bliver nødt til at kigge ind til for eftertiden. Dejlige mennesker, alle som én!

Nogle manglede i dag. Nogle jeg gerne ville have hilst på, og givet et knus. Det må så vente til en anden gang, for livet tager ikke hensyn til bloggertræf ved Himmelbjerget. Sådan må det være.

Men jeg vil glæde mig. Til næste gang.

Ud i det blå

Friskbagte peanutcookies. Tjek.

Termokande og pulverkaffe to go. Tjek.

Patchwork i pose. Tjek.

Kamera med clean memorycard. Tjek.

Lånt bil. Tjek.

Smøger. Tjek.

Rent tøj. Øøøøøøøøh… Jo, fandeme tjek.

Støvler i tilfælde af regn. Tjek.

En hel søndag, bare for mig selv. Dobbelttjek.

Ruteplan Saltum-Himmelbjerget. Tjek.

Mod til at møde en mindre hærskare af halvfremmede kvinder………? Njaaarh… men jeg arbejder på det.

Hvis jeg var til kvinder…

ville jeg sætte Shakira som nr. 1 på min “to-do”-liste! Hun er nemlig “vakker-vakker”.

Nu er jeg jo så bare mig – så i stedet tror jeg, jeg går efter guldet. Næste punkt på min “to-do”-liste må være at lære at vrikke med hofterne som en ægte latina. Selvom Søren virker skeptisk.

Shakira, watch out – here I come! ;-)

Menneskets bedste ven. Eller nåed…

Livet i et hjem med hund er dejligt. Det kan også være en kende anstrengende en gang imellem. Eller hver gang herren i huset går tur med ældstehunden.

Så opfører yngstehunden sig nemlig højst besynderligt. Totally weird. Og irriterende. Totalt irriterende. Som i “hold kæft, eller jeg kvæler dig køter!”.

Hvis du har tålmodighed synes jeg du skal se hele videoen. Den er lang, men jeg lover dig følgende:

Bagefter sætter du så meget mere pris på den fred og ro der omgiver dig.

Dette her er hverdag herhjemme.

Psst. Bare ignorer den utroligt nordjyske dame med den underlige stemme – og det let ondskabsfulde grin. Nåja, og rodet. Det er den tøsede hund det handler om. Og mit mentale helbred.

Flere detaljer…

omkring mit bytteri kommer her. Det gik op for mig at det selvfølgelig ikke er alle der ved hvor stort “et skind” cirka er, så her kommer lidt billeder der forhåbentlig kan hjælpe på det hele.

Ca. ½ skind – målebåndet viser 110 cm (og det er Astas tæer der insisterede på at titte med)

Den lillebitte stump…

De to kvarte. Målebåndet står på 98 cm forneden (og nu har Asta lagt sig på knæ på gulvet, for igen at komme med på billedet…)

Sælskindet – bare for at I på den måde kunne få lov at se det rigtigt, med de sorte striber.

Håber det hjalp lidt… :-)

Den lille kyniker

Asta, altså.

Jeg lurede lige i hendes nye kristendomsbog, som jeg nu gør hver gang hun får nye bøger. Bare fordi det er sjovt at se hvad pensum de skal igennem den næste tid, og fordi jeg altid har været en bogorm.

På spørgsmålet “Hvordan blev verden til?”, havde mit barn komplet ignoreret alt om Adam og Eva, skabelsesberetningen og Gud med hans hviledag og alt det hejs.

Hendes svar lød kort og godt; “Big Bang”…

Se, dét er indoktrinering på den fede måde! ;-)

Dyt dyt… Ska´ vi byt´?

Konen er stadig i gang med en gennemgående oprydning af syværelset. Det siger vel lidt om hvor rodet der var – eller om hvor lidt sjæl jeg lægger i det.

Nuvel.

Stofferne er også blevet gennemgået. Nogle er smidt ud, nogle gemt, og nogle befinder sig i et grænseland. For gode til at ryge ud, men alligevel af den art jeg ved jeg ikke kommer til at bruge for meget af igen.

Nu har jeg kun et ganske beskedent lager, men giv tid, giv tid…

De truede dyrearter i forgrunden er dem jeg ikke helt kan bestemme mig for. Jeg vil gerne bruge dem men kan ikke, og ærgres over det.

Min symaskine er simpelthen ikke stærk nok. Jeg tog næsten livet af den da jeg syede Sørens vest, og kan ikke lige se hvorfra pengene skal komme til en ny og stærkere model, så den må holde en tid endnu.

Så, here goes:

Hvis du mener at du kan bruge noget af dette her, temmelig sprælske, materiale, så giv mig et kald. Jeg bytter rigtig gerne for almindelige metervarer – både retrostof og helt gængs Stof&Stil, Stof2000, Malika&Rosa (uuuuh, ja…) og lignende. Jeg vil bare gerne høre lidt om stilart og farve først, tak.

