Hokus Pokus

Jeg har tryllet de sidste dage. Der har nemlig været hårdt brug for det, for jeg indrømmer det: Jeg hedder Kirsten, og jeg er et rodehovede.

Måske var det en fejl, dengang jeg bad om en l-a-a-a-a-a-n-g bordplade til symaskine, tegnegrej og deslige, for jeg har altså en rigtig dårlig vane (ligesom resten af husstanden), med bare lige at lægge tingene ind på bordet i stedet for at lægge dem på plads. Resultat: et l-a-a-a-a-a-n-g-t ubrugeligt bord.

Nårh! Hvad siger I så? Er dét ikke lige til Bo Bedre??! ;-)

Nu gik der så en djævel i mig; en hvid tornadolignende Ajax-djævel, der bare ikke kunne holde ud at se på det mere. Og også én der ikke længere gad de dårlige nerver, hvis der nu skulle komme en stakkels sjæl og åbne døren ind til kaos. Uh!

Nu er der ryddet op derinde, og det er skønt. Der er smidt ud, sorteret, indkøbt ekstra opbevaringsplads (for det var dér, det virkelige problem var), sat på rette plads, rengjort og hygget op. Aaah...

Jeg nåede endda at få lavet den opslagstavle jeg har truet med så pokkers længe. Med køer på. Bare fordi jeg kunne. De gør mig glad, de køer - og nu kan jeg så få fornøjelsen af at se på dem hver dag :-)

Og Hokus Pokus Filihankat: Jeg har sør´me tryllet bordpladen frem igen!

Nu er der igen orden i sagerne, og der er lyst og venligt at være. Alt er nemt at finde, og jeg har igen lyst til at være derinde. Og mulighed for det, ikke at forglemme.

Den ekstra opbevaringsplads jeg indkøbte vinder ingen designpriser, men den virker. X antal stabelbare klodskasser med låg og en lille rumdeler-agtig ting til kurve, magasinholdere, maling, bøger, symaskine og andet godt. Om ikke andet, så er det nu væk fra gulv, vindueskarm og bordplade, så det fungerer ganske fint.

Mit altmuligrum er stadig overfyldt. Det er stadig ikke optimalt, og der er ikke plads til de helt store udfoldelser - men det er mit, og det er okay.

Jeg er tilfreds - og nu kribler det igen i fingrene for at få gang i symaskine og tegnegrej. Så bliver det jo ikke meget bedre :-)

Duften af regn

...er også duften af forår. Jeg elsker den duft. Og selvom dette her absolut ikke er nogen have-/blomsterblog (for det har jeg slet ikke evner for) så kunne jeg alligevel ikke dy mig. Lige nu nærmer haven sig nemlig det punkt hvor den er allerskønnest. Det tidspunkt hvor alting er lige på bristepunktet til at blive til "noget".

Mælkebøtterne er allerede blevet til noget. Faktisk er de stærkt på vej til at blive en hel masse, men det gør mig ikke noget. Vi har en årlig diskussion om dem herhjemme - for Søren vil helst holde dem på et tåleligt niveau, og jeg elsker dem. For min skyld måtte de gerne dække alt græsset i en sprudlende gul eksplosion, og jeg må da også sige at jeg kommer målet nærmere for hvert år der går ;-)

Endnu er de ikke voldsomt dominerende, men det kommer! Nogle år har vi indgået et kompromis angående de fandens mælkebøtter, så Søren slår græsset næsten over det hele, men jeg får lov at beholde en mælkebøtteeng et eller andet sted på grunden. Det er ikke det store problem, for med knap 1½ ha er der sgu egentlig græs nok at slå.

Midt i haven foran huset står det bedste jeg ved.

Lige nu blomstrer det så smukt, så smukt, og det tyder på moreller i overflod - men jeg ved af erfaring fra de foregående år at vi skal være mere end almindeligt hurtige på aftrækkeren hvis vi skal nå at smage. Krager, råger, solsorte, bier og hvepse bestemmer sig år efter år til at lægge beslag på vores mørkerøde luksusgoder, og de skulle skamme sig, skulle de! Vi har truet med at lægge net over som værn mod fuglene hvert år indtil nu, men det bliver sjovt nok aldrig til noget. Og pyt så med det, så må vi jo dele og det er såmænd også godt nok.

