Næh du. Ikke her.
Her har dagen nemlig bestået af to snottedeogondtihalsen-børn, TP Disney versionen, varm the i spandevis, hundelufteri, vasketøj, WII Sport, pludselige kaffegæster og strikketøj.
Ikke just sindsoprivende – men rasende hyggeligt!
I mangel af mere interessante ting at byde på af skriblerier og fake BoBedre fotos, kan jeg da så i stedet servere et lumsk fredags-tøhø (der vel egentlig burde serveres på en onsdag) for jer.
Velbekomme!
En gang imellem, når der skal kommunikeres med nogle af Astas veninders bagland har jeg det lidt sådan. Økseskaft, agtigt…
Poden har verdens dejligste veninder; søde, sjove, pjattede, velopdragne, smukke og helt igennem skønne. Tøser med stort T.
Der er stor aldersspredning på dem, for selvom Asta “kun” er 9 år og går i 2. klasse, har hun altså mest tilfælles med pigerne i de større klasser – ergo har vi nogle gange haft 12årige piger med hjemme og lege, såvel som de 9årige fra Astas egen klasse.
Dét der nogle gange gør kommunikationen udfordrende (!) er, at mange af hendes veninder er “af anden etnisk herkomst end dansk”, for nu at tage den lange og politisk korrekte version.
I den korte version er de fra Uganda (hvad hedder dét egentlig? Uganda´ere? Ugandanesere? Uganda-hvafforenfisk?), og selvom vi bor i en lille by er der rigtig mange børn fra Uganda på skolen. Og selvfølgelig betyder det så også, at rigtig mange af Astas veninder er sorte*.
Nåmmenaltså: Som med alle andre, skal der en gang imellem kommunikeres med forældrene, og dét kan altså være svært! De taler af og til et meget gebrokkent dansk, af og til et okay engelsk, af og til perfekt fransk (og dét forstår jeg ikke en dyt af!) – og de fleste gange lykkes det alligevel at finde ud af at aftale det der skal aftales. Om ikke på andre måder, så med børnene som tolke i baggrunden :-)
Men i dag… I dag har jeg lidt sommerfugle i maven.
Asta skal til fødselsdag hos en pige fra skolen. Den første ugandaske ugandanesiske afrikanske pige der holder fødselsdag hjemme. Og jeg har ikke kunnet få kontakt med forældrene. Faktisk ved jeg ikke en hujende fis.
Jeg véd at de bor i nabobyen 7 km herfra, og jeg véd at pigerne skal med bussen derhjem. Jeg ved ikke hvornår de skal hentes igen. Faktisk ved jeg ikke engang om forældrene er klar over at fødselaren tager en flok kåde tøser med hjem, for pædagogerne i fritteren ved heller ikke noget – og jeg har spurgt om alle de tåbelige ting jeg kunne komme i tanker om derinde.
Nu håber jeg bare på det bedste; sender Asta afsted med buspenge og fødselsdagsgave (og min mobiltelefon, så hun kan ringe efter Søren hvis der bliver brug for det) og så kan det ikke gå helt galt.
Kan det?
………………………………………
*JO, de er! No need to sugarcoat it: De er ikke lysebrune, de er sorte. Som natten!
- det er mig :-)
Med posten i dag ankom de to fineste, farveglade, detaljerede collager jeg længe har set. Til mig! Nåja, og måske en lillebitte smule til Søren og pigerne også, men jeg vælger altså lige at fokusere på mig her.
Det er den sødeste, sjoveste, skøreste kvinde helt nede i bunden af Jylland der har lavet dem til mig - og kun fordi jeg vistnok lyste lidt grønt af misundelse da jeg så dem hun selv havde til at hænge på stuevæggen i sommers.
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Hiphip hurra for www´s fortræffeligheder! Hvis det ikke var for indernedded, havde jeg aldrig lært Karina at kende.
Og dét ville have været en skam!
Tak, Karina. Ikke kun for collagerne, men også for de daglige smil på Facebook, al den underholdende ping-pong og en herlig overnatningsmulighed i Det Synnejyske :-)
Rakel har fået en god aftale i hus. God for dig eller mig*. Hun udlodder (i samarbejde med den lækreste webshop) en pyntesyg Kokeshi-dukke som f.eks. den ovenfor – og hvem ville ikke gerne have dén til at stå på skrivebordet?
Hun er da lige til at blive glad i låget af :-)
……………………
*helst mig…!
Jeg endte med at holde store bagedag i dag. Dét gør jeg jo sådan set så tit, for jeg bor i et hus hvor der bliver sat enorme mængder brød til side hver dag.
Nu er der til fryseren igen. Ikke længe, men alligevel.
Det endte med grovbollerne, som altid.
De er fantastiske, når man ikke gider spise rugbrød hver gang, for godtnok er det et hvedebrød, men det er så smækfyldt med klid, kerner og korn at det halve kunne være nok. Og hvis det ikke er, kan man jo altid supplere – som jeg gjorde i dag med finthakkede mandler i mangel af bedre.
Derudover blev det til almindelige kardemommeboller, fordi det ikke skal være klid det hele – og efter aftensmaden ryger der en ordentlig omgang pølsehorn i ovnen, til tøsebørnenes madpakker. Og murerlærlingens, hvis jeg kender ham ret ;-)
Jeg fandt også en gammel traver frem fra de støvede arkiver, som jeg glæder mig til at sætte tænderne i til aftensmaden.