Det drejer sig her om:

Sælskind – haves; 1 cirkel, ca. 23 cm i diameter, plus et stykke ca. 76x29 cm, syet sammen i baner med smalle (2 cm) sorte striber (farvet sæl, tror jeg).

Leopardplettet ruskind – haves; noget i omegnen af ½ skind, plus to kvarte og en lille rest til småting. Det er en lækker kvalitet, og rigtig sjovt til detaljer.

Giftiggrønt læder, omkring 1,2 mm tykt. Farven er ganske godt gengivet på billedet. Her har jeg to halvstore stykker, så hvis du er interesseret er det vist nemmest at du skriver til mig hvor meget du vil have, og så klipper jeg et pænt stykke til dig.

Jeg kan ikke ved nogen af materialerne give garantier for at der ikke er små ujævnheder, huller eller tyndslidte steder derpå – ligesom du heller ikke vil kunne få nogen garanti hvis du køber de samme varer i et læderi.

Jeg kan til gengæld garantere at du vil få det sjovt med at finde på ting du vil lave deraf!

When the shit hits the fan

Hvis man nu går rundt i den tro, at der altid er dejligt ude på landet; altid skønt og friskt, med en sprød duft af nyslået græs og friskbagte boller – så kan man godt tro om igen.

Vi er nu nået til den tid på året, hvor her som vanligt bare lugter af… Ja. Lort.

Ikke gylle. Bønderne kan få skyld for meget, men dette her skal de ikke have skylden for. Dette er vores egen skyld, og hvis vi ville have det anderledes, måtte vi knibe ballerne sammen.

Undskyld de eventuelle grafiske billeder, men det er sådan det er.

Tiden er kommet for den årlige tømning af septiktanken, og slamsugeren er bestilt. I dag vil jeg således nyde at der kun breder sig en lillebitte snas af lugten ude bagved hvor tanken ligger – for i morgen kommer det til at storstinke. Over det meste af matriklen. Af gæret prut.

Jeg må hellere få vasket tøjet færdigt i dag, så der ikke af vanvare hænger noget på tørresnoren i morgen…

Endelig

Det har stået virkelig sløjt til på håndarbejdsfronten sommeren over. Idéerne har været der, men tiden har manglet.

Nu kan jeg mærke at jeg har måttet undvære længe nok, så idéer bliver nedfældet på papir, stofferne findes frem og det hele står i kø for at komme ud i lyset.

Rom blev jo ikke bygget på én dag, så indtil videre er jeg stadig i gang med de blå og grønne toner jeg påbegyndte i går. Men det skrider fremad.

Måske er det gammeldags, men jeg synes det er hyggeligt; jeg holder mest af at sy patchwork i hånden. Det betyder så også at tingene ikke ligefrem går stærkt, men til gengæld bliver de pæne og nøjagtige. Og så nyder jeg det.

Jeg var så heldig at finde en håndfuld af de fine taskegreb i en genbrugsbutik for nylig, til næsten ingen penge. Nu er der dømt tasker over hele linien – hvis det bare viser sig at de er nemme nok at montere.

De næste lapper er så småt ved at være klippede også, så tasken i røde og pink nuancer står for tur bagefter.

Og så har jeg tænkt mig at lave “noget” med en hæklenål senere, og at videreudvikle disse her, selvfølgelig også i lækre farver og kvaliteter. De strandede lidt sidste gang grundet tekniske vanskeligheder, men nu tror jeg fidusen er fundet.

I skal nok få det hele at se. Senere. Lige nu har jeg noget blåt og grønt der kalder…

Jamen, jeg er bare GLAD!

Glad for at det ikke kun er mig der synes mine ting er sjove. Glad for at køberne endelig har opdaget min Amio-shop. Taknemmelig for at de trykker på “køb”.

Jeg havde faktisk næsten opgivet… Måske er jeg bare ikke så tålmodig som jeg troede.

Og jeg véd godt jeg kun har fået solgt to ting indtil videre. Jeg véd godt at tingene ikke ligefrem flyver ned af hylderne. Men jeg er bare glad!

Aaaaaa-fili-a-la-la…

Nu kender jeg jo min mand særdeles godt, og véd derfor at der ikke ligger nogen godtepose og venter til mig i anledning af vores bryllupsdag.

Det gør mig helt ærligt ingenting, for det har vi aldrig brugt – og mens vi nu er i gang med at være ærlige, så havde jeg altså også glemt at det var vores bryllupsdag, indtil han huskede mig på det i går aftes.

So much for romance.