På spring står også syrenen, som jeg har været meget spændt på. Vi satte læhegn mod vest for omkring 1½ år siden, og nu kan jeg begynde at ane farven på de blomster der kommer. Hiphurra for lilla, for dét var selvfølgelig hvad jeg havde håbet på. Syrenerne står inderst mod haven i læbæltet, så når de først når en anseelig størrelse kommer vi til at sidde i et flor af lilla velduft. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok...

Rabarberne er ikke nye. De har været her siden Klør Konge var knægt, tror jeg. I hvert fald stod de her da vi overtog huset for snart 10 år siden, og de er simpelthen ikke til at slå ud. Ikke at jeg har prøvet, for jeg nyder godt af dem hvert år når menuen står på rabarberkompot og bagt rabarber med marcipanlåg. De er i den grad klar nu, så måske man snart skulle få prøvesmagt varerne... Uhmm!

Udover at de selvfølgelig er kønne og velsmagende har de en genial sidegevinst. Eller; ungerne og jeg ser det som en gevinst, men Søren er ikke helt enig. Frøer! Det vrimler med små og store af slagsen dernede når vi når lidt længere hen på året, og de er så sjove både at betragte og at røre ved. Hvis man altså tør, og det er nok dér Søren kommer til kort... ;-)

En lille smule farve er der såmænd også allerede derude. Det er ellers ikke noget vi er forvænte med, for prydbede har vi altså ikke. For år tilbage var der ellers et kæmpemæssigt staudebed, og et endnu større rosenbed hele vejen langs huset, men vi nedlagde dem begge. Vi havde hverken tid eller knowhow nok til dem, så i stedet kom der græs i. Græs kan vi nemlig finde ud af. Eventuelle prydbede må så komme senere, når vi har fundet ud af hvad vi vil.

Men farverne er skønne, så det skal nok komme lidt hen ad vejen.

Indtil videre er det bare skønt med en have der kan nydes med alle sanser. Den kan ses, duftes, føles, smages og høres og det nyder vi i fulde drag. Og det vil vi benyttes os af så længe vi kan.

Et besøg værd

Det er snart tid igen. Her i lokalområdet er forventningens glæde allerede stor, for tiden nærmer sig for årets absolut hyggeligste weekend.

En weekend med glade mennesker (og spøjse originaler), sanseindtryk fra alle sider, muligheder for en rigtig god handel (man er vel nordjyde), kreativ inspiration, fantastisk mad, oplevelser extraordinaire, fest og sjov, med håndværk fra de go´e gamle dage, farver og former i overvældende mængder, tid til nydelse - og en weekend med muligheden for at rende på folk man ellers sjældent ser. Og forhåbentlig også en weekend med solskin fra en skyfri himmel.

Det er selvfølgelig årets Uldfestival jeg taler om.

Ud over alle de fantastiske kunsthåndværkere der udstiller deres arbejder i standene rundt om i byen, er der selvfølgelig igen i år "mandeparkering" i form af øl- og whiskysmagning. Der er fabelagtig mad flere steder i byen, og masser af hvilepladser med kaffe, the og kage. Og så er der jo alt det virkelig fede...

Berit Kiilerich kommer igen, og jeg glæder mig. Jeg var fuldstændig tryllebundet af hendes rolige facon og fantastiske samarbejde med hundene sidste år, og jeg er helt sikkert at finde på pladsen igen i år.

Den "bette" smed er også tilbage. Jeg har desværre fuldstændig glemt hvad han hedder, men synet af ham glemmer man ikke. Dét er da et pragteksemplar af en mand, det der! Og håndværket er så smukt at man glemmer tid og sted.

Graham Allen glemmer man heller ikke. Han er klart en af dem jeg tænkte på, da jeg kom til at skrive "spøjse originaler" længere oppe - men for catan, hvor er han altså skøn! Han har charme, humor og fåretække, og vi mennesker er nu altså også pænt glade for ham. Jeg glæder mig til at hilse på ham hvert år, for Graham er simpelthen så sjov, og man kan ikke andet end blive i godt humør af at være i selskab med ham.

Jeg glæder mig altså til den weekend. Det er alletiders begivenhed at tage til sammen med hele familien. Ungerne synes det er spændende med alle dyrene, farmand synes det er fedt med noget godt gammelt smedehåndværk (og øllerne er heller ikke ringe) og mor kan gå og mærke på alle varerne. Og så er der bare så mange spændende mennesker der kan deres kram, så det bliver aldrig kedeligt.