De ser grønne ud, ikke? Det er de også i virkeligheden, så det er ikke engang billedet der snyder. Det er helt almindelige hvedeboller – pimpet med ½ glas grøn pesto, og toppet med god olivenolie, groft salt og presset hvidløg.
It´s good to be a baker(wo)man!
En vis hornet herre med trefork har taget ved undertegnede i dag. Jeg skulle vist egentlig bare bage boller til madpakkerne – men så mig gal på vores hjørneskab i farten, fordi alt lå hulter til bulter derinde.
Da hjørneskabet så var ryddeligt, syntes jeg pludselig skufferne kunne trænge til en tur – og så skabene, og så……….
Nu har jeg fået frigjort en hulens masse plads i skabe og skuffer i køkkenet, og dermed også på de åbne hyldemeter der er derude.
For filan, hvor er det dejligt! Og om lidt er der lune boller.
Mandag styrer :-)
…men ganske okay alligevel.
Vi fik da en tur ud i det blå i dag, Søren og jeg. Og uden børn!
Godtnok gik turen til vagtlægen/skadestuen i Hjørring, men ikke desto mindre.
Og hvis man så vælger at se bort fra grunden til at vi var der*, kunne man helt føle sig hensat til et galleribesøg. Nogle af Poul Anker Bechs malerier pryder nemlig væggene i modtagelsen (og jeg er måske en smule kriminel nu, for jeg tog nemlig et foto af ét af dem, så det er nu smukt som baggrund på min mobiltelefon!), og de er altså noget mere interessante end Femina og FamilieJournalen fra okt. 1997……………..
Nåmmen, dét galleribesøg havde jo (heldigvis) også sin ende, så de ting jeg skulle have gjort i løbet af eftermiddagen hoppede jeg på da vi kom hjem ved 17-tiden.
I skrivende stund er der pølsehorn i ovnen til næste uges madpakker, og lige om lidt kalder sofaen, strikketøjet, kaffen – og forhåbentlig en god film.
God søndag aften derude!
…………………………
*I dag var så åbenbart dagen for Sørens halvårlige “kan du lige køre mig afsted, for jeg tror s´gu jeg har fået en jernsplint i øjet. Igen!”-stunt.
Søren er blevet så begejstret for sin nye vest, at næste bestilling allerede er afgivet. Men for filan da!
Er der nogen derude der ved hvor jeg kan finde et mønster på en anorak i størrelse “granvoksen mand”?
Jeg kunne vel strengt taget godt lave et grundmønster selv, men helt ærligt; så kommer staklen da til at vente længe på den anorak. Tid er ikke dét vi har allermest af, så hvis jeg kunne kravle under hvor gærdet er højest, ville det altså være fedt.
Anyone…???
Berberbukserne til naboens pige blev færdige for ganske få minutter siden. Jeg har ikke haft travlt i dag, så pauser har der været masser af, både for at spise pandekager, se Disney sammen med Agnes og drikke kaffe.
Jeg tror Josefine bliver glad for bukserne.
Lets face it: Når man stadig går i børnehave, kan intet blive for lyserødt, for blomstret eller for prinsesseagtigt.
Jeg gætter på at jeg har ramt helt rigtigt, og at alle hendes ønsker om et par bukser “lissom Agnes´” bliver indfriet.
Med det lyserøde blomstrede stof som basis, og de cerisepink satinkanter i benene og ditto velourbånd på skuldrene ender hun vist med at smelte et par 4årige drengehjerter på mandag…
…at rende ind i en butik i nærområdet, og smide den fedeste emaljerede medicinkasse i kurven.
Billig var den også – og pyt så med at jeg kun har en lille håndfuld Panodiler og en kasse plastre at komme deri…
Mens symaskinen stadig står fremme, tror jeg sådan en langsomlørdag er som skabt til at smide nogle flere af disse her igennem den.
Jeg ved i hvert fald der bor en lille pige ganske få meter væk fra os, der ville elske et par i lyserød med roser på – og at tænke sig; det ligger jeg lige tilfældigvis inde med ;-)
…har fået færdiggjort sin julegave i dag. Den skulle selvfølgelig have været færdig til d. 24. december, men ak. Jeg løb tør for tid, lædernåle og tålmodighed et par dage før.
Nu har jeg fået fyldt depoterne op på alle tre dele igen, så i dag var dagen det skulle lykkes.
Billeder skal I have, for jeg er faktisk stolt af resultatet. De er voldsomt overbelyste, for mørket nåede at falde på inden de kunne tages for få minutter siden (og modellen selv er rendt af huse), så mere udførlige billeder får vente til en anden god gang.
Men altså…
*trommehvirvel……….*
Ta-daaaaaaaaaaaaah!
Det er mange, mange år siden jeg sidst har syet i skind og læder, så jeg var helt ærligt temmelig betænkelig ved om jeg nu havde tålmodighed nok til dette her (især den billige lortemaskine fra Bilka taget i betragtning…).
Maskinen overlevede knapt nok, og jeg har tømt Nordjylland for lædernåle i processen – men det lykkedes fandenfis´me!
Nu er jeg glad, og dét er Søren også. Ny vest til hundetræning er ikke så ringe endda, og en deluxe model med ryglomme, tredelte lommer foran - og i 1,4 mm tykt skind er ekstra lækkert.