Det der gør mig glad er ikke gaver, blomster og candlelight dinners.

Det er mere sådan en sms-udveksling som denne her:

Mig (med slet skjult sarkasme drivende ned af væggene):

Idé: Hvis du nu afbestiller den der KÆMPEstore buket blomster til flere hundrede kroner, skulle vi så ikke i stedet købe en væghængt dvd-afspiller i Føtex til 399,-???

Ham (et splitsekund efter):

 Det var da en god ide, men hvad så med overskuddet?

……………………………..

Det er derfor jeg elsker ham. Han får mig til at grine højt og længe. Hver dag!

Guld

Jeg fandt sørme en bunke mere, der bare skriger på at blive klippet i.

Med så mange lækre røde og pink nuancer kan jeg da ikke lade være. Jeg er helt vild med de røde farver lige for tiden, og er helt og aldeles ukritisk når det kommer til prints. Jeg elsker dem alle.

Lur mig, om det ikke også ender med en taske af en art. Nu går jeg i hvert fald i tænkeboks. Og måske i skattekisten med korssting, for de skal med.

Lappeløsning

Jeg har fundet lidt tid. Tid til at rode bunkerne igennem, klippe sirlige firkanter i pap og sammensætte grønne og blålige nuancer i lige præcis det anarkistiske rod der er “mig”.

Selvølgelig skal der også lige et par små lapper imellem af gammelt korssting. Fordi jeg ikke kan lade være.

Med den lille blå kande på, ligger der snart en lille clutch klar til en kaffedrikkende, naturelskende kvinde med hang til spræl og patchwork. Måske mig.

Måske dig.

Uanset, så er jeg glad for at jeg fandt tiden. Det er lykken.

Goodwill

I aften smører jeg en madpakke til min mand. Jo, s´gu! Og helt uden opfordring, brok og ordkløveri, og af egen fri vilje.

Han har nemlig bryllupsdag i morgen – og intet siger “jeg elsker dig” som en madpakke smurt af konen!

Hvis jeg nu kan få puslespillet til at passe…

er jeg ved at vænne mig til tanken om at tage en køretur ud i det blå på søndag. Helt alene med mig selv.

Godtnok flakser der sommerfugle rundt i maven på mig ved tanken, men det kunne altså være sjovt. Og så har jeg hørt noget om at der skulle være kage.

Hvem kan sige nej til det?

Okay så…

Jeg har fundet energien. Eller, måske har jeg mere fremmanet eller tvunget den frem. Jeg kan mærke at jeg skal arbejde for at den ikke forsvinder, for det er ikke verdens mest sindsoprivende spændende udfordring jeg har givet mig selv i dag, men den er i allerhøjeste grad nødvendig.

Jeg er gået i gang med en gennemgående oprydning og rengøring af altmuligværelset. Dét er jo blandt mange andre ting også det rum jeg helst skulle opholde mig i når jeg syr, men det har i lang tid været en decideret umulighed.

Nu skal der laves om på det. Hvis jeg vil have muligheden for at få tryllet nogle af alle godterne om til nye godter, bliver jeg altså nødt til at rydde ud i rodet. Igen.

It´s the neverending story.

Åndehul

Jeg trænger til alenetid. Alenetid som i tid til at gøre ting jeg har lyst til, og ikke ting jeg bør.

Jeg synes dagene går med bringe/hente børn, opvask, madlavning, tøjvask, hundelufteri, madpakkesmøreri, støvsugning, oprydning, mere opvask og flytte bunker (en disciplin jeg mestrer til fulde).

Det jeg i virkeligheden har lyst til, er at dykke ned i bunken her…

 

I den bunke alene er der stof nok til både buksedragter, nederdele og veste til pigerne – og bunker har jeg nok af. Men tiden mangler, synes jeg.

Heldigvis fandt jeg i aftes tid til et lillebitte åndehul. Hæklenål og bomuldsgarn kunne gøre det for en stund, og med Karens DIY i baghovedet fik jeg da holdt en lille, og tiltrængt, pause fra alt det praktiske.

Nu pynter sort og koral (!) på solbrune arme, og flere skal følge trop.

Tak til Karen. Det var det åndehul jeg havde brug for.

Det´ en ommer

Tænk, så heldig at være. Jeg er åbenbart rendt ind i den mest farveblinde ekspedient nord for Alperne.

Resultat: Agnes blev i dag sendt afsted til idræt med sine gamle, og alt for små, sko – og så må jeg tage en tur til InterSport og bytte. I hvert fald den ene sko…

Countdown. Fordi jeg kan!

Top 10 over ting der rumsterer i mit hoved for tiden:

10/ Vendekåber

Mennesker der siger én ting, og mener en anden. Dét har jeg svært ved at håndtere. Ikke kun p.t., men generelt.