Jeg er helt ked af at jeg kun får søndagen med i år, for lørdag er vi optaget andetsteds. Jeg kunne ellers sagtens få to dage til at gå med at snuse til det hele... Nåja, og så kunne man måske også være heldig at rende på hende her igen, og det var altså dejligt :-)

Så: Sæt nu kryds i kalenderen, kære venner! Det er d. 16.-17. maj det hele kommer til at ske, og hvis du vil vide mere kan du se et program lige her. For en god ordens skyld vil jeg lige sige, at billederne ovenover er direkte sakset fra Uldfestivalens eget billedgalleri, og det kan bestemt også anbefales at kigge på, hvis man nu sidder og er lidt nysgerrig på, hvad det dersens Uldfestival er for nå´ed.

And on a personal note: Jeg har lovet Asta at skrive, at man skal lægge mærke til "ledetråden" i byen. Byens strikkepiger (ca. 6-10 år gamle) har nemlig fingerstrikket på livet løs den sidste måneds tid. Målet er fingerstrik fra den ene ende af byen til den anden, således at man bare kan følge "ledetråden" rundt, hvis man vil være sikker på ikke at gå glip af nogle af de mange events. De fik målt fingerstrikken op i forgårs, og da havde småpigerne indtil videre fabrikeret 777 meter, så mon ikke nok de skal nå i hvert fald en stor del af målet inden deadline.

Vi ses til Uldfestival 2009 :-)

Og så faldt mørket på

Ond onsdag fik en ende. Langt om længe. Vi er endelig kommet hjem, og har i dag fået overstået både almindelig husholdning, legeaftaler, strikkeklub, dans og endelig spisning hos pigernes mormor. Et langt karbad til pigerne blev det såmænd også til. Og isvafler til dessert, så hvem klager? Ikke os, det er helt sikkert :-)

Nu sover de trygt, rollingerne, med en enkelt go´nat-sang i baghovedet. "Sov sødt, lille Jumbo...". Den virker hver gang. Også på mig.

G´nat!

Ond onsdag

Hvorfor er det lige jeg altid får besat de fri-onsdage, så jeg nærmest ikke har et ledigt øjeblik fra kl. 13 til kl 21...??!

Root Beer, anyone?

Søren kom hjem med en special delivery i dag. En sixpack med A&W Root Beer har nu stået på køl siden kl. 14.30, og er så hvinende kolde nu at jeg regner med at det måske kan tage toppen af det faktum at de er sødere end noget jeg nogensinde har smagt før. Smagen er karamel. Eller a la Jenka tyggegummi...

Pigerne elsker dem!

Bedring

Det går fremad med ryggen, kan jeg mærke. Nu gør det "kun" ondt hvis jeg står op i for lang tid - eller hvis jeg nyser!

Lækkersulten

Nåja, når man alligevel bare sidder der, kan man vel lige så godt pløje et gammelt ugeblad eller to igennem. Nu står menuen i aften utvivlsomt på madtærte med kylling, bacon, mandler og porrer. Uhmm...!

Oprah, go home

Jeg har forskanset mig på sofaen i dag. Min ferie er ovre, og egentlig burde jeg være tilbage på arbejdet i dag, men min ryg vil ikke.

Nu har jeg lavet mig et hjørne. Der er puder bag lænden, og en Ikea-skammel gør det ud for sofabord til kaffekop og -kande, fjernbetjening og telefon. Sofabordet bliver så brugt som fodskammel, og selvom det er den omvendte verden er det altså sådan det fungerer bedst.

Nu mangler jeg bare at finde ud af hvad jeg kan tage mig til, siddende i mit lille hjørne af verden. Jeg véd at jeg skal lave et eller andet, for der må altså være grænser for hvor meget fordummende tv et menneske kan holde ud...

Thank you, Beata :-)

Jammenaltså! Her går man lige og har lidt småondt af sig selv, og så kommer posten...

Tusind, tusind tak til Beata, som har sendt den søde pude til mig - all the way from Vancouver, Canada :-) Jeg elsker blogland!

Jeg var så heldig at blive udtrukket som en af to vindere for et stykke tid siden, og dengang lovede Beata mig at hun ville vælge en pude for mig. Jeg var nemlig ikke selv i stand til at udpege en favorit blandt de mange fine varianter. Det eneste jeg kunne sige var, at jeg elskede den strikkede tekstur, men farvemæssigt måtte hun tage over.