Mønstret er lidt hjemmestrikket, lidt fra Stof&Stil – og vesten har ikke kostet mig en disse at lave (udover de dersens lædernåle og to små lynlåse), for materialerne lå på lageret-over-alt-mellem-himmel-og-jord.
Se; dét er da en gave der er til at forstå. Perfekt til den outdoorsy mand der har alt :-)
Der arbejdes på højtryk i dag! Langt om længe bliver den hemmelige julegave færdig, og ikke et sekund for tidligt.
I får intet sneak-peak, men senere i dag kommer der forhåbentlig fotos – hvis lyset tillader det.
Alt godt kommer til dén der venter. Også i julegaveafdelingen :-)
Jeg nød et genhør med en gammel kærlighed i formiddags. Der er kommet andre forelskelser og kærligheder til sidenhen, men når han her toner frem, bliver jeg stadig blød i knæene og varm om hjertet ved lyden af hans stille stemme.
Jeg bestemte mig for at nyde øjeblikket til fulde, og sad bare stille i stuen mens jeg lod mig beruse af hans smukke ord. For han har måske ikke nogen stor stemme, men han kan trylle med det danske sprog så tårerne triller. Nogle gange fordi han rører noget i mig så jeg bliver trist eller nostalgisk instantly – og andre gange fordi jeg ler med hele kroppen.
I skal have lov at møde ham – men hvordan skal jeg dog vælge hvilke af hans ord der skal følge jer ind i weekend´en?
Det bliver denne her. Fordi hun hedder Lorna.
Så røg ævlerne igen. Pink er so last season, og jeg er jo oppe på beatet og alt det dér. Eller nå´ed.
Nu er vi tilbage i det skrabede, oprindelige look – men helt ærligt: Det er altså bedre end pink æbler.
Velkommen til “Simple Living - Ude På Landet”.
Nu har jeg i løbet af i går og i dag nok haft de første 10 forskellige baggrunde. Øøøøih, altså.
Jeg kan ikke holde ud at se på det samme længe ad gangen. Der skal nye farver og former til, i takt med årstidernes skiften (heja, forår!) – men for catan da!
Hvorfor er alle de s**** baggrunde pink, nuser og øøøøndige? Jeg kan ikke slippe for silkebånd, hjerter, sommerfugle og blomster.
Nu er vi ude i noget pink igen, men det var kun fordi jeg blev så glad af æblerne.
Kom frisk! Hvem derude kender til nogle links jeg ikke har opdaget endnu, med free blogger templates der er til at holde ud i mere end fjorten dage???
Jeg vil ha´ noget med humor og kant - og ikke hverken for stramt, for elegant eller for pyntet.
Krævende? Tjoooe, måske… ;-)
For at få tankerne bort fra alt det hvide, begyndte jeg et ganske uoverkommeligt projekt. “Ryd op i skabe og skuffer”.
Hvor naiv kan man lige være…?
Dét er al den skabsplads vi har i stuen. Der er et lillebitte skab mere, men deri står arvegodset; farmors mågestel, og dét skab er fredet.
Jeg tror bare jeg lige så stille dropper oprydningsprojektet, og i stedet kaster mig over Ikea´s hjemmeside. Der er jo ikke lang tid til marts… ;-)
Jeg kan mærke det helt tydeligt nu, hvor sneen igen daler fra himlen. Jeg har fået nok.
Jeg ved godt at det er for tidligt til forår. Jeg ved godt vi kun er i januar. Jeg ved godt at jeg ikke kan vinde over Kong Vinter og årstidernes skiften. Jeg ved godt at det er både smukt og klart udenfor.
Og jeg ved at jeg kan mærke – allerinderst inde – at jeg ikke gider mere.
Det er jo smukt. Jojo, bevares. Dét kan jeg godt se.
Problemet er bare at jeg er træt (som i t.r.æ.t!) af at skovle 100 m indkørsel fri hver gang jeg skal ind efter pigerne. Jeg er træt af at skulle hive i vores søde, tålmodige ven med traktoren, når en skovl alligevel ikke kan gøre det.
Jeg er træt af at gå i halvbladret, brungrumset masse. Jeg er træt af aldrig at vide om støddæmperne på bilen er frosset fast igen. Jeg er træt af en vaskemaskine med frosne rør.
Jeg er træt af blodspor efter sønderrevne hundepoter på stuegulvet.
Jeg er træt af at skulle hente posten hos naboen, fordi den rare postdame ikke kan komme op ad vejen. Og jeg er p****træt af at have 6-8 ekstra affaldsposer til at stå ude på gårdspladsen, fordi renovationsvognen ikke kan komme herop heller.
………………….
Jeg tror det er nok nu. Vi har fået, og er mætte. Tak for sne.
Mette B har sendt mig en “award” (og lad os nu hoppe let og elegant udenom hele debatten omkring det nydanske sprog, og alt det dér).
Hun mener simpelthen at jeg er kreativ blogger. Hollaop!
Jeg siger selvfølgelig tusind taaaark – og er lidt forlegen, men meget glad for at Mette har tænkt på mig.
Jeg synes nemlig selv det er lidt småt med kreativiteten lige pt, så jeg ved ikke rigtig om jeg synes jeg er oplagt kandidat til prisen – men måske det alligevel er okay, hvis jeg nu lægger mig i selen fremover ;-)
Nåmmenaltså.