Desværre findes der relativt mange af dem.

9/ Rødløg og avocado

Godt til a.l.t.

Enough said.

8/ Trådløse telefoner i hjemmet

Hvad er fidusen? Vi har dem, men bruger dem aldrig.

Hvorfor? Fordi 1/ vi aldrig kan finde dem 2/ de aldrig er opladt (se pkt. 1).

Mon ikke man bare skulle opsige sit fastnetabonnement…

7/ Fluer

Ikke så meget shit dér. Jeg vil bare gerne vide 1/ hvorfor de altid lægger sig til at dø i min vindueskarm? 2/ hvor meget lort der i virkeligheden kan være i en flue? 3/ om ikke man kan få nogen af de der “døgnfluer”, for det ville skisme være skønt om de døde lidt hurtigere?

6/ Mænd, og deres næsten sygelige forhold til Top Gun

Jojo. Filmen.

Jeg ved da ikke hvor mange mænd jeg kender, der kan samtlige replikker fra den film – og de synes næsten allesammen at det stadig er go´ lir når man får mulighed for at fyre “You can be my wingman anytime”, “Bullshit! You can be mine!” af.

Jamen, WTF??! Den er fra engang i firserne; mens Tom Cruise og Val Kilmer stadig havde en smule tiltrækningskraft (Kilmer mere end Cruise, I might add), og alligevel går Søren nu rundt i 2010 i en t-shirt med Top Gun logoet på brystet – og teksten “MAVERICK” tværs over ryggen.

Udløbsdatoen taget i betragtning på filmen, er det stadig en af hans fedeste t-shirts…

5/ Mænd, og deres næsten sygelige forhold til Dirty Dancing

Jojo. For det har de.

På trods af at de altid kategoriserer den som chick-flick, pladderromantik og hvad vi ellers kan komme på af lettere nedladende og spydige kommentarer, synes jeg det er påfaldende hvor mange mænd der stadig kan finde lejlighed til – med jævne mellemrum – at fyre “Nobody puts Baby in a corner!” af.

Jeg tror de allesammen gerne vil være Patrick-drengen. De vil bare ikke indrømme at det i virkeligheden er sjovere at danse, end at hænge ud i baren.

4/ Den menneskelige hjerne

Helt ærligt; hvor nemme kan vi mennesker være at manipulere med?

Alverdens reklamefolk klapper i deres små fedtede hænder af fryd, når de endnu engang får overbevist masserne om – gennem langsom, men stålsikker, promovering – at “ta-daah!” er det eneste rigtige.

Nu har én af de farver jeg altid har afskyet – koralfarvet – fundet vej ind i min garderobe. Og jeg kan li´ den! Hvådden skete dét lige? Jo, I gættede rigtigt: Påvirkning af min underbevisthed.

Jeg kan af og til blive lidt bange for, hvilke tendenser man (læs: jeg) kan lokkes til at hoppe med på, ude i fremtiden…

3/ Kropsbehåring

Hvorfor (!!!) vokser hårene på benene med tidobbelt hast om sommeren? Jeg synes efterhånden skrabere udgør en betragtelig del af budgettet, og det er lige før dét alene kunne få mig til at længes en smule efter vinter. Ikke fordi jeg synes vinterpels på benene er specielt sexy, men jeg kan altså nemmere leve med en smule stubbe når det kun er mig selv (og Søren, den stakkels mand) der skal se dem.

2/ Hedins lov

Ja, mit efternavn er Hedin, og loven består i at alt det der kan gå galt, går galt.

Hvori ligger f.eks. rimeligheden i, at både foodprocessor og opvaskemaskine står af lige efter en lang, dyr sommerferie? Nu har jeg sveskefingre hele tiden, og kan ikke lige se hvornår dét ender.

1/ Lady Gaga

Og det sucks! Jeg har da virkelig, virkelig svært ved at klare at hun kører i baghovedet hele tiden.

Alejandro?! Come nu lige on, for helgoland da osse… Det er da det ringeste hun er disket op med indtil videre – og desværre samtidig den største sniger.

Den fæstner sig på harddisken og nægter at forsvinde igen. Lyrik på samme høje plan som Rihannas (og er det i virkeligheden ikke bare en smart måde at hedde Anna på?) “Um-be-rella-ella-ella-ella”.

Pisosse.

Jeg; en vaskeægte gunslinger. Not.

Søren og jeg var til mandehørm i går. Ikke kun mandehørm, for “konerne” var med – men der var dog en umiskendelig odeur af Karl-Mar Møller og Old Spice over scenariet alligevel.