Det gjorde hun så - og jeg er glad :-) Nu får vi se, om jeg er i stand til at beholde puden for mig selv, eller om øglerne kommer op at slås om den når de kommer hjem i dag...

Translation. Sort of...:

Well, whattayouknow! There I were, feeling all sorry for myself, and then the mail(wo)man shows up...

Thank you, thank you so much Beata, who sent the lovely pillow for me - all the way from Vancouver, Canada :-) I love Blogland!

I was lucky enough to be drawn as one of two winners a while back, and at the time, Beata promised me, that she would pick a pillow for me. I wasn´t capable of picking out a clear favourite among the many pretty items. The only thing I could say was, that I loved the knitted texture, but colourwise she would have to make the pick.

So she did - and I´m happy :-) Now, time will tell, if I am able to keep the pillow to myself, or if the little lizzards will end up in a fistfight over it when they come home today...

Thanks, Beata :-)

Dyt dyt, skal vi byt´?

Min ryg for din? Anyone...?

Min har nemlig gjort pænt ondt i nogle dage nu, og jeg er helt ærligt ved at være temmelig træt af det. Jeg modtager gerne en lettere slidt model, og lover at passe godt på den indtil tilbagelevering. Ama´r, halshug...

Fire in da house

Hmm... Måske er det godt nok, at de sjældent er tændt allesammen på én gang, den klynge af fyrfadsstager jeg har til at stå i den ene vindueskarm.

Spøjst

Når jeg kigger ud af mit køkkenvindue lige nu, kan jeg se Søren i arbejdstøjet, en cementblander, værktøj en masse, rod og ragelse - og to nydelige mænd i jakkesæt og slips. Alle tre mænd med en kold dåsebajer i hånden, s´føli. Verdenssituationen bliver vendt på en søndag.

Man kan altid finde sammen om en øl, ikk´... Men nu ved jeg tilfældigvis også hvad de jakkesætklædte mænd går i til daglig, og det gør næsten udsigten endnu mere spøjs ;-)

Endnu en forårsdag i sigte

Bare en skam, at der trænger noget så vederstyggeligt til en overhaling indendøre...

Vi har inviteret gæster til spisning i aften, og jeg vil altså ikke være bekendt at de skal sidde mellem hundehårsvindhekse, bunkevis af reklamer, gamle sure sokker, legetøj i dynger og andet godt.

Op på hesten. Eller støvsugeren.

Og hvis jeg er effektiv nok, kan jeg vel også nå et par gode timer udenfor. Bagefter.

Arbejdsiver og kolde øl

Jeg har haft en super dag. Jeg startede godtnok temmelig tidligt, faktisk så tidligt at det burde forbydes på en lørdag, men jeg skulle have bagt en kage til dagens gøremål. Kl. 10 skulle vi nemlig stå klar på lilleputbyens legeplads. Der var dømt arbejdsdag for alle frivillige, og dem er vi heldigvis nogle stykker af.

Efter et stort arbejde med fondssøgninger m.v. fra byens legepladsudvalgs side, har vi nemlig fået et dejligt legetårn til alle ungerne i lilleputbyen. Og dem er der mange af, de unger, så det var faktisk temmelig tiltrængt.

Nu er der så i dag blevet forskønnet på pladsen omkring det nye legetårn. Mindestenen over legepladsens grundlægger er kommet til ære og værdighed igen, og har fået selskab af et fabeldyr der blev udskåret for et par år siden af en af byens borgere. Jeg synes fabeldyret er fabelagtigt (undskyld ordspillet...), og jeg synes han minder ret meget om ham der ørnen fra Muppet Show. Eller en sulten struds. No matter... Han pynter, og vi kan li´ ham :-)

Vi har fået afbarket, malet, gravet, fræset, gravet lidt mere, brændt af, brækket ned, gravet mere endnu, malet mere, omrokeret og planlagt - og altsammen i skønne omgivelser med knald på farverne...

Det nye tårn er bare så meget bedre end det gamle, frønnede tårn der var der før. Sjovt nok er det lykkedes mig her at tage et billede helt og aldeles uden børn på, og det var ellers ikke virkeligheden derovre i dag. Jeg må have taget billedet, netop som der blev råbt "Så er der snoooobrøøøød!!" Netop i dét øjeblik var pladsen nemlig som støvsuget for de omkring 15 børn der ellers deltog sammen med deres forældre i dag, og de 15 er kun et lillebitte udsnit af byens børneborgere.