Som jeg har forstået det, så skal jeg holde en lille takketale (som der jo til enhver Award-uddeling er tradition for), hvori jeg fortæller syv ting om mig selv. Hmmm… Jeg skal ikke garantere for om jeg ikke allerede har nævnt dette før, men here goes:
1/ Sagt i al beskedenhed, så er jeg kreativ. Men jeg er (nogle gange til min egen store fortrydelse) sådan en kreativ sjæl som ikke følger nogen regler, ikke følger nogen opskrift og ofte ikke får et færdigt resultat ud af kreativiteterne.
2/ Jeg inspireres tit af farver og strukturer, og er i dén forstand desværre en gang imellem meget ofte næsten altid offer for impulskøb når det kommer til materialer. Helt skidt er det dog ikke, for jeg har gennem årene fået opbygget mig et ganske udmærket lager-over-alt-mellem-himmel-og-jord, og det sker ikke sjældent at jeg finder lige det jeg mangler derinde.
3/ Jeg er for efterhånden mange år siden uddannet beklædningsformgiver ved et håndarbejdsseminarium i Nørresundby, som sidenhen er blevet lukket. Dengang var det tekstil der fangede mig, og dét jeg valgte linie efter – med eksamensopgave i læder og skind. Nu er det ret sjældent jeg syr længere; det bliver vel højst til fastelavnstøjet til ungerne og lidt tøj til de samme ind imellem. Aldrig til mig selv. Hvorfor ved jeg egentlig ikke.
4/ Hvor tekstilen gled lidt ud for nogle år siden, er garnet til gengæld kommet ind. Jeg sidder altid med garn og pind(e) i hænderne (til Sørens store fortrydelse!), og jeg elsker det. Det afstresser mig som intet andet kan. Undtaget selvfølgelig når det ikke vil lykkes. *Grrrrrrr!*
5/ Sidste nye hype er keramik. Jeg fik for år tilbage en karemikdrejefanden (hvad hedder sådan én egentlig?) af Søren i fødselsdagsgave, men er aldrig kommet til at bruge den. Ikke af ond vilje, men fordi jeg ikke lige har “stedet” til den. Nu er jeg så gået i gang på min arbejdsplads´ keramikværksted i stedet, og det er genialt! Man skal så åbenbart bare ikke være bange for fiasko på fiasko på fiasko på………………………….. ;-)
6/ Jeg elsker at tegne. Så meget, at jeg i mine helt unge dage overvejede at gøre det til min levevej, og blive tatovør. Jowjow…
7/ Den ene ting jeg sagtens kunne undvære ved at være en kreativ sjæl er rodet. Jeg roder helt vildt når jeg er i gang, og hverken kan eller vil rydde helt op efter mig selv før projektet er færdigt. Hvorfor skulle jeg dog dét, når jeg nu skal have det frem igen i morgen???
Syv ting, og dér var de. Pludselig kom de alle til at handle om kreativitet, men det var måske også meget passende.
Næst på listen er, at jeg så skal give award´en videre til syv andre, som jeg synes opfylder mine kriterier som “kreativ blogger”. Om de vil køre legen videre er helt op til dem selv, men uanset hvad skal de ikke slippe for at få lidt ros herfra! De syv er:
Værsåartig, d´damer. Tag den eller lad være. I fortjener den uanset, for I bringer både smil, tårer og inspiration til mig. Dagligt.
:-)
Jeg står klar i jakke og støvler, for om lidt henter jeg pigerne på skolen. Vi vil til “storbyen” Brønderslev og brænde nogle af Astas fødselsdagspenge af – så i eftermiddag gætter jeg på at der drøner SingStar ud af højttalerne på værelset.
Og vi har stadig peanutcookies tilbage. Hvor godt kan det blive? :-)
Jeg har bagt dem en trilliard gange efterhånden, men bli´r stadig lige lækkersulten hver gang de kommer friskbagte ud af ovnen!
De er en ren vinder herhjemme, og klart nr. 1 på pigernes ønskeliste hver gang der skal noget med i skole, strikkeklub og på danseholdene til uddeling – og lige om lidt kan du også bage dem.
Opskriften har længe været lidt af en hemmelighed. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men nu laver vi om på det. De cookies er så gode at hele verden skal ha´ lov at smage. I kid you not; de er hamrende lækre!
Opskriften kommer her – og den rækker til cirka 25* cookies, så du kan lige så godt doble den op med det samme.
Du skal bruge:
Pisk peanutbutter og smør sammen, tilsæt begge slags sukker og pisk videre. Tilsæt æg og pisk igen.
Bland nu mel, bagepulver og natron i en anden skål. Sigt blandingen i dejen, sammen med chokolade og peanuts.
Form til valnøddestore kugler (gerne lidt større), sæt på bagepapir og tryk let flade.
Bag ved 175 grader i præcis 12 minutter. Ikke for meget, og ikke for lidt. Ved 12 minutter bliver de sprøde i bunden og lidt seje i midten.
Lad dem afkøle på rist, og hvis de overlever længe nok, kan du opbevare dem i en dåse. Jeg gider ikke skrive holdbarhedstid på, for det bli´r ikke relevant…
Velbekomme! :-)
……………………………………………….
*25 styk. Herregud. Det er jo ikke nok til en hul tand… ;-)
Jeg skovler friskbagte peanutcookies ind med venstre hånd, spiller Astas nye WII Sport med højre …og håber i mit stille sind at kalorieregnskabet går i nul.
Dejlig aften :-)
Det har været en dag der er værd at gemme på, allerinderst inde.