Det var kollegerne fra murerfirmaet der skulle mødes, og det var hyggeligt. Scenen var sat i en jagthytte laaaangt ude i skoven, og for filan der var smukt! Skovsøer med åkander, gigantiske nåletræer, bærbuske, foderstationer til vildtet, bjælkepavillon med bålplads under og meget mere kunne mine øjne finde hvile på – men den der med “i skovens dybe, stille ro”… aaarh, not so much.

Første punkt på æ dagsorden i æ jagthyt var: Lerdueskydning.

Jeg indrømmer med det samme: Jeg lagde ikke haglbøssen til skulderen én eneste gang. No sir. Aldrig mere. Jeg har nemlig prøvet det, og det resulterede i en semi-blå, gennemført øm skulder efter fire skud. Det var u-be-hageligt. Når man så ser bort fra den fysiske smerte ved rekylet, er der for mit vedkommende en hel bog tilbage at skrive om det psykiske ubehag.

Våben gør mig utryg. Generelt.

I dét øjeblik jeg fik et våben mellem hænderne gik jeg instantly fra “utryg” til “bange”. Og da jeg selv skulle affyre samme våben, gik jeg fra “bange” til “koldsved-i-håndfladerne-opkastningsfornemmelse-i-hele-kroppen-og-hjertebanken-som-aldrig-før-rædselsslagen”.

Så jeg kiggede på i går. Mange tak.

Lad bare drengene lege, men jeg vil altså hellere sidde med en kold cola og en smøg, og stille krydse fingre for at der ikke er nogen der rammer hinanden. Kald mig bare kryster.

Det var fint-fint. Og da vi (læs: drengene) senere skulle lege “slå-gigantsøm-i-træstamme-med-færrest-mulig-slag” (selvfølgelig med den spidse ende af murerhammeren, forstås) var jeg også mere til at kigge på. Mange tak.

Men: Selvom jeg ikke var superdeltagende hyggede jeg mig helt vildt! Det er nemlig som oftest sådan, at ting der ellers ikke siger én en skid, bliver hylemorsomme og rigtig god underholdning når det er folk man kan lide der deltager – og for filan, hvor kan jeg godt lide Søren kolleger og deres familier.

Det er lige omtrent nogle af de mest behagelige mennesker jeg nogensinde har mødt. Ligefremme og nede på jorden, hyggelige og behagelige at snakke med og med tonsvis af humor!

Dér føler jeg mig hjemme. Blandt gunslingere, drengerøve og provokatører :-)

10 om mig

Helle har tagget mig, og således bedt mig om at dele 10 facts med jer, som I (måske, måske ikke) ikke vidste i forvejen.

Om det så bliver interessant eller ej, dét vil jeg lade være helt op til jer at bedømme. Jeg får jo bare lov til at udbrede mig om mig selv, og det er slet ikke så tosset endda. I kan ikke engang afbryde mig!

Here goes:

Jeg elsker farver – men går desværre næsten altid klædt i sort og/eller brun. Vaner er svære at bryde.

Jeg synes venskaber er noget af det sværeste i verden.

Jeg ville gerne være mere modig.

Da jeg var teenager var jeg overbevist om at reinkarnation fandtes, og var lige så overbevist om at jeg i et tidligere liv havde deltaget på Woodstock. Jeg synes stadig det er et sjovt tankeeksperiment – og tror forøvrigt jeg ville have passet fint ind i klientellet.

Jeg er skabsfan af Gok, Trinny & Susannah og alle de andre, og kan sagtens sidde og misunde de heldige kvinder lidt, når de altid ender ud med at være gudesmukke efter kyndig behandling.

Jeg kan tømme en pose med Minto (de bedstemoragtige pebermyntekarameller i hvidt/blåt papir) uden at blinke – men det hviner i tænderne bagefter.

Jeg har altid mindst fem idéer i hovedet, men når aldrig at få ført flere end højst halvdelen ud i livet.

Jeg er stolt af at have opdraget børn der hellere end gerne går udenom børnemenuerne når vi er i byen at spise.

Jeg elsker musik, og næsten al slags – men ender som regel med at synes det bliver for monotont, hvis jeg hører det samme i lang tid. Undtagelserne er der selvfølgelig. Jeg bliver vist aldrig træt af de go´e gamle, som f.eks. Billie Holiday, Satchmo, The Doors og Jimi Hendrix.

Jeg er glimtvis velstruktureret. Læg især mærke til ordet “glimtvis”…

………..

Blev du klogere? Det gjorde jeg faktisk selv, lidt. Det er ikke så ofte man tvinges til at tænke over sig selv, og måske er det såmænd godt nok. Det kunne lidt for hurtigt ende i navlepilleri, hvis jeg skulle kunne dishe 10 nye ud hver uge.