De voksne nåede skam også et snobrød (eller modtog resterne fra de riges bord når ungerne ikke gad mere), og derudover var der selvfølgelig noget der mindede om det store synnejyske kaffebord med alle de kager der var blevet bagt.

Og der var kolde øl. Og kaffe. Aaaaah.... Det giver altså basis for nogle byggemøder, så nogle gange kunne man se noget der mest af alt mindede om fagligt møde i de kommunalt ansattes fagforening ;-)

Søren kan ophøje sådan nå´ed pause til en ren kunstform, men han er jo også prof. Og når vi andre nu havde revet den gamle bænk op og smidt den på bålet, så må man bruge hvad man kan finde.

Det har været en halvlang, men skøn og hyggelig dag. Og nu, ovenpå frisk luft, manuelt arbejde og et par øl i solen - og gudhjælpemig også en culottesteg med all the fixin´s til aften - er jeg mør.

Jeg vil ikke blive helt utilfreds hvis pigerne snart begynder at gabe, for så kan jeg også komme til at kæntre på sofaen. Og jeg har lejet Quantum of Solace til i aften. Nu er jeg spændt på, om jeg kan holde mig vågen til det første "My name is Bond. James Bond." .........

Slip din indre texaner løs

Efter badet i går fik pigerne flettet den fineste, fineste fletning. Begge to. Moderen havde håbet at de så kunne sove med den, og begge få den flettet let om igen her til morgen, så de kunne komme pæne og nette afsted til dagens gøremål.

Næh nej. "Vi vil hellere ha´ krøller!"

Var der nogen der sagde "stort hår"?

Nu føler jeg bare de begge mangler et par cowboyboots med rhinsten og en overfrynset jakke. Så ville de kunne linedanse til Billy Ray Cyrus uden at skille sig den mindste smule ud... ;-)

Er jeg mon den eneste...

...der åbenbart aldrig lærer, at det simpelthen er nemmere at lægge tøjet sammen, umiddelbart efter det er tørret??!

Nu har jeg lagt omkring 10 maskinfulde sammen, og er langt om længe færdig. Jeg kan godt love mig selv, at det bliver sidste gang - men jeg véd det vil være løgn.

Sikken´ dejlig dag

Jeg har lige hejst flaget i haven. En af verdens bedste naboer fylder nemlig år, og hun skal sørme gøres et nummer ud af :-)

Jamen, det manglede da bare...

Nu gør vaskemaskinen fandengalemig knuder igen. Det var da et gevaldigt genialt tidspunkt, ovenpå min Frankrigstur, og resten af familiens sommerhustur. Vi har jo lissom ikke samlet ret meget vasketøj sammen, vel???

Grrrrr......

Fik jeg sagt...

...at jeg nu har ferie i seks dage? :-)

Jeg spiser aldrig igen!

Ord må være overflødige... Hvem kan nøjes med danske supermarkeder efter denne overflod?

Ting, man ville ønske man havde...

Man kan godt blive købelysten på sådan en tur til Frankrig. Jeg styrede mig dog, og købte kun en lillebitte smule med hjem til pigerne, og lidt gode madvarer til os andre. Det koster dog ikke noget at tage billeder, og lade sig inspirere...

Vi må have gang i lerværkstedet på arbejdet snart, for jeg må og skal have mig en omgang polkaprikkede krus.

Jeg har endnu ikke helt regnet ud hvordan jeg skal få lavet skoene... ;-)

Skiltet her var bare helt i min ånd, for det er da første gang jeg har set håndmalede skilte udover dem jeg selv laver. Det var bare så flot udført, at der kom en hel lille samling fotos med hjem af det, til fremtidig inspiration.

Stolene ville jeg gerne ha´ haft til haven, men jeg mente det var overflødigt at spørge bossen om de kunne være i bilen på vej hjem

;-)

Og apropos haven... Hvem ville ikke gerne ha´ denne her, som Van Gogh engang har malet så smukt??! Desværre blev det kun til et ganske kort besøg derinde, men dér kunne jeg altså godt have brugt en hel eftermiddag. Tænk, bare at sidde på en bænk og høre insekterne snurre omkring sig...

Derudover fandt jeg verdens unægteligt flotteste armbånd - som jeg selvfølgelig hverken købte eller tog billede af! Enkelt og smukt, i læder og sølv. Af den slags som ville have holdt i mange, mange år, og som ville have glædet mig hver gang jeg tog det på.