Tillykke til min store pige! Nu er hun 9 år, og er blevet fejret efter alle kunstens regler, og akkurat som hun selv ville.
Menuen fastsatte hun selvfølgelig selv, så alle de familiemedlemmer der kom til fødselsdagsfrokost i dag er blevet budt på noget af det allerbedste hun ved: Mexikanske burritos con all the fixin´s og brunsvier og slik til kaffen bagefter.
Der er blevet leget igennem med alle gaverne, for dét var noget alle kunne have lidt morskab ud af. WII Sport og Trivial Pursuit (Disney-versionen) er ikke så ringe endda når 16 mennesker skal ha´ det sjovt sammen…
Sikke en dejlig dag :-)
Vi er begyndt at spekulere i fastelavnstøj herhjemme – og sikkert ikke et sekund for tidligt. Pigerne når nemlig at altid at ombestemme sig tre-fire gange inden den endelige beslutning tages.
I år har jeg gjort noget jeg aldrig har gjort før; jeg har lånt inspirationsbøger, så pigerne måske kunne få lidt flere og lidt anderledes idéer end dem vi hidtil har kørt med.
Vi har egentlig været vidt omkring: Der har været mavedansere, indianer, der har været en enkelt skotte imellem, politipige, tiger, et utal af hekse og prinsesser og indiske dansere – for bare at nævne nogle stykker.
Jeg syntes måske bare vi manglede et lidt bredere perspektiv, så jeg gik på biblioteket.
Hmmm…
Fokus er blevet flyttet. For mig, i hvert fald.
Pigerne formår sagtens at se de sjove, fantasifulde idéer der er at finde i bøgerne – for det er de virkelig, mange af dem. Denne her for eksempel:
Bademode á la 1920´erne. Dén var jeg da aldrig kommet på selv, og den er jo sjov. Ikke?
Mit problem er at jeg ikke kan se ud over ham her:
Sprællemanden anno 1983. Jamen bevares, han er da sikkert både sød og charmerende (og han har været villig til at stille op som både Colgate-tube og romersk soldat, og dét har da også noget at sige!), men jeg kan ikke abstrahere fra ham.
Det er ganske umuligt. Jeg sidder simpelthen og småfniser af frisuren.
Undskyld…
Agnes er en videbegærlig pige. For tiden er det stenalderen der er sjov, så stor var lykken da en fantastisk film tonede frem på skærmen for et par timer siden.
Nu er hun så af den helt klare opfattelse, at:
“Er det ikke rigtigt mor, at dengang i stenalderen der brugte man mammut´er som brusere og store dinosaur-biller som plæneklippere??? Og man havde også Dankort, men de var bare lavet af sten. Og man havde babydinosaurer som kæledyr!” *Indsæt selv stort, bredt, saligt barnesmil her*
Måske jeg lige skal ha´ sat pigebarnet ned, og forklaret hele filmkonceptet ordentligt. Igen.
;-)
Nu har vi endelig fået leveret omkring to tons træpiller til fyret. Jææj!
…bare en skam at leveringen står heeelt nede hos naboen, fordi chaufføren ikke kunne komme op ad vores indkørsel for sne.
Op med ærmerne, frem med trillebør og rugbrødsmotor, og op ad indkørslen med pillerne. Senere, for nu skal jeg snart på arbejde.
Hurra. Eller nå´ed.
“Det var feriesæson, og tyskerne var lige kommet med deres luftmadrasser, villatelte og BMW´ere. På de grønne enge gik de rundt i bermudashorts og badebukser, og rundt om agre og enge genlød lyden af deres ghettoblastere. Jo, der var rigtignok dejligt derude på landet.
Midt i solskinnet lå der en nedlagt maskinfabrik med forgiftet grundvand rundt om, og der groede ikke andet end tidsler og brændenælder, og inde midt mellem tidslerne lå en blyforgiftet and på rede. Hun var så tung af alt det bly, at alle æggene knækkede i samme øjeblik, hun lagde sig på dem, og det blev alt i alt til en overordentlig omelet. Men lige pludselig opdagede hun, at det største æg slet ikke var knækket endnu.”
Tak for ordene, Rune. Det var meningen at det skulle ha´ været en godnathistorie i aftes, men der var slet ingen der kunne falde i søvn for vi lo så tårerne trillede.
Hvis du derude har en smule galgenhumor, og dine børn holder af gode grin, snørklede sætninger og vrøvlede navne, så gå på biblioteket i dag og hjemhent Runes fantastiske børnebøger. Jeg kan stærkt anbefale både H.C. Anderledes og Grimmere end Grimm.
Bare titlerne på de gamle eventyr er nok til at få et *fnis* frem her i huset. Hvem derude ville måske ikke have lyst til at læse om Den grumme ælling, Klaskepot eller Den tapre skrædder, der var dum som en stabel brædder?
Kom nu. Læs ham før din nabo ;-)
Lige nu finder jeg mig selv igen i gang med noget der bare slet, slet ikke er lystbetonet. Skiltemaleriet trækker tænder ud.
Der er for mange kokke indvolveret. Én bestiller varen, en anden leverer materialerne, en tredie sætter deadline – og jeg står tilbage med lorten i hånden når de tre ikke kan finde ud af at blive enige om proceduren og tidsperspektivet.
Jeg gider ikke mere. Og hér kommer noten:
Så sig dog fra, kvinde!