Og nu til det mere alvorlige. Jeg skal sende stafetten videre til seks andre, og nu håber jeg de har lyst til at lege med. Come on, det er weekend – hvad skal I ellers nå? *kækt blinkende smiley med lettere provokerende mine*

Jeg prikker til

Zpif – fordi jeg har mødt hende flere gange, og synes hun er en hamrende interessant person!

M – fordi hun får mig til at ønske at jeg boede i Vestjylland. Og så får hun mig til at le højt og længe. Hver gang!

Anne – fordi hun kan noget helt særligt med ord.

Stine – fordi jeg har fuld tiltro til at hun også kan lave en “10 om mig” i streger, og hendes fantastiske tegninger gør mig altid glad.

Lis – fordi hun er en af de sjoveste, sejeste og smukkeste i Blogland.

Linda – fordi hun med ord alene kan få en lille film til at køre for mit indre øje, hver gang jeg læser med.

God kamp, d´damer!

Delelatter

Dét er sjov der er til at forstå på en fredag!

Jeg véd godt det lidt er at udstille sit barn, men…

…ligner dette her en pige der er glad for at starte i 1. klasse efter en lang, dejlig sommerferie? *fnis*

Æret være hans (hendes?) minde…

Kepi døde i nat. Den lille fugl kunne åbenbart ikke mere, så nu skal den begraves i eftermiddag når pigerne kommer hjem fra skole.

Fed start på første skoledag, ellers. To stortudende piger i sofaen, der lige havde fået beskeden over telefonen, for Kepi havde tilbragt natten hos Astas bedsteveninde, der havde en halvpart i plejebarnet. Og må man i dén forbindelse have lov at takke sin gud og skaber for at den ikke var i vores varetægt, da den stillede sine bittesmå træsko…

Vi lader billedet stå et øjeblik, og nyder den tid vi havde med det lille kræ. Den var jo sød, altså.

Kunsten at være gift med et fjols

Arhemmn… Kan denne her kamp mon gå hen og blive for indædt?

Knapt er han startet på arbejde igen, “den kære mand”, før vi igen er tilbage i kampen på ord, vedholdenhed og stålvilje.

For en lille time siden modtog han afslørende billeddokumentation fra de allierede styrker; et vennepar vi har, hvor han tog billedet mens hun smurte madpakken. Teksten vedhæftet var ikke kun lidt skadefro, skulle jeg hilse at sige…

Hm.

For et kvarter siden opdagede jeg så at “den kære mand” havde oprettet en gruppe på fb. “Madpakkekampen”, hedder den (kom alle stærke kvinder, til kamp vi gå!) – og han hævder, at hvis den ikke har 1.000 medlemmer inden ugens udgang, bliver den nedlagt igen.

Hrmpf!

Lad os nu se. Måske tiden er med mig, og mod ham…

Skoleklar

Så er der styr på lortet!

Taskerne er tjekket, tømt og fundet i orden*, penalhusene efterfyldt, blyanterne spidsede, skoleskemaerne skrevet, bogindpakningpapiret købt, müslibarerne bagt – og nu lader vi roen falde over os, inden det hele går løs i morgen.

Og ved I hvad? Kepi lever stadig – trives i bedste velgående, og skal passes af Mormor i morgen mens undertegnede er i skole med poderne. Der er nemlig styr på det, ja der er så ;-)

………………..

*…bortset fra det ene æble der lå på bunden af Astas taske. On the upside havde det så ligget der så længe at det ikke længere var råddent, men derimod helt tørt og fladmast. Og lugtfrit!

Nååårh… Eller ydrk! Whatever rocks your boat

Ladies and Gentlemen (as if). Må jeg præsentere;

Kepi*! Nyeste medlem af husstanden. Ikke for evigt, men kun til låns; Moder Natur skal have lov at have den lille bevingede tilbage så snart han/hun (se lige hvor fuglekyndig jeg er, hva´. Jeg aner helt ærligt ikke hvilken slags fowl det er) er klar til det.

Hvis Kepi altså lever så længe.

Jeg må nu indse, at hvis Kepi ikke overlever er det ikke på grund af sult, men snarere forstoppelse. Småpiger med ansvar er ekstremt omsorgsfulde… ;-)   

……………..

*”Kepi” = hjemmestrikket sammensat navn, når én pige insisterer på “Kevin”, og en anden på “Pip”. Det var da heldigt at “Kælling” (som seriøst også var i spil??!) blev nedstemt.

Nu med plejebarn

Asta har hevet det med hjem, plejebarnet.

Det er af den fjerede slags, og det forlyder at livretterne er døde fluer, stankelben uden vinger og gudskelov foderpiller blødt op i vand.

I overmorgen starter pigebarnet i skole igen, og hvem tror I så der kommer til at sidde med døde insekter og pincet hver anden time?