Dumme, dumme mig, der gik videre og glemte at vende næsen mod smykkeforretningen igen...

Blandet landhandel

Jeg fik en ven i Arles. We spoke the international language of loooooove... ;-)

Jeg nød udsigten ved boardwalken (eller hvad sådan en nu hedder på fransk) i St Maries de La Mer...

Og når jeg vendte mig om var der heller ikke særlig grimt...

Hjemvejen i Camargue var betagende, med et viltert og råt landskab. Og der var flamingoer, som man kan se (hvis man altså kniber øjnene rigtig godt sammen, og tilter hovedet lidt på skrå)...

Jaja, billederne er taget med en Nokia mobil, hvad pokker kan man forvente... ;-)

Le taureau est roi

Tyren er konge. I hvert fald i Camargue. Og det så vi som sagt alle vegne i påskedagene. Flot så det altså ud med de ryttere der stolt skridtede gaderne af inden det store tyreløb gik løs.

I starten var alt jo nogenlunde stille. Vi turister stod på den rigtige side af det store stålgitter der gjorde det ud for afskærmning, men de lokale tog det altså koldt og roligt. De virkede meget skråsikre på, at intet ville gå galt når tyrene blev sluppet løs, og rytterne skulle gelejde dem frem og tilbage i gaden.

Jeg var helt naiv. Jeg troede faktisk bare folk ville kigge på, men det gik relativt hurtigt op for mig, at sådan forholdt det sig ikke. De unge mænd var parate. Man kunne se, at nu skulle manddomstesten stå. Og det gjorde den så.

Et kæmpe kanonslag lød, og så gik det ellers løs...

Det hele gik ud på, at rytterne skulle få styr på tyrene - og alle andre skulle se hvad de kunne gøre for at få tyrene nedlagt. Det gik over stok og sten. Et utal af unge mænd (og purunge drenge) løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, for at få fat i tyrenes haler og pels - og så satte de ellers bremserne i når det lykkedes dem. De fleste gange med det resultat at de halvstore tyre faktisk var nede at ligge på asfalten, mens mændene kæmpede af alle kræfter for at holde dem. Det lykkedes nu aldrig særlig længe, og så var tyren afsted igen, med en ny rytter eller to efter den.

Pludselig lød endnu et kanonslag, og så var det hele igen roligt. Rytterne tog på ny den sejrsrunde der tilkom dem, og poserede flot i centrum af det der før havde været så kaotisk. Musikken gjaldede igen, og det hele var forbi.

Og det var faktisk sjovt at se, uanset hvad diverse dyrerettighedsforkæmpere så må mene om den udtalelse...

Vive La France - eller, Hvordan man kan komme til at savne et almindeligt toilet

Det er ikke ofte (læs: aldrig!) jeg kan narre Søren med på en rejse. Så er det jo godt, at jeg har et arbejde med indlagt rejsetid 2-3 gange om året :-) På den måde får jeg styret min udlængsel lidt, og samtidig er der også de enorme goder i det, at jeg/vi/man får et meget bedre sammenhold med de unge på arbejdet - og jeg kommer også til at nå at savne min egen lille familie helt enormt inden vi kommer hjem igen, og det er faktisk en dejlig følelse, når alt kommer til alt.

Denne gang gik turen til Arles i Frankrig. Vi var 13 styk afsted; unge og gamle, tykke og tynde, glade og lalleglade. Ingen sure miner her. Vi stornød turen, og havde nogle skønne dage sammen.

Selv køreturen på knap 2000 km hver vej blev taget med højt humør, og så længe man er veludrustet med mp3´ere, gode bøger, strikketøj og Sudoku´er går alt jo godt. Der var ingen punkterede dæk, ingen nævneværdig "stau" på autobahn´en, og vi kom kun et par enkelte gange til at miskommunikere med GPS-Åse, så alt i alt gik det rigtig godt.

Indkvarteringen i Arles var lettere spartansk, men superhyggelig.