Efter denne bestilling er det slut. I hvert fald for lige præcis dén kunde. Det var egentlig en bestilling på omkring 12 skilte, men jeg sætter altså foden for døren nu. Jeg har lavet omkring halvdelen, og den anden halvdel må de så finde en anden til at tage sig af.
Jeg siger op. Fandeme.
Jeg fatter penslerne i dag, og går i gang med skiltemaleriet igen-igen.
Jeg skal være helt ærlig; det er ikke lysten der driver værket i dag, for netop disse opgaver er ved at få et noget rutinepræget islæt over sig, og det er ufedt.
Nej, hvor jeg savner at sætte en pensel på et lærred uden at det er en bunden (og kedelig) opgave der skal udføres *suk*
Den samme font på alle skilte, en kort tekst og en dato. Eeeeeeew!
Giv mig dog noget med kød på! Farver, svungen kalligrafi og lidt gøgl hist og pist tages imod med kyshånd efterhånden.
Jeg har det lidt ligesom tulipanen der hænger med hovedet…
Det er officielt.
Det er nu ikke længere sjovt med alt det hvide udenfor. Ikke når “man” lige har skullet bruge 1½ time på at grave omkring, under, for- og bagved en bil der sidder ubehjælpeligt fast i indkørslen.
Den sidder der stadig.
Ikke samme sted. Nejnej. Jeg har da fået den flyttet omkring 1m – for så at mærke den velkendte fornemmelse af dæk der bare graver sig længere og længere ned i masserne. Igen. Det er foregået i etaper.
Nu vil jeg altså gerne ha´ tøvejr, forårssol, spirende vintergækker og krokus. Bare fordi.
Og nu må I have mig undskyldt, for nu skal jeg i bad. Al snegraver-sveden skal vel vaskes af, inden jeg tager traveturen gennem 3 km sne ind til Saltum.
Ungerne skal jo hentes, uanset om bilen sidder fast eller ej. Men jeg tager altså en slæde eller to med til de 3 km´s hjemtur.
…og ved I hvad? Nu blev tanken om sne alligevel helt hyggelig igen :-)
…ikke at være mere voksen, end at man stadig kan nyde at bruge en søndag på nattøj og Nintendo :-)
Helt og aldeles uden at bruge penge på det, føler vi os denne vinter både gangsta og street.
Den hårde frost har gjort at støddæmperne på bilen fryser til. Igen og igen og igen.
Det føles cirka sådan her, når vi kører ned ad indkørslen…
Vil du ha´ en tur? Du skal selv medbringe nyrebæltet!
Pigerne har fået hvert deres digitalkamera i forsinket julegave. De kom med posten i går, og selvfølgelig skulle de indvies med det samme!
Agnes´ første billeder blev af hundene – og se lige hvad hun var så kvik at få i kassen:
Mesterfotograf! :-)
………………
Note til de, der nu bliver helt nervøse over at man kan finde på at have sådan et par rovdyr til at gå hjemme i stuen:
Det er ren leg og ingen alvor. Ja, det ser vildt ud – men det er kun indtil føreren i flokken (dvs Søren eller undertegnede) stopper legen med en venlig, men bestemt, kommando. Så er der ro igen. For en stund, i hvert fald…
Det var Søren og pigerne der stod for pynten nytårsaften herhjemme. Det gjorde de godt, skulle jeg hilse og sige…
De havde fået hjembragt en “Turbo-serpentin-pistol”. Smæk en spraydåse i den, og ud kommer de fiiiineste tynde, selvklæbende gummiserpentiner. I tre farver, gudhjælpemig.
De ansvarlige lovede højt og helligt at de nok selv skulle sørge for at fjerne det igen, når tid var…
Det er altså åbenbart ikke endnu.
Det var så fint, så fint nytårsaften. Det er det altså ikke mere d. 8. januar.
Skidtet sidder fast. På billedrammer, tapet, vindueskarme, ledningerne på loftlamperne og a.l.t andet. Karkludene kan ikke klare det, så for en uge siden indkøbte jeg et lager af de der “Grøn-rens” svampe vi ellers bruger til gryder, og nu håber jeg så de kan klare serpentinerne.
Måske ender de bare med at få lov at ligge i skabet en evighed, for det virker altså til at resten af husstanden sagtens kan leve med nytårspynten længe endnu…
Jeg. Ordner. Det. Ikke.
Basta!
Jeg håber der er held ved datoen…
Krudtuglens Mor har udlovet den fineste flagranke og de skønneste stofbetrukne knapper i en give-away til udtrækning d. 17. januar – og tænk dig; det er Astas fødselsdato.
Tænk, hvis jeg er heldig bare på den bekostning. Så tror jeg s´gu jeg går hen og bliver helt overtroisk…
Og tøsen får en ekstra fødselsdagsgave! Det ville jo ikke være helt skidt :-)
så vil jeg gerne udbringe en skål, og et tredobbelt “Leve!” for vaskemaskiner der rent faktisk tager vand ind når man trykker på “start”-knappen.
Hiphip. Og et stort hurraaaaaaaa! for ufrosne rør :-)
Snefri dag, that is.
Det er lidt snyd, for på skolens hjemmeside står der at de forsøger at opretholde en ordentlig skoledag for de elever der møder op, så de har altså ikke lukket.
Vi kan bare ikke komme ud – og jeg skal helt ærligt indrømme at jeg ikke har flyttet én eneste skovlfuld sne i går, så jeg har ikke gjort forsøget. Jeg gider heller ikke.