Hm.

Hvis vor fjerede ven stadig lever i morgen (sagde kynikeren) skal I nok få billeder. Den er jo sød…

Sandheden

Halvslatten arbejdskraft. Tjek!

Sorte skraldesække. Tjek!

Energiboost. Tjek!

Og en genindspilning af Jerusalems Ødelæggelse. Tjek!

Sådan! Hvis jeg nogensinde havde haft en chance for at blive en af de der feel-good boligindretnings-bloggere er den hermed strøget sig en tur.

Dét her er nemlig sådan der ser ud hjemme hos os ovenpå en lang sommer! Har du det bedre nu?

Søndag. Med stort S.

Ejmen, hvor kan sådan en søndag lige pludselig være træg at komme igennem…

Jeg har lyst til at lave højbedet færdigt – men er løbet tør for sveller, og vores lokale ven og “svelle-pusher” er løbet af pladsen. Hvad ligner det også, sådan at tage på ferie lige nu???

Føler mig lidt ligesom Peter i Blinkende Lygter lige før han bliver lukket inde i kølerummet, med en ubændig trang til at brøle “Jeg skal da ha´ de sveller! Det skal jeg da ha´ !!!”

Nu må jeg så se om jeg kan få omsat den rastløshed til noget fornuftigt i stedet – for ellers ender jeg vel med at jordkøle bajere engang ude i fremtiden.

“Det ta´r vi på en regnvejrsdag”

Den sætning er blevet misbrugt på det groveste hele sommeren. Hvem catan gider gå inde og gøre rent, mens sommeren er over os og solen skinner fra en skyfri himmel udenfor???

Ikke mig.

Nu blev det dog for grelt – og måske bredte der sig også en stemning af “jamen for helvede, vi har haft så meget tid, og det har vi stadigvæk ikke fået gjort!”…

I hvert fald blev der pludselig svinget både klud og støvsuger, et gammelt skab blev smidt ud, de sorte skraldesække ligger klar til når resten af familien er startet på hverdagen igen – og udenfor blev der startet på et højbed i gamle jernbanesveller, der bare havde ligget og gloet på os den sidste uge.

Hip hurra for sidste weekend i ferien. Dén kan altid få os ud af starthullerne ;-)

Til sidste dråbe

Vi suger grådigt det sidste af ferien i os.

Dagen sluttede i går på den hyggeligste måde vi kunne forestille os; med to renvaskede børn i nattøj, foran bålet i haven, udstyret med hver deres pind og en stor pose skumfiduser.

Det var selvfølgelig så som så med det der “renvaskede” bagefter, men vi véd de har været i bad, og det tæller altså også…

Dét er noget af det jeg holder mest af. En stille aften når mørket falder på, med bare tæer i græsset, varm kaffe i kruset, i skæret af et smukt bål - og dem jeg elsker omkring mig.

Lykke.

…Og i dag tager vi i Fårup Sommerland. Igen-igen-igen-igen. Kom ikke og sig vi ligger på den lade side.

Verdens dejligste mand

…tog sin ældste datter med i Fårup Sommerland lige inden aftensmaden, for at se om de kunne komme derud på et godt tidspunkt, og dermed slippe for køerne til de bedste forlystelser.

Det kunne de.

Nu har verdens dejligste mand og hans ældste datter taget syv ture i de heftigste rutchebaner i Norden, på lige omkring en time.

Og nu er datteren lykkelig – men de er begge let lysegrønne i ansigterne.

Det var helt synd. De havde glemt at de havde bestilt aspargessuppe til aften. *Ydrk*

Status

På minussiden er jeg stadig arbejdsløs. På plussiden er jeg gladere end jeg har været længe!

På minussiden mangler jeg stadig at tabe omkring 15-20 kg. På plussiden går det stadig den rigtige vej med vægttabet – og efter en lang sommerferie og “kur-pause” er motivationen igen i top.

På minussiden roder mit hus helt forfærdeligt. På plussiden starter Søren og pigerne snart på arbejde og i skole igen, så jeg kan få tid til at få sat skik på den losseplads vi kalder “hjem”.

På minussiden er familiens ferie snart forbi. På plussiden har vi haft en helt utrolig dejlig ferie sammen. Allesammen!

På minussiden er jeg stadig ryger. På plussiden kan jeg mærke en stille, snigende ikke-ryger begynde at stikke snotten frem – forsigtigt, forsigtigt… (og sig det ikke til nogen, for den slags motivation har før vist sig at være flygtig).

På minussiden har jeg haft utrolig lidt begavet at skrive om på det sidste. På plussiden gør det ikke så meget, for jeg har heller ikke haft tiden.