Mobilhomes er indrettede med kun det allermest nødvendige, men vi skulle altså også kun bo fire eller fem i sådan et, så det var rigtig fint. Vi havde tre styk på rad og række, og jeg var så heldig at bo i "centerhytten". Det var dén der blev udnævnt til samlingspunkt for måltider, almen hygge og tant og fjas - og det skortede ikke på nogen af delene :-)

Når man er afsted med seks unge mennesker i teenagealderen og lidt ældre er der altså liv omkring én. Og mine kolleger er bestemt heller ikke kedelige, så der var dømt sen hygge hver aften. Det var lidt småt med kortspil denne gang, men til gengæld oplevede jeg den lidt blandede fornøjelse det er, at have en "lille" vinbjergsnegl til at kravle fra næsespids til langt op i panden. Underholdning skulle vi altså nok finde ud af! Sjovt nok endte jeg med at være den eneste der prøvede det der med sneglen. *Kyllinger...!*

De lyse (og lune) dagtimer blev selvfølgelig brugt på at snuse rundt i Arles og de omkring-liggende byer. Jeg kan stadig høre musikken...

Det var jo påske, og i dén anledning skal jeg lige love for at der var liv i byen. Der var underholdning på mange planer, hvoraf de fleste indbefattede velvoksne tyre. Jojo, dem dér med horn i panden. Der var tyreløb i gaderne, tyrefægtning i arenaer og deslige - og så var der musik dertil. På hvert gadehjørne stod de, musikanterne. "Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig......" Det gjaldede ud overalt (på spansk og fransk, altså), og det i en grad så man på et tidspunkt overvejede flugtmuligheder. Længslen til flugt forsvandt dog igen, og så tog hyggen heldigvis over.Mest fordi man ikke kunne lade være med at skraldgrine så det kunne mærkes helt ned i maven, når de glade musikanter dansede rundt med instrumenterne, og til tider i Toreador-kostumer.

Måske handler det bare om at lade sig rive med, og lege franskmand. Tra-la-la-la-la-tra-la-la-la-la! :-)

Og så var der smukt. Amphithéâtre herunder lå i centrum af Arles, og det var blandt andet dér tyrefægtningerne fandt sted. Jeg gik ikke derind, sorry. Meget kan jeg tage, men jeg tror altså min grænse ville være nået der, selvom jeg er klar over at tyrefægtningerne er en del af deres kulturarv og alt det der. Det er bare ikke en del af min, så jeg ville alligevel hellere kigge på byen.

Og det gjorde jeg så. Personligt synes jeg nemlig man kigger helt vildt godt på sådan en by fra et lille bord på en herlig, fransk fortovscafé. Og dér var da hyggeligt.

Og der smagte også dejligt...

Det kan godt være kopperne ser små ud på billedet, men det var de altså ikke. Det var regulære baljer. Og uhmmm som det smagte. Hjemmelavet varm chokolade, lige til at smøre på sidebenene, dét kan vi lide.

Caféen havde desuden en ekstra sidegevinst, og ikke en uvæsentlig en når man er forvænnet dansker. De havde nemlig et rigtigt toilet. I ved, sådan et man kunne sidde ned på, med både bræt og alt muligt!!! Og papir til at tørre sig med bagefter! Og håndsæbe ved vasken til bagefter igen! Det var vi nemlig ikke forvænnede med fra campingpladsen. Eller fra de andre steder i byen hvor man kunne komme til at forvilde sig ind i jagten på le toilette.

De er s´gu sære, de franskmænd... ;-)

Så er roen forbi

Jeg er tilbage! Der har været stille her den sidste uges tid, men nu er det slut.

Næsten, altså. Jeg skal nemlig lige på arbejde i eftermiddag/aften/nat, men så er jeg altså også tilbage for fuld skrue i morgen, med billeder og ord fra en lille uge i Arles, Frankrig...

Dagen i dag gider jeg ikke bruge ved pc´en. Den skal bruges sammen med pigerne, for dem har jeg måttet undvære mens jeg var i Frankrig. I dag er pjækdag sammen med dem, indtil jeg skal på arbejde. Dét synes jeg sagtens jeg kan retfærdiggøre overfor børnehave og klasselærer :-)

Rødt

Jeg har det fineste lille "studie i rødt" til at stå på mit spisebord lige nu. Jeg elsker rød...

Indtil for cirka 1½ år siden, var hele stuen faktisk rød. Blodrød. Livmoderrød. Mørk rød. Sådan havde den været i omkring syv år, før jeg synes jeg ikke kunne holde det ud længere. Rød hang mig langt ud af halsen.

Nu kan jeg mærke den kommer snigende igen.

Måske er det bare påskepyntens skyld... :-)