Det er helt umuligt uden maskinkraft. Vores indkørsel er et-eller-andet sted mellem 50 og 100 meter lang, og sneen ligger på de højeste steder i omkring en meters dybde. Jeg får aldrig al den sne væk uden en rendegraver eller en traktor med skovl!
Vi har prøvet det før. Mange gange før. Det første år vi oplevede sne herude prøvede vi rent faktisk at grave os fri selv, men måtte hurtigt se os slået af Moder Natur. Derefter har vi altid bare ringet til søde naboer og venner der ligger inde med de dieseldrevne kræfter vi ikke har, og dét virker.
Søren kom afsted til morgen. I firmabilen, som ikke er fantastisk på vinterglatte veje. Og jo, pigerne kunne strengt taget godt have været med dér, men han kørte før vi vidste om skolen holdt lukket eller ej, så vi tog en rask beslutning: De bliver hjemme. Jeg havde svært ved at se det fede i at de måske skulle nødpasses derinde hele dagen, når jeg nu går her i huset indtil kl 15, hvor jeg skal på arbejde.
Så nu “snyder” vi os lidt til en fridag. Det kan jeg godt leve med.
Ligesom hos mange, mange andre i denne del af landet bød dagen i dag på… sne.
Det var ikke mange billeder jeg nåede at tage før fingrene føltes som istapper – og de billeder jeg rigtig gerne ville ha´ taget kom aldrig i kassen. Dér var jeg nemlig travlt optaget af at trække slæder og kaste snebolde, holde ivrige hunde i snor og drikke varm cacao og kaffe i godt selskab.
Ligeså smukt det er, ligeså upraktisk er det også. Vores ellers fine og normalt farbare indkørsel ser nu sådan her ud:
Jojo. Den der lillebitte alu-dims der titter op af sneen er vores vejbelysning (hvis der ellers var sat strøm til…). Der er altså en indkørsel nedenunder alt det hvide…
Nu er det bare legeplads for byens unger, men det er også meget sjovere :-)
Og selvfølgelig bød dagen på snefri! Det er jo ikke til at komme hverken frem eller tilbage, selvom Søren i skrivende stund har trodset snemasserne og vovet sig afsted i den af bilerne der alligevel holdt nede ved vejen fordi den ikke kunne køre hele vejen ind i går.
Nu er jeg spændt på om han overhovedet har kunnet………..
Ser I, der ville jeg ha´ skrevet noget om, om han kunne komme hele vejen ind til købmanden 3 km væk, men så ringede telefonen…
Søren sidder nu i en bil i sneglefart, midt i Vildmosen, og er indtil videre kørt en omvej på omkring 15 km. Hvorfor? Tjooe, da han skulle dreje fra for at komme hjem fra Saltum, gled han forbi afkørslen og ville så lige tage den næste. Som ledte til en vej der absolut ikke var farbar. Nu kører han så ud i Vildmosen, for at vende i rundkørslen laaaangt ude, for han tør ikke standse op og tage en trepunktsvending. Så sidder han nemlig fast!
Jeg lader lige den der stå et øjeblik.
Sikke meget hverdagsaction vi pludselig kan få tilført på grund af “en smule” sne. Og dette her skulle bare have været et indlæg med et par hyggelige snebilleder…
Gad vide hvornår han kommer hjem igen…? Nu er jeg jo helt urolig for manden!
Bare for at få pulsen ned, så bringer vi her et pausebillede:
Jeg har svært ved at komme i gear i dag. Ovenpå nattens uro kan jeg mærke at jeg er stærkt i energiunderskud, og alle de praktiske ting bliver bare ikke gjort i dag.
Til gengæld har jeg fået lavet en masse (halve) kryds-og-tværs´er, drukket spandevis af stærk kaffe og set en del tv. Det er vel også noget værd…
*Ironi off*
Go´måren go´måren. Her går det godt. Eller nå´ed.
Lad os nu starte fra slutningen. Bare for at gøre det indviklet.
Jeg har lige afleveret Asta i skolen. Agnes sidder i sofaen og ser Oggy og kakerlakkerne. Hvorfor? Jo, ser I:
Yngstebarnet glædede sig så skidemeget til at komme i skole igen efter ferien, at hun ikke kunne sove i går. Jeg mener virkelig ikke sove.
Vi puttede hende under dynen kl. 20.30 (der var jo ingen grund til at sende hende i seng tidligere, når hun har været længere oppe hele ferien, vel?). Der blev hurtigt ro, og vi anede ikke bedre.
Kl. 22.45 gik vi i seng, og kiggede sædvanen tro ind til pigerne. Asta sov. Agnes læste.
Okay. Så tager vi den dérfra. Ind i vores seng med hende, for så kan hun da sove. Ikke?
Nøh. Vi prøvede. Hun blev nusset. Jeg fortalte historier. Hun blev nusset igen. En tår vand. Jeg sang. Nussen igen. Jeg sang. Igen. Jeg holdt min kæft og “sov”. Jeg sang. Igen-igen.
Vi kom igennem alle de sange jeg kunne huske. Klokken 02.30 blev der ro.
02.30!?!
Hvad fanden ligner dét?
Hun blev vækket tidligt i morges (af en ekstremt klatøjet mor), men blev ikke sendt i skole. Det ville simpelthen være urimeligt overfor både Agnes og lærer-Kirsten. Nu får hun i stedet lov at sumpe herhjemme med mig i dag – men hun får ikke lov til at tage en lur. I aften skal hun være træt nok til at sove, uanset hvor spændende det så end er at skulle i skole igen.