På minussiden er vi fattige som kirkerotter. På plussiden gør det ikke så meget. Vi klarer os jo alligevel, og har det både skønt og sjovt hver dag.

På minussiden har jeg af og til lyst til at kværke Søren. På plussiden lever han endnu - fordi han får mig til at le, hver gang jeg er allermest irriteret på ham.

På minussiden har vi denne sommer brugt uhyrlige summer på forlystelser, ture og andet sommerhejs ( og derfor er vi nu fattige som kirkerotter!). På plussiden er de penge godt givet ud, for det er alligevel blevet til telttur, 3xFårup Sommerland, Ørnereservatet, Middelalderdage på Voergaard Slot, tur til grenzen og alt det løse ved siden af. Lagt sammen giver det én glad lille familie, med masser af kvalitetsoplevelser i bagagen.

På minussiden har vi haft meget lidt alenetid denne sommer. På plussiden har vi nu lært nogle helt fantastiske, søde og sjove mennesker at kende.

På minussiden har jeg fundet ud af at det er vores madrasser der giver mig ondt i ryggen. På plussiden har jeg fundet ud af at luftmadrasserne ikke gør. (Halleluja for teltliv! Mon man stadig kan sove i telt i haven i november…?)

Konklusion?

Hold nu kæft, hvor har jeg det godt! *stor, fed, tæt-ved-lykkelig smiley*

We No Speak Americano

Og jeg véd godt jeg ikke umiddelbart falder indenfor målgruppen – men jeg elsker den altså. Helst på en lydstyrke så højttalerne ryster!

Ach, die dumme Dänen…

Vi tog til grenzen i dag. Ikke med noget højere formål, andet end at vi havde lidt lovet pigerne en tur i slik-og-cola-himmerige.

Nu er der fyldt op på sukker-, cider- og øldepoterne, og jeg sidder tilbage med den ondeste, ondeste mavepine.

Ikke af sukker, næh, for jeg skal stadig tabe mig.

Jeg er helt sikker på at det var den lede pommes mit curryketsjap der tog livet af mig!

Fremgang

Uha, så pæn vores have kunne gå hen og blive med tiden…

De sidste dages slid med motorsav, overarmsmuskler og vedholdenhed begynder at kunne ses nu.

 Knib øjnene lidt sammen, og ignorer venligst mærkelig træplade, stige og motorsav. Nåja, og let sveden græsplæne. Så ser det jo næsten hæderligt ud.

De store graner i haven er så flotte, men har længe trængt til en udtynding. Nu er vi i gang, men langt fra færdige. Som en ekstra bonus har vi nu brænde nok til mange bål i sensommeren.

Vi kan igen se ribsbuskene jeg gik amok på for et par måneder siden. Bevæbnet med grensaks og fukssvans overfaldt jeg dem nådesløst, men det virkede! Nu er de igen fine og sprøde at se på – men ribsene må vente til næste år. Inden jeg gik i gang var de så store at vi ikke kunne se afstand imellem dem, og se nu hvor fine de er. Ukrudtet omkring dem blev pludselig også meget nemmere at komme til, og nu kan havetraktoren igen manøvreres omkring også.

Eneste ulempe ved alt det havearbejde er såmænd alt det s**** grenaffald man kan samle på to eftermiddage i en gammel landhave.

Det ses ikke tydeligt på billedet, men vores lille fremtidige bål her er omkring 2m højt – og gigantisk i omkreds.

Snobrød? Anyone?

Hollaop!

…hvor er der mange ord i fire 9-12 årige piger på et døgn!

Og med Agnes (som er helt udenfor kategori) ved siden af, føltes det nærmest som om jeg havde styrtblødninger ud af ørerne en gang imellem.

Men de hyggede sig – og det gjorde vi også.

Manden i huset var kommet til at love Asta at det var okay med et slumberparty i teltet, og dét kan da ikke lade sig gøre uden mindst tre veninder, chips og popcorn, sodavand, hemmelighedssnak, S-P-eller-K, *fniiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiis!!!*, ekstreme grineflip, udspioneren, livretterne til aftensmad, cykelture, waweboard, godmodige drillerier, mere *fniiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiis!!!* og meget sen sengetid.

På trods af alle de ord der var i de piger, er “godnat” åbenbart ikke en del af deres vokabularium. I hvert fald blev der ikke ro i teltet før klokken havde passeret 01.15 – og dét var kun fordi den fæle trold fra Mamaland udstak et dekret om ro eller indendørs overnatning. Enten-eller. Slut herfra.

Nu er alle overnattende gæster sendt hjem igen, og roen sænker sig langsomt i det lille hus ude på landet. Og at dømme ud fra Astas energiniveau i dag, er vi voksne vist ikke de eneste der er trætte dagen derpå…