Det er – og var – faktisk skidesynd for hende. Hun ville så gerne falde i søvn, og var verdens mest eksemplariske søvnløse barn. Sød, stille og rolig. Og pisserastløs, fordi det ikke ville lykkedes for hende. Stakkel.
Nå. Men for så at gøre historien komplet, stod vi så op i morges til et bryggers der lignede lort. Bogstavelig talt.
Lillelorten* havde tømt vasketøjskurven ud over det hele, skidt på gulvet (i den anden ende af bryggerset, gudskelov) og hentet diverse sjove ting (rawlplugs, sømkasser, sko, engangskanyler til malerarbejde, karklude og paprester) hen på tæppet. Just for he hell of it.
Nåmmen, skal vi så ikke lige tage dén med, så??? Ét styk bryggersrengøring tidlig morgen, jatak. Den klarer vi da lige. Så.
Fuck.
…og fik jeg sagt at Asta også lige var så træt i morges, at hun slog ud i fullblown præpubertær furie? Nå, ikke? Så kan det s´gu også være lige meget.
……………………………..
*som herefter skal benævnes “han, hvis liv hænger i en meget tynd tråd!”.
…til en hverdag med fynd og klem.
Jeg er eddermame ikke mange potter pis værd i dag. Bare en stille konstatering.
Energien, altså.
Jeg fandt den i bunden af en melpose. Det var s´gu da i grunden et underligt sted at lægge den…
Sådan er det i dag. “Søndagsfornemmelsen” er dukket op. Den dér totale dvaletilstand der kommer til os alle en gang imellem, når weekend´en eller ferien lakker mod enden.
Det er dagen hvor alt skal klargøres til i morgen. Så starter hverdagen igen, og alt skal være på sin rette plads.
Flyverdragterne, arbejdstøjet og alt det andet skal være vasket. Køleskabet fyldt op til madpakkesmøreriet. Kalenderen klar til 2010. De sidste serpentiner der gemmer sig fra nytårsaften skal lokaliseres og fjernes med hård hånd. Måske skal det sidste julepynt endda pakkes ned, og støvsugeren rundt i krogene…
Og hvor er så al min energi blevet af???
Den har også gemt sig. På bunden af en langsom søndag…
Jeg kender mennesker der aldrig smiler. Hele familier endda.
Jeg kender også nogle, hvor smilet kommer sporadisk. Det når bare aldrig op til øjnene.
Hvor bliver jeg dog træt af at omgås de mennesker. Fysisk og mentalt træt.
Godt, det ikke er mig…
Citat Agnes, da børnechampagnen blev poppet i aftes :-)
Vi havde en dejlig aften, lige efter vores egen hjemmestrikkede opskrift på hygge. Hvem siger at en nytårsaften skal bestå af dans på bordene, pailletkjoler og Asti til den lyse morgen? Ikke os.
Vi havde bestemt os for en aften hjemme, bare os og min mor. Egentlig i starten mest fordi vi blev nødt til det. Hunde og fyrværkeri er en dårlig combo, og vi blev nødt til at se hvordan Rubuster ville reagere i år. Vi véd at Jagger bliver rasende på krudtet. Han vil ud og æde det, men er ikke bange, så det var ikke ham bekymringerne gik på.
Nåmmenaltså. Mens jeg lavede maden, gik dem jeg elsker i haven. I det begyndende mørke lavede de bål og ristede skumfiduser, mens jeg gik herinde og hørte Queen´s Bohemian Rhapsody. Det er da ikke nogen ringe måde at starte årets sidste aften på, vel?
Legehuset har ikke mistet sin julepynt endnu, så med sneklædte kviste på lærketræet og bål lige ved siden af var det helt perfekt at hygge ved. Lige bortset fra at der var så skidefriggin´koldt at skumfiduserne næsten frøs til is inden de ramte ilden ;-)
Hovedbeklædningen til de to små djævle lå klar inden maden. Vi havde lagt op til laaaang tid ved bordet, for nytårsaften kan hurtigt blive lang for små utålmodige sjæle.
Forretten havde mor Karen medbragt, så den stod på tarteletter med høns i asparges, og det er guf for både børn og voksne. Hovedretten var fondue (jowjow, vi kører retro herhjemme!) med baconviklede krebsehaler, kyllingefilet, hvidløgsmarineret oksekød, svinemørbrad og meget, meget andet godt.
Mens jeg bagte pandekagerne til desserten lagde djævlene planer…
Bevæbnet til tænderne med hjemmeklippet konfetti, tandpastatuber, hundeproppistoler, kæmpeknaldperler og deres far gik de ud i byen… Hvis der på nogen måde er nogen-som-helst der har noget at klage over i dag står vi ikke til ansvar. Nytårsaften er fredet.
Man. Må. Alt.*
De vendte hjem igen med grin fra øre til øre og masser af historier på læben – og intentioner om at skulle ud igen når vi havde skålet nytåret ind.
Og sådan gik det da også. Da klokken var blevet 01 og mormor var kørt hjem, gik hele familien på rov i lilleputbyen. Vi vendte hjem igen kl. 02.40, med m.e.g.e.t trætte, meget kolde børn.
Men de havde fået deres lyst stillet, og nu er der i hvert fald noget at fortælle om i skolen på mandag :-)
………….
*…næsten ;-)
